Billeder på siden
PDF
ePub

og kommer fra Cap for at befoge mit Fødeland, som jeg ikke har feet i to og tyve Aar; men meest for at fee min eneste Broder, som jeg i al den Tid slet iffe bar Hørt noget til. Han boer her i nærmeste Kjøbstad og er Cons rector

Her vendtes Ades Dine til denne: han fad bleg og stjælvende, og formaaede iffe at rejse sig, neppe not at frembringe de Ord:

Christian! cr det Dig ?..
Brødrene fant i hinandens Arme.

Min ædle Bens Overraskelse var saa meget større og frydeligere, som han allerede i mange Aar havde troet Broderen død, da der siden hans første Udrejse til China iffe var indloben anden Efterretning fra ham, end at han var forbleven i det usunde Batavia. Hans bestandige Taushed havde fin Grund, først i Ungdoms Letsind og fiden i den Beslutning, ej at ville lade bore fra sig, med mindre han kunde vende tilbage som riig Mand; hvilket nu var tilfældet.

Comtessen. Perredsfogden spillede en færdeles god Violin; og havde paa Maae og Faae medbragt et Striin paffuldt af Musi: calier. Ser Andre behandlede forstjellige Instrumenter; men der var desværre ingen paa Ulvedal, naar undtages en gammel Fløite af Kammerraadens. Dog herfor bler snart fjendt Raad: en Vogn fjørte til Byen at hente Stadómusikanten med hele hans Forraad.

jeg min gert Cons

Bleg not

erre roei hina han dige

og med Ifet

Imidlertid leed vi flet intet af Kedsomhed. Efter en tæt Frokost, ved hvilken Degnen og hans hornede Substitut gave rigelig Stof til Skjemt og løjer, tog Herredss fogden fat paa fit Instruwent, og strøg en Valts, der snart rev de fleste med fig; og da der iffe vare Damer not, maatte ogsaa Mandfolk danse med hinanden.

De gjenfundne Brødre fade smilende sammen, og fage til. De slap næsten aldrig hverandres Hænder; og den ældre Conrectoren havde femten eller serten Aar forud passede især paa den yngre med en Ængsteligbed, som om han var bange for at miste ham igien fom en nygift Mand, fagde Serredsfogden, paa fin unge Rone. Rom Kjøbmanden bam et Djeblik af Sigte, spurgte han urolig: „hvor blev Christian? faae f iffe Chris stian?. og føgte til han fandt ham.

Een Morskab aflofte den anden; ben lystige Jurist var Sjælen i dem. Han gjorde endog et Par Gange det vidunderlige Konststykke, at han fif Qvintus til at lee saa heftigt, at man faae hans Tænder.

Dagen var borte inden vi mærfede bet; Aftenen liges saa. Endog Damerne bande saaledes ladet sig henrive i denne Munterheds Hvirvel, at da det blev Sengetid, kom de først i Tanfer om, at der manglede Leje til Een. Vel ffete Tilbud nof, om at ligge paa Stole; men saadanne bleve iffe antagne.

Den ene Datter hviskede noget til Moderen, men denne rystede paa Hovedet, og svarte fagte, hvorved jeg blot nam de Drd:

Gjøre bende Uro faa filde — ".

"Det behøves jo ikke heller« sagde nu Kammerraas den; „der staaer jo en Seng i den forte Stue; Hoveds neglen luffer op – i Morgen fan vi gjøre Undskyldning...

[blocks in formation]

Den sorte Stue ? spurgte begge Pigerne med store Zine; „hvem vil Fa’er ha’ til at ligge der ?

139 svarte han smilende , Degnen for Erempel."

„Nei Katten ryuo mæ, om a gjør!" raabt denne be: stemt, maa tal a fabr go hjem.“

„Nu blev jeg nysgjerrig, saavelsom alle de, der iffe havde været paa Gaarden for:

Hvad er der med den sorte Stue ?u lod paa eens gang flere Stemmer.

Intet Andet, sagde Rammerraaden lidt baanligt, wend at det spøger ter. Man siger, at en stakfels Frø: fen, der var kommen for Skade, i gamle Dage er levende indmuret deroppe

naa, een Vej skal vi ud ville De træffe Lod, mine Herrer! eller – tør Ingen ligge ene fan De jo blive to jeg er ogsaa villig

"Ingenlunde!“ raabte vi, „De maad iffe iages ud af Deres egen Seng!"

Saa træffe viu fagde Herredsfogden; men den, der faaer Lodden, ffal.bestemt ligge alene hos Frøkenen.“

Vi traf, jeg blev den udvalgte, og modtog Forsamlingens Lyfønskninger; men Degnen satte ordentlig et glubst Ansigt op, og sagde:

, vill, Katten ryuv mæ, ett bytt mæ ham, om a faa ku vinn hiele Ulvedaabi..

Det berygtede Værelse laae langt borte i en anden Fløj af Borggaarden, og for at naae derhen maatte jeg gjennem adskillige andre, tilligemed en lang steenlagt Gang, Trappe ned og Trappe op igjen. Tjeneren aabnede, tændte et medbragt lys, og fjernede fig med Gaardlygten, efterat bave kastet et hurtigt og stye Blit hen til et vist Hjørne i Stuen.

med store

den for

nne be:

per ifte

eens

Enligt,

Fros vende

Denne forte med god Shiel fit varslende Tilnavn: Loft og Vægge vare malede, men med faa mørfe Farver, at det Hele udgjorde et fandt Natstyffe. Selve Ombæn: get paa den uhyre Himmelseng var af et Slags sortbrunt gammeldags Silfetoj eller Damast.

Inden jeg frøb indenfor dette, gjorde jeg med Lyset i Haanden en Nuntar. Da jeg kom til det Hjørne, hvorhen Tjenerens Dine saa mistænkeligt ftelede, opdagede jeg strar et Billede, der alt for levende erindrede mig om før bes rørte Sagn. Det forestillede en ung kvinde, med et stjønt men dodblegt Ansigt og nedslagne Dine. Hendes Legeme var indhyllet i en Ronnebragt, og i de foldebe Hænder boldt hun Crucifir og Rosenkrands.

Dette Malerie befandt sig tæt op til Hjørnet; og paa den anden Side deraf stod en Mand, som med Rette bar Navnet af den Robe; thi alt paa ham var rødt lige fra Haaret og Stjæget til de snævre Beenklæder og lange Snabelfkoe. Hans skumle blodtørstige Blif var stivt fæftet paa Damen ffraaes over for ham.

Jeg hørte siden, at dette skulde være Faberen til den af ham selv fordømte, indmurede Pige.

Det var mig lige indtil denne Nat uforklarligt: boorlunde den, som ikke troer paa Spøgelser, alligevel kan frygte for dem. Men ba, deb pludselig at gribe mig selv i en vis Bangheb, lebtes jeg til den Dverbeviisning, at en faadan Frygt er grundet i vor ligesaa ubegribelige aandige Natur, er eet af de Rivter i Dødens Forhæng, gjennem hvilke Sjælen flimter udødeligheden. Og lige siden har Spogelsefrygten aldrig været mig en Gjenstand for Skjemt end mindre for Spot; meget mere har jeg betragtet den som en hellig, stjøndt dunkel, Aabenbarelse fra Aander: nes Verden.

[merged small][merged small][ocr errors][ocr errors][ocr errors][ocr errors]

Jeg funde iffe fove. Mine Dine faldt ofte sammen, men aabnedes atter, for at stotte hen til den ffumle Krog, hvor Maanen belyste det liigblege Ansigt.

Tilsidst tyktes mig, jeg hørte en svag lyd derhenne, fom af et musikalsk Instrument.

Jeg holdt min Aande hørte Intet. Lidt efter fom lyden igjen.

Nu lettede jeg Hovedet fra Puden det var intet Selvbedrag; men Tonerne faa fine og fjerne, at det ifte var muligt at ffjelne, om de fom fra et Instrument eller fra et menneskeligt Bryst. En let Gysen udbredte sig fra min 38se og ned over hele legemet. Var det Aandesang fra Murenes Indre? Den ulyksaliges Dobspsalme? Det blev ved.

Mine Nerver dirrede med en fælsom Kritlen, og Bes nouelse indflemte mit Bryst. Jeg rejste mig beelt overs ende, og stirrede ftivt paa Billedet, ventende med stille Forfærdelse, hvert Djeblik at fee Noget.

Ansigtet bevægede sig hævede fig sant forstørrebes --- formindskedes Angesten fteeg. Dog havde Fornuften iffe faa aldeles tabt fin Virkeevne, at den jo endnu funde berolige mig med den Forklaring: at disse tilsyneladende Bevægelser maatte tilskrives Maanen, alt eftersom den gik bag en Sfye eller atter fremtraadte.

- En ny Stilhed.

Jeg begynde at aande friere, tænke roligere, overs lægge. Jeg fattede en rast Beslutning: ftod op, og tas stede mig i Klæderne, gik hen til et Vindue, og det fores kom mig virkelig, som om jeg hos den klare venlige Maane hentede mig nogen Trøft og Dpmuntring. Jeg delte mit Blit mellem den og det frygtelige Hjørne.

Men hvad nu videre? Skulde jeg her blide staaende

« ForrigeFortsæt »