fuldkomnere fornøjet, da hun bar mange Børn - bog fun de Fattiges i Kirke, hvorved hun betænkte ham med en Rigsdaler. Forresten var Begges Væsen noget stivt, afmaalt og fornemt, hvilket Kammerraaden dog godmodigen skrev meest paa Sprogets Regning.

Jeg bad nu Kammerraaden om at vorde mældt hos Comtessen, for personlig at aflægge min Taksigelse for Natteherberget. Han lod strar Tjeneren gaae over; men forsikkrede mig tillige, at hun ikke modtog mit Besøg.

Denne kom snart igjen, og bragte virkelig den Be= skeed: at Comtessen bað sig undskyldt, fordi hun ikke kunde see Hr. Rectoren, eftersom hun befandt fig upasselig; men det skulde iøvrigt være hende kjert, om han fremdeles vilde afbenytte hendes Værelse.

„Der laae vi den Nat, og havde ingen Dyne paa os, raabte min lattermilde Vert, og slog en hjertelig Skogger op; lad os faae Lombrebordet frem."

5.

Alice.

Jeg har oftere bemærket, saavel hos mig selv som hos Andre, at en enkelt Begivenhed, den være stor, vigtig, bes drøvelig, ja frygtelig, ikke nær saa let bringer os ud af Fatning -end ej af Stemning som flere forskjællige, skjøndt disse ere hver for sig ganske ubetydelige, og tilsammentagne af langt ringere Vægt end hiin. Man kan modstaae et eneste tungt Slag, men bukke under for flere lette.

Saaledes gik det mig her: først fortrød det mig, at

Nattens Gaader havde faaet en saa hastig og klar Opløsning: dernæst ærgrede jeg mig over, at de erholdte Oplysninger om de tvende interessante Figurer i dette Natstykke gjorde dem endnu gaadefuldere end før: og endelig harmede jeg mig over den Ligegyldighed, hvormed de af Husets Folk omtaltes. Disse sank i mit Omdømme ned til Hverdagsmennesker; deres Munterhed forekom mig flau, deres Skjemt fad, og deres Forlystelser platte.

Jeg blev reent forstemt, og spillede min Lombre i et Lune omtrent som naar jeg retter en Stiil, der vrimler af grammatikalske Bommerter. Stadsmusikantens Ankomst virkede derfor paa mig som et pirrende Middel paa den Aftheniske,*) men det var ligesaa meget ham selv, som hans Musik; begge stode i fuldkommen Opposition til hinanden. Jeg skal forklare mig tydeligere.

Han var en Mand med et grimt, barskt Ansigt, et rue og skarpkantet Væsen, smaatalende, knurvorn i hele fin Omgang. Og dog var den lifligste af alle Kunster ham Alt, og alt Andet

Jntet.

Musik var hans Stolthed jeg tør ifte sige Glæde; thi aldrig faae han mørkere ud, end netop under Udførelsen af de allerskjønneste Stykker. Han elskede Kunsten (som en Tyran sin Kone, sagde Herredsfogden), men intet Menneske under Solen; enhver, som ikke forstod Musiken, foragtede han.

Hvo der nu fjendte ham, og tog ham, som han var, den morede han paa en dobbelt Maade: først ved sin Kunstfærdighed, dernæst ved sin Gnavenhed. Herredss fogden kjendte ham: staaende paa Trappen med Violinen til Kinden modtog han Apollos Præft ikke med Buk eller mundtlig hilsen - men ved at spille og variere *) Som lider af Svækkelse.

Musikken til de Ord: „Vær Velkommen!" i Heibergs "Indtog."

Dette findrige Galanterie blev strax forstaaet og gunstig optaget; Musikanten nikkede, og sagde:

„Det er den rette Maade at tale paa."

"Ja visselig!" svarte Skjelmen med alvorlig Pathos, Kunsten culminerer iffe, før den fulokommen erstatter Mandens Taleorganer."

„Slaae nu Beterne i Hartkorn!" raabte Kammerraaden, da vor Capelmester som Herredsfogden kaldte

-

Den fintige Primus paatog sig dette Arbejde. Og nu gik det løs over den guddommelige Kunst: Instrumenter udpakkedes, prøvedes, stemtes; Nodestole oprejstes, Noder fremlagdes; og Alt med en Iver, en Travlhed og Alvor, som om der arbejdedes paa Verdens Vel.

Vertinden viste sig to Gange i Døren til Concertsalen, og spurgte: om Herrerne iffe funde faae Tid til at spise; men erholdt kun korte og ubestemte Svar.

Omsider kom Manden i Huset med en Jagtpidsk i Haanden, og drev os tilbords.

Det var yderst morsomt at see paa Fiedler (Cas pelmesteren) og Herredsfogden, medens de mønstrede hvers andres musikalske Skatte: Hænder og Djne i idelig Bevægelse: afbrudte Udraab som „godt, prægtig! det skal vi ha'! nydelig! extra," og saa videre.

Med tilsidst kom Fiedler med en splinternye Composition, som han ordentlig med et glubsk Gefiæs holdt Herredsfogten lige op under Næsen, og som afpressede denne et A.....h! der gik igjennem flere Takter, og endte smorzando.

"Den smager ham" raabte Kammerraaden.

"Det troer jeg nok" sagde Fiedler, det er en ny Dvartet for fire Violiner."

„Hvordan skal vi faae den?“ spurgte hiin i sørgelig og næsten grædende Tone.

„Vel skal vi det“ svarte den Anden; „De, og jeg, og Assessoren, og - Hr. Rectoren; han kan, det veed jeg." "Bravo!" streg Herredsfogden, og bukkede født smilende for mig "men hvad er det der ligger?" "Hm!" svarte Fiedler; „det er Noget, som vi ikke kan bruge; man har sendt mig det med det Øvrige stor italiensk Arie med Accompagnement af Violin, Violoncel, Fagot og Hoboe, Instrumenterne har vi, men hvor er Soloen?"

en

"Det var muligt, Alice kunde" tog den ene Jomfrue Hansen Ordet; „hun synger flere saadanne græsselige lange Tingester jeg vil gjerne vise hende den " „Gjør det, bedste Jomfrue!" raabte Herredsfogden. Men Fiedler fagde med foragtelig Mine: "Pyt!skal vi prøve Ovartetten?"

Den gif, dog ikke uden adskillige Smaafejl, ved hvilke Stadsmusikanten fnærrede eller stampede i Gulvet.

Saamange af Selskabet, som ikke forstod eller ikke yndede Musik, listede sig efterhaanden bort, og toge fat paa anden Slags Spil Kort og Tærninger. Og saaledes bleve vi Kunstens Dyrkere, med nogle faa Tilhørere og Tilhørerinder, overladte til os selv og vor Drenslyst.

Det var bleven Aften. Vi vare ifærd med en Symphonie, da jeg under en Pause seer et Fruentimmer, som jeg ikke før havde bemærket.

Hun stod ved siden af Jomfrue Hansen lige nede ved Døren, og hørte til med nedslagne Dine I Haan

den holdt hun en Rulle Papir det maatte være hende - Alice! men uagtet min højt spændte Nysgjerrighed, kunde jeg kun skjænke hende et flygtigt Blik; thi Musikken rev mig med sig.

Symphonien var ude. Hun traadte frem, langsom, beskeden, men ikke bly.

„Pyt!" fagde jeg i mine egne Tanker, da jeg nu nærmere betragtede hende "smuk Figur, men intet udmærket Ansigt

saa koldt, saa livløst!“

Hendes Dine saae jeg endnu ikke, og først længe derefter; thi de bedækkedes næsten halvt af Dienhaarene, og hun fæstede dem ikke paa Nogen, de foer kun ganske flygtigt over dem hun talte med.

Hun traadte hen til os, udfoldede Rullen, og sagde med en tvungen Udtale, der tilfjendegav hendes franske Herkomst:

"Jeg fjender den Soprano, og ar den synget før; med Assistance af di min Ærrer! -"

Hvo der nu gjorde store Øjne, det var alle vi Ærrer; men ingen større end vor Capelmester, hans Ansigt blev en halv Gang saa langt som ellers; han gloede paa hende, som om han ikke rigtigt havde fattet hvad hun fagde.

"Hvem før an? spurgte hun med et flygtigt Dje. kast omkring i Kredsen.

"Jeg - jeg!" svarte han hurtigt, anviste hende bukkende Plads foran sin egen Nodestoel, fremtog og fordeelte de ledsagende Stemmer med ualmindelig Væverhed.

Jeg fik ingen hvormed jeg var vel tilfreds

stillede mig mellem de faa Tilhørere.

og

Hun faae sig tilbage, Fiedler nikkede til sine Medspillende, og pegede med Buespidsen paa Noderne; hun tog