Jeg vaagnede først temmelig højt op paa den korte Vinterdag. Jeg feeg over til den anden Seng den Jeg drejede mig om til Vinduet: Solen skinnede derind. Jeg stod op.

var tom.

Som jeg var paaklædt til at gaae ned, og allerede udstrakte Haanden efter Trykkeren, lød der en taktmæssig Knirken inde fra den store Sal mon det er hende? tænkte jeg, listede mig hen til den velbekjendte Dor, og lurede faa fagtelig ved den, at jeg kunde med det ene Dje titte derind.

Det var hende! Hun var i Morgendragt; men et Kastetørklæde tildækkede Hals og Barm - ej engang Das gen maatte see dem.

Hun var ifærd med, i en Commode at gjemme fin pent sammenlagte Balstads, og da hun blev færdig dermed, trak hun en anden Stuffe ud, tog Noget i Haanden, som jeg iffe kunde see, men hvorfra nedhængte en sort Lidse af Silke eller Haar. Længe betragtede hun det med dyb Vemodighed, fukkede, trykkede det med begge Hænder til Brystet, kyssede det, og vendte de graadfulde Øjne didop, hvor de Dødelige søge Trøst for Smerten hernede. Derpaa gjemte hun atter det Fremtagne, tørrede fine Dine, og forlod Salen med roligt Aasyn og lette Fied.

Hvad kunde det være? et Billede formodentlig; men hvis? en Elsters? - det faldt mig tungt paa Hjerte maaskee en Moders? det lettedes igjen.

Men hvo var hun da selv? en Emigrantinde? af høj Stand alt for høj! det forraadte jo hendes fuldkomne Dannelse.

„Vished!" sagde jeg fast besluttet til mig selv, og ombyttede min Ensomhed med Selskabets muntre Larm.

S. S. Blicher. Gamle og ny Noveller. III.

6

7.

Finied and serinden.

Dagen henløb, uden at jeg var kommen i det Rene med mig selv, paa hvilken Maade jeg vilde erklære mig for Alice; men da jeg nu engang havde bestemt, at jeg vilde, kunde jeg og uden mærkelig Adspredelse deltage i Forsamlingens adskillige Morskaber, som dog fra nu af havte saa lidet Tiltrækkende for mig, at jeg ikke er istand til at mindes, mindre at beskrive dem.

Det var Juleaften.

Følgende Helligdag tog jeg i Kirke, ledsaget af nogle Faa, hvoriblandt de tvende Brøs dre. Alice var der det vidste jeg

iffe, saasom hun ikke befandt sig vel.

men Comtessen

Under hele Tjenesten faae den andægtige Pige kun paa Præsten og sin Bog: det glædede mig.

Først da vi begge paa eengang traadte ud af Sto= len, mødtes vore Djne. Hun rødmete, og hilsede venligt; men tale sammen gjorde vi ikke Mod dertil.

jeg manglede

Brødrene havde, som de

Jeg stod op jeg stod en heel Time, lyttede, keeg

ind i Salen

nej! hun var der ikke. Flere Gange gif jeg til Kammerdøren, og vendte atter tilbage. Min Beflutning vaklede, mit Mod sank. —

Da lod omsider den velkjendte Knirken.

"Nu eller aldrig!" sagde jeg halvhøjt, og gik derind. Hun syslede ved Commoden, men da hun fornam Nogen, vendte hun sig hastig imod mig; jeg saae, at hun

paany: det første Skridt var overstaaet.

Jeg blev staaende i ærbødig Afstand, og sagde:
"Mademoiselle!" -

Men mere sagde jeg ikke, fordi jeg ikke rigtigt vidste, hvad jeg vilde fige.

„Monsieur,“ svarte hnn, men heller ikke mere.

Jeg blev forknyt, benouet, indviklet i min egen raadvilde ængstelighed. Da vjenede jeg pludselig en Udgang: "Jeg har hørt" sagde jeg hurtigt, at Comtessen ikke befinder sig vel."

"I Dag er hun noget bedre.“

"Det glæder mig.“

Min pinlige Forlegenhed steeg med hvert et Pulsslag den var ikke til at udholde.

Som en svulmende Strøm gjennembryder Dæmningen, faaledes udvældede mine trangt indsperrede Følelser i en Strøm af Ord hvilke? det veed jeg iffe; men faameget erindrer jeg: at Farven forlod Alices Kinder, og Glandsen hendes Dine, og at hun støttede sig med den ene Haand til Commoden.

Jorden brændte under mine Fodder.

„Min Herre!" begyndte hun med klar og fast Stemme; men det forekom mig, at denne Fasthed var fremfunftlet, min Herre! Deres ærefulde Andragende er af den Beskaffenhed, at den forpligter mig til den oprigtige Tilstaaelse" (det er ægte fransk Stiil! tænkte jeg) "at jeg er bundet til Comtesse N.... ved faadanne Baand, som Jntet i Verden kan eller maae lose.. Hun er mit Alt den sidste hendes sidste Trøst Traad, der knytter hende til Livet."

og jeg

-

"at jeg statterer Deres meget hædrende Tillid, idet jeg bererer et Forhold, som ellers ikke fremstiller sig for Verdens Blik."

"De seer" lagde hun ilende til

Mit havde jeg, medens hun talede, nedslaaet som en Synder for Dommeren.

Nu hævede jeg det atter, og med det samme sank hendes; men to store Taarer vældede ud under de lange Dienhaar. Jeg kom igjen til Mod og Mæle:

"Det Forhold" sagde jeg, hvori De befinder Dem

til Comtessen jeg ærer det

der dertil

naal:

-

hvorlidet jeg end kjen= men tillad mig blot dette ene Spørgsom dette Forhold nu ikke var?

Her kastede hun et Lynblik til mig, trak i sine Handsker, og svarte med tilsyneladende Kulde:

Hun faae sig omkring som Een, der søger en Lejlighed til at slippe bort.

„Alice!" fagde jeg med tiltagende Dristighed, "jeg fjender Dem kun under dette Navn, og med dette tiltaler jeg Dem, hvis De saa vil, for sidste Gang. Jeg er ingen letsindig Yngling; som Mand, som ærlig Mand, og efter alvorlig Prøvelse af mit Hjerte, figer jeg frit og aabent: det tilhører Dem Men reent og udeelt. hvis ingen Følelse i Deres skulde tale for mig

Hun saae paa mig med et smerteligt Blik, i hvilket

jeg troede at skimte et Glimt af Dmhed.

Jeg greb hendes Haand, som hun ikke unddrog mig. "Alice!" vedblev jeg, hvis jeg ikke var Dem ganske

ligegyldig

kun et Ord, et eneste husvalende Ord! Jeg fan vente, vil vente taalmodig, indtil det Forhold, De nys betegnede, maaskee kunde forandres, uden at løses."

Hun trak fin Haand blidelig tilbage, holdt den anden

ct Par Secunder for Øjnene, sammenpressede Læberne, som for at dæmpe frembrydende Graad, og viste saa til en Stol ved Siden af mig.

Mekanist fatte jeg mig; hun sank, eller mere seg nede ned paa en anden.

Nogle Djeblikke sad hun bestædt i indvortes Kamp; hurtigt bølgede Barmen, Øjenlaagene klippede: omsider frembrod hentes Ord med et stjælvente Suk.

jeg

"Førend De anden Gang ønsker mit Svar paa det vigtige Spørgsmaal, De har behaget at gjøre mig“ sagde hun med Fatning „bør De fjende mere til mig, min Skjæbne og min Stilling, end det lidet, De hidtil vidste. Men først, saafremt De har som jeg nærer en oprigtig Hejagtelse for Dem, udbeder jeg mig Deres Løvte: at De, naar min Historie er til Ende, bier indtil jeg selv uopfordret svarer paa Deres alt for artige Yttring."

Jeg lovede det.

„Hvað min Fødsel og Herkomst angaaer“ sagde hun, da er jeg mig selv ligesaa ubekjendt som Dem. Jeg veed hverken af Fader eller Moder; ene, uden Frende eller Ven, er jeg udstødt paa Livets Skueplads. - Og til en virkelig Skueplads hæfte sig mine tidligste Erindringer; ja, min Herre! jeg har henlevet min Barndom med Linicdansere, Springere og Kunstryttere

Jeg følte, at der gjennemføer mig ligesom en kold Gysen; og jeg bemærkede, at hun kastede et Sideblik til mig.

„Min Smule Færdighed i Dans

har jeg erhver vet under Graad og Pidskesnert. Ofte ønskede jeg af! jeg kunde ikke bede til Gud; thi jeg kjendte ham ikke jeg ønskede, at Touget maatte briste, og jeg veo ct sønder