den Uforglemmelige! Men veed han selv, at han gjorde det? ! det bliver maaskee dog til en Drøm. Men jeg vil fastne*) denne Drøm

jeg vil fængsle den til Papiret, paa det jeg maae bevare dens Farve, naar alle andre falme."

"Jeg kunde ikke sove: Stormen sagtnede sig meer og meer, Maanen skinnede klart ind i Kammeret den blide Maane! Elskerens Vejviser! **) See! Doren springer open høj hvid Skikkelse svæver herind skrider hen til Sengen. Jeg er saa bespændt af Angst, at jeg end ej formaaer at vække min Søster, som ligger og sover sødeligt indenfor mig. Jeg klemmer mig ind til hende; men mine Dine ere som koglede fast til det frygtelige Syn — Ha! det er ingen Aand — jeg hører et Suk det bøjer sig kysser mig - Himmel! det er ham! vor unge Vært! Han tager min Haand og hvisker: See! med denne trolover jeg Dig som min Fader engang satte denne Fæstensring paa min Moders Haand, saaledes sætter jeg den nu paa din, Du Elfkelige! og tilsværger Dig en evig Kjerlighed."" Han tager en Ring af sin Finger

ker den ind paa min

tryk

vender sig og forsvinder. Ah! men handler han derfor uden Bevidsthed? Er dette ikke en Tanke, et Ønske, der har fore

han er Søvngænger

*) Det er et nyt Ord, hun her bruger; men det kan gjerne gaae an. P. Sp. **) Den forresten agtværdige Pige maae ikke være faft i den græffe Mythologie, for ellers vidste hun, at den overordentlig tydske Selene alene lyser, for at hindre "Fenstren," "Kilpen“ og alle deslige Nattesværmerier, for hvilke de mørkeste Nætter ere de gunstigste.

P. Sp.

svævet ham vaagen? Det skal vise sig gjemme Pantet ved mit Hjerte.»*)

Først efterat have læst foranstaaende Rhapsodie, kunde jeg forklare mig Secretair Skovs synderlige Adfærd Morgenen efter hiin mindeværdige Nat: han var fold, adspredt, urolig, og saae i det hele ud, som om han fortrød fin Gjæstfrihed, og var bange for at den skulde afbenyttes alt for meget.

Vel havde jeg, som jeg vilde staae af Sengen, hørt ham ude paa Gangen sige til Een - jeg veed ikke hvem: Der har været Nogen inde hos mig inat, jeg lagde den bestemt foran Spejlet, da jeg klædte mig af "

Men hvad for en den? Kunde jeg tænke paa, at det var hans Moders Forlovelsesring? eller at han selv havde stjaalet den, for midt om Natten at gaae halv nogen ind til to honnette unge Piger, og sætte den paa den enes Finger? Hm! der kunde siges meget om det.

Første Capitel.

Otte Aar for Brylluppet. **)

Majsolen beskuede med brændende Blikke sine egne dejlige Producter, da ogsaa jeg tog disse i Betragtning

*) Hun skulde ladet Ringen blive der, hvor Hr. Secretæren fatte den! saa havde hun havt Hold paa ham; men det vqr vel fagtens en Slags Undfeelse, fordi et Mandfolk aflagde hende et natligt Besøg i bare Skjorte. Hm! saameget har man hørt før. P. Sp.

**) Jeg skylder Sandheden

er passende

den jeg helst følger, saavidt det at tilstaae: at dette Capitel er gjennemfeet, rettet og forbedret af min Fætter, faalcdes, at jeg ikke kan

paa den vakkre Landejendom „Tidselholt." Bladene vare frifte, smukke og af bedste Bonitet; og Blomsterne af samme Beskaffenhed.

Men iblandt disse tiltrak mig især tvende, rigtignok indenlandske, som der ellers aldrig er meget ved; nemligen: de to Jomfruer Juliane og Vilhelmine paa bemeldte complette Hovedgaard. De vare Aflæggere af Theodore (ogfaa kaldet Justitsraadinde Petersen), den første 14, den anden 12 Aar gammel.

Naar jeg siger Blomster" saa mener jeg egentlig "Knopper", som ere nær ved at springe ud, og i dette stadium tiltale de mig altid stærkest. Jeg kom hændelse= viis til at belure dem i Haugen ved meeromnævnte Herres gaard. De tvende Rosenknoppe befandt sig ved Siden af hverandre blandt flere Blomster, og vare i Arbejd med at binde Ønskeknuder" af "Hviinstraae."

"Jeg faaer ham" sagde den Ene.

„Nej, jeg faaer ham" sagde den Anden. „Ja, lad os nu see ad!" sagde de begge. Og fee! Juliane havde knyttet de fejle Ender Vilhelmines vare heldigt forenede.

"Ah!" raabte hun hjerteglad, jeg faaer Ferdi

nand."

„Tag ham saa!" sukkede Søsteren; "men" her omfavnede hun den Anden „derfor kan Du gjerne blive ved at holde af mig."

kjende det igjen; og naar jeg ikke vidste bedre, maatte jeg troe, at han havde forfattet det selv heelt og holdent. Imidlertid nærer jeg det Haab: at Læseren lettelig vil adskille mine forstandige og ædruclige Grundideer fra Pastorens phantastiske Indklædning.

Jeg er ikke overtroisk, men jeg troer dog stærkt paa Varsler; og jeg følte mig fast overbevist om: at Vilhelmine Petersen i Tiden vilde blive ægteviet til Ferdinand Skov, som nu rigtignok ikke var andet end Student; men for hvem der var gode Udsigter, eftersom hans Fader havde „Gryn,“ og Sønnen var eneste Arving.

Som jeg nu staaer og morer mig over disse to Rosenblommer“ og deres fremspirende „Kjerlighedsblomster, saa er der Een der hvidsker mig i Dret: „Naar Skov ta'er den ene, saa tag Du den anden!"

ham

"Ja

hvad for en Anden?" svarer jeg.

"Det er jo ligegyldigt" siger Fætter

for det var

"Juliane har blaae Dine, og Vilhelmine

brune; det er hele Forskjellen."

-

"Jeg skal ta'e det i Betænkning" siger jeg, og det har jeg ogsaa gjort; men da en faa vigtig Sag ikke kan overlægges for nøje, og bør betragtes fra alle Sider, inden man tager nøgen Bestemmelse: saa fortrøster jeg mig endnu ikke til, at skride til endelig Afgjørelse.

Falddøren.

Slottet Glencarthy, i en Dal af samme Navn, har en lønlig, skummel, ja ret røveragtig Beliggenhed

for

saavidt maae jeg dog bemærke, der endnu er saameget tilovers af samme, at det ikke kan kaldes en Ruin. Thi allerede for nogle og firfindstyve Aar siden, i hvilket Tidspunct næværende Begivenhed falder, var ej engang Halvparten beboet; Resten overladt til Tidens langsomme men sikkre Ødelæggelser. —

Glencarthy eller Carthydalen

er at ligne ved

en uhyre Grøvt eller Grav, der ffraaner i en Strækning af en halv Miil nedad mod det atlantiske Hav, hvor den aabner en fnever Udsigt til det mørkeblaae Ocean.

De stejle, indskaarne og bølgeformige Bakker paa begge Siderne ere bedækkede med en Lyngsforpe, over hvilken kun hist og her en enkelt Bregne vugger sig hvislende i Vinden. Ingen Kilde, langt mindre en Bæk; ingen Buske, langt mindre et Træ opliver Hulens eensformige sørgelige Udseende.

Øverst oppe i samme, dog heelt i Skjul og Læ af Bakkerne, ligger, eller laae Slottet, der bestod af en dobbelt, sammenbygget Firkant, omgivet af tørre Grave, og en tolv Fod høj grundmuret Fod. Bagtil, op mod Landet, havde engang været en Hauge, hvis eneste Levninger nu