14 Dage for at vore til Kniven.

Nu var jeg derimod bleven bruun og mager, mit Haar var mørknet og havde faaet en engelsk Tournure, og fra mine Ører til Munden strakte sig et Par vældige Bakkenbarter.

Planen var da denne: jeg vilde give mig ud for en Nordamerikaner, der var paa en Rejse gjennem Europa, og som havde lovet Hr. Secretair S******, med hvem han i Philadelphia var bleven bekjendt, at bringe dennes Familie i Danmark en mundtlig Hilsen fra ham. Comes dien lod sig saameget lettere spille, som min Søster talte godt Fransk og hendes Mand tillige Engelsk. For ej at robes af Kudsten, reed jeg derud med min sorte Jockey bag efter mig.

En Staldkarl tog mod vore Heste, og fortalte, at Herskabet var ikke hjemme, men kom vistnok næste Dag. Jeg lod som jeg ikke forstod ham, min Billy maatte være Dragoman han kunde ret godt Dansk, var ind

viet i min Plan, og en fiffig Krabat.

Jeg gik ind

ikke en Sjæl kom mig imøde, alle

Værelser til Gaarden syntes at være ubeboede; jeg nærmede mig den velbekjendte Havestue.

Derinde hørte jeg

Hvad faae jeg? et Baghoved med gule Silkelokker, en Nakke af kararist Marmor, et Par Skuldre af samme Materie, en Ryg saa fuldkommen, at jeg Intet veed at ligne den ved, og et Par Arme, der enten vare drejede af Hvalrostænder eller støbte af Hvalrav. Fingre af Alabaft legede Smut bag den smækkre Midie, og flagrede liig Sommerfugle hen over Tangenterne; Fødder, nydelige, smaae, hartad chinesiske, trippede omkring paa Pedalerne.

Det var en munter fransk Arie Spil og Sang vare lige fortræffelige: jeg var halv Dre og halv Dje, og holdt mig faa stille som en Muus.

Men nu var Stykket ude, og jeg fandt det upasfende at lure længer; jeg traadte et Par Trin frem Sangerinden drejede Ansigtet om og rejste sig, da hun blev mig vaer, med en let Rødme og en let Hilsen. Himmel! hvilket et Ansigt! jeg vil blot fige Dig, at jeg hverken i den gamle eller i den ny Verden havde feet Noget faa mageløs yndigt. Paa ̧ et hængende Haar var jeg gaaet ud af min Rolle, og havde tiltalt hende paa Danft.

"Jeg hører, De synger Fransk, Mademoiselle!" bes gyndte jeg i dette Sprog; „jeg smigrer mig altsaa med det Haab, at vorde forstaaet af Dem; jeg er en Rejsende, som har lovet, paa min Tour gjennem Danmark at bringe Hr. A* og Frue et Brev og en mundtlig hilsen fra en langt bortværende Ven."

"Og denne Ven, om De tillader?" spurgte hun hurtigt ogsaa paa Fransk.

Jeg nævnede mit rigtige Navn, og lagde til: at denne Ven, da jeg forlod ham, befandt sig frist og vel i Newyork.

"Denne Efterretning," sagde hun, vil ret glæde Hr. A* og hans Kone

jeg beklager meget, at de just idag

skulde være ude i Besøg

Jeg ikke," afbrød jeg; „thi dette. Tilfælde maae

Jeg fik ikke Lov til at fuldende min galante Phrase; thi min Dame faldt mig ind i Talen: „Jeg vil sende Bud efter dem," sagde hun og ringede, de ere iffe længer borte, end at vi om en Time kan have dem.“

Jeg vilde frabede mig al denne Ulejlighed, men hun erklærede det for uforsvarligt, at nole med at underrette dem om et saa kjert Besøg. En Pige kom ind, hun fik Ordre at lade En til Hest flyve til Herskabet, og bede dem komme strar hjem, da saadan og saadan Een var kommen 2c., samt dernæst at dække Theebordet, og bede Forvalteren at komme op. Dette skete Altsammen.

Jeg havde en god Time til at beundre saavel hen des fine yndige Manerer, som hendes uddannede og dog naturlige Forstand, hendes levende dog ikke forskruede Følelse, hendes fortryllende Jomfruelighed, der ikke havde mindste Anstrøg af landsbyagtig Forlegenhed eller affec= teret Snerperie. Jeg blev højst begjerlig efter at vide hvem hun var.

"Det er formodentlig Datteren af Huset, med hvem jeg har den ære at tale?" spurgte jeg omsider; men just som hun vilde give mig Svaret, traadte min Søster og hendes Mand ind. Jeg gjentog min Fabel, og blev modtaget af begge med uforstilt Hjertelighed.

Det kom mig rigtignok for, at hun stundom kastede hurtige og forskende Blikke paa mig; jeg begyndte at troe mig røbet, men efterhaanden overbeviste jeg mig om det Modsatte, og glædede mig lønlig over den inderlige Glæde, de alle Tre robede ved mine Fortællinger om den kjere Guillaume, og det Venskab, der fandt Sted imellem ham og mig.

"De er en Nordamerikaner," sagde min Søster til mig, og taler Fransk; min Mand taler ogsaa Engelft, om dette Sprog er Dem fjerere; det er formodentlig Deres Modersmaal?"

"Ja det er, min Frue!" svarte jeg, men Franft er min Fadersmaal, som De vil høre af mit Navn" - jeg

havde kaldt mig La Fleur

og da jeg med Fornøjelse erfarer, at hele Familien er fortrolig med dette Sprog

fagde

"Vi forstaae ogsaa lidt Engelst allesammen" hun -min Mand har givet os to Fruentimmer Information."

Jeg greb Lejligheden til at lykønske Begge med deres fortræffelige Datter; jeg tænkte nu at faae at vide, hvem hun var, men jeg blev lige klog; thi de hverken bekræftede eller benægtede. Først følgende Dag hørte jeg, at hun kaldtes Jomfrue Fischer.

Næste Morgen maatte jeg naturligvis gjøre Mine til at ville rejse, og dernæst lade mig nøde tilbørligen, inden jeg samtykkede i at forlænge mit Ophold endnu et Par Dage. Den første af Familien, jeg fandt ved Theebordet, var Jomfrue Fischer.

Ved min Indtrædelse farvede et stærkere Purpur hendes dejlige Kinder mit Hjerte vilde sige mig, at dette var det første Glimt af Kjerligheds Morgenrøde: Du vil strar erfare, at dette kun var halvt sandt.

Min Rolle begyndte ellers at falde mig lidt besvær= lig; jeg længtes efter at trykke Søsteren til mit broderlige Hjerte, og havde det ikke været for den søde Piges Skyld, jeg havde strar om Morgenen afkastet mit Incognito. Jeg ventede ogsaa at opfange en eller anden Yttring, som let kunde træffe, da de jo maatte troe mig ganske uvidende i det Danske. Ja vel fik jeg Noget at høre, som just ikke ikke smigrede min Forfængelighed.

„Synes Du iffe“ sagde min Søster til Jomfruen, at denne franske Engelskmand er en Smule vindig?" "Det finder jeg just ikke," lød det mere behagelige Svar.

Jeg holdt gode Miner, og sagde: "Var det Danft, De der talede? der klinger saare lifligt."

Begge Damerne loe, og min Søster sagde stjelmft: "Dersom De vidste, hvad Jomfruen der sagde, vilde De vist finde det endnu mere velklingende."

Den yndige Pige rødmede, og gjorde sig et Ærende ud af Stuen.

Jeg tog Billy for mig, og spurgte ham: om man ikke pmtede om hvem jeg var? hvad man ellers sagde om mig? o. f. v. Den sorte Lur viste Tænder, og svarede til alle mine Spørgsmaal:,,All's well Massa! very well!"

Ved Middagsbordet hvidskede min Søster dog saa højt, at jeg ret godt kunde høre det til min dejlige Ubekjendte: „See engang paa vor Gjæst! jeg troer bes stemt, han har forlorne Bakkenbarter."

Den Tiltalte faae ikke paa mig, men ned paa sin Tallerken, og min Svoger tilfjendegav ikke utydeligt fit Mishag. Jeg bed mig i Læben, og tænkte: det skal Du faae betalt! Du skal bie saa meget længere, inden jeg aabenbarer mig.

Efter Bordet maatte jeg ride ud med min Svoger, for at see hans Ejendomme; jeg saae dem kun med et halvt Dje, thi deels kjendte jeg dem ret godt, og deels fornam jeg nu ret grant, at jeg var forelsket.

Følgende Morgen fandt jeg min Søster i Rejseklæ= der. Hun bad mig undskylde, at hun maatte forlade mig, for at besøge en syg Veninde, men jeg haaber" lagde hun sarkastisk til, at De ikke skal savne Fruen - Jomfruen bliver hjemme."

Længer kunde jeg ikke holde mig: jeg, og udbredte mine Arme mod hende.

„Søster!" sagde Leende, dog med Taarer i Øjnene, faldt hun om min Hals.