Billeder på siden
PDF
ePub

stemmede Sfuldre 03 Naffe imod - Lugen. Forgjæves: den modstod alle hendes Anstrængelser; hun funde ligesaa godt have prøvet paa at lofte et Bjerg.

Hun efterfaae nu ved Lygtens Skin, om der ikke ffulde findes en Aabning, en Stift, eller noget Saabant, hvoraf hun kunde benytte fig; men nej. Lugen sluttede saa tæt op fast, at yun strar tabte alt Haab, ved egen Kraft at kunne bæve den.

Hun tænkte nu paa at raabe; men da hun mindedes hvad Tid det var paa Natten, og at hun desuden befandt sig i et ganske ode og ubeboet Hjørne af Slottet, taug hun stille, og besluttede at oppebie Dagens Frembrud.

Først da hun igjen var kommen ned i Hvælvingen, fik hun en tydelig inen rædsom Anskuelse af sin Forfatning: levende Begravelse! —

At doe medfører for en farff Sjæl ingen absolut fønderknusende Skræf; men at begraves før man døer, det oprører Naturen, det smelter selv det baars befte Mod.

Men endogsaa i Dødens Svælg forlader ikke Haabet den modstræbende Land; og naar det ingen Ankergrund finder paa Jorden, bæver det sig til Himmelen. Maria faldt ned paa fit Ansigt, og bad med brændende Andagt, stjøndt under Sfjælven og Bæven, til den, for hvem ens bver Grav er aaben, og Dødens Mørke selv et skin: nende lys.

Styrket reiste hun fig op, og satte sig veb Siden af Lygten paa Sfrinet, med en følelse liig den, hvormed den Dødsdømte fætter' fig paa fin Liigkiste.

Dog ikke længe forblev hun i denne Stilling: ube: tvingelig Uro drev hende til et nyt forsøg. Med den

største af Nøglerne prøvede hun atter at hæve lugen: for: giæves ! den var ej til at roffe.

Hun steeg atter ned: see! da var lyset i Lygten næs ften udbrændt. Luen steeg og fank, som livskraften i et med Deden fæmpende legeme: faa skulde da snart det evige Mørke indtræde, og Verdens lys udfluffes endnu længe før Sjælens! –

Med stum Forfærdelse stirrede bun paa det ftedre svagere og svagere glimtende Skjær - omsider sluttes det ganske, og hun var nu indhyllet i et uigiennemtrængeligt Mulm, ene, useet, uhørt, redningsløs, i fin dybe under: jordiffe Grav!

Atter foer hun op ad Trappen. Hun funde beregne paa Lysets længde, at Dagen deroppe maatte være i Frem: brud. Hun hamrede paa fugen, raabte, ffreeg faalænge til hendes Stemme hendøde i bæs og ængstelig Gispen. Ingen svarte, Ingen hørte hende.

Hun bad igjen til Gud om en snar og barmhjertig Opløsning; ravede ned ad Trappen i den skumle Grav, indsvøbte fit Hoved i Plaiden, lagde fig ned, og støttede det mod Muren, ventende paa Dødens Barmhjertighed.

Udmattet af Anftrængelse og forfærdende Tanfer, inds slumrede hun: Dødens Broder, den smertestillende Søvn, hørte først hendes Bøn, og tog hende i sit bedøvende Favn.

Hvorlænge hun forblev i denne lykkelige Bevidstloss beb, var hun vel ikke selv istand til at forklare: men fort bar den iffe været; thi da hun vaagnebe indfandt sig tvende nye Plageaander: Hungeren og Tørsten.

Da stormede ind paa hendes arme Sjæl alt det Rædselfulde, hun nogensinde havde hørt om levende Bes gravne: hvorledes de med graadige Tænder ffulle have revet Kjødet af deres egne Arme, indsuget deres eget Blod,

og faaledes under fordoblede Smerter have forlænget en gruelig Tilværelse; hvorlunde de have jaget Haanden i Halsen for at qvæle fig felv, eller søgt at knuse Hjerne: ffallen mod Riften.

Knuget af unævnelig Angst, sprang hun op, foer omfring i den fnevre Hvælving, tørnede mod Skrinet, foer atter op til Faldlugen, og skreeg faalænge, til Stemmen qvaltes i hendes Bryst, og hun afmægtig fegnede ned paa Trinene.

Endnu ingen Redning.

Hun bad iffe længer om livet, det anfaae hun nu som fortabt; ej heller om Døden, den ansaae hun nu som vis; men om Sindsrolighed til at gaae den med christelig Forberedelse falig imøde. Langsom krob hun ned i den Hule, som hun aldrig mere tænkte at forlade, satte sig paa det nederste Trin, og lænede sig tilbage mod de næstfølgende; gjennemgik i Tanferne fit forte Liv, afbad i Ydmyghed vitterlige og uvitterlige Synder og anbefas lede sin Sjæl til Gud Faders Naade og Sønnens Kjer: lighed. —

En lang Søvn, eller rettere Afmagt, gjorde et Dpbold i hendes Sjæls og legems Lideiser. Medens hun fov vaagede et barmhjertigt Forsyn: det blinde Redskab til hendes Frelse var allerede fat i Bevægelse.

Juft som Capitain, nu Oberst Maccarthy havde afsendt sin Betroede med hiint vigtige Document til fit Hiem, erholdt han Ordre, at foretage en Recognofcering benad mod denne Egn.

Da ban Natten efterat Maria var bleven indespæra ret bivouaferede en tre a fire Mile fra Glencarthy, blev ban betagen af en særdeles fængsel og Uro. Det fom bam for, som om han maatte gribe denne Lejlighed til at

sige sin eneste Søster det sidste Farvel; det anede ham, at han aldrig mere skulde faae hende at see, og at saa meente han siden at Alt paa Slottet ikke var, som bet borde.

Saasnart Dagen brød frem, overgav han derfor Cominandoen til sin Næstbefalende, ilede bort ad Stier og Gjenveje, og naaede Hjemmet hen paa Eftermiddagen.

Her fandt han Adle i største Bestyrtelse: Miss Ber: thie var forsvunden; bavde været borte nu paa anden Dag, og uagtet al Søgen og Leden i og udenfor Slot: tet, var hun dog ikke til at opdage.

Strar flog den Tanke ham: at hun ufeilbarligen maatte være indspærret i Hvælvingen; men, deels for ej at robe denne føndom, deels for ej at forfærde den svage og frygtsomme Lucy, sendte han endnu engang hele Tyens det ud at søge omkring ved Slottet, bad Søsteren at tage vare paa Værelserne, og gik nu selv med beflemt Hjerte ben i Taarnet.

Rigtigt! Falolugen var luffet (hiin Uvejrsnat iblæst ved et voldsomt Drkansted, der ogsaa havde indslaget de tilbageværende hele Ruder i Buevinduet).

Han aabnede lugen, og ved Skinnet af den medtagne Lampe, faae ban ved Trappens Fod Marias Plaid, i hvilken hun, som i et Liiglagen atter havde indsvøbt fig.

,,Gud i Himlen! hun er død - ded for min Sfyld!. var den første Tanke som gjennemfoer ham; men see! hun levede: Falddørens Dplukning havde hun ikke hørt; men Lampens Skjær, der glimtede ned gjennem Mørket, berørte bendes Djne. Hurtigt fastede hun Djnene opad, hvor hun da faae fin Befrier paa det Dverfte af Trappen.

Saaledes maae Gravens Jadvaanere være tilmode, naar Dommedagsbasunen engang ftal væffe dem af den

lange Slummer, og sende det evige livs Lyøstraale ind i Dødens mørke Bolig.

Han ftyrtede ned ad Trapperne, og tog den af glad Forfærdelse atter bendaanede Pige i fine Arme.

Han bestænkede hendes folde, blege Ansigt med pogle Draaber af fin Feldtflaffe, gjed nogle i hendes Mund, og snart opvaagnede hun ganske af sin Besvimelse, ftyrfet ved den fraftige Drif, og end mere ved Bevidstheden om sin Redning.

Med hvilken inderlig Rørelse hun har taffet baade fin himmelske og fin jordiske Frelser, kunne vi lettelig fores stille os; saavelsom hvor angerfuld denne har afbedet fin Ubesindighed, at paalægge hende et Hværv, der nu havde kostet hende faa mange Timers Dødsqval, og paa det nærmeste felve livet.

Han forestilte hende dernæft, at ogsaa dette maatte forblive en Hemmelighed for Søfteren og alle andre, og at man til den Ende maatte opspinde et Eventyr om hens des lange Udeblivelse. Et faadant blev ogsaa paa Tilbagevejen sammensat, og lettelig troet af Lucy i hendes ftore Glæde over Venindens Gjenfindelse.

Een Nat fun opholdt Obersten sig paa Slottet Glens carthy. Da tog han en om og forrigfuld Afsked med begge Pigerne, for at ile fin Skjæbne imøde.

Neppe fjorten Dage efter hans Bortreise bare for: løbne, da faae Maria, som hun en Morgen efter Sæds vane mechanist kastede fine Dine paa Affen, et liggende Kors. Med Skræk og Bedrøvelse fornam hun, at Macs carthy maatte være falden.

Saa forsigtigt, saa sfaanende som muligt, forberedte bun veninden paa denne sørgelige, men langtfra iffe uvens

« ForrigeFortsæt »