og kommer fra Cap for at besøge mit Fødeland, som jeg ikke har seet i to og tyve Aar; men meest for at see min eneste Broder, som jeg i al den Tid slet ikke har hørt noget til. Han boer her i nærmeste Kjøbstad og er Conrector "

Her vendtes Alles Djne til denne: han sad bleg og stjælvende, og formaaede ikke at rejse sig, neppe nof at frembringe de Ord:

„Christian! er det Dig?"

Brødrene sank i hinandens Arme.

Min ædle Vens Overraskelse var saa meget større og frydeligere, som han allerede i mange Aar havde troet Broderen død, da der siden hans første Udrejse til China iffe var indløben anden Efterretning fra ham, end at han var forbleven i det usunde Batavia. Hans bestandige Taushed havde fin Grund, først i Ungdoms Letsind og fiden i den Beslutning, ej at ville lade høre fra sig, med mindre han kunde vende tilbage som riig Mand; hvilket nu var Tilfældet.

4.

Comtessen.

Herredsfogden spillede en særdeles god Violin; og havde paa Maae og Faae medbragt et Skriin pakfuldt af Musicalier. Ser Andre behandlede forskjellige Instrumenter; men der var desværre ingen paa Ulvedal, naar undtages en gammel Fløite af Kammerraadens. Dog herfor blev snart fjendt Raad: en Vogn kjørte til Byen at hente Stadsmusikanten med hele hans Forraad.

Imidlertid leed vi flet intet af Kedsomhed. Efter en tæt Frokost, ved hvilken Degnen og hans hornede Substi tut gave rigelig Stof til Skjemt og løjer, tog Herredss fogden fat paa fit Instrument, og strøg en Valts, der snart rev de Fleste med sig; og da der ikke vare Damer nok, maatte ogsaa Mandfolk danse med hinanden.

De gjenfundne Brødre fade smilende sammen, og saae til. De slap næsten aldrig hverandres Hænder; og Conrectoren havde femten eller serten Aar

den ældre

forud passede især paa den yngre med en Ængstelighed, som om han var bange for at miste ham igjen som en nygift Mand, sagde Herredsfogden, paa sin unge Kone. Kom Kjøbmanden ham et Øjeblik af Sigte, spurgte han urolig: „hvor blev Christian? faae I iffe Christian?" og søgte til han fandt ham.

Een Morskab afløste den anden; den lystige Jurist var Sjælen i dem. Han gjorde endog et Par Gange det vidunderlige Konststykke, at han fik Qvintus til at lee saa heftigt, at man faae hans Tænder.

Dagen var borte inden vi mærkede det; Aftenen ligesaa. Endog Damerne havde saaledes ladet sig henrive i denne Munterheds Hvirvel, at da det blev Sengetid, kom de først i Tanker om, at der manglede Leje til Een. Vel ffete Tilbud nof, om at ligge paa Stole; men saadanne bleve ikke antagne.

Den ene Datter hviskede Noget til Moderen, men denne rystede paa Hovedet, og svarte sagte, hvorved jeg blot nam de Ord:

- "

Gjøre hende Uro saa filde -",

"Det behøves jo ikke heller" sagde nu Kammerraaden; „der staaer jo en Seng i den forte Stue; Hoveds neglen luffer op i Morgen kan vi gjøre Undskyldning."

"Den sorte Stue?" spurgte begge Pigerne med store Zine; hvem vil Fa'er ha' til at ligge der?"

„Nej Katten ryuv mæ, om a gjør!" raabt denne bestemt, saa stal a fahr go hjem."

"Nu blev jeg nysgjerrig, saavelsom alle de, der ikke havde været paa Gaarden før:

„Hvad er der med den sorte Stue?" lød paa eens gang flere Stemmer.

-

"Jntet Andet sagde Kammerraaden lidt haanligt, „end at det spøger der. Man siger, at en stakkels Frøken, der var kommen for Skade, i gamle Dage er levende indmuret deroppe naa, een Vej skal vi ud ville De trække Lod, mine Herrer! eller tør Ingen ligge ene → fan De jo blive to jeg er ogsaa villig "Ingenlunde!" raabte vi, De maae ikke jages ud af Deres egen Seng!"

"Saa træffe vin sagde Herredsfogden; men den, der faaer Lodden, skal.bestemt ligge allene hos Frøkenen.“

Vi trak, jeg blev den Udvalgte, og modtog Forsamlingens Lykønskninger; men Degnen satte ordentlig et glubsk Ansigt op, og sagde:

„A vill, Katten ryuv mæ, ett bytt mæ ham, om a saa ku vinn hiele Ulvedaahl."

Det berygtede Værelse laae langt borte i en anden Fløj af Borggaarden, og for at naae derhen maatte jeg gjennem adskillige andre, tilligemed en lang steenlagt Gang, Trappe ned og Trappe op igjen. Tjeneren aabnede, tændte et medbragt Lys, og fjernede sig med Gaardlygten, efterat have kastet et hurtigt og skye Blik hen til et vist Hjørne ¡ Stuen.

Denne førte med god Skjel sit varslende Tilnavn : Loft og Vægge vare malede, men med saa mørke Farver, at det Hele udgjorde et sandt Natstykke. Selve Omhæns get paa den uhyre Himmelseng var af et Slags fortbrunt gammeldags Silketøj eller Damask. —

Inden jeg krøb indenfor dette, gjorde jeg med Lyset i Haanden en Rundar. Da jeg kom til det Hjørne, hvorhen Tjenerens Pine saa mistænkeligt skelede, opdagede jeg strax et Billede, der alt for levende erindrede mig om før bes rørte Sagn. Det forestillede en ung Kvinde, med et skjønt men dødblegt Ansigt og nedslagne Øjne. Hendes Legeme var indhyllet i en Nonnedragt, og i de foldede Hænder holdt hun Crucifir og Rosenkrands.

Dette Malerie befandt sig tæt op til Hjørnet; og paa den anden Side deraf stod en Mand, som med Rette bar Navnet af den Røde; thi alt paa hàm var rødt lige fra Haaret og Skjæget til de snævre Beenklæder og lange Snabelskoe. Hans skumle blodtørstige Blik var stivt fæftet paa Damen fkraaes over for ham.

Jeg hørte fiden, at dette skulde være Faderen til den af ham selv fordømte, indmurede Pige.

Det var mig lige indtil denne Nat uforklarligt: hvorlunde den, som ikke troer paa Spøgelser, alligevel kan frygte for dem. Men da, ved pludselig at gribe mig selv i en vis Banghed, ledtes jeg til den Overbeviisning, at en saadan Frygt er grundet i vor ligesaa ubegribelige aandige Natur, er eet af de Rivter i Dødens Forhæng, gjennem hvilke Sjælen skimter udødeligheden. Og lige siden har Spegelsefrygten aldrig været mig en Gjenstand for Skjemtend mindre for Spot; meget mere har jeg betragtet den som en hellig, skjøndt dunkel, Aabenbarelse fra Aandernes Verden.

Jeg kunde ifte sove. Mine Dine faldt ofte sammen, men aabnedes atter, for at skotte hen til den skumle Krog, hvor Maanen belyste det liigblege Ansigt.

Tilsidst tyktes mig, jeg hørte en svag Lyd derhenne, som af et musikalsk Instrument.

Jeg holdt min Aande horte Intet. Lidt efter kom Lyden igjen.

Nu lettede jeg Hovedet fra Puden det var intet Selvbedrag, men Tonerne faa fine og fjerne, at det ikke var muligt at skjelne, om de kom fra et Instrument eller fra et menneskeligt Bryst. En let Gysen udbredte sig fra min Isse og ned over hele Legemet. Var det Aandesang fra Murenes Indre? Den Ulyffaliges Dodspsalme? Det blev ved.

Mine Nerver dirrede med en sælsom Krillen, og Benouelse indklemte mit Bryst. Jeg rejste mig heelt overende, og stirrede stivt paa Billedet, ventende med stille Forfærdelse, hvert Øjeblik at fee Noget.

Fornuften ikke saa aldeles tabt fin Virkeevne, at den jo endnu funde berolige mig med den Forklaring: at disse tilsyneladende Bevægelser maatte tilskrives Maanen, alt eftersom den gik bag en Skye eller atter fremtraadte. - En ny Stilhed.

Jeg begynde at aande friere, tænke roligere, overs lægge. Jeg fattede en rask Beslutning: stod op, og kastede mig i Klæderne, gik hen til et Vindue, og det forekom mig virkelig, som om jeg hos den klare venlige Maane hentede mig nogen Trøst og Opmuntring. Jeg delte mit Blik mellem den og det frygtelige Hjørne.

Men hvad nu videre? Skulde jeg her blive staaende