til Dag? eller jeg feeg ud: der var dybt ned; jeg maatte befinde mig i andet eller tredie Stokværk. Skulde jeg flygte tilbage? den lange mørke Vej, jeg var kommen? vække hele huset? give mig selv til Priis for Latter, Spot, Foragt?

Af denne Uvished udreves jeg igjen ved Klangen af de gaadefulde Toner, der ikke kom fra hiin Krog, som det forhen tyktes mig, men fra den modstaaende Side. Jeg vovede at gaae derhen, at lægge mit Dre til Væggen det var Sang, jeg hørte en blød kvindelig Stemme.

Besindelsen vendte tilbage; men Forundringen tiltog;

hvo kunde synge her? saa silde ? repetere Klokken var halv eet

Jeg lod mit Uhr

midt i den allerfar

-

den

ligste Aandetime! - Jeg hældede mig til Væggen gav efter - en Tapetdør gif langsom op, og ind til en meget stor Sal. I den anden Ende af denne viste sig en Lyøstrime, der kastede et Skjær langt ud paa Gulvet.

Der indenfra fom Tonerne. - Nu taug de; men strar derpaa var der Een, som talte, og en Anden som svarte Nysgjerrigheden drog mig paa Kattefødder sfred jeg derhen, for at see hvo af Damerne der var kommen saa uformærkt i min Nærhed, for at kvinkelere Natten ud. Jeg keeg ind ad Nøglehullet nær kunde jeg seg= net om af Forfærdelse; thi der sad hun selv, den Judmurede, i sin sorte Dragt og med det skjønne blege Aasyn. Hun vendte Siden til, og havde et Papiir liggende for fig, hvorpaa hun syntes at tegne. Ved samme Bord sad med Ryggen til mig endnu et Fruentimmer, af hvem jeg blot kunde see Hovedets og Overkroppens smukke Omrids, da hun selv dækkede det foran staaende Lys. Jeg var naglet til min Post.

Nu bøjede den Sidste Hovedet hen for at betragte Tegningen.

"Denne Blomst" sagde hun paa Fransk og med den reneste Udtale, lykkes mig overordentlig.“

"Du mener Tusindfryden?" svarte hiin i samme Sprog.

"Det er een af mine kjæreste Blomster, Alice!" Hun drog et dybt Suk, faae med et ømt Smiil paa Tegningen, og lod Penselen hvile.

Hun med Ryggen til mig sukkede ligeledes, drog Hovedet tilbage, og gav fig til at sye, som hendes Armbevægelser viste mig. Efter et Ophold, i hvilket hun atter gjorde nogle Strøg, fagde Malerfken langsomt og vemodigt:

"

-

Den er Aarets sidste Blomst."

Og med Blikket jeg kunde sige medlidende hæftet paa Blomsten, sang hun med hiin bløde smeltende Stemme, der før saa hæftigt forskrækkede mig, følgende franske Elegie, som jeg her har stræbt at gjengive paa vort eget Maal:

Hvorfor tøver Du saa længe?
Somren er jo alt forbi.
Ene Du i visne Enge
Smiler paa min Stie.

Vil Du minde mig om Vaaren,
Som med dine Søstre svandt?
Atter vække Længselstaaren,
Som forgiæves randt.

Bække Minder, som bespænde
Hjertet med Tungsindighed.
At min Sommer er tilende,
Troer Du ej jeg veed?

Her taug hun, lænede sig tilbage mod Stoleryggen, og foldede Hænderne i Skjødet; en stor Taare rullede ned over hendes lilliehvide Kind.

Da flod hendes Selskaberinde Syetøjet fra sig, greb hendes ene Haand, trykkede den mellem begge sine til Barmen, og fang i højere kraftigere Tone og hurtigere Tempo:

Ej om Vaaren vil minde,

Ej om svundne Sommer, Nej!
Men Dig lære end at finde
Glæden paa Din Vej.

Sørg dog ej for Vaarens Glæder!

Sine Blomster har Din Høst

Selv den Taare, som Du græder,
Er ej uden Lyft.

Hendes egen Stemme hensmeltede ved de sidste Ord i stille Graad. Hun rejste sig, sank paa Knæe for den Siddende, omfavnede hende, og lagde sin Kind paa hendes Arm. Denne lagde fignende fin anden Haand paa Trosterindens Tinding.

jne

Jeg veed ikke, hvilken vemodig Medfølelse, der saa uvilkaarlig gjennemtrængte mit hele Væsen, at mine stode i Taarer, skjøndt disse Sørgende vare mig ligesaa ufjendte, som Aarsagen til deres dybe Kummer.

Den

Det gav et Smek i Panelet tæt ved mig. Eiddende faae fig om efter det. Jeg var bange, de skulde faae i Sinde at kige ud i Salen; derfor gik jeg med lange Skridt, og hurtigere end jeg var kommen, paa Hosefofferne tilbage til min sorte Stue; her søgte jeg nu atter Sengen; men den uroligste Nysgjerrighed rirkede, ligesom Frygten før, mod Sørnen.

Hvem i al Verden kunde de dog være, disse mærkværdige Mennesker? Fremmede for Husets Folk! Og Ingen havde omtalt dem endog kun med et Ord!

Jeg blev tilsidst saa forvirret, hartað fortumlet, af denne forgiæves Fritten og Gjætten, at jeg var nær ved at indbilde mig, jeg havde været Tilskuer ved en Aandes scene, og at de tvende uforklarlige Væsner tilhørte eet af de henrundne Aarhundreder. Den Enes Lighed med Billedet - dennes ualmindelige Dragt - dette fremmede, fordum blandt Adelen brugelige Tungemaal alt stem

mede med Sagnet.

Endelig sov jeg ind, og sov lige til det første Dagsfjær.

Utaalmodig klædte jeg mig paa, og ilede ned i den almindelige Samlingsstue.

"Hvordan har De sovet? mærkede De Noget? hørte. De Noget? saae De Noget?"

Saaledes lød det fra alle Kanter; og det varede længe, inden jeg ogsaa kunde komme til at spørge:

„Ligger der Nogen i den Fløj? Hvem boer der? hvad er det for Damer?"

Kammerraaden lo: „Har De besøgt Damerne, eller Damerne Dem?"

Nu fortalte jeg hele Eventyret.

De Fleste af dem stak i at lee, og Verten raabte: „Vores Rector har, min S.... rigtig villet liste fig ind til Comtessen

"Hvad for en Comtesse?" faldt jeg forundret ind. "Jh! Comtesse R... som har lejet Værelserne derovre. Hendes Forfædre har ejet Gaarden her— Gud veed hrorlænge; men Faderen folgte baade den og Godset."

„Men hvem er saa Alice?" spurgte jeg videre.

"Hm! det er ikke godt at sige" lød Svaret; „det er Alice eller Else, som de Andre her kalde hende. Hun skal være et Slags Française for Comtessen. Hun er da kommen med hende herind udenlands fra.“

-

Gjenstande for denne;

som de jo tydelig viste

Nu vidste jeg sa a meget; men det var kun til endnu mere at pirre min Nysgjerrighed. En Comtesse og en Française er uden videre ingen men disse! saa heist dannede, fig for mig i hine Djeblikke rige paa Kundskaber, paa Følelse dog levende i slig Afsondring med deres sikkert store og interessante Hemmeligheder!

Jeg blev ved at spørge, og fik stykkeviis efterstaaende lidet tilfredsstillende Oplysninger, som endda gaves mig med samme Ligegyldighed, hvormed Folk, der bestandig have boet i en smuk Egn, besvare en Fremmeds Spørgs maal om de forskjellige Puncter, der i Udsigten tiltrække fig hans Blik.

Comtessen kunde være midt imellem de tredive og de fyrgetyve; havde tilbragt den længste Tid hos Slægtninge i det sydlige Frankrig, og fun boet paa Ulvedal noget over fire Aar. Hun levede meget stille, faae ingen Fremmede hos sig, og kom ej heller ud, undtagen til Kirke een Gang om Maaneden.

Kammerraadens besøgte hun og Mammesellen, efter forudgaaet Mælding, regelmæssig den første Sondag í hvert Fjerdingaar til The, og indbed dem til sig den følgende. Men Alt uden synderlig Morskab for nogen af Parterne, da hun talte det Danske med nogen Vanskelighed. Hun gjorde meget Godt i Stilhed, opklædte hvert Rytaar to fattige Børn, uddelte til Julen Fødevare, med mere; og Degnen roste hende, fordi hun til Højtiderne offrede ham en Specie. Med Mammesellen var han endnu

E. S. Blicher. Gamle og nye Noveller. III.

5