Billeder på siden
PDF
ePub

hvor de blive af, min Kjere! (det var mig) Jeg er bange, Juliane glemmer Aftensmaden.

Jeg gik — jeg fandt. Den belevne unge Mand havde deelt fig imellem Søstrene jeg mener: han gif imellem dem begge; thi hvad Conversationen angif - især den, der føres med Dinene da bley Juliane aabenbart forurettet, og det jo længer jo mere.

Da jeg faae hun begyndte at fjede sig, vilde jeg give bende Lejlighed til at slippe, og fagde derfor: at Moder ventede paa bende. Jeg tilbød hende ogsaa min leds fagelse og Conversation paa Hjemvejen; men hun betaffede fig, og ilede foran. Fætter og jeg bagefter. Jeg vil ligeledes springe over Aftensbordet

om hvilket jeg ikke veed noget videre af Vigtighed at berette, undtagen dette: at vi til sidste Ret fik Asparges, og at fuliane havde glemt at komme Musfat i Smørret; hoorfor hun ogsaa efter Bordet fik en velfortjent Zrettesættelse af Justitsraadinden. Enten det nu var for Muskaten, bun havde glemt, eller for Secretæren som havde glemt hende - det ffal jeg lade være usagt; men forknyt fage hun ud.

Secretæren maae have fundet Haugen særdeles (muf

som den ogsaa var thi han funde neppe bie til vi vare ftagede op, saa vilde han derud igjen; og da han med et ret nydeligt Smiil gjorde et Spørgsmaalstegn eller en Krumning for Vilhelmine,. saa var hun ogsaa paa Timen villig til at følge med ham.

Vi Andre gif bagefter ligesom før; men 3uliane alene blev inde. Jeg syntes, at hun gjerne hunde fulgt med dem, for Secretæren har upaatvivlelig ikke ført nogen anden Tale, end den, enhver anstændig Pige uden Skam

fan høre paa.

Naa, de To derude i Haugen vilde iffe til at komme igjen. Min Fætter - for han er ingen Natmand allerede iseng. Da det hele Eftermiddagen havde truet med Torden, maatte vi iffe faae lov at gaae hjem. Jeg skulde ligge hos ham.

Som jeg klædte mig af kom Uvejret nærmere, og inden jeg var kommen til Strømperne, begyndte det alles rede at faste Draaber. Por Seng stod op til en Bræbes væg og Fætter lage uderst – for ellers vil han forstyrre min Morgenanbagt.

Inden jeg funde falde iføvn, hører jeg en Snaffen i Værelset ved Siden - det var begge Softrene. Jeg kunde iffe famle ret meget af det de sagde; dog hørte jeg tydeligt nok, at Vilhelmine flere Gange sagde:

Hvor bar Du faaet den? Hvad ftal jeg med den?..

Dg Juliane: „Det kan være Dig det samme den er ikke stiaalen der er Lyffe ved den.“

Men hvad for en den? der stod jeg lane jeg, vilde jeg sige.

Jeg kom iffe til at fove før det næsten var Dag; thi det blev et frygteligt Vejr; og det var ikke nok med den Rumlen udenfor, men saa snorfede Fætter tillige saa ganske nedersach fift man ffulde troet, han vilde paros diere Tordenen. Og da jeg saa endelig skulde bart lidt Ro, vaagnede han og ufit ideer. som man siger om slige Paroryśmer. Jeg skulde slet ikke misundt ham hans „Ideer,“ naar han blot vilde beholdt dein hos fig selv; men jeg maatte naturligviis ogsaa plages med dem.

Een af dem var dog iffe saa tosset: at nemlig Secretær Stov, naar han fit een af Søstrene — ligemeget hvilken funde forstaffe mig den anden, ved at forære

[ocr errors]

er den

mig en lille Herregaard. Jeg veed ikke, om han har med: deelt Secretæren denne idealske Tanke, eller ej; men det veed jeg: at jeg endnu ikke har faaet Herregaard unds tagen i Tankerne, og saadan een - siger han suffisanteste, thi den kan hverken pantsættes eller sælges for resterende Sfatter. – Men videre!

Secretær Skov (havde han givet mig Herres gaarden, skulde han hedt von Schau") - var rigtignok ogsaa bleven om Natten. Han sad ved Kaffebordet med alle de Andre, da jeg kom ind. Vilhelmine stjænkede. Hun rakte ham just en krop over Bordet; men istedenfor at tage Koppen, tog han bendes Haand (som Erit von Rennesøe tog Prindsesse Ingeborgs) faae paa den, faa paa hendes Ansigt, faa paa paanden igjen.

Førstningen funde jeg ikke begribe, hvad der var at fee paa den Haand, mere end paa en anden; men snart opdagede jeg: at det ikke var hele Haanden, men kun en Finger af samme, og navnligen „Stakketjohan," der tildrog fig Hans Opmærksomhed. Og hvorfor? Paa samme Finger befandt sig en Guldring, med hvilken det faadan Beffaffenhed, som jeg nu lader ham forklare med bans egne Drb.

,,Denne Ring“ sagde han, fjendes jeg ved. tilhører mig; inen den maae iffe skilles fra Haanden.“

Han faae bedende, smægtende paa den, der ejede Haanden paa Forældrene de smilte Datteren smilte, men gjennem rode Taarer det var et impones rende Dptrin.

Min Fætter stod op fra sin Stol, brystede sig, lagde sin Haand paa de to omhandlede, og sagde med megen Salvelse: Her har Himmelen fammenføjet."

Saa lagde Fruen fin ovenpaa, saa Justitsraaden

fin, jeg min, og Juliane fin. (Den var blød og varm, men electriff.)

„ Ronge Herre! hvad skal min Bestilling være?.. raabte jeg.

,,Minnesanger til Brylluppet" sagde min velærvær: dige Fætter.

Andet Capitel. Otte Maaneder før Brylluppet. Rørkjær er ikke saa slem en Gaard. Den har rig: tignok lette Jorder; men de ere gode til Rug og Boghvede, især naar de blive overflødigt merglede og gjødede. Engene men jeg beder om Forladelse! jeg gaaer udenfor Sagen: det var iffe Landvæsenet, vi ber sfulde arbejde os ind i - bebag nu at følge med ind i Huset! eller Slottet, som jeg mere passende vil kalde det. –

Det var den 11 te October (min Fødselsdag, paa hvilfen min Fætters Rone altid tracterer mig med mine Livretter: Belling og Pandekager *]) at der var som Fætter faldte det (for han vil gjerne, hvor han kan, anbringe bondeagtige Talemaader) "Igangsgilde" paa Rørfjær.

Secretair Sfov, som nylig havde fjøbt denne for: deelagtigt beliggende og importable Ejendom, bavde nema lig fundet det hensigtsmæssigt, at indbyde bele Omegnen til et landligt Maaltid.

Det havde været blæsevornt“ (det er ogsaa een af Fætterens Cimbricismer) hele Dagen; men, endnu før vi

[ocr errors]

*) Hos Rosenfilde faaer jeg derimod altid Duebrød og Hornfiff. S. S. Blider. Gamle og nye Noveller. IV.

fom fra Bordet, blev det til en heel Storm; og regne gjorde det tilligemed. Man saae ud ad Vinduerne, man skultrebe fig, man syntes det var et urimeligt Beir,“ man mumlede om at faae spændt for.“ –

Der bliver intet af, mine venner!" sagde Værten, der fom ind fra at have feet efter Vejret — Der faaer Ingen lov til at blive gjennemblæst og gjennemblødt inat, naar De ellers vil tage tiltakke med lejligheden, saa godt som en Ungfarl kan have det. Jeg haaber, jeg kan førge for Alle, uden at tage min Tilflugt til Søstersenge...

Der var Mening i den Tale. Der opponeredes vel af Een og Anden, men det var iffe faa ilde meent; fun, fom naar man i en Parlamentsforsamling figer Minifteren en Smule imod, for at vise fin Selvstændighed; og det leer Ministeren gjerne.

udfaldet blev da, at Ingen reiste, og vi kom alle tilsengs – og vi laae godt, det maae jeg sige. Justitsraadinden felv forfiffrede — og hun har Ret til at tale et Ord med: ,,at Sengeklæderne vare ligesaa gode som hendes egne, paa det nær, at bendes dog vare noget bedre.

Men ikke alle for faa godt som jeg. Thi i et vist Værelse var det iffe rigtigt, det vil sige: det spøgte Men det er bedst, jeg lader Jomfrue Juliane tale, det vil sige: anføre en Passus af hendes Dagbog – den nemlig, som jeg med meeft Interesse læste bag Omhænget af den Seng der paa Tidfelbolt.

,,Var det en Drøm? Nej! det var ingen Drøm, her har jeg jo Ringen - den har en kapsel jeg aabner den ab! hvor dejligt! En Glemmigej! - af! jeg føler det: jeg glemmer Dig aldrig. Det var virkeligt saa: han satte den feld paa min finger ban fæstede mig

« ForrigeFortsæt »