Vi havde mange Ting for: vi musicerede, spilte BilIard, Kort, Fjederbolt; og tilsidst sloges vi med Snebolde. Kort sagt: man slog sig løs paa alle mulige Maader; men jeg var og blev bunden Al denne Galskab skulde Nogle flere Damer

jeg vidste ikke hvoraf.

endes med Dans.

paa hvilke der var Mangel

bleve hentede. Kort før Ballet skulde tage sin Begyndelse, kom een af Herrerne i Tanker om Alice.

„Hun er mageles i Sang,“ sagde han, „og dersom hun kun danser halvt faa godt - “

Hun danser slet ikke," faldt den ældste Jomfru Hansen ind, i det mindste har vi aldrig seet hende dandse; indbuden har hun været to tre Gange, men altid undskyldt sig."

-

„Skal vi ikke forsøge det engang endnu?" sagde Herredsfogden, hvem kan vide om — Rectoren for Erempel indbød hende? han converserede hende iaftes saa yderst behageligt, og det lod til, som de ikke fik Materien skriv hende en Billet!“

udtømmet

Det gjorde jeg.

Svaret kom mundtligt og strar: „hun skulde have den Ære."

Jeg stod just i en venskabelig Strid med et Par andre Dansere om, hvem der skulde føre den første Dans op, da Alice traadte ind.

Amor og alle Gratier! det var hende, og det var iffe hende; jeg saae, og jeg saae: det var ikke hiin merkklædte, mørkladne, kolde, hartad stive Francaise; det var Terpsichore selv, let som en Zephyr og mild som Morgenstjernen. En snehvid Balkjole sluttede i tætte Folder om den yndigste Krop, og naaende kun til Anklerne lod den frie til Beskuelse de nydeligste Fødder, omvundne paa

gammelgræst med rosenrode Silkebaand. Et himmelblaat Flor tilhyllede Barmen, og en eneste Lillie et Værk af Kunsten prydede den mørkebrune Haarfletning paa hendes Isse.

Men Ansigtet fremfor Alt, hvilken sælsom Forvandling var det undergaaet! Hvor var den store Mund bleven af?

Som hun med et Par takkende Ord smilte mig imøde, da jeg traadte til for at hilse og opbyte hende, kunde jeg gjerne ønsket den endnu større, for at see desflere af de skjønneste Tænder, der nogensinde fremskinnede mellem tvende Purpur - Læber. Og Tjnene! ogsaa disse aabnede mig nu for første Gang deres mørkeblaae Himmel, og viste mig i et Glimt, hvilken Aand der boede forinden. Hvad er Skjønhed andet end Gjennemskinnet af en skjøn Sjæl. Hver enkelt Deel af Ansigtet kan være smukt, det hele regelmæssigt; men fattes det Aandens Glands, har det ikke større Værd end Pygmalions Galathea, førend Guderne hørte hans Bonner, og stjænkede hende een; det rækker Beundring, men ikke Kjærlighed.

Vel var det, at Musikken i det samme begyndte; thi min Overraskelse var saa hæftig og tillige saa sød, at jeg skulde have glemt Dansen, mig selv, og alt Andet omkring mig.

Unge Læser! smukke Læserinde! nu vide I allerede, hvad jeg dengang ikke endda mærkede: at Kjærlighedens Gud havde ramt mig med sin fikkreste Piil.

Hvorledes kunde jeg ogsaa tænke, at den, der ved første Sammenkomst var mig saa ligegyldig, derefter pluds felig skulde vorde mig saa dyrebar? Jeg havde stedse forestillet mig, at Kjerlighed nødvendig maatte begynde ved det allerførste Syn. Eller var den der virkelig strar?

laae den hidtil i Dvale, og vækkedes blot? som naar vi drømme, og først ved vor Opvaagnen vide, at vi have drømt.

Jeg fornam ikke hvorledes jeg var faren, før Alice var borte.

Henimod Midnat forlod hun Ballet, for at begive fig til sin ensomme Veninde. Da var det for mig, som om Lysene brændte søvnigt, Musikken led mattere, og Dansen gif tungere, som om hun havde taget det halve Liv, Lys og Glæde bort med sig. Jeg kunde ikke længer skuffe mig selv over mit Hjertes Tilstand.

Denne vigtige Opdagelse skulde fordrevet mig fra Selskabet hen i Ensomhed, havde jeg ikke frygtet, derved at røbe mig selv jeg, der faalænge hun bivaanede Ballet, ikke havde været fra Gulvet.

Men endnu mindes jeg grant, hvad Tvangen kostede mig: istedenfor at jeg før havde dandset med Liv, saa dandsede jeg derefter paa Livet; min forrige selvbudne Munterhed veeg for en besværlig og ofte uheldig Vittighedsjagt.

I Pusterummene gik jeg fra Værelse til Værelse; faae paa de Spillende, uden at vide hvad de spillede; blandede mig i Samtaler, uden at vide hvad de angik. Uden videre Beskrivelse: jeg bar mig að som en Forelsket.

Saalænge der dansedes, gik det saa som saa. Men da der var færre Damer end Chapeauer, og blandt de første nogle daarlige Danserinder, med hvilke der maatte gjøres hvað í Landsbysproget kaldes Hoverie: foreslog de sidste til en Forandring

--

Julelege.

Nu blev jeg værre faren. Jeg maatte give Pant paa Pant; snart vare alle mine Lommer tømte. Og da saa Panterne skulde indløses! Hvor dyb var ikke Brøn

den? hvor haard den brede Steen? hvor tung den polske Kirkegang? jeg hang, jeg skriftede i Sandhed som en Synder, og alle de Kys, jeg fik og gav, smagte deels som dikke og deels som Vand.

Men paa Forundringsstolen ventede mig dog den haardeste Prøvelse.

Det var stakkels Primus, som skulde forkynde mig Selskabets Anmærkninger, hvilket han ogsaa gjorde med samvittighedsfuld Nøiagtighed og største Alvorlighed. Jeg frygtede og sad som paa Naale.

Adskillige dunkle Hentydninger havde jeg med kunstlet Rolighed nedflugt; men een forstyrrede den ganske:

„Og somme endte han "forundrer sig over, at Hr. Rectoren er bleven saa forunderlig, siden hans Dame gif bort."

"Den skal sidde!" raabte jeg, og sprang op fra Stolen.

Mandfolkene loe, Fruentimmerne fnisede. Den Skyldige var ikke at udfinde. Primus angav den yngste Jomfrue Hansen; men hun fralagte sig rent ud Beskyldningen.

Var det ikke Dem, saa var det Deres Softer," sagde han.

Hun nægtede ligesaa haardnakket. Enden blev, at han selv maatte sidde, og jeg fik ingen Hævn.

Legen havde tabt sin Morsomhed

man gabede man snakkede om Sengen. Jeg længtes efter den, for uforstyrret at kunne tænke paa hende, der paa saa underfuld en Maade havde overrumplet mit Hjertes hidtil uindtagelige Fæstning.

Jeg gjennemgik den hele Aften fra hendes glimrende Fremtrædelse til den sidste yndige Hilsen, med hvilken hun

forsvandt. Jeg gjentog ethvert af hendes Ord. Jeg dansede alle vore Danse om igjen; og nu først begreb jeg, hvori hendes Mesterskab ogsaa i denne Færdighed bes stod; ej allene i Skjønheden, men og i Letheden af alle hendes Bevægelser. Uden allermindste Anstrængelse udførte hun de dengang endnu brugelige Armtoure; Arme og Fødder rørte sig ligesom ved et skjult Maskinerie i uforstyrrelig Takt, medens det dejlige Legeme svævede mellem de andre Dansende, ligerviis som Svanen sejler rank og rolig mellem tumlende Bølger.

Jeg lod min Judbildningskraft paa ny afpræge mig hendes Miner, Smiil og Djekast, naar vi mødte hinanden, naar vi talte sammen, om de ikke indeholdt noget meer end blot Artighed: det syntes saa men her greb mig pludselig den Tanke: hvorledes var hun mod de andre unge Mandfolk? - hm! det vidste jeg ikke.

Kun det havde jeg dog bemærket: at Conrectorens Broder nogle Gange betragtede hende, dog med en vis Alvorlighed; og at hun ligesaadan havde skottet til ham fra Siden. Han var rigtignok en Mand henad Aarene, men af et yngre, endnu mandigt og kraftfuldt Udseende. Hans Haar og Kindsfjærg faldt mere i det Graae end i det Sorte, men vanheldede dog ikke Smukheden af hans solbrændte Ansigt, der oplivedes af et Par muntre lyseblaae Dine. Hans Skabning var athletisk og hans Holdning som en Krigers.

Dog herover beroligede jeg mig snart, faameget lettere som jeg hørte ham snorke af Hjertens Grund. Han og Broderen de uadskillelige! - pare nemlig flyttede op i min forrige Seng, og jeg havde faaet en anden i samme forte Stue, eftersom de sidst tilkomne Damer indknebe Huusrummet til det yderste.