Billeder på siden
PDF
ePub

Sngen maae fomme her De, Miss Berthie! er den Eneste, og naar De alene vil ngar De tør

Endnu eet afbrød hun hurtigt, hvad det end er, naar det kun ikke strider mod Religion, Pligt og Wre; bog ligesom gribende sig selv i en Usommelig hed, og end mere gjort opmærksom berpaa ved Capitainens formørkende Biik og misbilligende Mine ..bog tilgiv

Han Tod bende iffe fuldende Undskyldningen, og sagde:

Imorgen Aften ved denne Tid bvis De bliver faft i Deres ædle heroiste Beslutning ftal De selv dømme om Sagens baade Vigtighed og Retmæssighed. I dette Mellemrum ville De endnu ret nøje overlægge, om De ogsaa besidder Mod nof til at dele en Londoms Nædsler, men ikke dens Farer."

Maccarthy var allerede længe tilfengs, da Maria endnu ftod grublende over denne Samtales dunkle 3nds bold; og man vil maastee mindre forundres over, at ben: des Nattesøvn var afbrudt og urolig, end at hun den føls gende Morgen var fuldkommen enig med sig selv om at lade sig indvie i de ukjendte, men vist nok faare forfærde: lige Mysterier.

Hele Dagen var Maccarthy usynlig: han var iffe paa sit Værelse, ej heller paa Jagt; Ingen vidste, hvor bar opholdt sig, og endnu mindre, hvad han bestilte. Oms sider indfandt han sig ved Aftensbordet, hvor Miss Macs carthy ogsaa var tilstede.

Saasnart det tause Maaltid var forbi, Tjenerne borte og lucy havbe reift sig, for at gaae til fit Værelse, ledsaget, som sædvanlig, af Maria: gav Capitainen denne et Vink, at han ventede paa hende indtil hun kom tilbage.

Det varede en Time eller længer inden lucy faldt i Søvn; og da hendes Veninde igjen traabte ind i Spise: ftuen, fandt bun Capitainen endnu fiddende paa fin Stol, med Dinene stivt hæftede paa loftet og Hænderne foldebe over Brystet. Han forblev en Stund i famme Stilling, og sagde da med dyb og dæmpet Stemme:

,,Har De taget Deres Beslutning?

.. 3a" svarte bun: ,,jeg er fuldkommen beredt paa at deelagtiggjøres i Deres hemmelighed, og at udrette for Dem Alt hvad mine svage Evner formaae...

„Saa behag at følge mig!" sagde han, rejsende fig: ,,men tag Deres Plaid, for det er koldt.

þun hentede den, og indhyllet i samme traadte hun med faste Sfridt ben foran Capitainen, der stod, med fæns fet Blif og sammenslyngede Arme, midt i Salen.

Han havde imidlertid hængt en Kappe over, og bolot en tændt Lygte i den ene Haand, et Nøgleknippe i den anden. Med en let Bojning gik han forbi hende ud af Salen, hun fulgte efter.

De vandrede hurtigt hen over Corridoren. Midt i famme og lige for Flojdorrene til Vestibulen, der førte ind i Capellet, standsede Maccarthy,' aabnede, lukkede efter fig og Maria, gik videre, og opluffede den egent: lige Kirkeder, der med gjenlydende Knarken drejede sig paa fine gamle forrustede Hængsler.

Det var henved Midnatstider, flart Maaneftin, et stille Højtidsvejr. Den blege Maaneglands frembragte, i Forening med lampens gule Skjær, en magist Lysning i den tomme, og sjelden besøgte Tempelhal: Epitaphierne fyntes at banse op og ned paa Væggene: Scener af Dpstandelsen. Dommen, Himmel og Helvede finge et flygtigt,

men frygteligt liv, og glede i voldsom Bevægelse forbi de tvende Nattevandreres stiaalne Diefast.

Kirken var gjennemvandret og tilluftet efter dem; de befandt sig i den ubeboede østre Floj. En lang Ræffe af Værelser, bøje, ode, frumle, tilbagelagdes med filfonthed; det sidste førte til en Vindeltrappe, ved hvis Ende var en snever Dør ud til den tørre, med Nør, Nælder og Tidsler bevorne Grav.

Forbi denne stege de videre op ad en anden Vindels trappe, og efter at Maccarthy her havde aabnet en Dør, befandt de fig i en ferkantet Hjørnestue i Slottets fybøftlige Taarn.

Maccarthy fatte Lygten i et af de fire smalle Bue: vinduer, vendte fig om til sin ledsagerinde, og sagde:

Hvad synes Dem om denne Spadferetuur? tør De paa samme Tið af Natten foretage den alene? uden at ffrækkes af Vindens Piben i de fondrede vinduer, eller Uglernes Hvæsen, der ligner et sovende Menneskes Aandes drag, eller Flaggermusens Flugt om Deres lygte og Tørs nen mod Dem selv? Kan De uden Hjerteklappelse fee Deres egen gigantiske Skygge svævende lig en Kæmpes aand hen over Væggene? høre Gjenlyden af Deres egne Fjed og Aandedræt fra den modsatte Ende af Kirken og de tomme Værelser?.

,,Er det alene bisse Rædsler, jeg bar at bestaae," svarte den fjæffe Pige smilende, da fan De paa mine Vegne være lige faa rolig, som De i dette Dieblik seer mig selv, Hr. Capitain!"

Han niffede tilfreds, og tog atter Lygten.

,,Saa er der endnu kun een tilbage fagbe ban, nog den ikke ganske uden Fare, dog neppe for en pige med Deres besindige Mod og faste Aandsnærværelse; thi den

egentlige Hemmelighed indeholder for Dem flet intet Fars ligt eller frygteligt - vi stage nu paa den þvælving, fom ftjuler samme — ffal jeg aabne?"

Pludselig opfoer den Tanke i hendes Sjæl: hvad om denne Mand alligevel ffulde have forbryderste Hensigter med dig? du fjender jo i Grunden Intet til ham eller bans hidtil forte levnet i den tøjlelofe Soldaterstand; hans skumle, kolde Aasyn funde maafkee dog skjule en vild og vanhellig Lue?

Dog, hun tæmpede fjæf og ædelstolt denne flygtige Mistanke lige faa burtig, som den var opkommen, og svarte:

Har De ligesaa god Tillid til mig, som jeg til Dem, saa behover De hverken at spørge eller tove...

Bel, vel! min ædle Misf!" raabte han og holdt Lygten ned mod Gulvet: ,de fleste Piger vilde i Deres Sted have frygtet for noget ganske Andet; nej, nej! Kjer: lighed og forlibte Eventyr ere iffe de Ting, der ligge mig paa Hjerte feer De denne Staalstift? Behag at fægge Mærke til den blandt de øvrige Søm!

Han trykfede med en Nøgle paa den -- en Faldluge sprang op paa Klem.

Han traadte den atter ned i fin Falfe, aabnede og luffebe igjen.

Her“ sagde han, wer den eneste Smule Fare; denne Vem kan nemlig fun aabnes ovenfra, men naar De faas ledes læner den tilbage mod Vinduet, er De fuldkommen fiffer følg mig nu forsigtigt, og hold Hovedet tilbage, at De iffe ftoder Panden mob Muren!"

Han foran, og hun bagefter ftege de ned ad mange Trappetrin, indtil de omsider ftandsede i en (never Hvæl: ving, hvori iffe faaed Andet end en liden, jernbeslagen Kiste.

Paa dens ene Ende satte Maccarthy Lygten, paa den anden sig selv, og uden at agte paa, at en Dame ftod foran bam, begyndte han faaledes at tale til hende.

,,Det er nu fer og tyve Aar siden den sidste Revolution, for at bringe den retmæssige Kongestamme paa Tronen, mislykkedes. Stuarternes troe Venner ere i Bes greb med at gjøre et nyt Forsøg. Carl Edward er formodentlig i dette Djeblik allerede landet paa vore Kyster. Jeg bar besluttet, efter mine Forfædres Erempel, at understøtte den retfærdige Sag med Ærens uplettede Sværd. Imorgen gaaer jeg at løfte det under Skotlands gamle Kongebanner. Her — ban flappede paa Riften were en Deel af vore Hjælpemidler bevarede, de ere be: troede i mit Værge, og jeg overgiver dem i min Fravæ: relse igjen i Deres Varetægt, min ædle Misf!.

Han rejste sig, fremtog en Nøgle, som laae under Kisten, aabnede denne, og lænede det knirkende Laag mod Væggen. Paa Bunden stode fer forseglede Læderpunge.

1 Disse“ sagde ban, mere fyldte med Louisd'orer, der tilhøre Kong Edward. Jeg medtager ingen, men lader dem afhente, naar det behøves; og hertil er det jeg uds beder mig Deres Medvirkning. Saasnart vor unge Konge kommer i Trang for Penge, afsender jeg et paalideligt Bud for at modtage dem. Og dette er Tegnet, hvortil jeg beder Dem at lægge stadigt Mærke: paa Stammen af den gamle Aft udenfor Deres Sovekammer: Vindue, som De hver Morgen maae betragte, vil De den kommer – finde et fors udstaaret i Barken. Ligger Korset paa Siden, er jeg død; staaer det opret, da Yever jeg; i begge Tilfælde udleverer De faa mange Punge, som der ere Huler udgravede under Korset. Naar De om morgenen opdager Tegnet, gaaer De paafølgende Nat

S. S. Blidir. Gamle og nye Noveller. IV.

naar Ti

9

« ForrigeFortsæt »