Klokken tolv den samme Vej, som vi nu have vandret. Ved Enden af den første Vindeltrappe i den snevre Taarndør, der vender ud til Graven, vil De finde en Mand staaende med den venstre Haand paa Sværdknappen, og den højre paa sit Bryst. „Hvorfra og hvorhen?" spørger De: han svarer, fra Fergus og til Fergus." Nu forlader De ham, henter her de betegnede Punge, og giver ham samme. Han gaaer bort gjennem Graven, og imel lem dem verles forresten intet Ord, Saaledes vil det formodentlig flere Gange gaae til, faalænge som nemlig Punge endnu findes i Kisten. For min Affending maae De paa saadan Tid og Sted ikke frygte; jeg skikker Ingen uden den, til hvem De kan have ligesaa fuldkommen Tillid, som til mig selv. Og nu, min dyrebare Miss! lad os vende tilbage; det Eneste jeg endnu vilde lægge Dem paasinde, er Forsigtighed med Falddøren. Nøglen til Kisten bliver her; de øvrige skal jeg lære Dem at kjende, alt som vi bruge dem paa Tilbagevejen; og der= efter forvarer De dem under Laas og Lukke.“

De gik; Maria med et langt lettere Hjerte, end hun var kommen.

Den følgende Dag rejste Maccarthy. Lucy græd, og hang hulkende om hane Hals, som om hun anede, aldrig mere at skulle faae den eneste Broder at fee. Men han lagde hende i Miss Berthies Arme og sagde:

Der er din Søster - Gud beskytte Eder begge!" Han kastede sig hurtig paa fin Hest, og forsvandt inden faa Øjeblikke bag Glencarthys høje Lyngbjerge.

Faa Dage derefter hjembragte Skytten fra en Jagt= tuur Rygtet om Prætendentens Landgang, hvilken Bevæs gelse denne Begivenhed havde foraarsaget i Højlandet, og hvorledes Bjergskotterne strømmede til hans Fane.

-

Endnu var Afkens Bark heel og holden; og Maria glædede sig hemmelig hver Morgen, naar intet Tegn var at opdage. Der forløb atter flere Dage.

Endelig seer hun det betydningsfulde Kors: det stod oprejst og under det vare tvende Huller udskaarne. Under spændt Forventning henslæbte sig for hende den langsommelige Dag.

Solen gik ned

det blev Aften det blev Midnat. Lucy var til Ro, de faa Tjenestefolk ligesaa; Alt var stille og tyst.

Maria tog Nøglerne frem, tændte Lygten, indsvøbte sig i sin Plaid, og tiltraadte iffe uden lidt ængstelighed den eensomme Vandring.

Det var en mørk Nat, ingen Maane, og kun faa Stjerner, der nu og da forsvandt bag Skyerne.

Da hun traadte ind i Capellet, gjennemføer hende en let Gysen; thi som Maccarthy havde forudsagt et Par Flaggermuus omsvævede hende strar; deres smaae, fæle Skikkelser foer i let, uhørlig Flugt gjennem Lyset, som Lygten udbredte. Ej heller kunde hun afholde sig fra, af og til at see sig tilbage, hvor hendes Skygge, strækkende sig fra Gulvet og op paa den høje hvælving, syntes, liig et uhyre Spøgelse, at forfølge hende. Dog, den raste Pige tabte derfor ingenlunde sin rolige Fatning; hun opmandede sig atter, og fortsatte med sikkre Trin sin Gang lige mod Taarndøren.

Her stod den Forventede, en høj Mandsskikkelse, med den højlandske Kappe kastet over den ene Skulder, og ganske i den beskrevne Stilling. Hun drejede Lyset hen paa ham: det faldt lige paa hans Bryst, og paa Armen, der laae tvert over samme.

Men Ansigtet forblev i en halv Skygge, hvilken hun stjøndt som Kvinde lidt nysgjerrig dog ikke var driftig nok til, med Lygten at opklare. Dog undgik det ikke hendes Opmærksomhed, at et Par venlige blaae Dine nøje betragtede hende, idet Feldtraabet blev forlangt, og nøjagtigen givet.

Ufortøvet ilede hun den Ubekjendte forbi og op ad den anden Vindeltrappe, aabnede uden synderlig Anstrængelse Faldlugen, ligesaa Pengekisten, udtog tvende Punge; og, efterat have laaset og lukket efter sig flyede hun dem til Maccarthys tause Affending.

Nu først fik hun Mod til nøjere at ville besee hans Ansigt; men han havde allerede vendt sig med et Buk, og, saa forekom det hende med et Suk, saa hun kun nod et flygtigt Glimt af en smuk og ædel Profil.

Hurtig forsvandt han i de raslende Rør og Maria naaede, uden noget andet Mode, sit Værelse.

Kort Tid derefter gjenlød Bjergskotternes første Seiersffrig i Carthys afsides Dal. Begge Pigerne hørte med Glæde Stuartisternes første Vaabendaad, og Englændernes Nederlag, eller bedre, deres Flugt ved Preston Pans.

Maccarthy var ikke blandt de faa Offre for denne ublodige, letkjøbte Sejer.

Nogle uger forløb: da stod atter et oprejst Kors under det første paa Afkens Stamme, med tvende Huller ved sin Fod. Næsten uden al Frygt, men ikke uden en Slags behagelig Forventning Længsel tør vi vel iffe falde det tiltraadte Maria sin Nattevandring, og fuldendte den ligesaa tyst og stiltiende som første Gang.

Den tause Gesandt havde et Klæde bundet skraaes ned over det halve Ansigt -en Erindring formodentlig fra Preston Pans -kun med det ene Dje altsaa betrag

tede han sin skjønne Deeltagerinde i det hemmelighedsfulde Stevnemøde, bøjede sig ærbødigt, trykkede Haanden end fastere ind til sit Bryst, og forsvandt.

Det blev Vinter. Directe hørtes Intet fra Maccarthy; men paa Omveje erfaredes, at han var i Edinburg ved den letsindige Edwards Hof, der i forgløs Blindhed hengav sig til Forlystelser, dem kun en fuldstændig Sejr borde tilladt ham; medens hans Arvefiende i al Mag forberedte hans Undergang.

Foraaret kom. Begge Parterne mødtes ved Falkirk. Ogsaa her fejrede Skotterne; skjøndt til liden Nytte for den Sag, der havde en saa vankelmodig og uduelig Formand.

Strax efter at denne Nyhed havde naaet Glencarthy, fremviste Asken det tredie Kors og de to sidste Huller.

Dagen var qvalm og lummer. Tordenskyer lejrede fig truende bag Bjergene; men Uvejret brød først løs henimod Midnat.

Da Maria gik gjennem Capellet, glimtede Lynene allerede gjennem Vinduerne, og kastede et hurtigt Skjær paa Alter og Prædikestol, og paa Malerierne. Det dronede huult og dump i det Fjerne. Marie gøs og ilede ned til Taarndøren.

Den tause Affending stod der lænet mod Muren. Med en stum Hilsen skred hun ham forbi og ned i Hvæl vingen.

Hastig hentede hun Pungene, og overgav ham samme. Med den ene Haand modtog han dem, og med den anden leverede han hende et forseglet Brev, hvis udskrivt lød: til Miss Maria Berthie, at aabne i den bevidste Uvejret var imidlertid draget nærmere:

Hvælving,"

Lynene bleve klarere og mere blændende; Tordenen buldrede stærkere, og rystede de klirrende Ruder. •

Maria kastede et Blik paa den Fremmedes Aasyn, og pegede ud mod den flammende Himmel; men han fuldkommen begribende Meningen af hendes Gebærde bøjede sig dybt, lagde Haanden paa sit Hjerte og ilede ud i den rædselfulde Nat.

Maria gik tilbage til Hvælvingen med Brevet.

Hun aabnede det: øverst laae en Skrivelse til hende selv, hvori Maccarthy takkede hende for hendes udviste Troskab og Taushed, og anbefalede hende fremdeles sin Søster; dernæst bad han hende i den nu tomme Kiste at gjemme vedlagte for sig selv forseglede Document,

der indeholdt de Sammensvornes Navne.

"

Et Hovedslag forestaaer"

saaledes endte Brevet "dets udfald er saare tvivlsomt; vorder det heldigt, veed jeg at finde Documentet; skulde det mislykkes, ere mange Navne skjulte for Fjenderne, og meget ædelt Blod vil blive sparet. Skal jeg falde, da er en saa vigtig Hemmelighed kun slet bevaret paa mit livløse Liig. Derfør gjem det, kjere Miss Berthie! paa det fikkre Sted! Sørg for Lucy, og lev vel!"

Medens Maria gjennemlæste dette Brev, og udrettede det hende overdragne Hværv, var Uvejret kommen lige over Egnen; men i den underjordiske Hvælving fornam hun Intet dertil. Just som hun tog Lygten, for at tiltræde Hjemvejen, hørte hun et hæftigt og huult drønende Bulder: en frygtelig Anelse greb hende. Hun ilede op ad den høje Steentrappe, og fandt ved det verste Falddøren lukket.

Forfærdet sank hun i knæe, og satte Lygten paa det øverste Trin; dog ikke længe: hun hævede sig raft, og