fine i begge Hænder

de vare i Sandhed smukke fatte den højre Fod frem, den var nydelig, klappede tre Gange med Taaen, og -.

-

Da jeg forgangen Aar første Gang faae Roat gaae op; da han stod der med Balancestokken en heel Stibsraai Hænderne, vuggede sig frem og tilbage med Ryggen til Stetten, traadte rast ud paa Touget og snappede Foden tilbage, som om han tvivlede paa dets Styrke - da følte jeg en Beklemmelse, en ængstelig Uroe: „Vil han? tør han? kan han? Om han selv bliver bange, svimler om Touget brister

Men da Musikken saa stemmede an, da han med Kraft og Sikkerhed vendte ind paa denne smalle Broe mellem Liv og Død da lettede det mit Bryst, da følte jeg, at med ham havde det ingen Fare.

Saaledes følte jeg her en vis Benouelse, da jeg saae den unge Pige med saa yderst vanskelig en Opgave for sig, blandt saa mange skarpe Kjendere. Men saasnart hun intonerede og det med en Virtuosas Sikkerhed, Kraft og Fylde, da hendes Sølverstemme gjennemfoer mig som et electrift Stød, da følte jeg ogsaa med en Slags sød For= fkrækkelse, hvor vis hun var i sin Sag.

Nu først vovede jeg ret at betragte den Mund, ter udsendte saa herlige Toner. Men saaledes var den ikke smuk man burde heller aldrig fee paa en Sangerinde, eller og skulde hun være maskeret; hvad har Djnene hos hende at bestille? mine vendte jeg ogsaa bort, og nød nu en Henrykkelse, som ikke blev afbrudt før Sangen; Instrumenterne havde jeg slet ikke hørt.

Men en let Bøjning leverede hun sit Blad til den forbausede Concertmester; med nedslagne Øjne og et svagt Smiil modtog hun de fra alle Kanter indstrømmende

Taksigelser, og gik derpaa hen til Husets Moder, hos hvem hun satte sig, ventende som Tilhørerinde paa et nyt Nummer.

Da dette var forbi, blev hun anmodet om atter at glæde Selskabet med fit fortrinlige Talent, hvortil hun uden mindste Snerperie viste sig villig; men uheldigviis havde hverken hun eller vi noget Accompagnement, undtagen af Pianoforte.

Jeg vovede at foreslaae et da Capo of Arien, men derfor bad hun sig forskaanet:

"Jeg ikke elske da Capo," svarte hun, anden Gang man ikke gjør saa vel jeg mig ikke udtryk í

Dansk

"

men

Behag at tale fransk, Mademoiselle!" tog jeg Ordet paa dette Sprog; „jeg troer næsten at kunne gjette Deres Tanker."

Nu ophørte hendes Forlegenhed og det Toungne i hendes Væsen, der vistnok allene havde fin Grund i den Tvang, Sproget paalagde hende; med fransk Livelighed fagde hun:

"

Man skulde aldrig forlange Gjentagelse hverken af Musikstykker, scenist Spil eller Declamation. Saa strar

derefter lykkes det ikke faa godt som første Gang; kan aldrig gives ej heller modtages med den første Varme, og baade Kunstner og Tilhører tabe begge."

"Jeg kan ikke andet end give Dem Ret

ffjondt

svarte jeg, „men

det strider mod min egen Fordeel dog med Indskrænkning. Vel kunde Deres Paastand endogsaa logisk bevises; thi lad os blot forestille os serten encores i Rad; da vil jo det fuldkomneste Mesterstykke tabe i det mindste sin Friskhed; og taber det sextende Gang, taber det og den femtende, og saa ridere lige op

til den anden. Men gives der ikke alligevel Undtagelser? Compositioner, som aldrig tabe sig? som i høj og stedse højere Alder beholde den ungdommelige Friskhed?"

"Beholde?" gjentog hun, jeg vilde hellere sige: for: nye, og denne Evne til at kunne fornyes, er netop Kjendemærke paa de Frugter, der taale at gjemmes. Men min Mening er jo og kun deane: at de maae nydes i Mellemrum. Et slikvurnt Barn, som ikke kan styre sin Begjer lighed, forspiser sig let i det Søde, og spiser sig keed deraf; derfor holde forstandige Forældre det tilbage, at det maae nyde lidt og længe."

Det sidste sagde hun med et muntert Smiil, der dog kun for et Øjeblik forandrede hendes Ansigt, og viste et Glimt af indvortes Liv, som det ellers savnede.

Jeg blev afbrudt i denne Samtale, da man kaldte mig hen i Orchesteret, og da Nummeret var forbi, og jeg atter vilde knytte den, savnede jeg Alice.

Hun var pludselig bleven afhentet til fin Comtesse.

Som unge Herrer gjerne pleje, saa begyndte vi nu at recensere den Bortgangne; og havde hun ikke bedre Skjæbne, end et nyt Digt imellem æsthetiske Kunstdommere, alle finde de Fejl, men ikke alle de samme; hvad een roser laster en anden, og vilde Forfatteren i en ny Udgave tage enhver Rettelse og Udsættelse tilfølge, skulde det gaae ham med hans Bog, som det efter Fabelen gik hiin aldrende Mand med hans Hoved, af hvilket en ung Elskerinde udrykkede de graae Haar, og en ældre de forte; saa den føjelige Stakkel tilsidst beholdt slet ingen tilbage, men sad der aldeles skaldet imellem dem.

Men mange skarpe Domme ere ikke altid et ondt Tegn; det viser, at man leder efter Fejl. Om tvende

Puncter vare dog Alle enige: at hun sang guddommeligt, og at hun havde en stor Mund!

Dette sidste maatte jeg selv, skjøndt ugjerne, indrømme. Men sandelig! Ingen af os havde endnu feet hende. Midt under Aftensmaaltidet kom hun igjen.

Den opmærksomme Vertinde overlod hende fin Stol ved Siden af mig med den Yttring: at de to Franske bedst vilde underholde hinanden.

Det traf ind; thi aldrig før havde jeg hos noget Fruentimmer fundit saa fiin en Belevenhed forenet med saa dyb en Følelse; og dog skiftede hun med ejendommelig Lethed Æmnet, saa ofte jeg bragte et nyt paa Bane. Hvor gjerne havde jeg gjort hende selv til eet! men paa den lige Vej gik dette jo ikke an, og Omveje ledte ej heller til Maalet, eftersom hun bestandig bøjede af, eller vel endog med et kunstigt Spring vendte heelt tilbage. at den Mund, der taler

Sfade

tænkte jeg tidt

saa smukt, ikke selv er det!

Jeg erfarede iffe meer, end hvad jeg allerede forud havde formodet: at Comtessen var hendes Velgjørerinde og eneste Veninde.

6.

Julebal

Man vil finde det naturligt, at jeg beholdt mit sidste Natteleje; og ligesaa, at jeg en heel Time lyttede ved Tapetdøren. Men forgjæves; jeg hørte ikke det allermindste til de uforklarlige.

Omsider jog Søvn og Kulde mig fra min Lurepost i Seng.

Efter en uafbrudt og kvægende Hvile vaagnede jeg først i Dagbrækningen. Jeg klædte mig paa, og gik hen til Vinduet. Det var Toevejr.

ilende og lavt hen over Skoven

Graa Regnskyer drev

den mørke Stov, der nylig stod smykket til Julen i Vinterens prægtigste Solvmor.

aflægger den unge Hustrue

Saaledes tænkte jeg sin Brudestads og brammende Hovedpynt, og nøjes beffeden med dagligdags Klæder og eget Haar. Sydvestvinden hylede i de gistne Vindueskarme, og svingede Rørtaget i Borggraven med uophørlig Susen og Skraslen.

Jeg blev vemodig stemt; det var som de lavthængende Sfyer nedtrykte mit Sind, og indsnevrede mit Bryst. Jeg tænkte med Tungsind paa min ædle Naboerske, det sidste henvisnende Skud af en fordum mægtig og blomstrende Stamme. Snart er ogsaa hun forsvunden af fine Forfædres Haller, der allerede beboes af en fremmed og frodig fremblomstrende Slægt.

Uvilkaarlig sukkede jeg med Hellenernes blinde Sanger:

"Menneskets Æt er som Løvet,"

"Vinden nedhvirvler i Støvet;"

"Disse Skovene taber,"

"Andre Foraaret skaber.

Det var mig dengang aldeles uforklarligt, hvorfor mit Toevejrhumør", som Herredsfogden kaldte det, iffe vilde lade sig fordrive den hele udslagne Dag. Jeg tog Deel i Alt, men kun Halvdeel, og det hændtes mig flere Gange, naar nogen af Selskabet eller jeg selv kom til at favne mine Tanker, at jeg fandt dem oppe hos Comtessen, eller i hendes Værelser.