stemmede Skuldre o3 Nakke imod Lugen. Forgjæves: den modstod alle hendes Anstrængelser; hun kunde ligesaa godt have prøvet paa at løfte et Bjerg.

Hun efterfaae nu ved Lygtens Skin, om der iffe skulde findes en Aabning, en Stift, eller noget Saadant, hvoraf hun kunde benytte fig; men nej: Lugen sluttede saa tæt op fast, at hun strar tabte alt Haab, ved egen Kraft at kunne hæve den.

Hun tænkte nu paa at raabe; men da hun mindedes hvað Tid det var paa Natten, og at hun desuden befandt fig i et ganske øde og ubeboet Hjørne af Slottet, taug hun stille, og besluttede at oppebie Dagens Frembrud.

Først da hun igjen var kommen ned i hvælvingen, fik hun en tydelig men rædsom Anskuelse af sin Forfatning: Levende Begravelse!

At døe medfører for en karst Sjæl ingen absolut sønderknusende Skræk; men at begraves før man døer, det oprører Naturen, det smelter selv det haardeste Mod.

Men endogsaa i Dødens Svælg forlader ikke Haabet den modstræbende Aand; og naar det ingen Ankergrund finder paa Jorden, hæver det sig til Himmelen. Maria faldt ned paa sit Ansigt, og bad med brændende Andagt, skjøndt under Skjælven og Bæven, til den, for hvem enhver Grav er aaben, og Dødens Mørke selv et skinnende Lys.

Styrket rejste hun sig op, og satte sig ved Siden af Lygten paa Skrinet, med en Følelse liig den, hvormed den Dødsdømte sætter sig paa sin Liigkiste.

Dog ikke længe forblev hun i denne Stilling: ubes tvingelig Uro drev hende til et nyt Forsøg. Med den

største af Nøglerne prøvede hun atter at hæve Lugen: forgjæves! den var ej til at roffe.

Hun steeg atter ned: see! da var Lyset i Lygten næften udbrændt. Luen steeg og sank, som Livskraften i et med Doden kæmpende Legeme: saa skulde da snart det evige Mørke indtræde, og Verdens Lys udslukkes endnu længe før Sjælens!

-

Med stum Forfærdelse stirrede hun paa det stedse svagere og svagere glimtende Skjær omsider fluktes det ganfte, og hun var nu indhyllet i et uigjennemtrængeligt Mulm, ene, useet, uhørt, redningslos, i sin dybe underjordiske Grav!

Atter foer hun op ad Trappen. Hun kunde beregne paa Lysets Længde, at Dagen deroppe maatte være i Frembrud. Hun hamrede paa Lugen, raabte, skreeg saalænge til hendes Stemme hendøde i hæs og ængstelig Gispen. Ingen svarte, Ingen hørte hende.

Hun bad igjen til Gud om en snar og barmhjertig Opløsning; ravede ned ad Trappen i den skumle Grav, indsvøbte fit Hoved i Plaiden, lagde sig ned, og støttede det mod Muren, ventende paa Dødens Barmhjertighed.

Udmattet af Anstrængelse og forfærdende Tanker, indslumrede hun: Dødens Broder, den smertestillende Søvn, hørte først hendes Bøn, og tog hende i sit bedøvende Favn. Hvorlænge hun forblev i denne lykkelige Bevidstløshed, var hun vel ikke selv istand til at forklare: men kort har den ikke været; thi da hun vaagnede indfandt sig tvende nye Plageaander: Hungeren og Tørsten.

Da stormede ind paa hendes arme Sjæl alt det Rædselfulde, hun nogensinde havde hørt om levende Vegravne: hvorledes de med graadige Tænder skulle have revet Kjedet af deres egne Arme, indsuget deres eget Blod,

og saaledes under fordoblede Smerter have forlænget en gruelig Tilværelse; hvorlunde de have jaget Haanden i Halsen for at qvæle sig selv, eller søgt at knuse Hjerneskallen mod Kisten.

Knuget af unævnelig Angst, sprang hun op, foer omkring i den snevre Hvælving, tørnede mød Skrinet, foer atter op til Faldlugen, og skreeg saalænge, til Stemmen qvaltes i hendes Bryst, og hun afmægtig segnede ned paa Trinene.

Endnu ingen Redning.

Hun bad ikke længer om Livet, det ansaae hun nu som fortabt; ej heller om Døden, den ansaae hun nu som vis; men om Sindsrolighed til at gaae den med christelig Forberedelse salig imøde. Langsom krøb hun ned i den Hule, som hun aldrig mere tænkte at forlade, satte sig paa det nederste Trin, og lænede sig tilbage mod de næstfølgende; gjennemgik i Tankerne sit forte Liv, afbad i Ydmyghed vitterlige og uvitterlige Synder og anbefa lede sin Sjæl til Gud Faders Naade og Sønnens Kjerlighed.

En lang Søvn, eller rettere Afmagt, gjorde et Op= hold i hendes Sjæls og Legems Lidelser. Medens hun sov vaagede et barmhjertigt Forsyn: det blinde Redskab til hendes Frelse var allerede sat i Bevægelse.

Just som Capitain, nu Oberst Maccarthy havde afsendt sin Betroede med hiint vigtige Document til sit Hjem, erholdt han Ordre, at foretage en Recognofcering henad mod denne Egn.

Da han Natten efterat Maria var bleven indespæra ret bivouakerede en tre a fire Mile fra Glencarthy, blev han betagen af en særdeles Længsel og Uro. Det kom ham for, som om han maatte gribe denne Lejlighed til at

Fige sin eneste Soster det sidste Farvel; det anede ham, at han aldrig mere skulde faae hende at fee, og at — saa meente han siden at Alt paa Slottet ikke var, som det borde.

Saafnart Dagen brød frem, overgav han derfor Commandoen til sin Næstbefalende, ilede bort ad Stier og Gjenveje, og naaede Hjemmet hen paa Eftermiddagen.

Her fandt han Alle i største Bestyrtelse: Miss Berthie var forsvunden; havde været borte nu paa anden Dag, og uagtet al Søgen og Leden i og udenfor Slottet, var hun dog ikke til at opdage.

Strar slog den Tanke ham: at hun ufejlbarligen maatte være indspærret i Hvælvingen; men, deels for ej at røbe denne Løndom, deels for ej at forfærde den svage og frygtsomme Lucy, sendte han endnu engang hele Tyendet ud at søge omkring ved Slottet, bad Søsteren at tage vare paa Værelserne, og gik nu selv med beklemt Hjerte hen i Taarnet.

Rigtigt! Faldlugen var lukket (hiin Uvejrsnat iblæst ved et voldsomt Orkanstød, der ogsaa havde indslaget de tilbageværende hele Ruder i Buevinduet). —

Han aabnede Lugen, og ved Skinnet af den medtagne Lampe, saae han ved Trappens Fod Marias Plaid, i hvilken hun, som i et Liiglagen atter havde indsvøbt sig.

„Gud i Himlen! hun er død — død for min Skyld!" var den første Tanke som gjennemfoer ham; men see! hun levede: Falddørens Oplukning havde hun ikke hørt; men Lampens Skjær, der glimtede ned gjennem Mørket, berørte hendes Dine. Hurtigt kastede hun Øjnene opad, hvor hun da saae sin Befrier paa det verste af Trappen.

Saaledes maae Gravens Indvaanere være tilmode, naar Dommedagsbasunen engang skal vække dem af den

lange Slummer, og sende det evige Livs Lysstraale ind i Dødens mørke Bolig.

Han styrtede ned ad Trapperne, og tog den af glad Forfærdelse atter hendaanede Pige i fine Arme.

Han bestænkede hendes kolde, blege Ansigt med nogle Draaber af sin Feldtflaske, gjød nogle i hendes Mund, og snart opvaagnede hun ganske af sin Besvimelse, styrfet ved den kraftige Drik, og end mere ved Bevidstheden om sin Redning.

Med hvilken inderlig Rørelse hun har takket baade sin himmelske og fin jordiske Frelser, kunne vi lettelig fores stille os; saavelsom hvor angerfuld denne har afbedet fin Ubesindighed, at paalægge hende et Hværv, der nu havde kostet hende saa mange Timers Dødsqval, og paa det nærmeste selve Livet.

Han forestilte hende dernæst, at ogsaa dette maatte forblive en Hemmelighed for Søfteren og alle Andre, og at man til den Ende maatte opspinde et Eventyr om hendes lange Udeblivelse. Et saadant blev ogsaa paa Tilbagevejen sammensat, og lettelig troet af Luch i hendes store Glæde over Venindens Gjenfindelse.

Een Nat kun opholdt Obersten sig paa Slottet Glencarthy. Da tog han en om og forrigfuld Afsked med begge Pigerne, for at ile sin Skjæbne imøde.

Neppe fjorten Dage efter hans Bortrejse vare forlobne, da saae Maria, som hun en Morgen efter Sæd= vane mechanist kastede fine Dine paa Asken, et liggende Kors. Med Stræk og Bedrøvelse fornam hun, at Maccarthy maatte være falden.

Saa forsigtigt, saa skaanende som muligt, forberedte hun Veninden paa denne førgelige, men langtfra ikke uven