knusende Fald faae Ende paa mine Lidelser. Selv turde jeg ikke kaste mig ned, thi jeg frygtede Svøben meer end Døden. Ofte, naar Klap og Bravoraab regnede ned over mig, og jeg med Armene korsviis over Brystet bøjede mig for det jublende Publicum, trillede de bittreste Taaarer ned over mine magre sminkede Kinder.

"Jeg skulde upaatvivleligt engang alligevel fundet Lejlighed til at gjøre sikker Ende paa min usle Tilværelse, hvis ikke den for mig saa heldige Forandring var indtruffen: at nogle rejsende Musici etsteds havde sluttet sig til vores Bande. Een af disse, en Romer af Fødsel, opdagede min Syngegave, og paatog sig at uddanne den. Da jeg herved paa dobbelt Maade kunde bidrage til at fylde Directørens Casse, tillod han mig gjerne at nyde Romerens Underviisning, og jeg nød den med dobbelt Lyft; thi for det første elskede jeg Sang Glædens og Sørgens Tolk i Menneskets Bryst -; for det andet var jeg saalænge befriet for Directorens og hans, Kones Mishandlinger, og for det tredie kunde jeg hos min godhjertige Lærer spise mig mæt i Macaroni.

"Jeg gjorde god Fremgang, men til min egen Skade; thi forhen havde jeg sluppet med at voltigere og danse, nu maatte jeg og synge offentlig. Og da jeg gjorde dette med Tvang og Frygt, var jeg ikke stedse saa heldig at indhøste Tilhørernes Bifald: og da fik jeg arme Staffel Hug til min Aftensmad."

Her fukkede hun smerteligt, og aftørrede et Par ued= rullende Taarer; ogsaa mine randi ved Forestillingen om denne Engels grusomme Behandling.

Jeg følte mig saa beklemt, at jeg ikke kunde fremfremføre et Ord.

Men" vedblev hun, „Gud forbarmede sig over den

forældreløse Skabning, og frelste mig af disse Barbarers Hænder. Vi befandt os just i Livorno, for derfra at indskibe os til Engelland. Under den sidste Forestilling havde jeg gjort mine Sager saa flet, at jeg havde den haardeste Straf at vente. I min store Angest besluttede jeg nu at udføre det Forsæt, hvori jeg hidtil var bleven hindret. Endnu inden Forestillingen var forbi, sneg jeg mig bort, og løb af alle Kræfter lige ned til Havnen, og styrtede mig i Vandet.

„Det var i Aftenskumringen; men nogle Sømænd, ved hvis Stib jeg sprang ud, havde feet mig. Djeblikkelig kastede Een sig ned, greb mig, og bragte mig uskadt op paa Dækket. Aldrig faasnart var dette skeet, før min Tyran med en anden af Banden, som strar maae have mærket min Flugt, kom farende til og fordrede mig udleveret. Jeg skreg og kastede mig ned for min Redningsmand. Jeg omsnoede hans Been, frels mig! behold mig! dræb mig! raabte jeg med min sidste hendøende Kraft Bevidstheden forlod mig.

Da jeg opvaagnede befandt jeg mig liggende afflædt i en Seng, og i et smukt Værelse, som havde et for mig aldeles fremmed Udseende. En venlig Mand i blaae Klæder sad hos mig, og da han saae, at jeg slog Djnene op, klappede han mine Kinder, og talte saa kjerligt til mig, at jeg greb hans Hænder, og bedækkede dem med Kys. Bliver jeg hos Dig? er Roletti borte? vil Du hytte mig for ham? vil Du beholde mig?" saaledes raabte jeg, og strakte mine stjælvende Hænder ud imod ham. Han kyssede min Pande, og gav mig de trøstefulde Forsikkringer: at jeg var i fuldkommen Behold: han havde løskjøbt mig, og jeg havde ikke meer at frygte af den flemme Noletti."

"

Alices Dine tindrede, hun udstrakte sine Hænder, som om han stod for hende, og sagde:

„Gud glæde dig, min Sjæls Frelser, ihvor du er! i denne Verden, eller i en bedre! der!

-"

Hendes Hans

Med en Madonnas Aasyn vendte hun sine Dine didop, hvor hun engang skulde takke ham. der foldede sig, og sank i Skjødet.

Jeg troede, at hun havde glemt min Nærværelse.
Dog ikke længe; hun tog atter ved.

„Det var den samme, som drog mig op af Vandet. Han førte et Handelsskib, men endnu i dette Øjeblik veed jeg iffe, om han var en Engellænder, eller af et andet nordligt Folk; thi hans Modersmaal forstod jeg ikke. Men hans sidste Velgjerning imod mig var ligesaa stor som den første.

Strar den næste Dag kjøbte han mig ordentlige Klæder, tog mig med sig til en Villa i Nærheden af Livorno, og forestillede mig for nogle der boende Damer, blandt hvilke den yngste modtog mig med særdeles Godhed; og da jeg havde fortalt hende det sørgelige Brudstykke af mit forte Levnetsløb, spurgte hun, om jeg vilde blive hos hende? De kan vist forestille Dem, at jeg i Forstuingen vægrede mig, og ikke vilde skilles fra Capitainen. Dog snart overbeviste begge mig om, at dette ingenlunde gik an. Jeg blev. Han rejste. Jeg saae ham aldrig mere.

„Denne Dame er min Opdragerinde. Jeg kunde dengang være ti eller elleve Aar, men havde hverken lært at læse eller at skrive; Religionen var mig aldeles fremmed. Hun underviste mig selv i Alt, og saaledes indhentede jeg snart det Forsømte, ligesaa meget af Kjerlighed til hende som af egen Lærelyst. Ja, min Herre! Gud beskikkede

hende til Moder for den Forældreløse. O, denne min

Her reiste hun sig

Comtes

"nu fjender De, Hr. Rector!

Styrken og Helligheden af et Baand, som De vist er for ædel til at ville opløse."

Ogsaa jeg reiste mig, kyste med taus Ærbodighed hendes Haand, hvilket hun ikke forholdt mig og vendte tilbage til mit Værelse.

Jeg følte nu alt for vel, at jeg maatte frasige mig den skjønne Alice, og bekæmpe min Lidenskab, og at det første Skridt hertil var en snarlig Hjemrejse. Alligevel vilde en alt for pludselig gjøre Opsigt, og robe mit Hjer tes Hemmelighed, hvilken de Omværende allerede havde begyndt at ane. Tilmed var den halve Tid af Ferierne endnu tilbage.

Jeg maatte altsaa ophitte et rimeligt Paaskud, for ej at synes uskjønsom mod de vakkre Ulvedalers mange Artigheder og hjertelige Gjæstfrihed. Dette fandt jeg let, og berammede da Afrejsen til anden Dagen derefter.

Vore bedste Handlinger fattes dog stedse Heelhed. De udspringe alle af flere Bevæggrunde, hvoraf nogle igjen iffe ere aldeles rene. Saaledes avledes denne min Beslutning ifte ene af Agtelse for de tvende Damers indbyr des Forhold, men ligesaa meget af en Slags Klogskab en vis Hjertets Politik, som tilhvidskede mig: at jeg herved vilde befæste mig i Alices Gunst. Maaskee endog at herunder stak lidt mandlig Stolthed, og den igjen blandet med en Smule Tilsats af hvad Franskmændene kalde dépit amoureux. *)

Og under alt dette tør jeg vel bestemt paastaae: at *) Forliebt Trodfighed.

ikke et svagt Haab om Muligheden af Alices Besiddelse endnu ulmede i mit Hjertes inderste Lønkammer.

Den

8.

Søcaptaine n.

Den paafølgende Nat vaagnede jeg hændelsesviis midt i min Søvn, og blev uforsætlig Tilhører ved en Samtale, hvis Indhold griber alt for meget ind i denne hele Historie, til at jeg ikke skulde gjøre mine Læsere bekjendte dermed.

Brødrene, som vistnok troede at jeg bestandig sov,

gjennemgik deres vigtigste Livsbegivenheder. Den ældre maae ved min Opvaagnen have endt sin Beretning; thi jeg hørte da, at han sagde:

„Saaledes var det urandsagelige Forsyns Førelse med mig, fjere Broder! Fortæl Du nu mig oprigtig, hvorledes det er gaaet til, at Du med saa stor Guds Velsig= nelse aldrig har faaet isinde at gifte Dig!"

"Det er snart fagt" svarede den yngre: fordi jeg ikke har havt Lyst til nogen, undtagen Een, og hente funde jeg ikke faae."

"Men denne ene!" sagde Conrectoren, hvem er hun? hvorfor fik I ikke hverandre? lad mig høre det saadan i Sammenhæng!"

"Ja vel! siden Du ønsker det" svarede Broderen. "Jeg var kommen tilbage fra et Krydstog under Kurilerne, og laae ved Peter Pouls Havn paa Kamschatka, da der indløb Ordre fra Admiralitetet: at jeg ufortøvet skulde gaae over til Nordvestkysten af America, der foretage nogle Opmaalinger, og siden den nærmeste Vej om Cap