Horn nemlig og gjennem Middelhavet til en Havn i det forte Hav, for at afgive mine Beretninger. Paa denne Tour maatte jeg for Haverie anløbe en Havn i Middelhavet, og det traf sig just, at det blev -|

"Glem ikke, hvad Du vilde sige!" faldt Conrectoren ind, hvornaar var det? hvorlænge er det siden?" Lad mig fee!" svarede Somanden, det er en tolv Aar siden. Nu, seer Du, traf det sig saa, at der paa denne Plads var nogle fornemme rejsende Russere; og de kom ombord til mig, og jeg kom til dem igjen, og det gif lystigt til med Baller og Basseraller i en Fandens Paa saadant et Pikkenik blev jeg paasejlet af den Fregat, jeg mener, og fik en Skamfiling i Hjertet, som jeg ikke i mange Tider forvandt."

Tid.

„Aha!" brød Skolemanden af, „Du blev forelsket iffe fandt?"

vide

"

Vist gjorde jeg svarede Broderen, og det var ikke faa sært, for det var den skjønneste Sejler skal Du jeg i mine Dage har feet. Jeg gjorde Signaler; men dem besvarede hun ikke eller hun forstod dem ikke. Saa løb jeg hende klods paa Siden, og prajede hende i al høflighed. Og saa passiarede vi, og saa danste vi, og

"

„Var det et italiensk Fruentimmer?" faldt den Ældre atter ind, og hvad hed hun?"

„Hun var ingen Italienerinde" svarede den yngre ; men barnfødt i Frankrig, og hed net gjør nu iffe noget til Sagen.

Roseau.

Men NazKort at fortælle: vi

kom sammen een Gang, og to Gange, og flere Gange; og tilsidst kom det mig saa i Munden at jeg sagde hende reent ud paa godt Danft: "Mademoiselle! Je vous aime."*)

*) Jeg elfter Dem!

"Godt!" sagde Conrectoren, og hun? -"

„Hun sagde ingen Ting" vedblev den Anden, for hun hang i mine Arme, og faae ud som hun vilde til at himle. Og faa gav jeg hende et Kys, og hun gav mig eet igjen, og det blev til mange Kys, og havde nær aldrig faaet Ende. Og Meningen blev, at vi bandte højt og dyrt

"Hvad? bandte hun?" spurgte min Conrector.

„Naa ja! jeg mener blot, at vi tilsvor eller lovede hverandre med Haand og Mund, at vi vilde holde af hverandre faalænge Livets Vind pustede i vore Seil."

"Det var et smukt Løvte" sagde Skolemanden, „hvorfor monstree blev det ikke opfyldt?"

"Det kom faaledes!" svarte Sømanden. ,,Blandt Russerne der paa Pladsen var der en Greve, som og syntes godt om Marie, og da han mærkede, at jeg havde taget Luven fra ham, satte han alle Kludene til, for at hale mig. Og da det ikke hjalp

-11

"Holdt lidt!" faldt hiin atter ind, „hvad vil Du fige med „Kludene" og det?"

"Jeg mener tun" svarede denne, „at han vilde stikke mig ud med Complimenter og Guldstads, Diamanter og Perler og saadant Ragerie. Men da han nu alligevel maattte sakke agter ud, saa blev han grov, og vi ragede uflar, og saa kom vi til at duellere

- ll

„Aa fy! Broer Christian!" brummede Conrectoren „har Du duelleret? det er en barbarist Skik."

"Det kan gjerne være" sagde Segutten; er nu eengang Stik, og den maae man følge.

men det

Det gif

da godt nok, men ikke alt for godt: han fik en Kugle i

Strøget, og maatte lægge op et Fjerdingaarstid, for at

„Han døde iffe?"

„Nej! Men han var af en stor Familie, og havde mægtige Venner, og jeg blev drillet og chicaneret, saa= længe til jeg maatte tage min Afsked. Og det var min Lykke som Du veed."

"Men Pigen?"

"

Pigen!

Ja, seer Du! da han ikke selv kunde faae hende, faa fik han nogle af sine gode Venner til at bagvaske mig hos hende og hos Familien, som om jeg var en liderlig Hund, der havde mig en Kjereste, paa hver Plads, jeg kom til. Nu skulde det netop træffe sig saa, at jeg i samme god Lag havde stjænket hende et levende Beviis paa min Kjerlighed

„Hvad!“ foer den Gamle heftig op, „Christian! var det kommen saavidt? Gud forlade Dig! havde Du bes svangret hende?"

Broderen loe.

det

„Du ta'er fejl, det var ikke saadan meent skal jeg fortælle Dig bag efter. Nok er det: hun troede Sladderen skrev mig til, at faadan og saadan“, og derfor vilde hun nu dreje af, og jeg kunde styre min Cours hvorhen jeg selv lystede. Jeg lob strax for at flare Tingen; men hun havde allerede lettet, tilligemed hele hendes Escadre. Jeg har ikke seet hende siden."

„Hvorfor skrev Du ikke til hende? søgte hende op?" spurgte hiin.

"Ja hvor?" sagde Sømanden. "Jeg vidste ikke ens gang Navnet paa hendes Hjemstavn. Det var forbi,

og derved var intet videre at gjøre."

Her opstod en kort Taushed, efter hvilken Conrectoren først tog ved:

„Det er fandt, den Omstændighed, Du berørte, der gjorde hende Hovedet saa kruset

"Rigtig! det gik saaledes til. En Aften, som jeg " Her paakom mig uheldigviis en Nysen, som ganske afbrød Samtalen. Conrectoren sagde Profit!" og Bros deren sagde til ham: en anden Gang."

"

Ingen veed

9.

Slutning.

naar Solen staaer op - hvor dan den vil gaae ned," er eet af Degnens Ordsprog i Ulstrup, hvorved han næsten har erhvervet sig Anseelse af en Sandsiger; og det temmelig nemt, thi i Grunden er det iffe andet end en Spaadom, der langt oftere træffer ind, end slaaer fejl.

Dette Tankesprog

-

som Herredsfogden ophøjede i Orden med de syv Vises i Grækenland, den avisbelæste Pranger fatte ovenfor Etatsraad Sprachs:

"

oz Degnen selv lidt nedenfor den vise Syrachs: Priis Ingen lykkelig, for hans Endeligt kommer dette Tankesprog, som han ogsaa anbragte paa den til Afrejse bestemte Dag, da en tyk fortgraae Teetaage skjulte Himlen og indhyllede Jorden, har uudslettelig indpræget sig i min Hukommelse, idet nemlig den physiske Betydning, i hvilken Oraklet gaves, fik en moralsk, uventet og glæde= lig Opløsning alt som i nærværende Capitel nøjere

skal oplyses.

Endnu medens vi alle tre laae i Sengen om Mor

genen og snakkede, foreslog Captainen: at vi skulde takke Comtessen personlig for Brugen af hendes Værelse.

Jeg fortalte ham, hvorledes jeg var bleven høflig afviist, men bifaldt dog, at vi bad om Audients hos hendes Naade.

Det gjorde vi, og, imod al Forventning, blev den os tilstædet.

Jeg veed ikke hvorledes det kom sig, at jeg gik først og allene dreves jeg maaskee uvilkaarlig af et vist lonligt Haab? Amor er en Sophist; og hvað værre er: han leger med fine Fanger som Katten med Musen.

Alice var ikke tilstede; men at hun alligevel maae have talt gunstigt om mig til Comtessen, kunde jeg skjønne af den særdeles artige Modtagelse, jeg fandt hos den vakfre Dame.

Hun var af en fiin men indtagende Skabning, og hendes Ansigt ejede endnu meget af det, der nogle Aar tilbage maae have gjort hende til en udmærket Skjønhed. Hendes Tale var, som det kan formodes, aandfuld og livelig; og uden Tilbageholdenhed indlod hun sig i en højst roesom Samtale om de skjønne Kunster og deres Skatte í la bella Italia. Den trak sig temmelig langt ud, og jeg fandt, at det var paatide at afbryde.

Jeg havde allerede rejst mig, for at tage Afsked, da Tjeneren meldte Captainen, og denne blev indladt. Han bar, til min Forundring, hollandsk Soofficiers Uniform, og en russisk Orden paa Brystet.

Langt højere steg min Forundring, da han blev staaente stiv som en Ordonnants tæt indenfor Døren, eller paa selve Tærskelen, med et Ansigt, hvori noget højst sælsomt afspejlede sig, hvilket og uvilkaarligt førte mine Dine fra ham til Gjenstanden.