Ingen maae komme her

De, Miss Berthie! er den

Eneste, og naar De alene
Endnu eet

vil

"

naar De tør

afbrød hun hurtigt,

hvad det end er, naar det kun ikke strider mod Religion, Pligt og Ære; dog ligesom gribende sig selv i en Usømmelighed, og end mere gjort opmærksom herpaa ved Capitainens formørkende Blik og misbilligende Mine tilgiv

,,dog

Han lod hende ikke fuldende Undskyldningen, og sagde: "Imorgen Aften ved denne Tid hvis De bliver

fast i Deres ædle heroiste Beslutning skal De selv dømme om Sagens baade Vigtighed og Retmæssighed. I dette Mellemrum ville De endnu ret nøje overlægge, om De ogsaa besidder Mod nok til at dele en Lendoms Rædsler, men ikke dens Farer."

Maccarthy var allerede længe tilsengs, da María endnu stod grublende over denne Samtales dunkle Jndhold; og man vil maaskee mindre forundres over, at hendes Nattesøvn var afbrudt og urolig, end at hun den følgende Morgen var fuldkommen enig med sig selv om at lade sig indvie i de ukjendte, men vist nok saare forfærdelige Mysterier.

Hele Dagen var Maccarthy usynlig: han var ikke paa sit Værelse, ej heller paa Jagt; Ingen vidste, hvor har opholdt sig, og endnu mindre, hvad han bestilte. Omsider indfandt han sig ved Aftensbordet, hvor Miss Maccarthy ogsaa var tilstede.

Saasnart det tause Maaltid var forbi, Tjenerne borte og Luch havde reift sig, for at gaae til sit Værelse, ledsaget, som sædvanlig, af Maria: gav Capitainen denne et Vink, at han ventede paa hende indtil hun kom tilbage.

Det varede en Time eller længer inden Lucy faldt i Søvn, og da hendes Veninde igjen traadte ind i Spisestuen, fandt hun Capitainen endnu siddende paa fin Stol, med Dinene stivt hæftede paa Loftet og Hænderne foldede over Brystet. Han forblev en Stund i famme Stilling, og sagde da med dyb og dæmpet Stemme:

"Har De taget Deres Beslutning?"

„Ja“ svarte hun: „jeg er fuldkommen beredt paa at deelagtiggjøres i Deres Hemmelighed, og at udrette for Dem Alt hvad mine svage Evner formaae.„,

"Saa behag at følge mig!" sagde han, rejsende fig: men tag Deres Plaid, for det er foldt."

Hun hentede den, og indhyllet i samme traadte hun med faste Skridt hen foran Capitainen, der stod, med sænket Blik og sammenslyngede Arme, midt i Salen.

Han havde imidlertid hængt en Kappe over, og holot en tændt Lygte i den ene Haand, et Nøgleknippe i den anden. Med en let Bøjning gik han forbi hende ud af Salen, hun fulgte efter.

De vandrede hurtigt hen over Corridoren. Midt i famme og lige for Fløjdorrene til Vestibulen, der førte ind i Capellet, standsede Maccarthy,' aabnede, lukkede efter fig og Maria, gik videre, og oplukkede den egentlige Kirkebør, der med gjenlydende Knarken drejede sig paa sine gamle forruftede Hængsler.

Det var henved Midnatstider, klart Maaneskin, et stille Højtidsvejr. Den blege Maaneglands frembragte, i Forening med Lampens gule Skjær, en magisk Lysning i den tomme, og sjelden besøgte Tempelhal: Epitaphierne syntes at danse op og ned paa Væggene: Scener af Opstandelsen, Dommen, Himmel og Helvede finge et flygtigt,

men frygteligt Liv, og glede i voldsom Bevægelse forbi de tvende Nattevandreres stjaalne Diekast.

Kirken var gjennemvandret og tillukket efter dem; de befandt sig i den ubeboede østre Flej. En lang Række af Værelser, høje, øde, skumle, tilbagelagdes med Jilsomhed; det sidste førte til en Vindeltrappe, ved hvis Ende var en fnever Dør ud til den tørre, med Rør, Nælder og Tidsler bevorne Grav.

Forbi denne stege de videre op ad en anden Vindeltrappe, og efter at Maccarthy her havde aabnet en Der, befandt de sig i en ferkantet Hjørnestue i Slottets sydøstlige Taarn.

Maccarthy satte Lygten i et af de fire smalle Buevinduer, vendte sig om til sin Ledsagerinde, og sagde:

„Hvad synes Dem om denne Spadseretuur? tør De paa samme Tid af Natten foretage den alene? uden at skrækkes af Vindens Piben i de søndrede Vinduer, eller Uglernes Hvæsen, der ligner et sovende Menneskes Aandedrag, eller Flaggermusens Flugt om Deres Lygte og Tørnen mod Dem selv? Kan De uden Hjerteklappelse see. Deres egen gigantiske Skygge svævende lig en Kæmpeaand hen over Væggene? høre Gjenlyden af Deres egne Fjed og Aandedræt fra den modsatte Ende af Kirken og de tomme Værelser?"

"Er det alene disse Rædsler, jeg har at bestaae," svarte den kjække Pige smilende, da kan De paa mine Vegne være lige saa rolig, som De i dette Øjeblik seer mig selv, Hr. Capitain!"

Han nikkede tilfreds, og tog atter Lygten.

„Saa er der endnu kun een tilbage" fagde han, „og den ikke ganske uden Fare, dog neppe for en Pige med Deres besindige Mod og faste Aandsnærværelse; thi den

egentlige Hemmelighed indeholder for Dem slet intet Farligt eller Frygteligt vi staae nu paa den Hvælving, som skjuler samme

skal jeg aabne ?"

Pludselig opfoer den Tanke i hendes Sjæl: hvad om denne Mand alligevel skulde have forbryderste Hensigter med dig? du fjender jo i Grunden Jntet til ham eller hans hidtil forte Levnet i den tøjleløse Soldaterstand; hans skumle, kolde Aasyn kunde maaskee dog skjule en vild og vanhellig Lue?

Dog, hun dæmpede kjæk og ædelstolt denne flygtige Mistanke lige saa hurtig, som den var opkommen, og svarte:

"Har De ligesaa god Tillid til mig, som jeg til Dem, saa behover De hverken at spørge eller tøve."

Vel, vel! min ædle Miss!" raabte han og holdt Lygten ned mod Gulvet: „de fleste Piger vilde i Deres Sted have frygtet for noget ganske Andet; nej, nej! Kjers lighed og forlibte Eventyr ere ikke de Ting, der ligge mig paa Hjerte feer De denne Staalstift? Behag at lægge

Mærke til den blandt de øvrige Søm!"

Han trykkede med en Nøgle paa den - en Faldluge sprang op paa Klem.

Han traadte den atter ned i sin Falfe, aabnede og luffede igjen.

"Her" sagde han, er den eneste Smule Fare; denne Lem kan nemlig kun aabnes ovenfra, men naar De saaledes læner den tilbage mod Vinduet, er De fuldkommen fikker følg mig nu forsigtigt, og hold Hovedet tilbage, at De ikke støder Panden mod Muren!"

Han foran, og hun bagefter stege de ned ad mange Trappetrin, indtil de omsider standsede i en snever Hvælving, hvori iffe faaes Andet end en liden, jernbeslagen Kiste.

Paa dens ene Ende satte Maccarthy Lygten, paa den anden sig selv, og uden at agte paa, at en Dame stod foran ham, begyndte han saaledes at tale til hende.

„Det er nu ser og tyve Aar siden den sidste Revolution, for at bringe den retmæssige Kongestamme paa Tronen, mislykkedes. Stuarternes troe Venner ere i Begreb med at gjøre et nyt Forsøg. Carl Edward er formodentlig i dette Øjeblik allerede landet paa vore Kyster. Jeg har besluttet, efter mine Forfædres Exempel, at understøtte den retfærdige Sag med Ærens uplettede Sværd. Imorgen gaaer jeg at løfte det under Skotlands gamle Kongebanner. Her han klappede paa Kisten "ere en Deel af vore Hjælpemidler bevarede, de ere betrøede i mit Værge, og jeg overgiver dem i min Fraværelse igjen i Deres Varetægt, min ædle Miss!"

Han rejste sig, fremtog en Nøgle, som laae under Kisten, aabnede denne, og lænede det knirkende Laag mod Væggen. Paa Bunden stode ser forseglede Læderpunge.

"Disse" sagde han, were fyldte med Louisd'orer, der tilhøre Kong Edward. Jeg medtager ingen, men lader dem afhente, naar det behøves; og hertil er det jeg udbeder mig Deres Medvirkning. Saasnart vor unge Konge kommer i Trang for Penge, afsender jeg et paalideligt Bud for at modtage dem. Og dette er Tegnet, hvortil jeg beder Dem at lægge stadigt Mærke: paa Stammen af den gamle Ask udenfor Deres Sovekammer- Vindue, som De hver Morgen maae betragte, vil De naar Tiden kommer finde et Kors udskaaret i Barken. Ligger Korset paa Siden, er jeg død; staaer det opret, da lever jeg; i begge Tilfælde udleverer De saa mange Punge, som der ere Huller udgravede under Korset. Naar De om Morgenen opdager Tegnet, gaaer De paafølgende Nat

S. S. Blicher. Gamle og nye Noveller. IV.

9