vare en med Tjørn og Brombær bevoret Grøvtevold, og nogle faa, hist og her adspredte, gamle Effe- og Espe= Træer. Den Fløj, som vendte herud, og som laae i Læ for de skarpe Østenvinde, der strøge fra Havet op igjen= nem Dalen med sammentrængte, og derved fordoblede Kræfter, var den eneste, som siden 1718 havde været beboet. De andre tre Udfløje, samt Tværbygningen, der i sin Tid var indrettet til Capel og Begravelse, afgave uforstyrrede Opholdsteder for Ugler, Rotter, og - efter den almindelige Mening for natlige ander. Hele Borgen var, efter gammeldags Maade, af eet Stokværk, foruden Kjælderetagen, med høje, smalle Buevinduer, flankeret af fire højtfremragende Hjørnetaarne.

Hele dette gamle Herresæde havde den oprindelige mørkrøde Teglsteensfarve, og kun, til lidet frydelig Afver: ling, nogle enkelte Rankeværter, der snoede sig op ad Murene, og Græs og Ukrud i de dybe Vindueskarme, hvis Jernstænger vare forruftede, Blysprøjsene forvittrede, og de fleste Smaaruder halvt og heelt indslagne af mange Aars Storme.

Fergus Maccarthy var det sidste Skud af en ældgammel, højberømt Heltestamme. Hans Fader Robert Maccarthy, var dybt indviklet i den uheldige Sammensværgelse til Stuarternes Fordeel, der endtes i Aaret 1718 med dette Parties Adsplittelse.

Robert, som nylig var blevet Enkemand, flygtede med sin tolvaarige eneste Søn Fergus, og fin eneste Datter Lucy til Frankrige, hvor han tog Krigstjeneste.

For Sønnen valgte han samme Bane, og anbragte ham i et militair Institut; Datteren blev opdraget i et Kloster.

1740 døde den gamle landflygtige Herre. Fergus

tog nu sin Afsked som Capitain, hentede Lucy, der var 10 Aar yngre end han, ud af Klosteret, og drog tilbage til Skotland, til sine Fædres forladte Borg.

Under Familiens Udlændighed var dennes tilliggende Ejendomme seqvestrerede, og komne i fremmed Værge; selv ansaaes den, i Betragtning af dens Forfaldenhed og de ftore Bekostninger, dens Istandsættelse vilde udfordre, ej engang for værd at eje; og overlodes derfor til en gammel tilbagebleven Stewart eller Forvalter, som afskedigede det meste Tyende, og underholdt med Nød og Neppe de faa Øvrige af Gaardens ringe Jorder og forhutlede Stove.

Med sorgblandet Glæde modtog den graahærdede Davison fit unge hjemvendende Herskab paa det hartad øde og tomme Slot, og forlod snart efter det Lidet, hvorover han med saadan Troskab havde vaaget, for at gaae over i en bedre og herligere Tjeneste. En Skytte, en Tjener - der ogsaa fungerede som Kudsk og Rideknegt og tvende Piger, alle tilsammen gamle Inventarier paa Gaarden, udgjorde hele dens Thende.

Fergus fordrev Tiden saa som saa med Læsning, og Jagt i de vilde Skovbakker og udyrkede Højlandsmoser, hvorfra han og Skytten forsynede baade Herskabets og Domestikernes Bord med Raadyr, Uhrhøns og andet Vildt, som udgjorde Slotsbeboernes halve Næring. En Aae paa Grændsen forsynede dem til Afverling med Foreller og flere Slags Fist.

Det faldt snart Capitainen paasinde, at Søsteren, opdragen blandt Nonner, manglede kvindeligt Selskab; thi hendes Smag for Læsning var ringe og udannet; og, skjøndt Huusvæsenets Besørgelse gav hende temmelig at bestille, og hun dertil var af et stille nejsomt Sind og

indskrænkede Begreber, følte hun dog et Savn, som Broderen troede at borde udfylde.

Maria Berthie, en fjernbeslægtet, fattig Pige, fader- og moderles, opholdt fig just i en saare afhængig og nedtrykkende Stilling paa et Naboslot, med hvis rige, stolte og lykkelige Ejer saavel Maria som han selv vare langt ude besvogrede. Denne stakkels Pige ombyttede gjerne fin underordnede Plads med en Selskaberindes hos Luch Maccarthy. Vel var hun syv Aar yngre; men alligevel langt ældre med Hensyn til Verdenskundskab, Klogskab og Mod; hvilken sidste Egenskab hun især besad i langt højere Grad, end de fleste Andre af hendes Kjøn.

Det var dog faa langt fra, at hun gjorde disse Fortrin gjældende paa nogen fornærmelig Maade hos den uerfarne, svage og frygtsomme Lucy, at hun meget mere ved en beskeden Anvendelse af samme erhvervede sig de tvende Sødffendes Yndest og Agtelse.

Det var vel omtrent to Aar efter disses Hjemkomst til den fædrene Borg, at Maria Berthie blev indlemmet i Familien. To Aar forløb atter, uden nogen væsentlig Forandring i Beboernes simple og eensformige Levemaade.

Men nu sidst i Efteraaret 1744 - blev Capitainen, tilforn alvorlig og indsluttet i sig selv, stedse mørkere, tausere, ja endog ofte tvær og adspredt: han talte mindre, sov mindre, spiste mindre; hans Jagtture bleve længere og længere; stundom blev han flere Dage borte, Ingen vidste hvor. Naar han var hiemme, sad han ofte hele Timer og stirrede ud af Vinduet; svarte forkeert paa Tiltale, og foer af og til hæftig op, som vakt af en svar Drøm.

Søsteren formodede her paa Kvindeviis en lønlig

Elskov, gik i fine Formodninger videre, og gjettede paa Maria; ja gjækkede hende omsider med disse Gisninger; Alt uden i mindste Maade at harmes ved den Forestilling, at den fattige Selskabsfoster kunde vorde kone og Hersterinde i Huset saa vant var hun allerede til at underkafte sig den hende i Aandsgaver langt overlegne Miss Berthie.

Denne derimod deelte ikke Lucys Anskuelser; men troede at Capitainens Tilbøjelighed maatte have hæftet sig til en anden, hende ubekjendt, Gjenstand. Dog begyndte hun efterhaanden at blive uvis og vaklende i sin Mening, naar hun bemærkede, hvorlunde Slotsherren ofte fæstede et langvarigt, stivt og forskende Blik paa hende.

Saa fmigrende som slig en Opdagelse end kunde have været for den kvindelige Forfængelighed, saalidet vilde den have behaget Miss Marys Hjerte, i hvilket ikke fandtes mindste Spor af Kjærlighed til den ordknappe, mørke, strænge og altfor martialske Krigsmand.

Ikke behageligen overraskedes hun derfor, da denne en Aftenstund, efterat Lucy allerede, formedelst en let Forkjølelse, var gaaet tilsengs, og de befandt sig ene to i den vinterlige Dagligstue, saaledes tiltalede hende:

"

Miss Berthie! jeg er Dem i mange Henseender højst forpligtet; Deres Kjerlighed jeg kan gjerne sigemoderlige Kjerlighed for min gode Lucy; Deres kloge og heldbringende Bestyrelse af vort knappe Huusvæsen; Deres uforanderlige Sinds Blidhed, hvormed De taaler Søsterens ja jeg tør vel til Dem nævne Barnet ved sit rette Navn hendes barnagtige Luner, og Broderens Vrantenhed; alt dette afbryd mig ikke, gode Maria! - alt dette berettiger mig undskylder et

dog nej

maa

Skridt, som er baade driftigt, paatrængende, og fkee ej heller fri for en temmelig Grad af Egoisme —.“

Her holdt han pludselig inde, og fæstede fit Blik faft, alvorligt og frittende paa den Tiltalte, der nu paa sin Side faae urolig til den ene og til den anden Side.

Hun havde jo, efter en saadan Indledning, Grund til at vente en Erklæring, om hvis Besvarelse Forstand og Følelse ikke kunde være lige enige.

Dog, det kom ganske anderledes.

„Gode Pige!" vedblev han: „jeg kjender Deres Characteerfasthed, Deres Sindighed, Deres Mod; jeg troer end mere, at De fuldt saa vel som nogen Mand er istand til at bevare en Hemmelighed; men just derfor tvivler jeg paa, at De skjøtter stort om at bære paa en, der er Dem ganske uvedkommende —.“

Her aandede hun friere, og svarte rolig og bestemt : ,,En Hemmelighed, som er af Vigtighed for Dem, Hr. Capitain! fan ikke være mig uvedkommende; det vilde være utaknemmeligt af mig, om jeg vilde unddrage mig Deres hædrende Tillid."

"Og om det nu" sagde Maccarthy med et sørg= modigt Smiil: var en farlig Løndom, i hvilken jeg vilde indvie Dem farlig dog blot for mig, men frygtelig

„Tillad mig" sagde hun hurtigt, at spørge: er mit Medvidende i denne Løndom aldeles nødvendigt?"

Han betænkte sig et Par Secunder, og svarte der= paa fast og langsomt:

"Ja! - Jeg skal have en Fortrolig her paa Gaara den; min staffels Søster er alt for svag og frygtsom; Ingen af Tyendet tør jeg troe; ingen Fremmed, abfolut