„Der er han, der er han!" raabte hun, løb hen til mig og kyssede begge mine Hænder. Den Gamle rejste sig, og vilde gjøre det samme. Jeg afværgede det og sagde:

"I er nok selv Skolemester, Faer?"

"Jeg gjør det saa godt jeg kan," svarte han, "jeg har ikke Raad til at holde hende til Skole, og kan heller iffe godt undvære hende for den Lille der."

Han pegede hen til dennes Leje en stor Fyrrekasse med et Par tynde Puder og et grovt Vuggelagen, Glutten laae der og sov fødelig med en halv Kringle i

et Tegn til, at den ikke var hungrig ind

Jeg spurgte Oldingen om hans Skjæbne og
Han fortalte lidt vidtløftig, hvad

nærværende Vilkaar.

jeg her vil give i Udtog.

"I denne Hytte" sagde han, „var min Fader Fisker for mig, og jeg efter ham. Jeg havde haabet, at den skulde gaae i Arv til min Son; men Gud har villet det anderledes. Han var mit eneste Barn hans Moder er død for mange Aar siden han blev en dygtig Fisker, og giftede sig ung med en flink Pige herhenne fra Vedbek. De havde fem Børn, af hvem nu kun disse to ere ilive. For en halvanden Aar siden kom Sygdom her i huset; de tre mellemste døde tilligemed Moderen. Sidste Efteraar blev min Son derude paa Søen, baade med Jollen og Garnet. Jeg er nu for gammel til at drive Fiskeriet; jeg mangler ogsaa Redskaber, derfor maae jeg tjene Brødet suurt nok og lidt nok til os Alle med at pusle deroppe i den rige Grosserers Have. Kjere Herre! jeg vil gjerne grave, men jeg skammer mig ved at tigge; og dog seer jeg snart ingen anden Udvej at! jeg faaer vel hvad jeg behøver, min Tid kan ikke være lang; men

disse umyndige Stafler - " her trillede to Taarer ned fra hans dybtliggende Øjne hvad skal der blive af dem? Min Sonnefones Forældre ere ligesaa fattige font jeg, og anden Slægt har vi ikke. - Herre Gud! det var tungt, om de skulde plejes paa Sognet, og saa stilles fra hverandre."

Han lagde fin tørre, sfjælvende Haand paa Pigens Hoved, og stirrede kummerfuldt hen til det slumrende Barn.

"I skal ikke stilles ad, I skal alle tre blive samlede" sagde jeg, "saalænge Gud vil. Jeg skal sørge faas ledes for Jer, min gode Gamle, at I kan være tilfrets og rolig baade for Eder selv og Eders Børnebørn; jeg veed en god Lejlighed til Eder, hos en Ven af mig hers ude i Landet, hvor I hverken behøver at grave eller tigge, men blot, saavidt Eders Kræfter tillade det, at hjælpe til med Fiskeriet i Parkerne og en lille Søe ved Gaarden."

"Gud glæde Dem, kjære Herre! baade her og hisset!" sagte han inderlig bevæget; naar jeg ikke kan doe i min fattige Hytte, saa kunde jeg jo aldrig bedre fare; og de stakkels Smaae! for dem er det godt."

Jeg trykkede Oldingen et Par Sedler i Haanden, og gik med et Hjerte, der vistnok var endnu gladere end hans.

Min Svoger, gift med min ældste Søster, ejede den Gaard, som han endnu beboer ude ved Sorøekanten. Jeg vidste, at han ønskede en Fisker; jeg vidste ogsaa, at han havde baade Evne og Villie til at tage mod den nødlidende Familie. Saasnart jeg kunde, rejste jeg ud til dem, og bragte Tingen i Rigtighed. Min Gamle skulde boe paa Gaarden; for Børnenes Pleje og Opdragelse vilde der blive sørget.

Min Rejse medtog en heel Uge, og da jeg kom hjem, fit jeg saameget at bestille, at jeg i andre otte Dage hverken kunde besøge den gamle Fisker eller Laura, til hvem min Kjerlighed, ved den lange Fraværelse, havde vundet fornyet Styrke.

Endelig, en Søndag Morgen, tog jeg da Fod i Haand, og foer afsted ligerviis som Strudsen, der paa cengang løber og flyver jeg fløj jo ogsaa for en stor Deel paa Kjerligheds Vinger. Hvad der var slemt nok: mit Hjerte var nær ved at flyve bort med min Forstand. " nej!" hvidskede det, hun er ingen Coqvette; det er fun din Jalousie, min kjere Vilhelm, der hitter paa saadant Noget. Og fordi hun kaldte dine Fiskerbørn stygge Unger, hvem siger derfor, at hun skulde være haard og følesløs? Vare de ikke virkelig lurvet flædte, og den mindste tilmed ganske snavset? Hiin Yttring var altsaa blot et Tegn paa dejlige Piges Reenligheds-Sands. Og hvem veed, om ikke ogsaa hun har havt et lille Anstød af Stinsyge? I saa Fald, glæd Dig, Guilielmo! thi faa elsker hun Dig, o! ffynd Dig! ffynd Dig! iil! flyv! før den elffende Glut doer af Længsel."

Under saadanne søde Forestillinger nærmede jeg mig hendes landlige Vaaning. Jeg maatte først forbi Haven - derinde var lystig Commerce: man snakkede, man loe, man trallede. Jeg blev end meer nysgjerrig, og kiffede gjennem Hækken - hvad saae jeg der? Et heelt Selskab af unge Herrer og Damer, og midt imellem dem min Hr. Greve og min søde Laura, siddende paa en Bænk temmelig tæt ved hverandre: han slog Hvirvler i Luften med en lille guldknappet Rotting, og hviskede nu og da ret fortroligt til hende; hun smiilte, loe og skrev med Parasollen i Sandet ja! det var aabenbart, hun maatte

længes forskrækkeligt efter mig! Himmel! hvor blev jeg tilmode! Br-r! mit Hjerte rumsterede i mit Bryst, som naar Kjæden springer i et Uhr. Letsindige Flane!

tænkte jeg til da din Skjæbne imode! men tænk aldrig at knytte den til min!

Jeg vendte sporenstregs om igjen; min Stok kappede Hovedet af hver en Blomst, der stod paa min Vej, og havde den været en Bøsse, jeg havde skudt alle de Lærker og Frisker, der sang omkring mig.

Atter var jeg kommen hertil, og vilde dreje om til Fifferens Hytte, da jeg fik Die paa min lille Pige, der sad alene med en Krukke ved Siden. Saasnart hun faae mig, brast hun i Graad, rejste sig, vaklede hen til mig, fyste min Haand og vædede den med sine Taarer hun faae bleg og affældig ud.

"

"Hvad?" fagde jeg, hvordan har Du det, min Glut?" hvad fejler Dig? hvor er din lille Broer?" "Hanfemand er død," svarte hun og græd bitterlig. "Er han det?" sagde jeg, og han var jo frisk og rast da jeg saae ham sidst?"

„Ja!“ svarte hun; „men han blev strar syg og døde; han snakkede om Dem lige til det Sidste, og spurgte om den fremmede Mand med Kringlerne."

Taarerne traadte mig i Øjnene: Hvad har Du der?" spurgte jeg, pegende paa Krukken.

fyg."

"

Mælk til Bedstefader," svarte hun; „han er ogsaa

"Herre Gud!" sukkede jeg, „da vil vi see til ham.“ Hun gik hen og hentede Krukken; jeg saae, at den var hende for tung, og tog den selv.

"Jeg vil bære den for Dig," sagde jeg.

Hun smilte gjennem Taarerne, og tørte sine Dine

med Haaret; hun havde intet andet Klæde, og kun en Bi ilede ned til Hytten, hun

fort, tyndslidt Kjole paa.

foran og jeg bagefter med Krukken.

Det var et sørgeligt Huus. Den gamle Mand laae for Døden: det var øjensynligt, at han kun havde maadelig Pleje i hans sidste Timer: faa og tynde Klæder i Sengen lavt under Hovedet Overdynen for kort

-

den

naaede kun til midt paa det halvnøgne Bryst, der gik op og ned under Dødskampen. Han vilde rejse sig, da jeg kom ind, men formaaede det ikke; han kunde blot udvikle fine foldede Hænder, og strække dem imod mig de faldt tungt tilbage paa Sengen.

Kjere Fader!" sagde jeg, hvorledes er det med Eder? jeg kom nu for at hente Eder ud til min Svogers Gaard; der er lavet tilrette.

"Tak, tak! gode Herre!" sagde han, „Gud har bes redt et bedre Sted for mig; han vil, at jeg skal døe i min Faders Hytte; hvor jeg saae Lyset, skal det ogsaa udslukkes for mig. Nu er der lavet tilrette for os Alle paa Een nær Gud velsigne Dem for Deres sidste Gave! derfor har baade den Gamle og den Unge vederqvæget sig, og en Kiste har jeg faaet til den lille Guds Engel

der "

En Hofte afbrød ham; jeg faae til den anden Side. Der laae det faure Barn, som saa nylig legte med Blomster der laae det taus og stille med en Blomst i hver

Haand, en Krands om de blaablege Tindinger og en nysudsprungen Rose mellem de visnede Læber.

Du er forsørget," sagde en gammel Kone - Barnets Mormoder der sad ved dets Hoved og fæstede ret