Billeder på siden
PDF
ePub

. Paa Vejen til Skjærsilden for det første," foarte Amaral: mjeg rider paa Roret; men længe holder jeg det ikke ud; og hvor er Du?“

, et mørkt Hul", sagde St. Previl; vi god Bevaring for det første, og med Haab om at blive ran. zoneret.“

Naar Du engang kommer hjem, suffede Amaral, mfaa hils de provençalske Piger fra mig, og frig, at jeg ligger paa Havens Bund..

Endnu iffe, Cammerat:" sagde den fangne Ridder, jeg vil prøve paa at frelse Dig: her er et Hul til et vift Vrug; det er for lidet til at krybe igjennem, men har Du din Dolk hos Dig, vil jeg udvide det."

Han aabnede Klappen, modtog Amaral. Dolt og begyndte med Forsigtighed at giore Aabningen ftørre. Da han troede den rummelig nok, bad han Bennen at afføre fig fin Rustning, og sagtelig at lade den Stykke for Stykke glide ned i vandet. Da dette var gjort, rakte Amaral St. Previl fin Haand, og slap, skjøndt med Besværlighed, op til ham.

Her fortalte han nu, hvorledes han var bleven frelst fra Blodbadet: Han havde ftrar i Begyndelsen af Kampen faaet et bedøvende Slag paa Hovedet, og var faldet bes vidstløs om paa Dækket; han vaagnede først, da han med de Døde blev faftet overbord; det folde Bad bragte ham til fuldkommen Befindelse, og han var faa heldig at svomme agter om, og der at flynge sig fast til Roret. Forresten var han uden Saar og Smerte, og følte ingen anden Ubehagelighed end Kulde.

Han afførte sig derfor de vaade Klæder, og den tro Ben deelte fine tørre med ham. Han tilbød endvidere ædelmodigen at dele Spise og Driffe med ham, og ved

[ocr errors]

Anfomsten til en tyrkift Havn af alle Kræfter at virke til hans løsladelse. For iffe imidlertid at vorde røbet, sfulde Amaral, hvergang Fødemidler meddeeltes dem, skjule fig under Straasæffen, der udgjorde Fangernes Seng.

De havde neppe giort den Aftale, før lydelige Mens neffestemmer tæt ved Siden af advarede dem om at holde fig felv saa tause som muligt. Virkelig vare® de kun ved en tynd Brædevæg adskilte fra den tyrfiste Anførers Kabyt, og igiennem en Spræffe funde de oversee en Deel af denne: en Dpdagelse, som faa Dage derefter blev Anledning til deres frelse, og satte dem iftand til selv at bestemme Prisen for deres frihed.

En Morgen blev det uroligt paa Stibet; Kanonerne git; de besvaredes af svagere eller fjernere Skud, saa at vore Fangne ikke funde tvivle paa, at en Kamp fandt Steb mellem Tyrken og en christelig Snekke.

Efter en halv Times Fyren taug Kanonerne, og Sværdene begyndte at klirre, der entredes; men uvist af hvem. Dog snart overtydede Ridderne sig om, at det var deres fjender, og at disse havde sejret. Under det frygtelige Allahraab gik Nedfablingen for sig, og derimellem hørtes Jammerskriget af mishandlede Kvinder.

Riddernes Hjerter brændte, alle deres lemmer ffjalv af Farme og afmægtig Forbittrelse.

3fte længe efter aabnedes Døren til Høvdingens Kahyt. St. Previl fatte Pjet til Spræffen, og faae nu Tyrken dragende en ung kvinde i græsk Dragt efter fig; han slog Kahytsdøren i.

Nu min Myrthekvift!" begyndte han, her ere vi ene, og Du behøver iffe at undsee Dig eller forstille Dig. Du er nu for Djeblikket eneste Sultaninde i mit hele Harem, og derfor -

[ocr errors]

men

Her afbrød han sin barbarist-galante Tiltale, for at slutte Perioden med en Omfavnelse; men Kvinden satte ban en faa fraftig Haand for Brystet, at han gik to Skridt tilbage, og lod de oploftede Arme fynfe. Han rynkede Panden, strøg Knebelsbarten, og lavede sig til at lade som han var vred, for at understøtte fit forliebte Angreb met Trusler, da hun forefom ham med følgende Tiltale:

„Tyrk! jeg er Christen - Barbar! jeg er en græft Pige, og ingen Stjoge mit liv er i din Magt; men iffe min xere

. — Eren ogsaa min fnibske Glut!" afbrød han: ,,Giv godvillig, hvad jeg kan tage med Magt!"

Han nærmede sig atter med udbredte Arme; Pigen gjorde et hurtigt og siffert Greb efter hans Dolf, rev den ud af Beltet, gjorde en Vending saaledes at hun satte Nyggen til den modstaaende Væg og holdt Dolken foran fig.

Hidtil havde St. Previl ikkun bagfra seet hendes boje, ranfe Stabning; nu viste hun ham et Ansigt, hvis ædle Stjønhed paa een Gang vakte hans bøjeste Beundring og dybeste Medynk.

„Nu er Du i min Magt!" raabte hun: „Kommer Du mig nærmere, skal denne Dolk fidde i dit Bryst...

Amaral, fom med forbauselse bavde hørt bele Samtalen, hviffede til fin Ben:

Det maa være Fanden til Pige lad mig ogsaa see denne Amazone !"

St. Previl tog fit Hoved bort, og trat den længe tilbageholdte Aande.

Tyrken begyndte, efter en Pause, at loffe ; og, da dette ikke hjalp, atter at true. Han forsiffrede den fjække

Græferinde, at han dog ikke funde undgaae ham, at ban i værste Fald vilde hente et Par af fine Folk, og dersom hun nødte ham til at bruge Magten, sfulde hun vorde givet hele Mandskabet til Priis.

„Gjør det!" svarte bun, „Gaae! og hent kun dine Slaver! Men vær vis paa, at denne din egen Dolf ffal frelse mig fra Eder alle.”

Med sammenpresset Bryst hviskede St. Previl: "Længer hoider jeg det iffe ud – vi maae frelse bende!"

Frelse bende?sagde Amaral, „hvorledes? ved et Mirafel ?..

„Hvad bestiller Tyrken nu?“ spurgte St. Previl ængstelig.

" Han er ifærd med at løse en af Sophapuderue", svarte Amaral.

"Den vil han bruge baade som Skjold og Angrebss vaaben", sagde Previl; ,nu er ingen Tid at spilde! Brædderne ere tynde og halvraadne, vi løbe dem ind og

Og saa?“ spurgte Amaral sarcastisk „Saa dræbe vi Tyrken og frelse hende !" sagde St. Previl; men faa højt, at Tyrken hørte det.

Lurer Du? Christenbund!" raabte ban.

„ Nu!" sagde St. Previl, og rendte mod Væggen af al fin Magt: den brast, og han tumlede langt ned i Kabytten Amaral efter ham; dennes Dolf var i bans Haand.

Den forfærdede Hovding stirrede et Secund paa dem begge; men dette var nok for St. Previl til at rive Dolfen ud af Græferindens Haand og støde den i Barbarens Hjerte. Han fant uden mindste lyd til Gulvet.

brød først

Der fulgte nu et Dphold, i hvilket de levende vare ligesaa stumme som den Dede.

Myra det var Pigens Navn Tausheden:

„Jeg taffer Eder, mine ædle Frelsere!« sagde hun: wHimlen maae have sendt Eder for at frie mig af et Uhyres Vold; men den alene er nu ogsaa mægtig til at fuldføre vor Redning; thi for menneskelige Dine er Faren endnu lige ftor for os alle.

St. Previl svarte kun med et Blit, der noksom vifte, at Frygt ikke var den følelse, som for Djeblikket beherskede ham; han syntes at have tabt Bevidstheden om det Foregaaende, saavelsom om det Forestaaende.

Den ellers mere fremfusende Amaral havde virkelig større Fatning.

,,Ved Sanct Johannes !« sagde han, ben ftjønne Dame har Ret: vi have blot vundet saameget, at vi nu funne døe i hverandres Selskab; vi have fun drevet Prisen paa vort liv et Par Tyrfehoveder højere i Vejret; de ville snart savne deres Anfører. Lad os imidlertid først Have Ryggen fri! Hjælp mig François!"

Med disse Ord begyndte han at sætte de udsprængte Bræbber ilave. Da dette var gjort, stillebe de begge Sophaen foran, og derovenpaa en vægtig Kiste.

„Og hvad gjøre vi ved ham?“ spurgte St. Pres vil, pegende paa den døde Høvding.

„ leve vi til Aften", svarede Amaral, fende vi ham den Vej ub, paa hvilken jeg kom ind.“

„Og faa?" dedbley St. Previl med et smerteligt Diefast paa Grækerinden.

,,Dog han fæstebe fine Dine paa Gulvet maaffee er der endnu eet Mibbel: under Slaget borte

« ForrigeFortsæt »