Uvished om hendes Hjerte ogsaa følte noget for mig, om det ikke allerede var fængslet af en mig i Sjæls og Le= gems Ande langt overlegen Dødelig. Ikke som om hun skulde have kjendelig udmærket nogen Anden, ingenlunde! i visse lyksalige Øjeblikke troede jeg mig endogsaa alle Andre foretrukken; men hun havde dog for flere end mig et venligt Blik, et Smiil, ja selv en hjertelig Latter.

Nu da: Vinteren randt bort, og Sommeren fulgte derpaa. Lauras Morbroder ejede et Landsted lidt læn= gere herude; der flyttede Moder og Datter ind, og jeg besøgte dem saa ofte, som mine Forretninger tillode jeg var allerede dengang ansat i Collegiet.

Paa disse Spadseretoure havde jeg et Par Gange flygtig bemærket en halvvoren, meget fattigt klædt Pige, just her hvor vi nu sidde. Hun passede paa et Drengebarn i ligesaa ussel Dragt, og dette faae ud til at kunne være et Par Aar gammelt. Hun tiggede ikke: det faldt mig altsaa ej heller ind at give hende noget.

tryf

En Dag, da jeg paa Tilbagevejen fra min Gudindes landlige Tempel kom herhid, og befandt mig i den saligste Stemning en Følge af tvende ømme Suk og et Haandstandsede jeg, mig selv hartað ubevidst, tæt foran de tvende Smaae. Baade Glæde og Sorg blødgjør Hjerket: mit rørtes underligt ved Synet af disse Børn; Pigen hugede sig sammen paa en Græstue, den Mindste stod med Ryggen til mig og opsamlede med Begjærlighed Brodfrummer af hendes Skjød.

,,Er Du sulten, Lille?" spurgte jeg.

Hun rystede de lange, gule Lokker tilbage, og stak det venlige, blege Ansigt frem; men svarte blot med et Suf. Drengen, som nu havde gjort reent Bord, tog hende under Hagen og lallede: "Meer meer!"

En Brødkone gik forbi, jeg kjøbte to Kringler og gav Børnene; det mindste gav sig strar ifærd med sin; det største sprang til og kyssede min Haand. Jeg rakte hende et Par Skillinger, og gik.

Da jeg næste Gang vandrede herud, randt de Smaae mig i Tanker: paa Vejen kjøbte jeg et Par Kringler, og stak i min Lomme. De vare paa samme Plet. Pigen sad med Albuerne paa Knæerne og skjulte Ansigtet i Hænderne, Drengen laae ved hendes Fødder og legte med Blomster. Da jeg kom nær, slængte han Blomsterne bort, strakte den lille Haand ud imod mig med et tidt og hurtigt gjentaget Mammam!“

"

Pigen rejste sig og smilte til mig: jeg kunde see, at hun havde grædt. Jeg gav dem Brødet tilligemed et Par Smaapenge, og spurgte: „Hvem er Eders Forældre, I Smage?"

"Vi har ingen," svarte hun. "Hvem høre I da til? Hun betænkte sig lidt, nede mod Stranden, og sagde:

hvor boe I?" vedblev jeg. pegede derpaa til en Hytte „Der er Bedstefa'er." spurgte jeg videre.

"Og hvad bestiller han?" "Han graver - deroppe," just i min nuværende Have Morgenen og det er godt Vejr, om Aftenen henter han os."

svarte hun det var "naar han gaaer ud om tager han os med, og

"Men faae I da Intet at spise hele Dagen?« spurgte jeg igjen.

"Jo om Middagen“ lød Svaret, „bringer Bedstefa’er os hans Eftermad."

Jeg var inderlig rørt, og besluttede at hjælpe; men til Lyststedet vilde jeg ikke gaae ftrax, for ej at gjøre Op

figt; jeg vilde hellere see til denne stakkels Familie hjemme. Jeg fortsatte min Vandring.

Hos Laura forefandt jeg et mig ganske ubekjendt ungt Menneske. Han var civil klædt, men tiltaltes bes standig med et "Hr. Greve!" Siden fik jeg at vide, at han var Officier. Han lod til at være halv hjemme der, talte og spøgede temmelig fortroligt baade med Moder og Datter. Skinsygens Braad stak mit Hjerte. Da han var borte, lod jeg nogle Yttringer falde, som robede min Sindsstemning.

"Min Dør,“ sagde Fruen, „er ikke tillukt for noget anstændigt Besøg; og en Pige fan vel - saalænge hun er fri og ubunden (de sidste Ord betonede hun med særdeles Eftertryk) uden Forargelse tale med honnette Mandspersoner."

Jeg følte heri en Slags Opfordring, men intet Kald til i dette Øjeblik at følge den. Jeg forstemtes ganske og aldeles, og tog Afsked før jeg ellers plejede. Paa Hjemvejen glemte jeg reent den fattige Familie.

Der forløb en Uge, inden jeg igjen Lejlighed til at besøge den skjønne Laura. Hun var aðspredt, lunefuld; men dog fornemmelig øm og hartað smægtende jeg blev bløden Tilstaaelse svævede paa min Tunge, men hun jog den selv tilbage til Hjertet, idet hun bad mig ledsage sig paa en Spadseregang: paa denne, under den blaae Himmel eller den grønne Løvfal, skulde et Ritornel af den søde Nattergal bedst forberede en ret smeltende Amoroso. Der blev endnu Intet af.

Vi gik eller rettere: Stjæbnen førte os hen paa Strandvejen. Hendes Arm laae paa min, en sød, livsalig Byrde; min Øjne hvilte paa de nydelige Fingre, der krum= mede sig tillidsfuldt, fortroligt over mit Haandled; jeg

Da lød det tæt ved os: „Mammam! Mammam!" Det var den lille fattige Glut, som havde kjendt mig, og udstrakte sine smaae, buttede Hænder. Søsteren sad i den sædvanlige Silling, og faae taus, sørgmodigt smilende op til mig.

"Sikke stygge Unger!" hvidskede Laura.

Det var Vand paa mit Hjertes Gled, min Arm løsnedes fra hendes; jeg foer i Lommen og gav hver af Børnene en Sølvsfilling. Den Store greb min Haand med begge fine, og kyssede den hurtigt flere Gange; men den Lille kastede fine Penge paa Jorden, og forlangte Kringler. Det gjorde mig inderlig ondt, at jeg faalænge havde glemt de arme Stakler jeg besluttede snart og tilfulde at oprette min Forsømmelse.

„Kjøb Brød til din Broder!" sagde jeg til Pigen; „jeg skal endnu idag eller imorgen see til din Bedstefader."

Taarerne trillede hende ned over Kinderne; hun funde ifte sige noget, men tog den Lille paa Armen og gik hurtigt hen ad Vejen; Barnet saae tilbage over hendes Skulder, rafte efter mig og græd.

"

"

Laura legte med sin Parasol, og spurgte, seende til en anden Kant: Gamle Bekjendtskaber, Hr. Secretair ? "Oja, min Froken!" svarte jeg; men ingen, som jeg behøver at undsee mig ved; jeg har nogle Gange givet disse fattige Børn Lidt, derfor fjendes de ved mig deres Tilstand er virkelig rørende.“

Frøkenen vendte sig rask om, og sagde ømt: „Medlidenhed er en himmelsk Dyd."

Ordene vare smukke nok; men det forekom mig, som Tonen ikke var den rette jeg var reent ude af Stem

ning

-

jeg troer næsten, at jeg gjorde en Bukning for Complimenten. Jeg bød hende atter min Arm; vi vendte tilbage.

Hjemme forefandt vi Greven. Hans lyftige Lune virkede paa os begge; men aldeles forskjelligt: Laura bles munter, og jeg sørgmodig: hun loe, jeg fukkede, svarte adspredt, forkeert, hvergang de henvendte Talen til mig. Stridige Felelser kæmpede i mit Bryst; jeg frygtede for, ikke at kunne blive Herre over dem, og gjorde hvad der under saadanne Omstændigheder vistnok var det Klogeste jeg anbefalede mig.

Paa Hjemvejen gjorde jeg mig selv de alvorligste Spørgsmaal angaaende den skjønne Lauras Characteer; og, til stor Bedrøvelse for mit elskende Hjerte, kunde min Forstand ikke andet end besvare dem temmelig utilfredsstillende. Jeg standsede her ved Græsbænken, og gjentog uvilkaarligt: stygge Unger!" "gamle Bekjendtskaber!"

Men jeg vil dog fornye dem!" raabte jeg; „jeg vil vorde en Fader for Eder, I stakkels Smaae!"

Hurtig ilede jeg ned til den betegnede Hytte. Døren stod paa Klem, jeg kikkede ind i den fattige Vaaning. Min lille Pige stod med foldede Hænder foran en gammel graahærdet Mand, der sad med en Bog og hørte hende paa en Lectie. Det var Evangeliet om den rige Mand og den fattige Lazarus.

„Men Bedstefa'er!" spurgte hun, „kommer der da ingen rige Folk i Himmerig?"

"Jo, mit Barn!" svarte han, de Gode."

„Saa kommer den Herre der vistnok ogsaa,“ sagde hun glad, der har givet os Penge og Hvedebrød.“

Jeg maae have robet min Nærværelse; thi hun vendte sig hastig om mod Døren. Jeg traadte ind.