"og græder aldrig

et Par smaae sorte Sløjfer paa Huen for Brød see," vedblev hun, henvendende sig til mig, idet hun tog fat paa een af Ligets Hænder, og bøjede Fingrene frem og tilbage see, hvor ledeløs den lille Haand er! Hansemand vil have fin Bedstefader med sig."

Søsteren sad ved den anden Ende af Kisten, og holdt begge hans Fødder, der stak frem under det stakkede Liigflæde, mellem fine Hænder, som om hun vilde opvarme dem; hun trykkede dem ind til sit Bryst, til sine Læber og Kinder, og badede dem med Taarer Sorgens rette

Balsom og Aloe.

"Hvor skal hun hen," stønnede Oldingen, „naar jeg er borte?"

"Til mig, fjere Gamle!" sagde jeg, "eller til min Søster; det er en god Kone, der vil tage sig af hende som sit eget Barn hun har ingen selv."

„Saa lenne Gud Jer begge!" sagde han, "jeg døer nu rolig. Dog et Ønske havde jeg endnu det er det sidste i denne Verden: min Kiste har jeg havt staaende i mange Aar, mine Jordeklæder og min Liigskjorte har længe ligget parate; men jeg vilde gjerne have mig selv og min Sennesøn lidt skikkeligt i Jorden; jeg har ladet ringe og synge lidt over alle de Andre, Præsten har ogsaa talt et Par Guds Ord ved deres Grave; men nu har jeg Intet mere; den sidste af de Sedler, De gav os, har vi verlet idag gode Herre!

Jeg lod ham ikke tale ud, men forsikkrede ham, at begges Jordefærd skulde vorde saa hæderlig, som Nogens i hele Sognet.

Da rejste han sig med den sidste tilbagevendende Livskraft overende i Sengen; hans Djne lyste i fornyet Glands. „Herre Jesu! annam min Aand!" raabte han

Begravelsen var forbi. Degnen havde sunget, og Præsten prædiket over Olding og Barn. Deres gamle Slægtninge i Vedbek havde faaet en tilstrækkelig Pengehjælp, der betryggede dem for Nod i deres Alderdom. Min lille Plejedatter havde taget Afsked med dem, med fin fædrene Hytte og med alle fine Paarørendes Grave. Hun sad hos mig paa Vognen, iført nye Sørgeklæder græd, naar hun tænkte paa sine Forældre og Søskende fmiilte, naar hun faae paa sin pene Kjole og store Slojfer: det lette Pigesind sejrer i det tolvte Aar letteligen over alle Sorger. Vi rullede ind i min Svogers

Gaard.

"Her," sagde jeg til ham og hans Kone, „bringer jeg Eder et lille Menneske, som hverken har Fader eller Moder, hverken Søster eller Broder

skulle faae Glæde af hende."

jeg haaber I

„Et dejligt Barn!“ hvidskede min Softer; „vi ville gjøre vort Bedste med hende."

Hun tog hende i fine Arme, og gav hende et moderligt Velkomstkys. Min Svoger kyste hendes hoje, aabne Pande, og lagde en signende Faderhaand paa hendes HoDagen efter rejste jeg tilbage Glutten græd,

ved.

og kunde neppe løsrive sig fra mit Favn.

Da jeg kom hjem til Kjøbenhavn, blev der gjort mig et Tilbud, som i min nærværende Sindsforfatning var mig saare velkomment. Der skulde nemlig i en af vore Colonier foretages en retlig Undersøgelse, og man havde foreslaaet mig til at føre Protocollen. Jeg greb med Glæde denne Lejlighed til at forlade et Sted, der var alt

S. S. Blicher. Gamle og nye Noveller. IV.

11

for nær ved den farlige Skjønhed, jeg lettere kunde ophøre at agte, end at elske. —

Dog vilde jeg endnu engang see denne hjerteløse Skabning: jeg vilde fige hende mit Farvel hvorfor? det vidste jeg neppe selv; thi Hjertet var endnu i Oprørstilstand mod den seirende Forstand - jeg vilde vise hende, hvor let Skilsmissen var mig; jeg vilde lade hende føle, hvem hun havde stødt fra sig; jeg vilde ja, muligen var der Noget i mig, som, uden at jeg selv mærkede det, vilde gjøre et sidste Forsøg paa at smelte denne Barm, der lignede Sneen baade i Hvidhed og Kulde.

Jeg begyndte min Rolle - thi andet var det ikke fortræffeligt: jeg talte om Dagens Bagateller med en Lethed, en Flygtighed, som vilde have gjort selve min Medbejler, den fjerlette Greve, Ære; jeg fløj paa Sommerfuglvinger fra een ubetydelig Gjenstand til en anden, og min dejlige Sommerfugl fløj med; hun syntes mig endog nu ret være i fit Element - Luften; Sylphenatus ren var umisfjendelig. Men det var paa Tiden at bryde løs: jeg kastede min Stok ivejret og greb den igjen; og under denne Leeg spurgte jeg saa ligegyldigt, som om

Talen havde været om en Tour til Bellevue "Har De ingen Venner eller Slægtninge i Amerika, min Frøken?" Hun gjorde store Øjne, og sagde: „Nej!"

„Naa, ja saa!" vedblev jeg, "jeg kunde ellers havt den Fornøjelse at medbringe et Brev eller en Hilsen fra Dem; imorgen rejser jeg derover."

Jeg skottede lønligt hen til hende, for at observere den uhyre Forandring i hendes Ansigt, en saadan Nædselstidende vilde frembringe af! det Eneste, jeg bemærkede, var Forundring med en svag Tilsats af Skadefryd.

"Ih!" sagde hun listigt, hvad berøver os saa pluds selig Hr. Secretairens behagelige Selskab?"

,,Embedsforretninger," svarte jeg med indædt Harme over hendes kolde Fatning.

Dog, nu var det sidste Baand imellem os overffaaret; jeg kunde forlade hende med frelst Samvittighed og lettere Hjerte. Det var mig tydeligt, at hun forlængst havde givet Slip paa mig, og udspundet sit Væv for Greven eller en anden glimrende Døgnflue; og altsaa adieu coquette!

Moderen kom til; jeg tog Affted fra begge med den fuldkomneste Anstand, og med saadan en Sindsligevægt, at jeg, istedenfor at vende tilbage til Kjøbenhavn, gik nordpaa, og standsede først da Strandmøllens Sufen og Klamren vakte mig af min stille Sjælero. Jeg fløjtede en Skotft, gjorde omkring, og stod efter en Times For løb udenfor en Have, som jeg ikke vidste hvem tilhørte, før jeg igjennem Hækken faae Laura og hendes Moder. Den Første sad paa en Bænk, faae ned i Skjødet, og plukkede Bladene af en Rose. Den Anden stod og saae paa hende med en forskende Mine. "Men Secretairen elsker Dig jo slet ikke, Barn!" sagde hun.

eet for eet

"Det veed jeg bedre, Moer!" svarte Laura, og et Par Taarer faldt i hendes Skjød; „og," vedblev hun, kastende Rosenstilken tilside, „om Greven nu ikke mener det alvor= ligt, faa er det Deres Skyld, om jeg har forspildt en mindre glimrende, men fikkrere Lykke.“

"

Py-h!" udblæste Mama, snurrede sig om, slog med Nakken og gif.

Datteren rejste sig, og fulgte hende med langsomme og afmaalte Skridt.

"Py-h!" gjentog jeg, da de vare borte, nu er jeg paa det Rene; disse faa Ord har opklaret mig hele Sammenhængen: hun kunde nok lide mig, men hun holder dog mere af Grevindenavnet; folestos er hun ikke, men Forfængeligheden behersker hende nej, skjønne Laura!

vi To bleve iffe skabte for hverandre."

-

Jeg vandt virkelig større og stedse større Herredømme over min første uheldige Lidenskab, og snart blev jeg paa enkelte ømme Mindelser nær livsglade Guilielmo.

Jeg rejste.

atter den muntre og

Men jeg vil skaane Dig for en Be= skrivelse over samme Rejse, saavelsom for een over mit Ophold i Vestindien, der forlængede fig, af Aarsager, der iffe kunne interessere Dig, vidt over min Forventning. Jeg vil springe over et Tidsrum af fire Aar, da de Intet indeholde, som paa fjerneste Maade kan sættes i Forbindelse med denne hersens Græsbænk, og atter knytte den afbrudte Historie til min Gjenkomst til Fødelandet.

I de sidste to Aar havde jeg intet Brev modtaget fra min Søster, hvortil Grunden var denne, at jeg i dette Tidsrum havde gjort en Afstikker til Nordamerika, og derfor bedet hende, ikke at skrive. I et halvt Aar havde jeg ej heller ladet høre fra mig Hun vidste slet itke naar jeg var ventendes. Jeg kunde altfaa berede hende og min Svoger en behagelig Overraskelse, hvortil jeg da udkastede en meget nysselig Plan, der grundede sig paa den betydelige Forandring, mit Gefjæs imidlertid var undergaaet. Før min Bortrejse faae jeg nemlig uan= feet mine tre og tyve Aar hoist ungdommelig, for ej at sige drengeagtig ud: jeg havde et sandt Mælkogblodsansigt og lyse Haar; Skjæg vil jeg ikke tale om; den Smule Duun, jeg opelskede paa min Hage, brugte altid