Billeder på siden
PDF
ePub

Kloffen tolv den samme Vej, som vi ni bave vandret. Ved Enden af den første Vindeltrappe i den snevre Taarn: dør, der vender ud til Graven, vil De finde en Mand staaende med den venstre Haand paa Sværdsnappen, og den højre paa fit Bryft. Hvorfra og hvorhen ?n spørger De: han svarer, fra Fergus og til Fergus.“ Nu forlader De ham, henter her de betegnede Punge, og giver ham samme. Han gaaer bort gjennem Graven, og imellem dem verles forresten intet Ord, Saaledes vil det formodentlig flere Gange gaae til, saalænge fom nemlig Punge endnu findes i Riften. For min Affending maae De paa faadan Tid og Sted iffe frygte; jeg skiffer 3ngen uden den, til hvem De kan have ligesaa fuldkommen Tillid, som til mig selv. Dg nu, min dyrebare Miss! lad os vende tilbage; det Eneste jeg endnu vilde lægge Dem paasinde, er forsigtighed med Falddøren. Nøglen til Kiften bliver her; de øvrige ftal icg lære Dem at fjende, alt som vi bruge dein paa Tilbagevejen; og der: efter forvarer De dem under laas og Luffe.

De git; Maria med et langt lettere Hjerte, end hun var kommen.

Den følgende Dag reiste Maccarthy. Lucy græb, og hang bulfende om bane Hals, fom om bun anede, aldrig mere at ffulle faae den eneste Broder at fee. Men han lagde hende i Miss Berthies Arme og sagde:

Der er din Søster - Gud beskytte Eder begge!" —

Dan fastede sig hurtig paa fin Hest, og forsvandt inden faa Djebliffe bag Glencarthys hoje lyngbjerge.

Faa Dage derefter hjembragte Skytten fra en Jagttuur Rygtet om Prætendentens Landgang, hvilken Bevæs gelse denne Begivenhed havde foraarsaget i Højlandet, og hvorledes Bjergftotterne ftrømmede til hans Fane.

[ocr errors]

Endnu var Askens Bark heel og holden; og Maria glædede sig hemmelig hver Morgen, naar intet Tegn var at opdage. Der forløb atter flere Dage.

Endelig seer hun det betydningsfulde Kors: det stod oprejst og under det vare tvende Huller udffaarne. Under spændt Forventning henslæbte sig for hende den langsom: melige Dag.

Solen git ned det blev Aften det blev Midnat.

Lucy var til Ro, de faa Tjenestefolk ligesaa; Alt var stille og tyst.

Maria tog Nøglerne frem, tændte Lygten, ind: svobte sig i sin Plaid, og tiltraabte iffe uden lidt WEngstelighed - ben eensomme Bandring.

Det var en mørk Nat, ingen Maane, og kun faa Stjerner, der nu og da forsvandt bag Skyerne.

Da hun traadte ind i Capellet, gjennemfoer hende en Let opfen; thi - som Maccarthy havde forudsagt et Par Flaggermuus omsvævede hende strar; deres smaae, fæle Stiffelser foer i let, ujørlig Flugt gjennem Lyfet, som lygten udbredte. Ei heller funde hun afholde sig fra, af og til at fee fig tilbage, hvor hendes Skygge, stræf kende sig fra Gulvet og op paa den høje Hvælving, fyn: tes, liig et uhyre Spøgelse, at forfølge hende. Dog, den raske Pige tabte derfor ingenlunde sin rolige Fatning; hun opmandede sig atter, og fortsatte med siffre Trin fin Gang lige mod Taarndøren.

Her stod den Forventede, en høj Mandsstiffelse, med den højlandske Kappe kastet over den ene Skulder, og ganske i den beskrevne Stilling. Hun drejede Lyset hen paa ham: det faldt lige paa hans Bryst, og paa Armen, der laae tvert over samme.

Men Ansigtet forblev i en halv Skygge, hvilken hun

ftjøndt som Kvinde lidt nysgjerrig dog ikke var dristig nok til, med lygten at opklare. Dog undgik det iffe hendes Dpmærksomhed, at et par venlige blaae Dine noie betragtede hende, idet Feldtraabet blev forlangt, og nøjagtigen givet.

Ufortøvet ilede hun den Übefjendte forbi og op ad den anden Vindeltrappe, aabnede uden fynderlig Anstrængelse Faldlugen, ligesaa Pengetiften, udtog tvende Punge; og, efterat have laaset og lukket efter fig – flyede hun dem til Maccarthys taufe Affending.

Nu først fik hun Mod til nøjere at ville besee bans Ansigt; men han havde allerede vendt sig med et Buf, og, faa forekom det hende – med et Suf, saa hun kun nød et flygtigt Glimt af en smuk og ædel Profil.

Hurtig forsvandt han i de raslende Rør og Maria naaede, uden noget andet Møde, fit Værelse.

Kort Tid derefter gjenlød Bjergftotternes første Seiersffrig i Carthys affides Dal. Begge Pigerne hørte med Glæde Stuartisternes første Vaabendaad, og Englændernes Nederlag, eller bedre, deres Flugt ved Preston Pans.

Maccarthy var ikke blandt de faa Offre for denne ublodige, letfjøbte Sejer.

Nogle uger forløb: da stod atter et oprejst Kors under det første paa Affens Stamme, med tvende Huller ved fin fod. Næsten uden al Frygt, men ikke uden en Slags behagelig forventning Længsel tør vi vel iffe kalde det – tiltraadte Maria fin Nattevandring, og – fuldendte den ligesaa tyst og stiltiende som første Gang.

Den taufe Gesandt havde et Klæde bundet ffraaes ned over det balve Ansigt - en Erindring formodentlig fra Preston Pans - kun med det ene Die altsaa betrag

tede han sin stjønne Deeltagerinde i det hemmelighedsfulde Stevnemøde, bojede sig ærbødigt, trykfede Haanden end faftere ind til fit Bryst, og forsvandt.

Det blev Vinter. Directe hortes Intet fra Maccarthy; men pag Omveje erfarebes, at han var i Edin burg ved den letfindige Edwards Hof, der i forglos Blindhed hengav sig til Forlystelser, dem kun en fuldstæn: dig Sejr borde tilladt ham; medens hans Arvefjende i al Mag forberedte hans Undergang.

Foraaret kom. Begge parterne mødtes ved Fala firf. Dgsaa her sejrede Sfotterne; ftjøndt til liden Nytte for den Sag, der havde en faa vankelmodig og uduelig Formand.

Strar efter at denne Nyhed havde naaet Glencarthy, fremviste Affen det tredie Kors og de to fidste Fuller.

Dagen var qvalm og summer. Torbenskyer lejrede fig truende bag Bjergene; men Uvejret brød først løs henimod Midnat.

Da Maria git giennem Capellet, glimtede Lynene allerede gjennem Vinduerne, og kastede et hurtigt Skjær paa Alter og Prædifestol, og paa Malerierne. Det dros nede buult og dump i det fjerne. Marie gøs og ilede ned til Taarndøren.

Den tause Afsending stod der lænet mod Muren. Med en stum Hilfen ftred hun ham forbi og ned i Hvæl: vingen.

Hastig hentede hun Pungene, og overgav ham samme. Med den ene Haand modtog han dem, og med den anden leverede han hende et forseglet Brev, hvis Udskrivt lød: ,,til Miso Maria Berthie, at aabne i den bevidste Hvælving, Uvejret var imidlertid draget nærmere:

Lynene bleve flarere og mere blændende; Torbenen bul: drede ftærfere, og rystede de Flirrende Ruder. •

Maria fastede et Blik paa den Fremmedes Aasyn, og pegede ud mod den flammende Himmel; men han fuldkommen begribende Meningen af hendes Gebærde bøjede fig dybt, lagde Haanden paa fit Hjerte og ilede ud i den rædfelfulde Nat.

Maria git tilbage til hvælvingen med Brevet.

Hun aabnede det: øverst lage en Skrivelse til hende selv, hvori Maccarthy takkede hende for hendes udviste Troffab og Taushed, og anbefalede hende fremdeles fin Søster; bernæst bad han bende i den nu tomme Kiste at gjemme vedlagte — for sig felo forseglede Document, der indeholdt de Sammenfvornes Navne.

,,Et Hovedslag forestaaer. saaledes endte Brevet

dets udfald er saare tvivlsomt; vorder det heldigt, veed jeg at finde Documentet; skulde det mislykkes, ere mange Navne ftjulte for Fienderne, og meget ædelt Blod vil blive sparet. Skal jeg falde, da er en faa vigtig Hemmelighed fun flet bevaret paa mit livløse liig. Ders for gjem det, fjere Miss Berthie! paa det fiffre Sted! Sørg for Lucy, og lev vel!"

Medens Maria gjennemlæste bette Brev, og udrets tede det hende overdragne Hværv, var Uvejret fommen lige over Egnen; men i den underjordiste Kvælving for: nam hun Intet dertil. Just fom hun tog lygten, for at tiltræde Hjemvejen, hørte hun et hæftigt og huult drønende Bulder: en frygtelig Anelse greb hende. Hun ilede op ad den høje Steentrappe, og fandt ved det øverste Falddøren luffet.

Forfærdet sank hun i knæe, og fatte Lygten paa det øverste Trin; dog ikke længe: hun bævede sig rast, og

« ForrigeFortsæt »