Billeder på siden
PDF
ePub

1. Jeg kan dog aldrig vide," siger han, rom Vielsen ffal gaae for sig i Kirken eller i Stuen?..

Hm,“ svarer jeg, "det kan jo være Dig det samme, Du faaer alligevel iffe noget af Offeret.

,,Det er heller ikke derfor," siger han, ,thi Juftitsraaden forlanger vist iffe, at hans Gjæster skulle betale Præst og Degn for hans Kones Mad og hans egen Viin! men jeg kan nu engang ikke lide Stuebryllupper: det er for al Verden ligesom man var bange for, at gjøre denne Handling altfor bøjtidelig, eller –

Da kan Du nu faae det at vide," faldt jeg bam ind, oder har vi Justitsraaden med samt hans Pibe; han kommer vist for selv at agere Bedemand...

Rigtig. Han træder ind ad Doren, tager Piben af Munden, og fremsiger den fædvanlige Bedemandsremse:

„ Jeg skulde hilse fra de gamle og de unge Folf, om Præsten og hans hele Huus ville komme i Dag otte Dage, og følge med dem i Kirken, og høre paa hvad Præsten figer, og faa følge med dem til Brubehuset igjen, og spise og driffe og holde Dem lyftig, og blive der og ture saalænge De selv behager...

Piben indtog nu igjen fin bestemte Plads, fra hvil: ken den dog i korte Mellemrum maatte vige, medens den velbaarne Bedemand videre fremførte:

Og saa skulde jeg bede - Puh -- fra mig selv

Pub om Hr. Pastoren Pub eller bans Hr. Fætter Spillemanden Pub

vil gjøre

Pub en Sang Pub

Fætter buffede, og fagde ja; men – jeg fjender ham

jeg kunde see paa ham, at Justitsraadens sidste Anmodning iffe huede ham nær saa godt som den første.

[ocr errors]
[ocr errors]

11

Da vi igjen bleve ene, siger jeg til ham: »Vil Du eller ftal jeg?"

„Du maae" siger han. Jeg havde allerede haut det isinde; men netop fordi man purrer mig for det, standser min Vena. Digteren skal være fuldkommen fri

Tøjlelos ?. figer jeg. „Nej" siger han, „men uden Tøjle. Ingen vorder Digter, fordi han vil, og digter ikke heller, naar han (fal..

„Aha!" siger jeg, „tu forstaaer jeg, hrad vor danske Diogenes meente

Diogenes? er det Wessel ?" siger han. Nej" figer jeg, det er Peer Sensen fra Vibye en Mand, som ved fine Bifer bar tjent mere, end baade Wessel og Din Velærværdighed. Jeg traf ham forgangen Aar í Dyrehaven, hvor jeg faae, at han gjorde godt i Poesie."

„Min Ven!" siger jeg til ham, „det gaaer strygende for Dig. Kan Du ikke ogsaa lære mig at gjøre Vers?..

Da gav ham mig dette orafelmæssige Svar: Det kan ikke læres Saadan noget maae komme af sig selv..

Neppe var Bedemanden borte, faa fom Deguen der: ovre fra, og vilde ogsaa bare Poesie.

Hvad vil han med det?. figer Fætter.

Jeg vilde gjerne synge noget over Bordet" figer Degnen.

Jeg mærkede, at Fætter vilde blive malisjøst, og faa ta'er jeg Ordet, og siger til Degnen: "Jeg ffal gjøre een.

"Ja kan han ogsaa ?" siger han.
3o jeg kan," siger jeg, og med det samme blev jeg

begejstret, og i fortere Tid end Consistorialraaden behøver til at snyde fin Næse, digtede jeg efterstaaende Carmen:

Det er en stor fornøjelse,
Men kræver god Fordøjelse,
At komme saa til Gilde.
Thi ønske jeg nu vilde:
At alle Gjæsterne
Maae spise, drikke faa,
At alle Resterne
Maae blive faa

Og fmaae.
Hvem der blev glad, det var Degnen; og det troer

jeg nok.

Men da han var borte, saa figer Fætter: „Kjere Peer! den Vise var meget populær

Populær?" siger jeg lidt studsig, skal det være det samme som folkelig?.

Aaja !" siger han, „Du har været særdeles heldig med dette Digt, for det er noget som Folf fan forstaae, uden at bryde Hovedet, og læse, uden at faae Hjerteondt; og Stoffet selv er kraftigt -- nærende

Jeg vendte ham Ryggen, og blev faa arrig, at jeg satte mig for, da jeg kom ud, at jeg aldrig vilde fee ham mere.

Dette Forsæt udførte jeg ogsaa hele Dagen lige til et Par Timerstid før Aften, da han lod mig bente, for at spille Fransfuus med sig.

Tredie Capitel.

Otte uger før Brylluppet. Jeg privatiserte – det vil sige: jeg gik og drev hos Fætter, og gif ham tilbaande med hans Romanskriverie.

Saa figer ban til mig en Dag, det var fjønt Vejr: ,, Peer!" siger han, ftal vi iffe til Tidselholt en Vens

[ocr errors][merged small]

vlad gaae!" siger jeg, og saa gik vi.

Da vi fom, var Justitsraadens ene hjemme; men jeg faae nof, at de ventede Fremmede, og det iffe Hverdags; thi der var ingen Ro paa Fruen: saa var hun inde, og saa var hun ude, og naar hun var i Stuen, saa havde hun enten det eller det at bemærke ved Dottrenes Paaflædning der beller iffe var som til daglig Brug og var hun i Kjokkenet, funde vi børe ind, hvordan hun dominerede med Pigerne.

Justitsraaden var som altid: ligeban enten det gaaer saa eller faa. Om saa Kongen kom til Tidselholt, troer jeg iffe, det vilde gjøre nogen Forandring paa ham, undtagen for saavidt, at han kom til at stiffe Piben ind faalænge; og det vilde maasfee falde ham lidt tryffent, thi ban ryger uaflabeligt undtagen naar han spiser og Tover.

Dottrene vare mere stille og alvorlige end fædvanligt, og den ene flottede faa fælsomt til den anden, naar denne ikke mærfede det.

Som vi fidde ved Theebordet, og Justitsraaden og min Fætter tale om Vereldrivt, Borgerfrigen i Spanien, og Capitelstarten med mere rejser Fruen fig hastig, ffyder Stolen tilbage, og figer: .Der fommer han!"

Justitsraaden, som havde fin Kop for Munden, dritfer ud og spørger uden at see efter Noget

Hvem? lille Moer!

13h! svarer hun, hvem anden end vor nye Naboe fra Rørfjær -- Du veed jo, han har ladt sig melde. "

Nu rejste vi os alle, nærmede og Vinduerne ud til

Gaarden, og faae en ung Mand til Hest nærmende fisi fort Trav til indgangen. Mand og Kone gik ud for at tage imod ham; Døttrene stillede sig op, hver med Ryggen til fit Vindue. Rytteren var Cancelliesecretær Stoo, Ejer

neppe et Aar af Rørkjær, Ungkarl, smuf, dannet, bereist, be: læst, af en erkjendt retstaffen, bæderfuld Tænkemaade, og

hvad der var meer end alt dette tilsammentaget meget riig. - Ham saae jeg nu ikke faa nøje paa for jeg har før feet en velskabt Cancelliesecretær og Herremand; og desuden, naar et Mandfolf er lidt fjønnere end Gammel Erif," faa er det jo nok, fom Ordsproget siger.

Desmere lagde jeg mærke til de to Softre. Inden den Fremmede fom ind ad Døren, havde Bilbelmine allerede tabt Ligevægten, og Juliane var heller ikke langt fra det

jeg mener naturligviis den ligevægt, som bør finde Sted mellem Forstand og Folelse, levemaade og Na: tur Vilhelmine blev rød, Juliane blev bleg; begges Dine bleve mindre, end de plejede at være.

Secretæren men hvad kan det more Nogen at bore hvad han sagde, og hvad de fagde? for det hører jo til den gode Tone: aldrig at sige Andet, end hvad der er glemt ligesaa snart det er sagt – jeg vil springe over Theebordet, og føre læserne ud i den nys udsprungne Hauge.

Mens jeg og Fætter holdt os til de Gamle, holdt Secretæren sig til de Unge; og vi Gamle lod dem, lige: som det kunde være aftalt, gaae paa deres egen Haand. De bleve snart borte fra os.

Nei fee til de unge Mennesker!" udbrød Fruen, og lod som hun nu først savnede dem

a fee bog engang

« ForrigeFortsæt »