Danske Kvinder tilegnet. Dansk Blod mig gjennem Hjertet rinder; Thi sjunger jeg om danske Kvinder: Mands Fryd og Trøst, Skytsenglen i hans Huus, Varmt Blod endnu i Marerne mig gaaer, Men tys! Det er jo Guld, som klinger Ja det er hine gyldne Smykker, Som Kvindeskaren ædelmodigt rykker Af Hoved, Hals og Arme, for at frie Det var et Offer! Hverken første eller sidste; Den danske Kvinde meget har at miste Af større Værd end Guld: til Børn og Mage Hun offrer fine allerbedste Dage; Om Taarer og i Offerskaalen rinde, Med Roser krandset Du den dog vil finde. Naar Manden i sin Styrke blusser vildt, Orkanen i hans Bryst hun dæmper mildt. Naar Arbejd, Møje, Trængsler bam nedbøje, Hun letter Byrden: Glimt fra fjerligt Øje, Et venligt Ord, et Tryk af trofast Haand, Fornyet Kraft indgyder i hans Aand. Han Krigermod Hun Taalmod ejer, Han hurtigen Hun langsomt, vinder Sejer, Han smykker sig med Laurbær - Hun med Myrther Hun holder ham, om Alt omkring dem styrter. Vil Fred og Fryd Du, danske Mand, Tig finde, Da elst, og ær, og skjærm den hulde Kvinde! |