Billeder på siden
PDF
ePub

„Pave, min Ør. Broder!" tog Hertugen Ordet, Pave i Ditmarsten.“

„Og jego raabte Grey Otto, „vil være Sfrifte: fader i et Nonnekloster."

Denne Skjemt vilde været længere fortsat, hvis iffe Værtens Søn, den unge Breide Ranzau, var traadt ind i Hallen med det Budskab: at tvende ditmarsiffe Ges sandter befandt sig udenfor i Gaarden, og bade om Aus dients hos Nongen og Hertugen.

Gesandter!" sagde Hertugen spodít, har Bønder ogsaa Gesandter!"

"Hvor ere de?. spurgte Grev Otto. --
„ Nede i Borggaarden," svarte den unge Nanza u.
Greven roiste sig og gik hen til Vinduet.

"Jeg gad dog vide," sagde han: „hvorledes disse Marststude see ud,“

Naa, og hvordan fee de da ud?, spurgte hans Broder, som bley fidbende.

, Store, brede og velmæsfede" svarte Dtto ved Vinduet, forte som Ravne fra Top til Taae. De gaae ikke ind af en almindelig Dør, uden paa Kant; for jeg troer, de i det mindste ere iførte fer Veste og tolv Par Burer.

„En god Vinterdragt,sagde Hertugen: „spørg dem, min fjere Ranzau! hvad der er deres Begjæring!

„. Det har jeg allerede gjort,“ sagde denne; „men fik til Svar: at de havde Befaling, alene at fremføre deres Wrinde for Hans Majestæt Kongen og Eders Hoibed.

Dumdristige Pak!" raabte denne, wnaar det endda var Underfaftelse, de havde at forfynde.

. Maasfee? fagde Kongen, om min Hr. Broder saa tykkes, ville vi ikke nægte dem Audientsen; der hicmme

har jeg for Slik at tale med den Adlerringeste af mine Undersaatter, naar han begjærer det – skulle vi ikke høre, hvorlunde disse brosige Karle ville belægge deres Ord ?

Alt som 3 vil, min Hr. Broder!" svarede Her: tugen; men jeg veed forud: vi faae fun Vrøvl og knubbede Ord; dog kan dette Optrin maaskee more vore Fremmede, faa mange af dem, som ikke tilforn har havt den Ere at være i Selskab med vore falfunske Bønder fra Marsten – bebag at føre dem op, Hr. Greve!

Breide Ranza u gik, og fom snart tilbage med begge Afsendingerne, der med deres bredskyggede Hatte i Hænderne ærbødigen, dog uden Frygt og Forlegenhed, stillede sig indenfor Døren.

Hertugen, som fad med Ryggen til dem, drejede Anrigtet halvt om og talte over Arelen:

, Har de Ditmarskens Herrer faaet vort Feidebrev ? og hvad svarer de dertil? ere de endnu lige haardnakkede, eller ere de blevne omsindede, og bave afstiffet Ever med Afbigt og Bøn om Naade?

Den Ældste af Gesandterne, en iffe fuldt midaldrende, stor og fraftfuld Mand, tog Ordet og svarte:

Naadige Hr. Hertug! Paa de otte og fyrgetyve Forstanderes, Fogders, Eedsvornes og det menige Folfs Vegne, bede vi Eder, faavelsom Hans Majestæt, Eders kongelige Hr. Broder, om fred og Rolighed for vort Land

Fred og Rolighed!" afbrød Hertugen opbragt og fastede sig om paa Siden af Stolesædet, , Fred og Rolighed? det er hvad vi ønske for os og vore Under: faatter, men hvad s dagligen bryde og forstyrre: Ingen fan reise umolesteret i Eders land, og Ingen sejle forbi Eders røverste Kyster...

„Braadne Rar i alle lande, Hr. Hertug!" svarte Ditmarsferen; det fan vel hænde, og vi ville iffe nægte det, at Uorden er begaaet hist og her — "

Naa!" faldt Hertugen ind, og naar er en saadan Uorden fom f behage at falde Rov og Mord – naar er den bleven ændset af Eders vise og retfærdige Fogder, Forstandere og Eedforne? Siig mig: naar ffete det sidst, at faaban en Voldgjerningsmand blev straffet?.

Naadige Herre!" sagde Gesandten, naar Riv og Slagsmaal finder Sted, er der gjerne Fejl paa begge Sider; men det er Stif hos vore Naboer, at vi skulle bære hele Sfylden, og det iffe alene for vore egne, men ogsaa for Andres Synder; og faasnart der spørges om Udaad fjern eller nær, faa hedder det ftrar: det bar en Ditmarsker gjort."

Fordi det næsten altid er faa!" sagde Hertugen; ringen Røg uden fid ere et fivagtigt, grumt og troloft Folf!"

„Troløst?" gientog Gesandten, og Blodet underlob hans brede Ansigt, men han undertvang fin Harme.

3a – ret trolest!" vedblev Hertugen; det er iffe nof, at 3 plyndre og myrde i Eders egne landemærfer; hvor ofte have 3 itfe midt under fred og Vaabenhvile gaaet fiendtlig ind over mine Grændser, og over min fons gelige Broders, ftændt og brændt og myrdet?.

. Det er ffeet nogle sjældne Gange," svarte hiin; , men af enkelte Personer, Sogne eller Slægter, uden vor Durigheds Vidende eller Villie, for at tage Selvhævn over tilføjede Forurettelser, dem man forgjæves til Eders Durigheder havde indanfet og paaflaget."

Hertugen rynkede Ansigtet, og vendte atter Ryga

gen til:

„Gammelt Sniffnaf! gamle udflugter!" sagde han, jeg har ikke ladet Eder komme herind for at stjændes med Eder, men for at høre, om I ville antage vore tilbudne Fredsvillaar."

,,Dg de ere hverken baarde eller ubillige," tog nu Kongen Drdet: uagtet disse vore befostelige Krigsrustninger, fordre vi endnu fun fem tusinde Marf, foruten hine femten tusind, vi fastsatte i Rendsborg, og de trende Pladser til Standsernes Anlæg, hvilke vi bog felv med egen Bekostning og eget arbejde ville fuldføre.

,,Eders kongelige Majestæt!" sagde den anden Ditmarsker, en yngre Mand med et skummelt og trodsigt Aasyn, „di erkjende ingen Overherre uden Gud, og ingen Skytsherre uden Erkebispen i Bremen. Vi betale ikke Sfat; thi det var at erfjende os selv for Undersaatter. Og vi lade ingen Fæstninger anlægge i vort Land; thi det var jo at paalægge os selv lænfer."

Hvad ville 3 ber da!" foer Hertugen op. -
Bede og byde Freb svarede den ældre Gefandt.

„Bede og byde Krig“ parodierede Frederif, ,og den skulle 3 faae - har intet videre at forebringe, saa ere vi færdige.

„Et godt Raad, Eders Høihed !" sagde den Yngre foldt.

„Ei, Ej!, raabte Fyrften leende: wet godt Raad! Raad har vi ellers nok af, dog - lad høre, 3 Herrer !"

Bi Ditmarsfere" fagde hiin tørt, bar fra Arilds Tid forfægtet vor Frihed, og bevaret vort land ved Guds Hjelp og vor egen Styrfe. For saa gammel og dyrebar en Ejendom have vi besluttet at kæmpe til sidste Mand; og før vi skulle overgive os til nogen menneskelig Fiende, ville vi hellere begrave os selv, vore Kvinder og Børn,

vore Huse og Marker og vor Ejendom i Havet. Sojbaarne kongelige Herrer, Fyrster, Grever og Riddersmænd ! bvorfor ville 3 vende Eders glorværdige Baaben mod os ftaffels Bønder?

Her fløj et neppe mærkeligt Smiil over Talerens Ansigt.

Hos os er hverken Ere eller Fordeel at hente: fejre 3, da vil den Roes ikke vorde stor, om tre ftore Rongeriger og et Hertugdømme, der kunne opstille tre Gange faamange Krigere, som der er Mennesker i Marffen, faae Bugt med en Snees landsbyer; og Byttet tør i saa Fald vorde ringe; thi det lidet vi har, tage vi med 0$. Men skulde Lykken gaae vore Fiender imod, og Gud og den hellige Jomfru ftride for de Betrængte — "

Han standsede, de busfebe Djenbryn droge sig højt op paa panden, og Dinene, som hidtil neppe havde væ: ret synlige, rullede store og stolte omkring paa alle Tils stedeværende.

„Det er iffe første Gang" vedblev han, wat de bolo steenfke Herrer ere komne snarere ud af Marsken, end de kom derind, og at der gik færre hjem, end der droge ud. Det er sfeet før, at en regjerende Hertug har ladet fin Þær og sit liv i vore Sumper.“

Under denne Samtale var næsten hele Selskabet staaet op fra Bordet, og havde slaget en Halvkrebs om Gesandterne. Nogle betragtede dem med baanligt Blit, Andre - især af de Angste mynstrede deres Klædebragt med spot: tende Miner.

Kun Kongen, de tvende danske Riddere Knud Gise og Ebbe Geed, og endnu een fremmed Herre vare fors blevne paa deres Pladser. Saasnart Taleren havde fuld

« ForrigeFortsæt »