Billeder på siden
PDF
ePub

vare en med Tjørn og Brombær bevoret Grørtevold, og nogle faa, hift og her adspredte, gamle Effe: og Efpe: Træer. Den Fløj, som vendte herud, og som laae i læ for de ffarpe Dftenvinde, der strøge fra Havet op igjen: nem Dalen med sammentrængte, og derved forboblebe Kræfter, var den eneste, som siden 1718 harde været beboet. De andre tre udfloje, samt Tværbygningen, der i sin Tid var indrettet til Capel og Begravelse, afgave uforstyrrede Opholdsteder for Ugler, Rotter, og efter den alminde: lige Mening - for natlige Aander. Hele Borgen var, efter gammeldags Maade, af eet Stokværk, foruden Kjæls deretagen, med høje, smalle Buevinduer, flankeret af fire bøjtfremragende Hjørnetaarne.

Hele dette gamle Herresæde havde den oprindelige mørfrøde Teglsteensfarve, og kun, til lidet frydelig Afver: ling, nogle enkelte Rankeværter, der snoede sig op ad Mus rene, og Græs og ufrud i de dybe Vindueskarme, hvis Fernstænger vare forrustede, Blysprøjsene forvittrede, og de fleste Smaaruder halvt og heelt indslagne af mange Aars Storme.

Fergu$ Maccarthy var det sidste Skud af en ældgammel, højberømt Heltestamme. Hans Fader Robert Maccarthy, var dybt indviklet i den uheldige Sammens fværgelse til Stuarternes Fordeel, der endtes i Aaret 1718 med dette Parties Adsplittelse,

Robert, som nylig var blevet Enkemand, flygtede med fin tolvaarige eneste Son Fergus, og sin eneste Datter lucy til Frankrige, hvor han tog Krigstjeneste.

For Sønnen valgte han samme Bane, og anbragte bam i et militair Institut; Datteren blev opdraget i et Kloster.

1740 døde den gamle landflygtige Herre. Fergus

tog nu fin Afsked fom Capitain, hentede lucy, der var 10 Aar yngre end han, ud af Klosteret, og drog tilbage til Skotland, til sine Fædres forladte Borg.

Under Familiens udlændighed var dennes tilliggende Ejendomme seqvestrerede, og komne i fremmed Værge; selv ansaaes den, i Betragtning af dens forfaldenhed og de store Bekostninger, dens 3ftandsættelse vilde udfordre, ei engang for værd at eje; og overlodes derfor til en gammel tilbagebleven Stewart eller Forvalter, som afske: digede det meste Tyende, og underholdt med Nød og Neppe de faa Dvrige af Gaardens ringe Forder og forhutlede Sfove.

Med sorgblandet Glæde modtog den graahærdede Davison fit unge hjemvendende Herftab paa det hartad øde og tomme Slot, og forlod snart efter det lidet, hvor: over han med saaban Troskab havde vaaget, for at gaae over i en bedre og berligere Tjeneste. En Skytte, en Tjener

der ogsaa fungerede fom Kudsk og Rideknegt og tvende Piger, alle tilsammen gamle Inventarier paa Gaarden, udgjorde hele dens Tyende.

Fergus forbrev Tiden faa som faa med læsning, og fagt i de vilde Skovbakker og udyrkede Højlandsmo: ser, hvorfra han og Skytten forsynede baade Herskabets og Domestikernes Bord med Raadyr, Uhrhøns og andet Bildt, som udgjorde Slotsbeboernes halve Næring. En Aae paa Grændsen forsynede dem til Afverling med Foreller og flere Slags Fift.

Det faldt snart Capitainen paasinde, at Søsteren, opdragen blandt Nonner, manglede kvindeligt Selskab; thi hendes Smag for Læsning var ringe og udannet; og, stjøndt Huusvæsenets Besørgelse gav hende temmelig at bestille, og hun dertil var af et stille nejsomt Sind og

indskrænkede Begreber, følte hun dog et Savn, fom Bros deren troede at borde udfylde.

Maria Berthie, en fjernbeslægtet, fattig Pige, fader- og moderlos, opholdt fig juft i en saare afhængig og nedtrykkende Stilling paa et Naboslot, med hvis rige, stolte og lykkelige Ejer saavel Maria som han selv vare langt ude befvogrede. Denne staffels Pige ombyttede gjerne fin underordnede Plads med en Selskaberindes bos Lucy Maccarthy. Vel var hun syv Aar yngre; men alliges vel langt ældre med Hensyn til Verdenskundskab, Klogstab og Mod; hvilken sidste Egenskab hun især befad i langt højere Grad, end de fleste andre af hendes Kjøn.

Det var dog faa langt fra, at hun gjorde disse For: trin gjældende paa nogen fornærmelig Maade hos den uerfarne, svage og frygtsomme Lucy, at hun meget mere ved en besteden Anvendelse af samme erhvervede fig de tvende Sødffendes Yndest og Agtelse.

Det var vel omtrent to Uar efter disses Hjemkomst til den fædrene Borg, at Maria Berthie blev indlemmet i Familien. To Aar forløb atter, uden nogen væs fentlig Forandring i Beboernes simple og eensformige Legemaade. Men nu fitft i Efteraaret 1744

blev Capis tainen, tilforn alvorlig og indfluttet i sig selv, stedse mør: kere, tausere, ja endog ofte tvær og adspredt: han talte mindre, fov mindre, spiste mindre; hans Jagtture bleve længere og længere; ftundom blev han flere Dage borte, Ingen vidste hvor. Naar han var biemme, fad ban ofte bele Timer og stirrede ud af Vinduet; svarte forkeert paa Tiltale, og foer af og til bæftig op, som vakt af en svar Drøm.

Softeren formodede her paa Kvindeviis en lønlig

Elftov, gif i fine Formodninger videre, og gjettede paa Maria; ja gjækkede hende omsider med disse Gisninger; Alt uden i mindste Maade at barmes ved den forestilling, at den fattige Selskabssøster funde vorde Rone og Herffer: inde i Huset saa vant var hun allerede til at under: fafte sig den hende i Uandsgaver langt overlegne Misf Bertbie.

Denne derimod deelte iffe Lucy $ Anskuelser; men troede at Capitainens Tilbøjelighed maatte have hæftet sig til en anden, hende ubekjendt, Gjenstand. Dog begyndte hun efterhaanden at blive uvis og vaklende i sin Mening, naar hun bemærkede, hvorlunde Slotsberren ofte fæstede et langvarigt, stivt og forskende Blit paa bende.

Saa (migrende fom flig en Dpdagelse end kunde have været for den kvindelige Forfængelighed, faalidet vilde den have behaget Miss Marys Hjerte, i hvilket iffe fandtes mindste Spor af Kjærlighed til den ordknappe, mørke, strænge og altfor martialske Krigsmand.

3tfe behageligen overraskedes hun derfor, da denne en Aftenstund, efterat lucy allerede, formedelst en let Forfjølelse, var gaaet tilsenge, og de befandt sig ene to i den vinterlige Dagligstue, faaledes tiltalede bende:

„Miss Berthie! jeg er Dem i mange Henseender bojst forpligtet; Deres Kjerlighed – jeg kan gjerne sige — moderlige Kjerlighed for min gode lucy; Deres kloge og heldbringende Bestyrelse af vort knappe Huusvæsen; Deres uforanderlige Sinds Blidhed, hvormed De taaler Sostes rens

ja jeg tør vel til Dem nævne Barnet ved fit rette Naon hendes barnagtige Luner, og Broderens Vrantenbed; alt dette - afbryd mig iffe, gode Maria! - alt dette berettiger mig – dog nej undskylder et

Skridt, fom er baade driftigt, paatrængende, og - maas ffee ej heller fri for en temmelig Grad af Egoisme

Her holdt han pludselig inde, og fæstede sit Blik fast, alvorligt og frittende paa den Tiltalte, der nu paa fin Side faae urolig til den ene og til den anden Side.

Hun havde jo, efter en faadan Indledning, Grund til at vente en Erklæring, om hvis Besvarelse Forstand og følelse iffe funde være lige enige.

Dog, det kom ganske anderledes.

„Gode Pige!vedblev han: njeg fjender Deres Characteerfasthed, Deres Sindighed, Deres Mod; jeg troer end mere, at De fuldt saa vel som nogen Mand er istand til at bevare en Hemmelighed; men just derfor tvivler jeg paa, at De skjetter stort om at bære paa en, der er Dem ganske uvedkommende —-."

Her aandede hun friere, og svarte rolig og bestemt :

,,En Femmelighed, som er af Vigtighed for Dem, fr. Capitain! fan ikke være mig uvedkommende; det vilde være utaknemmeligt af mig, om jeg vilde unddrage mig Deres bærende Tilid.

„Og om det nu" sagde Maccarthy med et forgmodigt Smiil: wvar en farlig løndom, i hvilken jeg vilde indvie Dem farlig dog blot for mig, men frygtelig for Dem

Han ftandsede atter.

„Tillad mig“ sagde hun hurtigt, wat spørge: er mit Medvidende i denne løndom aldeles nødvendigt ?"

Han betænkte sig et Par Secunder, og foarte ders paa fast og langsomt:

3a! – Jeg skal have en Fortrolig her paa Gaara den; min ftaffels Søster er alt for svag og frygtsom; Ingen af Tyendet tør jeg troe; ingen Fremmed, absolut

« ForrigeFortsæt »