Danske Kvinder tilegnet.

D.

anse Blod mig gjennem Hjertet rinder; Thi sjunger jeg om danske Kvinder: Mands Fryd og Trøst, Skytsenglen i hans Huus, Skyts for dets Væg mod vilde Stormes Bruus, Hans travle Bi med Honning i sit Smil, Hans stærke Stjold mod mangen giftig Piil, Hans Viintræ, som ved Ynde, Sødme glæder, Hans Olietræ, som smykker Bordets Sæder Med Børn, at vorde Begges Lyst og Hæder.

Varmt Blod endnu i Aarerne mig gaaer,
For Kvindeværd det mig i Brystet slager;
Saa liftigt det for Ørerne mig ringer —
Men tys! Det er jo Guld, som tlinger
Ju det er hine gyldne Smyller,
Som Kvindestaren ædelmodigt rytter
Af Hoved, Hals og Arme, for at frie
Den dansle Konge udaf Slaverie.
Det var et Offer !

Hverfen første eller fidjie;
Den danske Kvinde meget har at miste
Si større Værd end Guld: til Børn og Mage
pun offrer sine allerbedste Dage;

Om Saarer og i Offerstaalen rinde,
Med Roser Prandset Du den dog vil finde.

Naar Manden i sin Styrte blusser vildt, Drtanen i bans Bryst hun dæmper mildt. Naar Arbeid, Meje, Trængsler bam nedbøje, Hun letter Byrden: Glimt fra fjerligt øje, Et venligt Ord, et Tryf af trofast þaand, Fornyet Kraft indgyder i hans Aand.

Þan Krigermod Hun Taalmod ejer, Han hurtigen Hun langsomt, vinder Sejer, Han smyffer sig med Laurbær - Hun med Myrther Hun holder bam, om Alt omkring dem styrter.

Vil Fred og Fryd Du, danske Mand, Dig finde, Da elst, og ær, og stjærm den bulde Kvinde!

Gamle og nye Noveller

af

St. St. Blicher.

Sredie Deel.