Billeder på siden
PDF
ePub

men

Der stod Comtessen et lignende Spejl hendes Forbauselse fyntes blandet med Glædesglimt; ogs saa fom hun først tilorde:

Hvis jeg ifie fejler, stammede hun svagt og med arbeidende Bryst bar jeg engang tilforn

Med et dybt Buf udførte og bekræftede han Spergsmaalet.

Det er mange Aar siden, pebblev hun, og hendes Dine sank til Jorden.

,,Edeve svarede han, og jaae ligeledes ned for fig.

En Stund taug nu begge. Da trængte Taarer sig frem under hendes Dienlaage; hun faae atter ivejret, lagbe ben ene Haand under Barmen - udstrafte den an: den, og fastede et forvirret, uroligt Blit til mig. Jeg følte strar, at tredie Mand her var tilovers.

Med et tauft But drog jeg mig tilbage, og listede mig bag om Captainen ud af Værelset.

Jeg ilede at opsøge Conrectoren, for at meddele ham den iffe mere tvivlsomme Dpløsning af hiin Hemmelighed, i hvilken jeg om Natten var bleven Medvider.

Jeg foer - ubegribelig for alle dem, jeg mødte fra Stue til Stue, Trappe op og Trappe ned. Omsider fandt jeg bam i vort fælles Soveværelse.

Næsten aandeløs udstøbte jeg: „Han har hende hun er her det er hende fan iffe være andet

Hvem dog? humanissime!" sagde han forundret. „Hvem anden svarte jeg rend hende i lic vorno bende De beet - " jeg havde glemt Navnet.

Hjelpe mig Gud!" suffede han med foldede Hænder, 1 Kjereste Hr. Collega, hvorledes er det fat? insanis aut versus facis ? *)..

*) Er Du jal, eller gjør Du Veri.

[ocr errors]
[ocr errors]

,,Aa nej, nej!" raabte jeg, det er som jeg figer Dem, kom! fom! - jeg greb bang Haand ,,De ftal selv fee det er hende Comtessen

Jeg drog ham med mig ind i Salen; men her holdt ban mig tilbage, ftandsede, og sagde:

„Bie Kjere! jeg maae fumme mig lidt – hende i livorno ban i Nat fortalte on

hørte De det? „Noget af det foarte jeg, jeg vaagnede hændelse: viis mod Enden af Historien."

Men hvad figer Den udraabte han, og flog Armene over hinanden, idet han med store Dine ftirrede paa mig, denne franske Pige bm! Rüseau Rousseau eller hvad det var hun hedde – og Comtessen? —"

Er een og samme Person, forsikkrede jeg. ,,Nu ffal De fee hun gjør ham fifferlig Afbigt for hendes ugrundede Mistanke – kom!"

Endnu vilde han ikke afsted; Tvivlen fik atter Overs baand, han satte Næverne i Siden, og faae paa mig med et Smil, der omtrent sfulde fige saa meget som: „Det er et eller andet Sfjelmerie, Du bar for." —

9 dette Djeblik hørte vi Comtessen fige: naar De ret vil betragte min gode Alice, vil De felo let opdage den store liighed i Deres Ansigtstræk, som gav Bagtaleisen Vægt. Jeg var allerede to Dagsrejser fra Livorno, da hun bragte mig ud af Vildfarelsen; og da jeg ankom der igjen, var De borte.

"Per deum optimum maximum !"*) raabte Conrec: toren, "ita se habet res."

Og dermed sprang han foran mig ind til de Lyffelige.
Nu først blev jeg mig det sode Haab om Alices Bes

*) Bed den store og gode Gud! alt forholder sig laa. S. S. Blider. Gamle og nye Noveller. Ill.

7

siddelse fuldfommen bevidst, og med bankende hjerte gif ogsaa jeg derind.

Forsoningen mellem de Gjenfundne var fuldbragt. Alle tre stode Haand i Saand, og en Glæde som vi tænke os de Saliges, ftraalede i deres Aasyn.

„Broder!raabte Captainen, og faldt med frembris stende Tagrer om Broberens Hals.

Jeg nærmede mig Alice. Hun rødmede i yndig Fors virring.

Forend jeg nu anden Gang bejlede, læste jeg hendes Svar; og dette bævede mit Mod.

Edle Alice!sagde jeg, wer Hindringen nu borts reddet? og tør jeg baabe ?

Med engleligt Smiil svarede hun: der ere mine Forældre!"

Begge havde hørt mit Andrag, og Comtessen tog Ordet tilligemed Alices Haand:

„Hun elsker Dem, Hr. Rector, og hun er Dem værd. Allerede for to Dage siden mærkede jeg noget, men feer nu først hvad det betydede bun lagde hendes Haand i min, tag hende! og elft bende fom hun fortjener...

Gud deed, hvor Tiden blev af; men det var Middag, inden Kammerraadens og alle de øvrige erfarede, hvad der imidlertid var foregaaet.

Der blev en almindelig Glæde, og den Dag tænktes iffe mere paa Reisen.

Bed Bordet blev den dobbelte Forbindelse højtidelig fejret med behørige Staaler, Trompetstød og Sange; blandt dissc udmærkede sig een, digtet paa staaende Fod af den (øjerlige Degn, ved fit gammeldags Tilsnit og fine ufors blommede Hentydninger paa det forventede Offer.

Enhver var lyftig paa fin Viis; men ingen meer end

den gamle Conrector. Han kunde ej engang sidde rolig paa fin Stol; men gik om saa til Een og faa til en anden, og declamerede latinske Vers baade til lærde og ulærde. Det gik endog saavidt, at han istemmede:

"Gaudeamus igitur."*)
Da den var udsungen, sagde han til Broderen:

Christian! denne Dag er den skjønneste i mit liv; der er Intet i Verden, som kan gjøre mig gladere, end jeg nu er.“

„Det ftal Duiffe bande paa!" svarede Captainen med en ganske fælsom Mine, og hviskede derpaa noget til sin Kjerefte.

Begge ftode op og fulgte ud efter Captainens Tjener, som Dagen iforvejen var ankommen med sin. Serres Tøj, havde hjulpet til at varte op ved Bordet, og nylig fagt Noget til ham, der med eet gjorde ham ganfte alvorlig.

De fom iffe igjen; og nu blev jeg faldet ud.

Da jeg traadte ind i det Værelse, hvor de tre bes fandt sig, vendte Captainen fig imod mig, holdende et stort Silfefiæde i den ene Haand, og et Styffe beffrevet Pas piir i den anden.

Der synes at opgaae et lys" sagde han med dyb: findig Mine; ,men hvad det lader os ftimte, forekommer mig saa selsomt, at jeg frygter det kunde være en lygte: mand. Seer De! min Tjener her De kan ikke tvivle paa hans Sanddruhed, han har været hos mig i mange Aar – De veed dog Alices Historie, faavidt nemlig hun felv og vi to (han pegede paa Comtessen) fjender den du

Jeg bejaede det.

*) lad os nu være glade!

,,Vel!. vedblev ban, min Tjener paastaaer ogsaa at fjende hende, ia at han har fjendt hende længere end vi andre, og at han kan følge hendes Tilbagespor lige op til Dstersøens Bredder. Som en fattig og frendelos Dreng lod han sig hverve til Rosettis Trup som Dipasser, og da han blev større, som Maskinfarl. Han fortæller: at da de for noget over tyve dar siden gav Forestillinger i Rostock, var han og een af Springerne en Dag gaaet ud fra Byen, og langs med Havet, for at ffyde Strandfugle. Da fee de noget Mørkt komme drivende til Land.

De gaae ben for at tage imod det, og opdage, at det er Ruffet af et Skib. Saasnart de bavde faaet det flæbt helt op paa Strandbredden, undersøgte de det, og fandt der: inde et vorent Fruentimmer og et lille Pigebarn sammens bundne med et Klæde just dette, jeg her bar. Den første var død og blev død, og begravede$ paa nærmeste Landsbyekirkegaard. Men i Barnet var der endnu liv, og det beholdt livet. De toge det med sig, og Rosetti, som faae, at det var smukt og velffabt, tilegnede sig det, for at afrette det til æquilibrisfe Kunster. Dg det er just vores fjære Alice...

. Derpaa vil jeg gjøre min Eedu faldt Tjeneren ind. Jeg var endnu hos Manden, da hun sprang i bandet i livorno, og fjendte bende ftrar igjen, det første jeg faae bende her."

„Alt det veed jeg ogfaa" vedblev Captainen; «men nu videre!..

Her er Klædet, der bandt dem til hverandre" sagde Tjeneren; det tog jeg til mig, og har gjemt det lige siden; og dette Brev fad paa den Dodes Bryst; jeg tors rede det, og gjemte det ligeledes, i den Tanfe at det maastee engang kunde fomme til Nytte.“

« ForrigeFortsæt »