Billeder på siden
PDF
ePub
[ocr errors][ocr errors][ocr errors]

Vi havde mange Ting for: vi musicerede, spilte Bils lard, Kort, Fiederbolt; og tilsidst floges vi med Snebolde. Kort sagt: man slog sig løs paa alle mulige Maader; men jeg var og blev bunden jeg vidste ikke hvoraf.

Al denne Galskab skulde endes med Dans.
Nogle flere Damer - paa hvilfe der var Mangel

bleve hentede. Kort før Ballet ftulde tage sin Begyndelse, kom een af Herrerne i Tanker om Alice.

„Hun er mageles i Sang," sagde han, og dersom hun fun danser halvt faa godt - "

Hun danser slet ikke, faldt den ældste joms fru Hansen ind, vi det mindste har vi aldrig feet hende dandse; indbuden har hun været to tre Gange, men altid undskyldt fig..

„Skal vi iffe forsøge det engang endnu?sagde Herredsfogden, „hvem fan vide – om — Rectoren for Erempel indbød hende? han converserede hende iaftes saa yderst behageligt, og det lod til, som de iffe fif Materien udtommet skriv hende en Billet!"

Det gjorde jeg.

Svaret fom mundtligt og strar: „hun ffulde hare Den Ære..

3eg stod juft i en venskabelig Strid med et Par ans dre Dansere om, hvem der sfulde føre den første Dans op, da Alice traadte ind.

Amor og alle Gratier! det var hende, og det var iffe hende; jeg saae, og jeg faae: det var ikke hiin mørf: klædte, mørkladne, folde, hartad stive Francaise; det var Terpsichore selv, let som en Zephyr og mild som Morgens stjernen. En snehvid Balkjole sluttede i tætte Folder om den yndigfte Krop, og naaende fun til Anfierne lod den frie til Bestuelle de nydeligste Fedder, omvundne paa

gammelgræst med rosenrode Silkebaand. Et himmelblaat Flor tilbyllede Barmen, og en eneste lillie – et Værk af Kunsten prydede den mørkebrune Haarfletning paa hendes Isse.

Men Ansigtet fremfor alt, hvilken fælfom Forvands ling var det undergaaet! Hvor var den store Mund ble: ven af?

Som hun med et par taffende Ord smilte mig imode, da jeg traadte til for at hilse og opbyde hende, funde jeg gjerne ønsket den endnu større, for at see desflere af de stjønneste Tænder, der nogensinde fremskinnede mellem tvende Purpur - læber. Dg Djnene! ogsaa disse aabnede mig nu for første Gang deres mørkeblaae Himmel, og viste mig i et Glimt, hvilfen Aand der boede forinden.. Hvad er Stjønhed andet end gjennemskinnet af en ffion Sjæl. Hver enkelt Deel af Ansigtet fan være smuft, det hele regelmæssigt; men fattes det Aandens Glands, har det iffe større Værd end Pygmalions Galathea, førend Guderne borte hans Bonner, og stjænkede hende een; det ræffer Beundring, men iffe Kjærlighed.

Bel var det, at Musiffen i det samme begyndte; thi min Overraskelse var faa hæftig og tillige faa fød, at jeg skulde have glemt Dansen, mig selv, og alt Andet omkring mig.

Unge læser! (muffe Læserinde! nu vide f allerede, bvad jeg dengang ikke endda mærkede: at Kjærlighedens Gud havde ramt mig med sin siffreste Piil.

Hvorledes funde jeg ogsaa tænke, at den, der ved første Sammenkomst var mig saa ligegyldig, derefter pluds selig skulde vorde mig faa dyrebar? Jeg havde stedse forestillet mig, at Kjerlighed nødvendig maatte begynde ved det allerførste Syn. Eller var den der virkelig ftrar?

lage den hidtil i Dvale, og vækkedes blot? fom naar vi drømme, og først ved vor Opvaagnen vide, at vi have drømt.

Jeg fornam iffe hvorledes jeg var faren, før Alice var borte.

Kenimod Midnat forlod hun Ballet, for at begive fig til sin ensomme Veninde. Da var det for mig, som om Lysene brændte søvnigt, Mufiffen løb mattere, og Dansen git tungere, som om hun havde taget det halve liv, lys og Glæde bort med fig. Jeg funde iffe længer skuffe mig selv over mit Hjertes Tilstand.

Denne vigtige opdagelse sfulde fordrevet mig fra Selskabet hen i Ensomhed, havde jeg ikfe frygtet, derved at røbe mig selv jeg, der faalænge hun bivaanede Ballet, ikke havde været fra Gulvet.

Men endnu mindes jeg grant, hvad Tvangen fostede mig: istedenfor at jeg før havde dandset 'med liv, saa dandfede jeg derefter paa Livet; min forrige felvbudne Munterhed veeg for en besværlig og ofte uheldig vittig hedsjagt.

Pusterummene gif jeg fra Værelse til Værelse; faae paa de Spillende, uden at vide hvad de spillede; blandede mig i Samtaler, uden at vide hvad de angit. Uden videre Beskrivelse: jeg bar mig ad som en forelsket.

Saalænge der dansedes, gik det saa som faa. Men da der var færre Damer end Chapeauer, og blandt de første nogle daarlige Danserinder, med hvilfe der maatte gjøres hvad i Landsbysproget faldes goverie: foreslog de sidste til en Forandring – Julelege.

Nu blev jeg værre faren. Jeg maatte give Pant paa Pant; snart vare alle mine lommer tomte. Dg da saa Panterne sfulde indloses! Hvor dyb var iffe Brons

den? boor haard den brede Steen? hvor tung den polske Kirkegang? jeg hang, jeg skriftede i Sands bed som en Synder, og alle de Rys, jeg fik og gav, smagte deels fom diffe og deels fom Vand.

Men paa Forundringsstolen ventede mig dog den baarbeste Prøvelse.

Det var ftaffels Primus, som ffulde forfynde mig Selskabets Anmærkninger, hvilfet han ogsaa gjorde med samvittighedsfuld Nøiagtighed og største Alvorlighed. Jeg frygtede og fad som paa Naale.

Adskillige dunkle Hentydninger havde jeg med kunstlet Rolighed nedflugt; men een forstyrrede den ganske:

„Og somme endte han - forundrer sig over, at Hr. Rectoren er bleven saa forunderlig, fiden hans Dame gik bort.“

,,Den ftal fidde!" raabte jeg, og sprang op fra Stolen.

Mandfolkene loe, Fruentimmerne fnisede.

Den Skyldige var iffe at udfinde. Primus angav den yngste Jomfrue Hansen; men hun fralagte sig rent ud Beffyldningen.

Bar det ikke Dem, saa var det Deres Softer," sagde han.

Hun nægtede ligesaa haardnaffet. Enden blev, at han selv maatte sidde, og jeg fik ingen Hævn.

Legen havde tabt fin Morsomhed man gabede man snakkede om Sengen. Jeg længtes efter den, for uforstyrret at funne tænke paa hende, der paa faa under: fuld en Maade havde overrumplet mit Hjertes hidtil uinds tagelige Fæstning.

3eg gjennemgit den bele Aften fra hendes glimrende Fremtrædelse til den sidste yndige Hilsen, med hvilken hun

forsvandt. 3eg gjentog ethvert af hendes Dro. Jeg dansede alle vore Danse om igjen; og nu først begreb jeg, hvori hendes Mesterskab ogsaa i denne Færdighed bes slod; ej alene i Skjønheden, men og i Letheden af alle bendes Bevægelser. Uden allermindste Anstrængelfe udførte bun de dengang endnu brugelige Armtoure; Arme og Føds der rørte fig ligesom ved et stjult Maskinerie i uforstyrre: lig Taft, medens det dejlige legeme svævede mellem de andre Dansende, ligerviis som Svanen fejler rank og rolig mellem tumlende Bølger.

Jeg lod min 3ndbildningskraft paa ny afpræge mig hendes Miner, Smiil og Djefast, naar vi mødte hinanden, naar vi talte sammen, om de ikke indeholdt noget meer end blot Artighed: det fyntes saa men her greb mig pludselig den Tanke: bvorledes var bun mod de andre unge Mandfolt? - bm! det vidste jeg iffe.

Kun det havde jeg dog bemærket: at Conrectorens Broder nogle Gange betragtede hende, dog med en vis Alvorlighed; og at hun ligesaadan havde skottet til ham fra Siden. Han var rigtignok en Mand benad Aarene, men af et yngre, endnu mandigt og kraftfuldt udseende. Hans Haar og Rindsfiæg faldt mere i det Graae end i det Sorte, men vanheldede dog iffe Smulheden af hans solbrændte Ansigt, der oplivedes af et Par muntre lyses blaae Pine. Hans Stabning var athletift og bans Hold: ning som en Krigers.

Dog herover beroligede jeg mig snart, faameget lets tere som jeg hørte ham snorke af Hjertens Grund. Han og Broderen

- be uadskillelige! pare nemlig flyttede op i min forrige Seng, og jeg havde faaet en anden i samme forte Stue, eftersom de sidst tilfomne Damer ind: knebe Huusrummet til det yderste.

« ForrigeFortsæt »