tede Begivenhed; og virkelig lykkedes det hende, snart at gjøre den stakkels Lucy fattet paa at høre det Værfte.

Selv ventede hun i Midnattens Stund at erfare det Nærmere af Oberstens Fortrolige, som sikkerlig maatte have givet Tegnet, og ligesaavist vilde indfinde sig paa det bevidste Sted.

Ved Midnatsklokkens første Slag ilede Maria hen til Taarnet. Der stod allerede den velbekjendte stumme Ven, med den venstre Arm hængende i et Bind. For første Gang hørte hun hans Stemme

lige vare de Nyheder, han havde at berette.

førge=

Vor fælleds Ven“ sagde han dybt fukkende, „er ikke mere; han har udøst sit ædle Blod paa Cullodens Sletter. Alt er tabt, vor Hær adspredt, Carl Edward flygtet. Jeg selv tyer nu saaret og fredløs herhid, for at bede om et Skjul for mine Fjender."

"Jeg veed eet" svarte Maria, -og hendes Taarer runde for den døde ja vel og for den levende Ven, "jeg veed et sikkert Skjul, hvor intet menneskeligt je skal opdage Dem

følg De fun trøstig efter!"

Maria ledte den saarede Flygtning ned i Hvælvingen; men brugte dog først den Forsigtighed at gjøre Falddøren fast til en af Jernstængerne i Vinduet bagved.

Hun deelte derpaa sit Lys med ham, og forsynede ham i Nattens Løb med Sengeklæder og Fødemidler, samt lægende Plaster til den kun slet forbundne Arm. Følgende Nat bragte hun ham desforuden Bøger, Skrivertøj og en Taburet Kisten maatte tjene til Bord.

Tvende Maaneder tilbragte Skotten saaledes i fit lønlige Fængsel; men det blev ham snart til et Paradis som man siger thi Maria blev hans Eva. —

Efterat først Valpladsen og siden Skafotterne havde faaet Offere nok for Georg den andens fornærmede Majestæt; efterat den blødgjerrige Cumberland var vendt tilbage til Broderens Hof, udstædtes den almindelige Amnestie.

Maccarthys Ven ægtede Maria Berthie, og Lucy fandt hos dem et venligere og gladere Opholdssted, end i sine Forfædres skumle og henfaldende Ruiner.

(Forhen trykt under Firma: P. Sp.)

Næsten i tyve Aar havde jeg

en lille Flyverejfe

undtagen iffe været i hovedstaden. Paa den dampende, sydende, brusende, buldrende Søegig, "Dania" fjørte jeg gjennem Drefund ned forbi Nordsællands yndige Kyst, og sterg i Land paa Toldboden. Tusinde stode her, for at modtage de Ankommende. Mangen Hat lettedes, mangt et venligt Blik hilste de Landtrædende; men intet gjaldt mig. Mine Dine søgte forgjæves en Ven eller Bekjendt Alle vare mig fremmede. Jeg følte, at jeg havde overlevet min Ungdom, at jeg befandt mig blandt en ny Slægt Alderdommen begyndte at minde mig.

Jeg gjennemvandrede de gamle Gader, de havde faaet nye Beboere; vel gled mig nu og da et enkelt Ansigt forbi, der vakte dunkle Erindringer, men Ingen kunde jeg tiltale; thi Navnene vare mig fragaaede, og Alle forekom de mig alt for gamle til at være de Venner, hvis ungdommelige Aasyn min Hukommelse havde bevaret uforandret under Forløbet af et femtedeel Seculum.

Jeg ankom i mit Logis, blev modtaget med kold Høflighed, gik paa mit Værelse, forlangte Thee og Smørrebrød, nød Jntet, lagde Armene paa Bordet, Ansigtet paa dem igjen, og sukkede en Gang eller to. Jeg rejste mig atter op, faae mig selv i Spejlet, tørte mine Øjne, be=

mærkede et Par Rynker ved Munden, dem jeg ikke før var bleven vaer, samt at mit Haar begyndte at graane i Tindingerne - Ioe ad mig selv, flædte mig om, og gik paa Comedie.

Endelig! Nu troede jeg at være hjemme;

ifte

fordi jeg var stort heldigere i at forefinde gamle Venner, men fordi det syntes mig her ret saa hjemligt, saa huusligt og saa gadeligt. (Man gav en Vaudeville med Gadedecoration). Den forrige Kløvt mellem Tilskuerne og de Spillende var udfyldt; disse tiltalte stundom hine, smaa bandte, extemporerede, og bødede faaledes ved egne Indfald paa Forfatterens aandelige Fattigdom. Ja Folk, som ikke vare Skuespillere, traadte frem og gav Gjæsteroller. (En gjenfjendte jeg strar, og hvo de Andre vare, forklarede mig mine tjensivillige Sidemænd). Kort: det Hele var faa hverdags, saa confortable, saa converserende, faa handlingsløst og saa meningsløst, at jeg tilsidst reent glemte, at jeg var paa Comedie. - Illusionen blev dres ven til det yderste. Jeg kunde ikke tilbageholde mit lyde lige Bifald.

En gammel Knurrepotte, som sad foran mig, spurgte mig, da Acten var ude: „Hvem beklapper De, min Herre? Forfatteren eller Skuespillerne ?"

Jeg tænkte mig om og svarte: „De Sidste."

"Deri gjør De ret," sagde han; thi de spille i Sandhed ypperligt, og vise en sand skabende Kraft, idet de gjøre Noget af Intet; men det er smerteligt at see dem spilde deres Talenter paa saadant Juks, og det undrer mig, at de ikke forlængst ere blevne kede af dette Væsen eller Uvæsen, der virkelig er langt under deres Kunstnerværdighed. Ak, min Herre! kom her imorgen, saa skal De see Theatret! ja! De skal fee Sommertheatret for

Deres Dine; dog er man beskeden nok til blot at spille i dets Forgaard; men dersom dette ikke er en Satire af den anonyme Forfatter, saa her gik Teppet op, og

jeg ud.

Min Hjemvej faldt forbi Pedrins jeg maatte dog gjøre mig bekjendt med den periodiske Literatur. Det første, der kom mig for Øjne, var et meget lærdt og me= get myndigt Forsvar for den nærværende Theatersmag; mig vilde det ikke smage.

Jeg lagde derfor denne Doctordisputats tilside, og rafte efter et andet Blad; men i det samme bliver jeg vaer, at et Menneske staaer tæt foran mig med Næverne i Siden, og seer stivt paa mig han maatte allerede have indtaget denne Plads i en Stund - jeg seer paa ham igjen. Han tier, men gjennemborer wig med sit Blik; jeg bliver en Smule benouet, jeg frygter, at det skal være Forfatteren til det Stykke, jeg ikke udholdt at see tilende Theaterdoctoren, og at han læser mine Tanker.

Da udbryder han, stedse ubevægelig i den beskrevne Attitude, med et langtrukket, halv ømt, halv bebrejdende: "Peer!"

Mit Fornavn! Mit Fornavn! fjende mig, være en fordums Ven stivt i Ansigtet

han maatte altsaa

jeg stirrede ham

jeg mærkede, at jeg havde seet det før; men hvor og naar, kunde jeg ikke mindes jeg blev siddende og taug.

Peer!" sagde han igjen i en endnu ømmere Tone, og strakte den højre Haand hen imod mig.

Jeg rejste mig, jeg ledte omkring i min Hukommelses Pulterkammer - nej, jeg fandt ham endnu iffe tvivlsomt vg langsomt rakte jeg ham Haanden, og vilde til at spørge.