Billeder på siden
PDF
ePub

endt, og givet fit gode Raad, udbrød Tilhørernes længe

dæmpede Harme: "Han truer

udæske os -11

[ocr errors][merged small][merged small][merged small][ocr errors][merged small]

faaledes lød paa eengang flere Stemmer. „Var det i mit Land" sagde en tydsk Ridder, „saa hængte vi strar disse uforskammede Tølpere."

„Vorer der i Holsteen intet Hamp for saadanns Halse? sagde en Anden.

Man skulde stjære Næsen af disse næsvise Knegte" sagde den Tredie.

Hertug Frederik trængt sig igjennem Halvkredsen tæt hen foran Ditmarskerne og sagde:

Hvad forbyder mig at straffe Eders Dristighed med Deden?"

„Eders egen Ære" svarede den Ældre, „og Frygt for vore Landsmænds Hævn," lagde den Yngre dumdris ftigen til.

"Frygt!" raabte den forbittrede Hertug; „Herr Hen= rik Ranzau har dog vel her paa Gaarden en Stump Reeb, der er stærkt nok til at holde disse svære Klumper?"

Her rejste sig hans kongelige Broder og sagde:

"

Bønderne have halv Ret: vor Ære byder os, at sende dem umolesterede hjem. Broder Frederik! det

anstaaer os ikke at vredes paa saadanne."

Hertugen gik taus tilbage til sin Stol, og de Øvrige fulgte En efter Anden hans Exempel.

[ocr errors]

Den ene fremmede Herre, der under alt dette iffe havde mælet et Ord, men derimod alvorligen tiltalt et mægtigt Vildsvinhoved, ligesom han under hele Maaltidet ikke havde taget videre Andeel i Conversation, end den at driffe de udbragte Skaaler, havde nu omsider tilendebragt fit Bordværk. Han skød Selvfadet fra sig, Stolen tils

bage, og stod op. Det var en midaldrende, kæmpestor

[ocr errors]

endnu højere og ligesaa føer som den største

[ocr errors]

Mand Ditmarsker med et soelbrændt arret Ansigt, et sort, krøllet Haar, hvide Bryn og store brune Dine.

„Er Ditmarsken bunden med Kjæder til Himlen?" brummede han, „siden man gjør saa mange Omstændigheder? Her ere udrustninger til at sprænge et heelt Kongerige; og jeg med min Garde alene, tager Marsken paa min Samvittighed Waer dy, Buer! wenn min Garde fumt!"

[ocr errors]

Han udstødte nogle hule Toner, som lignede Latter; men intet Træk forandredes i hans barske Aasyn.

Den unge Ditmarsker saae stivt paa ham, og sagde betydningsfuldt:

"Junker Sleniz! Marsten har Grave."

Hans ældre Ledsager skottede til ham, og sagde hemmeligt:

„See til, Wolf Jfebrand! Du mager det saa, vi kunne komme hjem igjen med hele Lemmer!"

Derpaa traadte han et Par Trin frem til Hertugen, og sagde saaledes at kun han og Kongen hørte det:

„Jeg havde endnu et Ord fra mig selv at tale med Eder, naadige Herre!"

Hertugen rejste sig, saae et Par Secunder forskende paa ham, og sagde: "I kan følge mig ind i Sides værelset."

Ankomne her, begyndte Ditmarsferen saaledes:

„Højbaarne Hr. Hertug! nødtvungen og haardt imød min Villie, har jeg paataget mig denne hensigtsløse og formastelige Gang; men mine halstarrige Landsmænd ile deres egen Undergang imøde - det indseer jeg og nogle Enkelte iblandt os; dog vor Stemme formaaer Intet, og

vi tør ikke udlade os mere med hvad vi mene. Mit Navn er Carsten Holm; jeg er Borger i Hejde og Moller af Haandtering. Ved Flid og Sparsomhed har jeg lagt mig lidt til Bedste, og dersom Eders Højhed vil love mig Sikkerhed for Plyndring og Overlast, naar I indtager Landet, vil jeg aabenbare Eder mine Landsmænds Forsvarsplaner, og vise Eder den Vej og Maade, paa hvilken I lettest kunne naae Eders Maal.“

"Saafremt I farer med Sandhed" svarte Hertugen, lover jeg Eoer paa mine og min kongelige Hr. Broders Vegne Frihed og Sikkerhed for Eders Liv og Gods lad høre, hvad I veed at berette!"

„Vore Landsmænd" sagde nu Carsten Holm, vente Angrebet paa den sædvanlige Vej ad Nordhamme, som de derfor have stærkt befæstet, og hvor de agte at samle deres største Styrke. Mit Raad er derfor: at medens I lade en Trop drage mod dette Sted, for at skjule Eders rette Djemeed, drage I med Hovedhæren fra Wilstermarsk over Windbergen og lige mod Meldorp, hvor jeg indestaaer Eder for, at 3 ikke vil finde synderlig Modstand; thi de faa Lejetropper her ligge, ville løbe ved første Salve. Naar denne Landets fornemste Bye er i Eders Vold hvorved I ikke behøve at gaae altfor lemfældigen tilværks vil Skræk betage de Øvrige, og disse ville sikkerlig give sig paa første Opfordring. Skulde det krigerske Partie alligevel faae Overhaand, kunne I vente hele Stridsmagten ved Hejde eller Lunden. I dette Fald maae I ikke opholde Eder ved Nordhamme, men over Hemmingstedt drage lige mod Hejde. Naar I da som Sejrherre ankomme der: saa mindes, naadige Herre! hvað I har lovet og tilsagt mig!"

[ocr errors]

S. S. Blicher. Gamle og nye Noveller. IV.

2

Hertugen gjentog sit Løfte, og førte ham tilbage til Landsmanden, der stod omringet af de unge Grever og mange af de øvrige Herrer, hvem han blot med roligt og uforfærdet Blik, stundom med Smiil og stundom med Skuldertræk, svarede paa alle deres Finter og Spottegloser.

Kongen havde med Hans Ahlefeldt og Junker Sleniz, den fachfiske Gardes Ansører, begivet sig ind i et andet Værelse, for at tale om de foreftaaende Krigsoperationer.

Begge Gesandterne afskedigedes, og sendtes under til strækkelig Bedækning tilbage til Grændsen; ikke uden mange. Skjældsord og Forbandelser af de holsteenske Krigere, der ved saadan Lejlighed ikke kunde tilbageholde Udbruddet af det gamle indgroede Nationalhad. Ditmarskerne lode, som om de Intet hørte, og fmaasnakkede indbyrdes om Vind og Veir og andre ligegyldige Ting.

[ocr errors]

Ebbe Geed, som anførte Escorten, bestaaende af tre hundrede jydske Ryttere, havde Nød med at holde de forbittrede og tildeels beskjænkede Holstenere tilside. Nogle forsøgte endog, væbnede med korte Sværd, at trænge sig ind mellem Geledderne; og da de med flade Klingedask bleve tilbagedrevne, begyndte Een af dem at smaanynne den gamle Spotvise mod de Danske: „Grüß und Grüß.“

Men Ebbe Geed hørte det, og rendte den omvendte Landse saaledes mod Sangerens Bryst, at han tumlede bag over, og beholdt det øvrige af Visen for sig selv. Vare i det samme ikke Brejde Ranzau og nogle flere holsteenske Officierer fomne til, skulde denne ubetydelige Begyndelse have faaet en blodig Ende. Men saaledes naaede man velbeholden til Grændsen, hvor Gesandterne modtoges af deres ventende Landsmænd.

Ved Afskeden rakte Wolf 3sebrand den danske Ridder Haanden, og sagde:

"Jeg takker Eder for godt Selskab og ærligt Lejde; og vil, for at vise min Erfindtlighed, give Eder det oprigtige Raad, at I denne Gang bliver borte fra Ditmarften, hvis I kan og maae; jeg lægger det oprigtige Duffe til, at vi To iffe mødes saa snart igjen.“

Ebbe Geed rystede hans Haand, smilte og sagde: „Mand imod Mand er altid vel mødt.“

Derpaa kastede han fin Stridshengst omkring, og travede med sin Skare tilbage til Melbek.

3.

Paa Torvet i Hejde, det største maaskee i hele Verden, var meer end det halve Ditmarsken forsamlet. Hvor forskjellig en Scene, denne, fra hiin paa Slottet Melbek! Hist den gamle, mørke, ja skumle Ridderborg, med sine høje Taarnspidser, fine Muurkrandse og Tinder, tykke Mure, dybt indskaarne Vinduer, og snævre Gaarde, velbefæstet med dobbelte Grave, dobbelte Volde - hvilke sidste ragede halvt op om de mørkerøde Huse - stod den der som et truende Sindbillede paa Adelstolthed og Herrevælde en Fæstning og et Fængsel omgivet af skovklædte Bakker og Dale.

[ocr errors]

Men i dens Indre hvilket Liv, hvilken Lystighed, hvilken Stads og Herlighed! Alle Gaarde vrimlede af Krigere i blanke Rustninger, og af Tjenere i mangefarvede Dragter, af Krigsvogne og Stridsheste, Alt i travl, forvirret, uophørlig Bevægelse. Alle Sale vrimlede af prægtigklædte Herrer: Silketrøjer med snævre Ærmer og

« ForrigeFortsæt »