Da raabte han tredie Gang ærgerlig og stampende i Jorden: Peer da for F*****!“

"

Nu faldt Sløret, der hidtil havde bedækket min gamle Vilhelms venlige Aasyn; det fremtraadte aabent og klart af Tidens Skygge Gjenforeningen var fuldbragt.

Vi satte os vis à vis, og snakkede os ret dybt ind i fordums gode Dage.

"Men," brød han omsider af, "vi glemme reent det Nærværende over det Forbigangne; hvorledes har Du det, Peer? Du seer mig faa mager, saa philosophisk eller poetisk ud; hvad Vej er Du i? hvad bestiller Du? hvad er Du?"

"For Tiden Lysestøber," svarte jeg; „og Du?"

En lykkelig Mand," sagde han, og to Glædestaarer fremtraadte som Vitterlighedsvidner i hans lyse Dine, "og saa forresten kongelig Embedsmand, Justitsraad, i gode Omstændigheder, Ejer af et Lystfted paa Landet, af tre vakkre Børn og en velsignet Kone ja, søde Peer! vil Du see en lykkelig Familie, saa kom til mig!"

"Det er den største Raritet," svarte jeg, „Du er istand til at vise mig: og dersom Du taler Prosa, fors langer jeg hverken at see Kunstkammer, Billedgallerie eller nogensomhelst anden Herlighed her i Staden hvor tidlig imorgen kan jeg tage dit Paradiis i Djesyn? thi nu sover jeg dog ikke inat."

„Kl. 7 kjøre vi ud paa Landet,“ sagde han; „kan Du følge med?"

Jeg slog til; vi sagde hverandre Godnat og gik hver til Sit. Som sagt: jeg sov kun lidet, og naar jeg faldt hen, drømte jeg noget Tøjerie, som jeg mindes i mit fertende, syttende Aar tidt at have drømt lysvaagen, men som ellers i langsommelige Tider ikke var faldet mig ind. S. S. Blicher, Gamle og nye Noveller. IV.

10

Næste Morgen paa Slaget ser stod jeg ved min Vens Dør. "Justitsraad S******", fiirlig indgravet paa et blankt Messingskildt, viste mig, at jeg var gaaet rigtigt. Jeg pikkede, en Sølvstemme som det hedder paa sin Poetisk klingede: Kom ind!" Jeg lukkede op.

En dejlig Blondine med virkelige Silkelokker, indhyllet i et langt Schawl, var ivrig sysselsat med at paaflæde et halvvorent, ligesaa nysseligt Pigebarn.

„Er Deres Faders hjemme?" spurgte jeg den vorne Dame.

Hun fmiilte, og spurgte igjen: „Er det Fustitsraad ****** De vil tale med?"

Jeg bukkede,

"Nu skal jeg kalde paa min Mand."

Med disse Ord svævede hun ind i et Sideværelse, i og kom strax efter tilbage med min Ven. Han holdt hende omslynget med den ene Haand, og rakte mig den anden.

"Jeg forestiller Dig her," sagde han, „Fru Justitsraadinde S******, den første Kone i Kjøbenhavn, og det er Hr. P. Sp., den første Lysestøber i Jylland. Det er min Jomfrue Datter," vedblev han, pegende paa den halvvorne Glut,

og her "

en større og en min

"

dre Dreng kom i det samme til — staaer Christian S******, det største Lys i Metropolitanskolen, og her seer Du lille Lutte, en forkjælet Krabat, som idag fylder fit syvende Aar. Saa vigtig en Dag maae ikke gaae ubemærket forbi, og derfor er det ogsaa, at vi ville fejre den i det Grønne."

Vognen holdt

Jeg var allerede indlemmet i denne elskværdige Fas milie; en Time henrandt som et Minut for Døren vi fjørte ad Strandvejen.

-

Ikke langt fra

Charlottenlund laae min Vens Lyststed. Da vi drejede derind fra Chausseen, pegte Frue S****** hen til en med Stakitter indhegnet og af tvende store Ege overskygget Grønning, hvorpaa kun befandt sig en lille Græsbænk, der lænede sig til de gamle Træstammer. Hun greb i det samme sin Mands Haand og trykkede den med et Englefmiil til sine Læber; han gjorde samme Manoeuvre, og saaledes skiftedes de flere Gange til at kysse hverandres Hænder.

Dersom disse to Egetræer" sagde jeg, „kunde snakke, vilde man vist faae noget at høre om Sødheden af det første Kys, om Elskovs Morgenrøde og Kjerlighed til Døden?"

orbiffudt! mon ami!" sagde S****** smilende; men det kunde vel hænde, at Træerne vidste noget Andet, værdt at fortælle maae jeg, Eva?" spurgte han

fin Viv.

Hun nikkede mildt; men vendte sig derpaa halvt om til mig, og sagde skjelmft: „Hvad om din jydske Ven faaer isinde at støbe en Novelle heraf?"

„Ligemeget!" svarte han, „naar han blot ikke giver vore Navne til Priis?”

„Ak min Gud!" udbrød pludselig Fru S******. „Kjendte Du hende, Eva?“ spurgte min Ven. »Jomfrue ***!" svarte hun langsomt, og vuggede medynksom det skjønne Hoved.

Jeg saae tilbage ud af Vognen: der gik et slet klædt Fruentimmer med en Kurv paa Armen.

Hun har feet bedre Dage," sagde S****** suk

kende: hvem skulde nu sige, at hun for tyve Aar siden var den tilbedede Baldronning i alle Klubber? at hun ved fin Indtrædelse i Logen kunde dreje alle Hovederne i Par

terret? Men Skjønhed uden Forstand og Dyd, er en førgelig Gave."

Vognen holdt. Vi stege ud, og spiste Frokost i Haven, hvorpaa min Ven tog mig under Armen og førte mig tilbage til føromtalte indhegnede Plads ved Vejen. Vi satte os paa Græsbænken, og han fortalte som følger.

Da vi sidst adskildtes mindes Du vel — havde jeg just taget juridisk Attestats med bedste Characteer. Jeg var i mit eet og tyvende Aar, fuldfærdig med mine Brødstudier, om jeg ellers kan kalde dem saa, da jeg, som Ejer af en betydelig arvet Formue, ikke egentlig behøvede at arbejde for Brød. Jeg var, som jeg er endn altid munter, altid frisk baade paa Legeme og Sjæl. Jeg manglede følgelig heller ikke Hjerte, men jeg havde hidtil vidst at holde det til Lydighed. Nu derimod tyktes det mig at være paa Tiden at see mig om efter en Deeltagerinde i al min Lyksalighed. - Der var Piger nok, der var altfor mange hvem skulde jeg udkaare? Mit Hjerte kunde ikke faae No til at fæfte sig til een Eneste, det fløj som en Fjederbolt fra den ene til den anden -jeg ærgrede mig ordentlig over, at jeg ikke blev alvorlig forelsket; dog det havde gode Veje.

-

Det var paa første Vinterbal i Harmonien, at en nys udsprungen Skjønhed fremsteg som Maanen blandt Stjer nerne, og drog en Kreds af Beundrere omkring sig, ligerviis som cactus grandiflorus, da den første Gang udfoldede sin Ynde og udaandede sin Vellugt i Rosenborg Have. Hun var der under Ledsagelse af en gammel Kjøbmand, hendes Morbroder, og af Moderen selv, en lidt meer end midaldrende Kone; hun skulde være Enke efter en Officier.

(Denne var død som Lieutenant, men i Betragtning af Datterens Skjønhed blev ham i Graven tillagt Majors Rang af alle Harmoniens Cavalierer, paa det at den dejlige Laura kunde tituleres Frøken).

og

Frøken Laura gjorde Epoche; og jeg udfylder et Blad af hendes Historie. Mit Jdeal var fundet, mine ømme Længslers hidtil ukjendte Gjenstand havde aabenbaret sig, og concentreret alle mine Ønsker og Forhaabninger til eet eneste Maal jeg forelskede mig op over begge Ørerne Dinene med. Jeg blev stokblind paa Forstanden; jeg faae kun med Hjertet, og fandt derfor alle muelige og umuelige Fuldkommenheder hos den Tilbedede. Jeg op= dagede ved første Blik, at hun var kydsk som Maanen, reen som den nyfaldne Snee, from som en Helgeninde, flog, vittig, starpsindig: kort sagt, et reent qvindeligt Vidunder.

Jeg søgte og fandt Adgang i hendes Moders Huus, for som jeg indbildte mig selv at studere hendes Characteer. Et misligt Studium! thi hun havde i Grunden slet ingen; men hvad hun manglede, supplerede min daarlige Forlibelse. En udenad lært Floffel antog jeg for original Vittighed, en hverdags Anmærkning for selvtænkt Viisdom; og om hun end slet Intet fagde fordi hun vel Intet vidste at sige beviste dog et Smiil eller et Nik, at der laae herlige Skatte skjulte i hendes Sjæls umaadelige Dyb.

Vinteren gik hen uden at jeg vovede nogen Erklæ= ring; jeg tilbageholdtes ved svimlende Betragtninger af hendes himmelhøje Fuldkommenhed. Jeg frygtede, at Af= standen mellem os maatte være altfor enorm, at jeg Hverdagsmenneske aldrig kunde vorde værdig til Besiddelsen af et saa engleligt Væsen. Tilmed svævede jeg i en piinlig