"

„Pave, min Hr. Broder!" tog Hertugen Ordet, Pave i Ditmarsken."

-

„Og jeg raabte Grev Otto, „vil være Skriftefader i et Nonnekloster.“

Denne Skjemt vilde været længere fortsat, hvis ikke Værtens Søn, den unge Breide Ranzau, var traadt ind i hallen med det Budskab: at tvende ditmarsiske Gesandter befandt sig udenfor i Gaarden, og bade om Audients hos Kongen og Hertugen.

"Gesandter!" sagde Hertugen spodsk, „har Bønder ogsaa Gesandter!"

"Hvor ere de?" spurgte Grev Otto.

"Nede i Borggaarden," svarte den unge Nanzau. Greven rejste sig og gik hen til Vinduet.

"Jeg gad dog vide," sagde han: „hvorledes disse Marskstude see ud,“

„Naa, og hvordan see de da ud? spurgte hans Broder, som blev siddende.

"Store, brede og velmæskede" svarte Otto ved Vinduet, „sorte som Ravne fra Top til Taae. De gaae ikke ind af en almindelig Dør, uden paa Kant; for jeg troer, de i det mindste ere iførte ser Veste og tolv Par Burer."

„En god Vinterdragt," sagde Hertugen: „spørg dem, min fjere Ranzau! hvad der er deres Begjæring!"

Det har jeg allerede gjort," sagde denne; men fik til Svar: at de havde Befaling, alene at fremføre deres Ærinde for Hans Majestet Kongen og Eders Høihed."

"Dumdristige Pak!" raabte denne, naar det endda var Underkastelse, de havde at forkynde.“

Maaskee?" sagde Kongen, om min Hr. Broder saa tykkes, ville vi ikke nægte dem Audientsen; der hjemme

har jeg for Stik at tale med den Allerringeste af mine Undersaatter, naar han begjærer det — skulle vi ikke høre, hvorlunde disse brøsige Karle ville belægge deres Ord?"

„Alt som I vil, min Hr. Broder!" svarede Hertugen; men jeg veed forud: vi faae kun Vrøvl og knubbede Ord; dog kan dette Optrin maaskee more vore Fremmede, saa mange af dem, som ikke tilforn har havt den Ære at være i Selskab med vore kalkunske Bønder fra Marsten behag at føre dem op, Hr. Greve!"

Breide Ranzau gif, og kom snart tilbage med begge Affendingerne, der med deres bredskyggede Hatte i Hænderne ærbødigen, dog uden Frygt og Forlegenhed, stillede sig indenfor Døren.

Hertugen, som sad med Ryggen til dem, drejede Ansigtet halvt om og talte over Arelen:

"Har de Ditmarskens Herrer faaet vort Fejdebrev? og hvað svarer de dertil? ere de endnu lige haardnakkede, eller ere de blevne omsindede, og have affkikket Eder med Afbigt og Bøn om Naade?"

Den ældste af Gesandterne, en ikke fuldt midaldrende, stor og kraftfuld Mand, tog Ordet og svarte:

"Naadige Hr. Hertug! Paa de otte og fyrgetyve Forstanderes, Fogders, Eedsvornes og det menige Folks Vegne, bede vi Eder, saavelsom Hans Majestæt, Eders kongelige Hr. Broder, om Fred og Rolighed for vort Land

"

"

Fred og Rolighed!" afbrød Hertugen opbragt og kastede sig om paa Siden af Stolesædet, Fred og Rolighed? det er hvad vi ønske for os og vore Underfaatter, men hvad I dagligen bryde og forstyrre: Ingen kan rejse umolesteret i Eders Land, og Ingen sejle forbi Eders røverste Kyster."

-

„Braadne Kar i alle Lande, Hr. Hertug!" svarte Ditmarskeren; det kan vel hænde, og vi ville ikke nægte det, at Uorden er begaaet hist og her

-

- ll

Naa!" faldt Hertugen ind, og naar er en saadan Worden fom I behage at kalde Rov og Mord - naar er den bleven ændset af Eders vise og retfærdige Fogder, Forstandere og Eedforne? Siig mig: naar skete det sidst, at saadan en Voldgjerningsmand blev straffet?"

"Naadige Herre!" sagde Gesandten, naar Kiv og Slagsmaal finder Sted, er der gjerne Fejl paa begge Sider; men det er Stik hos vore Naboer, at vi skulle bære hele Skylden, og det iffe alene for vore egne, men ogsaa for Andres Synder; og faasnart der spørges om Udaad fjern eller nær, saa hedder det strar: det har en Ditmarsker gjort."

"

Fordi det næsten altid er saa!" sagde Hertugen; ingen Røg uden Jld -- I ere et kivagtigt, grumt og troløst Folk!"

„Trolost?" gjentog Gesandten, og Blodet underløb hans brede Ansigt, men han undertvang fin Harme.

"Ja -ret trolest!" vedblev Hertugen; det er iffe nok, at I plyndre og myrde i Eders egne Landemærker; hvor ofte have I ikke midt under Fred og Vaabenhvile gaaet fjendtlig ind over mine Grændser, og over min fongelige Broders, skændt og brændt og myrdet?"

"Det er fleet nogle fjældne Gange," svarte hiin; men af enkelte Personer, Sogne eller Slægter, uden vor Øvrigheds Vidende eller Villie, for at tage Selvhævn over tilføjede Forurettelser, dem man forgjæves til Eders Dvrigheder havde indanket og paaflaget."

Hertugen rynkede Ansigtet, og vendte atter Nyg= gen til:

„Gammelt Sniffnak! gamle Udflugter!" sagde han, jeg har ikke ladet Eder komme herind for at skjændes med Eder, men for at høre, om I ville antage vore tilbudne Fredsvilkaar."

„Og de ere hverken haarde eller ubillige," tog nu Kongen Ordet: uagtet disse vore bekostelige Krigsrustninger, fordre vi endnu kun fem tusinde Mark, foruden hine femten tusind, vi fastsatte i Rendsborg, og de trende Pladser til Skandsernes Anlæg, hvilke vi dog selv med egen Bekostning og eget Arbejde ville fuldføre."

„Eders kongelige Majestæt!" sagde den anden Ditmarsker, en yngre Mand med et skummelt og trodsigt Aasyn, „vi erkjende ingen Overherre uden Gud, og ingen Skytsherre uden Erkebispen i Bremen. Vi betale iffe Stat; thi det var at erfjende os selv for Undersaatter. Og vi lade ingen Fæstninger anlægge i vort Land; thi det var jo at paalægge os selv Lænker."

„Hvad ville I her da!" foer Hertugen op.

"Bede og byde Fred" svarede den ældre Gesandt. "Bede og byde Krig" parodierede Frederik, og den skulle I faae har I intet videre at forebringe, saa ere vi færdige."

"Et godt Raad, Eders Høihed!" sagde den Yngre foldt.

„Ei, Ej!" raabte Fyrsten leende: „et godt Raad! Raad har vi ellers nok af, dog - lad høre, I Herrer!" "Vi Ditmarskere" sagde hiin tørt, har fra Arilds Tid forfægtet vor Frihed, og bevaret vort Land ved Guds Hjelp og vor egen Styrke. For saa gammel og dyrebar en Ejendom have vi besluttet at kæmpe til sidste Mand; og før vi skulle overgive os til nogen menneskelig Fiende, ville vi hellere begrave os selv, vore Kvinder og Børn,

vore Huse og Marker og vor Ejendom i Havet. Hoj= baarne kongelige Herrer, Fyrster, Grever og Riddersmænd ! hvorfor ville I vende Eders glorværdige Vaaben mod os stakkels Bender?"

Her fløj et neppe mærkeligt Smiil over Talerens Ansigt.

"Hos os er hverken Ære eller Fordeel at hente: fejre 3, da vil den Roes ikke vorde stor, om tre store Kongeriger og et Hertugdømme, der kunne opstille tre Gange saamange Krigere, som der er Mennesker i Marfken, faae Bugt med en Snees Landsbyer; og Byttet tør i saa Fald vorde ringe; thi det Lidet vi har, tage vi med os. Men skulde Lykken gaae vore Fjender imod, og Gud og den hellige Jomfru stride for de Betrængte

Han standsede, de buskede Øjenbryn droge sig højt op paa Panden, og' Øjnene, som hidtil neppe havde væ= ret synlige, rullede store og stolte omkring paa alle Tilstedeværende.

"Det er ikke første Gang" vedblev han, at de holsteenste Herrer ere komne snarere ud af Marsken, end de kom derind, og at der gik færre hjem, end der droge ud. Det er fleet før, at en regjerende Hertug har ladet fin Hær og fit liv i vore Sumper.“

Under denne Samtale var næsten hele Selskabet staaet op fra Bordet, og havde slaaet en Halvkreds om Gesandterne. Nogle betragtede dem med haanligt Blik, Andre - især af de Yngste mynstrede deres Klædedragt med spot

tende Miner.

Kun Kongen, de tvende danske Riddere Knud Give og Ebbe Geed, og endnu een fremmed Herre vare fors blevne paa deres Pladser. Saasnart Taleren havde fuld