Danske Kvinder tilegnet.

Dansk Blod mig gjennem Hjertet rinder;

Thi sjunger jeg om danske Kvinder:

Mands Fryd og Trøst, Skytsenglen i hans Huus,
Skyts for dets Væg mod vilde Stormes Bruus,
Hans travle Bi med Honning i sit Smiil,
Hans stærke Skjold mod mangen giftig Piil,
Hans Viintræ, som ved Ynde, Sødme glæder,
Hans Olietræ, som smykker Bordets Sæder
Med Børn, at vorde Begges Lyst og Hæder.

Varmt Blod endnu i Marerne mig gaaer,
For Kvindeværd det mig i Brystet slaaer;
Saa lifligt det for Ørerne mig ringer

Men tys!

Det er jo Guld, som klinger

Ja det er hine gyldne Smykker,

Som Kvindeskaren ædelmodigt rykker

Af Hoved, Hals og Arme, for at frie
Den danske Konge udaf Slaverie.

Det var et Offer!

Hverken første eller sidste;

Den danske Kvinde meget har at miste

Af større Værd end Guld: til Børn og Mage

Hun offrer fine allerbedste Dage;

Om Taarer og i Offerskaalen rinde,

Med Roser krandset Du den dog vil finde.

Naar Manden i sin Styrke blusser vildt, Orkanen i hans Bryst hun dæmper mildt. Naar Arbejd, Møje, Trængsler bam nedbøje, Hun letter Byrden: Glimt fra fjerligt Øje, Et venligt Ord, et Tryk af trofast Haand, Fornyet Kraft indgyder i hans Aand.

Han Krigermod

Hun Taalmod ejer,

Han hurtigen

Hun langsomt, vinder Sejer,

Han smykker sig med Laurbær - Hun med Myrther Hun holder ham, om Alt omkring dem styrter.

Vil Fred og Fryd Du, danske Mand, Tig finde, Da elst, og ær, og skjærm den hulde Kvinde!

Gamle og nye Noveller

af

St. St. Blicher.

Tredie Deel.