jeg

Hvað monstroe det var, hun sad og skrev paa? tænkte

vips! saa er jeg i Kammeret, ved Natbordet, og seer i hendes opslagne hemmelige Protocol efterfølgende Linier: "Kvinden har kun een Kjerlighed

hendes første er og den sidste. Skuffes den, da vorder hun enten ulykkelig eller ond - Gud! lad mig blive ulykkelig!"

Det var da en rasende Parador! Men det er Følgen af den forbandede Romanlæsning: den sætter saa let en ung Pige Fluer i Hovedet; og saa kan hun være taabelig nok til at gaae hen og gi'e sig til at elske uden Tilladelse, uden at raadføre sig med Forældre eller Sødskende, eller Venner, eller Bekjendtere, eller med sin egen Fornuft. Hvis jeg maatte raade, skulde alle Romaner forbydes, undtagen „Grandifon" og saa mine egne; i hvilke Fornuften altid er ovenpaa, og Hjertet beholder sin naturlige, underordnede Plads.

Neppe havde jeg anstillet denne fornuftige Betragt= ning, før jeg hører Trad af flere Fødder paa Gangen. Nu var jeg nær ved at blive ulykkelig" hvad om Nogen kom herind, og fandt mig i Julianes Sovekam

hendes gode Navn og Rygte! jeg smuttede bag Sengen, og trak

Døren gaaer op. De Forlovede træde ind med de Ord: "Sede Ferdinand! Du skal dog see hvor er Juliane?"

Hun

Jeg stjælvede. Men, til min Lykke, gav hun sig nu til at vise ham fin Bryllupsklædning, som han da ogsaa fandt allerkjereste.

Med eet afbryder hun forfærdet Synsforretningen, raabende: "Ih men du Søde! hvad er det?" og giver

sig til at undersøge et Stykke af Stadsen, hvorved een eller anden Fejl maatte være begaaet.

Fæstemanden, som tog sig den Ting lettere, fik nu Dje paa de nysnævnte Antegnelser i Julianes Dagbog. See! hans Barometer faldt nu flere Grader, og truede med Regn. Dette bemærkede Vilhelmine, lod Stadsen være det den var, og fine Dine lede af hans til det ge= dankenschwere Blad.

Den stakkels Fæstemøe skuddrede, blegnede, faldt ham om Halsen, og hulkede: Min Søster ulykkelig Gud! hvem er da det, der har bedraget hende?"

"Der har Ingen bedraget hende" svarede han smerteligt, „uden hendes eget Hjerte fom min Eneste! imorgen skal Du vide Alt til den Tid rolig! Det vil blive godt endnu Altsammen." Hermed slog han sin Arm om hendes smekkre Midie, og førte hende ud af Værelset.

Da Lyden af deres Trin paa Gangen vare for= svundne, vilde jeg have forladt mit Smuthul; men jeg blev atter fængslet -i moralsk Forstand mellem Væggen og Omhænget; thi Juliane kom farende ind med forvildet Aasyn, og med bølgende Bryst udpressede hun neppe hørligt: "Gud! om hun har seet det!"

Derpaa tog hun Dagbogen, slog den sammen, foer omkring og ledte - formodentlig efter sin Commodenøgle og da hun ej kunde finde den, stak hun Hjertejournalen ind under Hovedpuden i Sengen, trykte nogle Taarer tilbage i Djenkrogene, og ilede atter bort.

Læser! fordøm mig ikke! Fristelsen var stærk, og jeg svag: jeg forgreb mig paa Julianes Hjertes Helligdom. Jeg kan ikke ene bære Bevidstheden om denne Synd; jeg gjør Dig til min Medskyldige men iffe endnu

jeg

vil ikke forraste Dig. Du skal have Tid til Betænkning og Overlæg.

Da jeg havde gjennemlæst nogle Blade - bagfra, ligesom Du læser denne Historie - kom Vilhelmine allene ind, foer hen til Natbordet, stirrede, naturligviis efter Bogen, den jeg imidlertid havde puttet ind igjen under Hovedpuden. Men jeg maae i Forfippelsen baaret mig ubehændigt ad; thi ved at lade Øjnene løbe omkring har hun faaet et Glimt af det forbudne Skrift at fee, river det ud, slaaer op, læser, skjælver, og sukker - saa det gjorde mig ordentligt ondt at høre - „Det er Fer: dinand hun elsker!"

Hendes Hænder faldt sammen

ligviis paa Jorden.

-

-

og Bogen natur

I samme stjæbnesvangre Moment seer jeg Juliane paa Dørtrinet. Hun har seet og hørt det samme som jeg; thi hun skiftede hurtig Farve, og vaklede

men med eet stiver hun sig, og næsten kneiser saa hun syntes flere Tommer højere, end hun i Grunden var. Derpaa svæver hun langsomt højtideligt med halvt hævede

Arme hen mod Søsteren

der var noget Dronningligt i hendes Aasyn og Anstand. Endskjendt jeg aldrig veed at have seet noget Portrait af hiin berømte Dronning i Palmyra, saa tør jeg vædde paa, at hun har seet saaledes ud, dengang hun opofrede sin Elsker for sin Pligt.

„Søster!" sagde hun med dæmpet men fast Stemme, og udbredte fine Arme.

Vilhelmine vendte sig heel forbløffet, og blev

staaende.

Cieg

"Soster!" gjentog hiin, og lod Armene synke vilde ønske, mine Damer og Herrer! at De havde hert dette Tostavelsesord faaledes fremfiges! der var Effect i

det)

"Du veed nu mit Hjertes Hemmelighed gjem den i dit denne være den eneste, i hvilken Din Fer dinand aldrig vorder deelagtig! Jeg elsker ham som jeg elsker Dig- og velsigner Eder begge."

Vihelmine sank til hendes Barm.

Det var en rar Pige, den Juliane! Det vil vist Enhver indrømme mig. Men nu skal De bare høre videre.

Under denne effectfulde Scene staaer Gjenstanden for begge Søstrenes Kjerlighed i Døren. Men han lod sig iffe forknytte: han gaaer hen, mir nichts und dir nichts, og omfavner dem samlede -de blev jo noget forskrækfede; det var ikke saa sært - og saa kysser han saa den Ene saa den Anden paa Panden, og siger (jeg havde aldrig troet, han var saa lærd): „Den Kjerlighed, der for= ener os, er Englenes Glæde; den er fra Aandernes Verden."

Det var en sublim Tanke; den gjorde Indtryk paa mig: Værelset var tomt, inden jeg havde summet mig, og fattet den Bestemmelse, at springe ud i Haugen af Vinduet.

-

Da jeg ikke vejer meget, kom jeg uden Skade til Jorden, dog ikke paa Fodderne allene, men ogsaa paa Knæerne og Hænderne. Jeg rejser mig, og banker Støvet af mine Klæder, da hører jeg Een slaae en Skogger op ved Siden af mig. Jeg feer derhen stitsraaden.

det er Jus

„Dersom jeg ikke havde bedre Tanker om Dem,"

siger han, kunde jeg snart troe

hvad Fanden havde

De at bestille i min Datters Kammer? Blev De kastet ud af Vinduet?"

Om Forladelse, Hr. Justitsraad!" siger jeg, "jeg

kaftede mig selv ud, paa Grund af som De behager at antyde: at Deres Datters Ære var mig dyrebar."

Han loe igjen: "Meget vel! Nu veed jeg, hvorfor De kom ud; men jeg kan iffe begribe, hvorfor De fom ind."

„Jeg maa ta'e mig den Frihed at sige Dem: jeg tog fejl af Værelset

Ah! saa tog De fejl baade da De kom ind, og da De kom ud.“

Han blev ved at lee i Stødemaal, faalænge jeg funde høre ham. Det var for godt Kjøb jeg slap saaledes fra denne Fenstren."

"

Jeg gik nu hen i en afsides Krog af Haugen, for at anstille nogle nyttige Betragtninger over de store Ting, jeg havde feet bag Sengegardinet. Der faldt mig under samme Meditation adskillige gode og funde Tanker ind, hvilke, desværre! alle paa een nær, bleve borte i Bryllupstiden.

Denne ene har jeg godt ved at huske; thi den kommer ofte tilbage af sig selv: "Hvorfor hvidsker det, „kunne Somme faae hele to Kjerester paa eengang, og Du slet ingen dit hele Liv?"

Idet jeg grundede paa, grundigen at besvare denne Kvæstion, faldt jeg isøvn, og vaagnede ikke, før jeg skulde til og iseng.

Fjerde Capitel,

Otte Dage for Brylluppet.

Jeg var just færdig med at løse Fætters Pintseoffer,

og ifærd med at bundte Tiggerbrevene som han kal

der dem.