hvor de blive af, min Kjere! (det var mig) Jeg er bange, Juliane glemmer Aftensmaden."

Jeg gik jeg fandt. Den belevne unge Mand havde deelt sig imellem Søstrene jeg mener: han gik imellem dem begge; thi hvad Conversationen angik især den, der føres med Djnene - da blev Juliane aabenbart forurettet, og det jo længer jo mere.

Da jeg faae hun begyndte at kjede sig, vilde jeg give hende Lejlighed til at slippe, og sagde derfor: at Moder ventede paa hende. Jeg tilbød hende ogsaa min Ledsagelse og Conversation paa Hjemvejen; men hun betakfede sig, og ilede foran. Fætter og jeg bagefter.

Jeg vil ligeledes springe over Aftensbordet hvilket jeg ikke veed noget videre af Vigtighed at berette, undtagen dette: at vi til sidste Ret fik Asparges, og at Juliane havde glemt at komme Muskat i Smørret; hvorfor hun ogsaa efter Bordet fik en velfortjent Frettesættelse af Justitsraadinden. Enten det nu var for Muskaten, hun havde glemt, eller for Secretæren som havde glemt hende det skal jeg lade være usagt; men forknyt saae hun ud.

Secretæren maae have fundet Haugen særdeles smuk som den ogsaa var thi han kunde neppe bie til vi vare staaede op, saa vilde han derud igjen; og da han med et ret nydeligt Smiil gjorde et Spørgsmaalstegn eller en Krumning for Vilhelmine, saa var hun ogsaa paa Timen villig til at følge med ham.

.

Vi Andre gik bagefter ligesom før; men Juliane alene blev inde. Jeg syntes, at hun gjerne kunde fulgt med dem, for Secretæren har upaatvivlelig ikke ført nogen anden Tale, end den, enhver anstændig Pige uden Skam fan høre paa.

Naa, de To derude i Haugen vilde ikke til at komme igjen. Min Fætter for han er ingen Natmand

var

allerede iseng. Da det hele Eftermiddagen havde truet med Torden, maatte vi ikke faae Lov at gaae hjem. Jeg skulde ligge hos ham.

Som jeg klædte mig af kom Uvejret nærmere, og inden jeg var kommen til Strømperne, begyndte det allerede at kaste Draaber. Vor Seng stod op til en Brædevæg og Fætter laae uderst for ellers vil han forstyrre min Morgenandagt.

Inden jeg kunde falde isøvn, hører jeg en Snakken i Værelset ved Siden det var begge Søstrene. Jeg kunde ikke samle ret meget af det de fagde; dog hørte jeg tydeligt nok, at Vilhelmine flere Gange sagde:

"Hvor har Du faaet den?

den?"

Hvad skal jeg med

Og Juliane: "Det kan være Dig det samme.

den er ikke stjaalen

der er Lykke ved den.“ Men hvad for en den? der stod jeg

jeg, vilde jeg sige.

laae

Jeg kom iffe til at sove før det næsten var Dag; thi det blev et frygteligt Vejr; og det var ikke nok med den Rumlen udenfor, men saa snorkede Fætter tillige saa ganske nedersachsist

diere Tordenen.

man skulde troet, han vilde paro

Og da jeg saa endelig skulde havt lidt

Ro, vaagnede han og fik 3deer"

som man siger om slige Paroxysmer. Jeg skulde slet ikke misundt ham hans Ideer," naar han blot vilde beholdt dem hos sig selv; men jeg maatte naturligviis ogsaa plages med dem. Een af dem var dog ikke saa tosset: at nemlig Se= cretær Skov, naar han fik een af Søstrene ligemeget hvilken

-

funde forstaffe mig den anden, ved at forære

mig en lille Herregaard. Jeg veed ikke, om han har meddeelt Secretæren denne idealske Tanke, eller ej; men det veed jeg: at jeg endnu ikke har faaet Herregaard

und

tagen i Tankerne, og saadan een — figer han er den suffisanteste, thi den kan hverken pantsættes eller sælges Men videre!

for resterende Skatter.

Secretær Skov

gaarden, skulde han hedt

Chavde han givet mig Herrevon Schau") - var rigtignok

Han sad ved Kaffebordet med

ogsaa bleven om Natten. alle de Andre, da jeg kom ind. Vilhelmine skjænkede. Hun rakte ham just en Kop over Bordet; men istedenfor at tage Koppen, tog han hendes Haand (som Erik von Rennesøe tog Prindsesse Ingeborgs) faae paa den, saa paa hendes Ansigt, saa paa Haanden igjen.

I Førstningen kunde jeg ikke begribe, hvad der var at fee paa den Haand, mere end paa en anden; men snart opdagede jeg: at det ikke var hele Haanden, kun en Finger af samme, og navnligen der tilbrog sig hans Opmærksomhed.

men

Stakketjohan," Og hvorfor? Paa

samme Finger befandt sig en Guldring, med hvilken det faadan Beskaffenhed, som jeg nu lader ham forklare med hans egne Ord.

,,Denne Ring" sagde han, "kjendes jeg ved. Den tilhører mig; men den maae ikke skilles fra Haanden." Han faae bedende, smægtende paa den, der ejede Haanden Datteren fmilte, men gjennem søde Taarer - det var et imponerende Optrin.

paa Forældrene

de smilte

Min Fætter stod op fra sin Stol, brystede sig, lagde sin Haand paa de to omhandlede, og sagde med megen Salvelse: "Her har Himmelen sammenføjet.“

Saa lagde Fruen sin ovenpaa, saa Justitsraaden

sin, jeg min, og Juliane fin. (Den var blød og varm, men electrisk.)

"Konge Herre! hvad skal min Bestilling være?" raabte jeg.

„Minnesanger til Brylluppet" sagde min velærværdige Fætter.

Andet Capitel.

Otte Maaneder før Brylluppet.

Rørkjær er ikke saa slem en Gaard. Den har rigtignok lette Jorder; men de ere gode til Rug og Boghvede, især naar de blive overflødigt merglede og gjødede. Engene men jeg beder om Forladelse! jeg gaaer udenfor Sagen: det var ikke Landvæsenet, vi her skulde arbejde os ind i behag nu at følge med ind i Huset! eller Slottet, som jeg mere passende vil kalde det.

Det var den 11te October (min Fødselsdag, paa hvilken min Fætters Kone altid tracterer mig med mine Livretter: Velling og Pandekager *]) at der var som Fætter kaldte det (for han vil gjerne, hvor han kan, anbringe bondeagtige Talemaader) "Igangsgilde“ paa Rørkjær.

Secretair Skov, som nylig havde kjøbt denne for: deelagtigt beliggende og importable Ejendom, havde nemlig fundet det hensigtsmæssigt, at indbyde hele Omegnen til et landligt Maaltid.

Det havde været blæsevornt" (det er ogsaa een af Fætterens Cimbricismer) hele Dagen; men, endnu før vi

*) Hos Rosenkilde faaer jeg derimod altid Pllebrød og Hornfist. S. S. Blicher. Gamle og nye Noveller. IV.

8

kom fra Bordet, blev det til en heel Storm; og regne gjorde det tilligemed. Man saae ud ad Vinduerne, man sfultrede sig, man syntes det var et urimeligt Vejr," man mumlede om at faae spændt for.“

"Der bliver intet af, mine Venner!" sagde Værten, der kom ind fra at have feet efter Vejret "Der faaer Ingen Lov til at blive gjennemblæst og gjennemblødt inat, naar De ellers vil tage tiltakke med Lejligheden, faa godt som en Ungkarl kan have det. Jeg haaber, jeg kan sørge for Alle, uden at tage min Tilflugt til Søstersenge."

Der var Mening i den Tale. Der opponeredes vel af Een og Anden, men det var iffe saa ilde meent; fun, som naar man i en Parlamentsforsamling siger Ministeren en Smule imod, for at vise sin Selvstændighed; og det feer Ministeren gjerne.

Udfaldet blev da, at Ingen rejste, og vi kom alle tilsengs og vi laae godt, det maae jeg sige. Justitsraadinden selv forsikkrede og hun har Ret til at tale et Ord med: „at Sengeklæderne vare ligesaa gode som hendes egne, paa det nær, at hendes dog vare noget bedre."

Men ikke Alle sov saa godt som jeg. Thi i et vist Værelse var det ikke rigtigt, det vil sige: det spøgte —— Men det er bedst, jeg lader Jomfrue Juliane tale, det vil sige: anføre en Passus af hendes Dagbog den nemlig, som jeg med meest Interesse læste bag Omhænget af den Seng der paa Tidfelholt.

,,Var det en Drøm? Nej! det var ingen Drøm, her

jeg aabner den ah! hvor dejligt! En Glemmigej! — af! jeg føler

har jeg jo Ringen

den har en Kapsel

Det var virkeligt saa:

det: jeg glemmer Dig aldrig.