"Jeg kan dog aldrig vide," siger han, om Vielsen ftal gaae for sig i Kirken eller i Stuen?"

"Hm," svarer jeg, „det kan jo være Dig det samme, Du faaer alligevel ikke noget af Offeret."

"Det er heller ikke derfor," siger han, thi Justitsraaden forlanger vist ikke, at hans Gjæster skulle betale Præft og Degn for hans Kones Mad og hans egen Viin! men jeg kan nu engang ikke lide Stuebryllupper: det er for al Verden ligesom man var bange for, at gjøre denne Handling altfor højtidelig, eller

"

Da kan Du nu faae det at vide," faldt jeg ham ind, „der har vi Justitsraaden med samt hans Pibe; han kommer vist for selv at agere Bedemand."

Rigtig. Han træder ind ad Døren, tager Piben af Munden, og fremfiger den sædvanlige Bedemandsremse:

„Jeg skulde hilse fra de gamle og de unge Folk, om Præsten og hans hele Huus ville komme i Dag otte Dage, og følge med dem i Kirken, og høre paa hvad Præften figer, og faa følge med dem til Brudehuset igjen, og spise og drikke og holde Dem lystig, og blive der og ture saalænge De selv behager."

Piben indtog nu igjen sin bestemte Plads, fra hvilfen den dog i forte Mellemrum maatte vige, medens den velbaarne Bedemand videre fremførte:

Fætter buffede, og sagde ja; men - jeg kjender ham jeg kunde see paa ham, at Justitsraadens sidste Anmodning ikke huede ham nær saa godt som den første.

Da vi igjen bleve ene, figer jeg til ham: "Vil Du

eller skal jeg?"

"Du maae" siger han. isinde; men netop fordi man

"Jeg havde allerede havt det purrer mig for det, standser

min Vena. Digteren skal være fuldkommen fri

"

Tøjleløs?" siger jeg.

Nej“ siger han, „men uden Tøjle. Ingen vorder Digter, fordi han vil, og digter ikke heller, naar han ffal."

„Aha!" siger jeg, „nu forstaaer jeg, hvad vor danske Diogenes meente

"

Diogenes? er det Wessel?" siger han. "Nej" figer jeg, „det er Peer Jensen fra Vibye en Mand, som ved sine Viser har tjent mere, end baade Wessel og Din Velærværdighed. Jeg traf ham forgan gen Aar i Dyrehaven, hvor jeg saae, at han gjorde godt i Poesie."

"Min Ven!" siger jeg til ham, det gaaer strygende for Dig. Kan Du ikke ogsaa lære mig at gjøre Vers?..

"

Da gav ham mig dette orakelmæssige Svar: Det kan ikke læres Saadan noget maae komme af sig selv."

Neppe var Bedemanden borte, saa kom Degnen derovre fra, og vilde ogsaa have Poesie.

Hvad vil han med det?" siger Fætter.

"Jeg vilde gjerne synge noget over Bordet" siger Degnen.

Jeg mærkede, at Fætter vilde blive malisjøst, og saa ta'er jeg Ordet, og siger til Degnen: "Jeg skal gjøre een."

„Ja kan han ogsaa?" siger han.

"Io jeg kan,“ siger jeg, og med det samme blev jeg

begeistret, og i kortere Tid end Consistorialraaden behøver
til at snyde fin Næse, digtede jeg efterstaaende Carmen:
Det er en stor Fornøjelse,
Men kræver god Fordøjelse,
At komme saa til Gilde.
Thi ønske jeg nu vilde:
At alle Gjæsterne
Maae spise, drikke faa,
At alle Restcrne

Maae blive faa
Og smaac.

Hvem der blev glad, det var Degnen; og det trøer jeg nok.

Men da han var borte, saa siger Fætter: "Kjere Peer! den Vise var meget populær -"

"

-

Populær?" siger jeg lidt studsig, "skal det være

det samme som folkelig?"

„Aaja!" siger han, Du har været særdeles heldig med dette Digt, for det er noget som Folk kan forstaae, uden at bryde Hovedet, og læse, uden at faae Hjerteondt; og Stoffet selv er kraftigt nærende

Jeg vendte ham Ryggen, og blev saa arrig, at jeg satte mig for, da jeg kom ud, at jeg aldrig vilde fee ham mere.

Dette Forsæt udførte jeg ogsaa hele Dagen lige til et Par Timerstid før Aften, da han lod mig hente, for at spille Fransfuus med sig.

Tredie Capitel.

Otte Uger for Brylluppet.

Jeg privatiserte

det vil sige: jeg gik og drev hos

Fætter, og gik ham tilhaande med hans Romanskriverie.

Saa siger han til mig en Dag, det var kjønt Vejr: Peer!" siger han, skal vi ikke til Tidselholt en Vending?"

"

"

"Lad gaae!" siger jeg, og saa gik vi. —

Da vi kom, var Justitsraadens ene hjemme; men jeg saae nok, at de ventede Fremmede, og det ikke Hverdags; thi der var ingen Ro paa Fruen: saa var hun inde, og saa var hun ude, og naar hun var i Stuen, saa havde hun enten det eller det at bemærke ved Døttrenes Paaklædning der heller ikke var som til daglig Brug og var hun i Kjøkkenet, kunde vi høre ind, hvordan hun dominerede med Pigerne.

Justitsraaden var som altid: ligedan enten det gaaer saa eller faa. Om saa Kongen kom til Tidselholt, troer jeg ikke, det vilde gjøre nogen Forandring paa ham, und tagen for saavidt, at han kom til at stikke Piben ind saalænge; og det vilde maaskee falde ham lidt trykkent, thi han ryger uafladeligt undtagen naar han spiser og

Døttrene vare mere stille og alvorlige end sædvanligt, og den ene skottede faa fælsomt til den anden, naar denne ikke mærkede det.

Som vi sidde ved Theebordet, og Justitsraaden og min Fætter tale om Vereldrivt, Borgerkrigen i Spanien, og Capitelstarten med mere rejser Fruen sig hastig, ffyder Stolen tilbage, og siger: „Der kommer han!“ Justitsraaden, som havde sin Kop for Munden, drik

fer ud og spørger uden at see efter Noget

lille Moer!"

-"Hvem?

"Ih!" svarer hun, hvem anden end vor nye Naboe fra Rørkjær - Du veed jo, han har ladt sig melde."

Nu rejste vi os alle, nærmede os Vinduerne ud til

Gaarden, og faae en ung Mand til Hest nærmende sig i kort Trav til Indgangen. Mand og Kone gik ud for at tage imod ham; Dottrene stillede sig op, hver med Ryggen til sit Vindue.

et Aar

-

--

Rytteren var Cancelliesecretær Skov, Ejer neppe af Rørkjær, Ungkarl, smuk, dannet, berejst, belæst, af en erkjendt retskaffen, hæderfuld Tænkemaade, og hvad der var meer end alt dette tilsammentaget meget riig. Ham faae jeg nu ikke saa nøje paa -- for jeg har før feet en velskabt Cancelliesecretær og Herremand ; og desuden, naar et Mandfolk er lidt kjønnere end Gammel Erik," saa er det jo nok, som Ordsproget siger.

"

Desmere lagde jeg Mærke til de to Sostre. Inden den Fremmede kom ind ad Døren, havde Vilhelmine allerede tabt Ligevægten, og Juliane var heller ikke langt fra det jeg mener naturligviis den Ligevægt, som bør finde Sted mellem Forstand og Følelse, Levemaade og Na

tur

Vilhelmine blev rød, Juliane blev bleg; begges Dine bleve mindre, end de plejede at være.

Secretæren men hvad kan det more Nogen at høre hvad han sagde, og hvad de sagde? for det hører jo til den gode Tone: aldrig at sige Andet, end hvad der er glemt ligesaa snart det er sagt jeg vil springe over Theebordet, og fere Læserne ud i den nys udsprungne Hauge.

Mens jeg og Fætter holdt os til de Gamle, holdt Secretæren sig til de Unge; og vi Gamle lod dem, ligesom det kunde være aftalt, gaae paa deres egen Haand. De bleve snart borte fra os.

"Nej see til de unge Mennesker!" udbrød Fruen, og lod som hun nu først savnede dem Aa see dog engang