Der stod Comtessen

et lignende Spejl

men

hendes Forbauselse syntes blandet med Glædesglimt; ogsaa kom hun først tilorde:

"Hvis jeg ifte fejler"

stammede hun svagt og med arbejdende Bryst - har jeg engang tilforn -" Med et dybt Buk udførte og bekræftede han Spergsmaalet.

"Det er mange Aar siden vedblev hun, og hendes Dine sank til Jorden.

"Elleve" svarede han, og saae ligeledes ned for fig. En Stund taug nu begge. Da trængte Taarer sig frem under hendes Djenlaage; hun faae atter ivejret, lagde den ene Haand under Barmen - udstrakte den anden, og kastede et forvirret, uroligt Blik til mig. følte strax, at tredie Mand her var tilovers.

Jeg

Med et taust Buk drog jeg mig tilbage, og liftede

mig bag om Captainen ud af Værelset.

Jeg ilede at opsøge Conrectoren, for at meddele ham den ikke mere tvivlsomme Opløsning af hiin Hemmelighed, i hvilken jeg om Natten var bleven Medvider.

Jeg foer

ubegribelig for alle dem, jeg mødte fra Stue til Stue, Trappe op og Trappe ned. Omsider fandt jeg ham i vort fælles Soveværelse.

"

„Næsten aandeløs udstødte jeg: han har hende hun er her det er hende fan iffe være andet Hvem dog? humanissime!" sagde han forundret. „Hvem anden svarte jeg "end hende i Li

vorno

" hende De veed

jeg havde glemt Navnet. "Hjelpe mig Gud!" fukkede han med foldede Hænder, "Kjereste Hr. Colleza, hvorledes er det fat? insanis aut versus facis? *),

*) Er Du zal, eller gjør Du Vers.

„Aa
"Aa nej, nej!" raabte jeg, det er som jeg siger

Jeg drog ham med mig ind i Salen; men her holdt han mig tilbage, standsede, og sagde:

„Bie Kjere! jeg maae summe mig lidt hende i Livorno han i Nat fortalte om hørte De det?" „Noget af det" svarte jeg, jeg vaagnede hændelseviis mod Enden af Historien."

Men hvad siger De?" udraabte han, og slog Armene over hinanden, idet han med store Øjne stirrede paa mig, denne franske Pige - hm! Rüseau Rousseau - eller hvad det var hun hedde - og Comtessen? -" Er een og samme Person forsikkrede jeg. Nu skal De fee

hun gjør ham sikkerlig Afbigt for hendes ugrundede Mistanke - fom!"

Endnu vilde han ikke afsted; Tvivlen fik atter Overs haand, han satte Næverne i Siden, og saae paa mig med et Smiil, der omtrent skulde sige saa meget som: „Det er et eller andet Skjelmerie, Du har for."

I dette Djeblik hørte vi Comtessen sige: naar De ret vil betragte min gode Alice, vil De selv let opdage den store Liighed i Deres Ansigtstræk, som gav Bagtaleisen Vægt. Jeg var allerede to Dagsrejser fra Livorno, da hun bragte mig ud af Vildfarelsen; og da jeg ankom der igjen, var De borte."

"Per deum optimum maximum !"*) raabte Conrectoren, "ita se habet res."

Og dermed sprang han foran mig ind til de Lykkelige.
Nu først blev jeg mig det søde Haab om Alices Be=

*) Ved den store og gode Gud!

alt forholder sig saa.
7

S. S. Blicher. Gamle og nye Noveller. III.

siddelse fuldkommen bevidst, og med bankende Hjerte gif ogsaa jeg derind.

-

Forsoningen mellem de Gjenfundne var fuldbragt. Alle tre støde Haand i Haand, og en Glæde som vi tænke os de Saliges, straalede i deres Aasyn.

„Broder!" raabte Captainen, og faldt med frembristende Taarer om Broderens Hals.

Jeg nærmede mig Alice. Hun rødmede i yndig Forvirring.

Forend jeg nu anden Gang bejlede, læste jeg hendes Svar; og dette hævede mit Mod.

„Ædle Alice!" fagde jeg, „er Hindringen nu bortrøddet? og tør jeg haabe?"

Med engleligt Smiil svarede hun: „der ere mine Forældre!"

Begge havde hørt mit Andrag, og Comtessen tog Ordet tilligemed Alices Haand:

"Hun elsker Dem, Hr. Rector, og hun er Dem værd. Allerede for to Dage siden mærkede jeg noget, men seer nu først hvad det betydede - hun lagde hendes Haand i min, 11tag hende! og elsk hende som hun fortjener."

Gud veed, hvor Tiden blev af; men det var Middag, inden Kammerraadens og alle de Øvrige erfarede, hvad der imidlertid var foregaaet.

Der blev en almindelig Glæde, og den Dag tænktes iffe mere paa Reifen.

Ved Bordet blev den dobbelte Forbindelse højtidelig fejret med behørige Skaaler, Trompetstød og Sange; blandt disse udmærkede sig een, digtet paa staaende Fod af den løjerlige Degn, ved fit gammeldags Tilsnit og sine uforblommede Hentydninger paa det forventede Offer.

Enhver var lystig paa fin Viis; men ingen meer end

den gamle Conrector. Han kunde ej engang sidde rolig paa fin Stol; men gik om saa til Een og saa til en Anden, og declamerede latinske Vers baade til Lærte og lærde. Det gik endog saavidt, at han istemmede:

"Gaudeamus igitur."*)

Da den var udfungen, sagde han til Broderen:

Christian! denne Dag er den skjenneste i mit Liv; der er Jntet i Verden, som kan gjøre mig gladere, end jeg

nu er."

"Det skal Du ikke bande paa!" svarede Captainen med en ganske sælsom Mine, og hviskede derpaa noget til fin Kjereste.

Begge stode op og fulgte ud efter Captainens Tjener, som Dagen iforvejen var ankommen med sin. Herres Tøj, havde hjulpet til at varte op ved Bordet, og nylig sagt Noget til ham, der med eet gjorde ham ganske alvorlig.

De fom ifte igjen; og nu blev jeg kaldet ud.

Da jeg traadte ind i det Værelse, hvor de tre bes fandt sig, vendte Captainen sig imod mig, holdende et stort Silkeklæde i den ene Haand, og et Stykke beskrevet Papiir i den anden.

"

"Der synes at opgaae et Lys" sagde han med dybfindig Mine; men hvad det lader os skimte, forekommer mig faa felsomt, at jeg frygter det kunde være en Lygtemand. Seer De! min Tjener her De kan ikke tvivle paa hans Sanddruhed, han har været hos mig i mange Aar De veed dog Alices Historie, saavidt nemlig hun selv og vi to Chan pegede paa Comtessen) kjender den?" Jeg bejaede det.

*) Lad os nu være glade!

**

„Vel!" vedblev han, „min Tjener paastaaer ogsaa at fjende hende, ja at han har fjendt hende længere end vi andre, og at han kan følge hendes Tilbagespor lige ov til Østersøens Bredder. - Som en fattig og frendelos Dreng lod han sig hverve til Rosettis Trup som Oppasser, og da han blev større, som Maskinkarl. Han fortæller: at da de for noget over tyve Aar siden gav Forestillinger i Rostock, var han og een af Springerne en Dag gaaet ud fra Byen, og langs med Havet, for at skyde Strandfugle. Da see de noget Mørkt komme drivende til Land. De gaae hen for at tage imod det, og opdage, at det er Ruffet af et Stib. Saasnart de havde faaet det slæbt helt op paa Strandbredden, undersøgte de det, og fandt der= inde et vorent Fruentimmer og et lille Pigebarn sammenbundne med et Klæde just dette, jeg her har. første var død og blev død, og begravedes paa nærmeste Landsbyekirkegaard. Men i Barnet var der endnu Liv, og det beholdt Livet. De toge det med sig, og Rosetti, som faae, at det var smukt og velskabt, tilegnede sig det, for at afrette det til æquilibriste Kunster. Og det er just vores kjære Alice."

Den

„Derpaa vil jeg gjøre min Eed" faldt Tjeneren ind. „Jeg var endnu hos Manden, da hun sprang i Vandet i Livorno, og kjendte hende strar igjen, det første jeg faae hende her."

"

Alt det veed jeg ogsaa" vedblev Captainen; "men nu videre!"

„Her er Klædet, der bandt dem til hverandre" sagde Tjeneren; det tog jeg til mig, og har gjemt det lige siden; og dette Brev sad paa den Dødes Bryst; jeg tørs rede det, og gjemte det ligeledes, i den Tanke at det maaskee engang kunde komme til Nytte."