"

„Paa Vejen til Sfjærsilden for det første," svarte Amaral: jeg rider paa Roret; men længe holder jeg det ikke ud; og hvor er Du?"

3 et mørkt Hul", sagde St. Previl; i god Bevaring for det første, og med Haab om at blive ran zoneret."

"Naar Du engang kommer hjem," sukkede Amaral, "saa hils de provençalske Piger fra mig, og fiig, at jeg ligger paa Havsens Bund.“

"

Endnu ikke, Cammerat:" sagde den fangne Ridder, jeg vil prøve paa at frelse Dig: her er et hul til et vist Brug; det er for lidet til at krybe igjennem, men har Du din Dolk hos Dig, vil jeg udvide det."

Han aabnede Klappen, modtog Amarals Dolk og begyndte med Forsigtighed at gjøre Aabningen større. Da han troede den rummelig nok, bad han Vennen at afføre fig fin Rustning, og fagtelig at lade den Stykke for Stykke glide ned i Vandet. Da dette var gjort, rakte Amaral St. Previl sin Haand, og slap, skjøndt med Besværlighed, op til ham.

Her fortalte han nu, hvorledes han var bleven frelst fra Blodbadet: Han havde strar i Begyndelsen af Kampen faaet et bedøvende Slag paa Hovedet, og var faldet bevidstløs om paa Dækket; han vaagnede først, da han med de Døde blev kaftet overbord; det kolde Bad bragte ham til fuldkommen Befindelse, og han var saa heldig at svømme agter om, og der at klynge sig fast til Roret. Forresten var han uden Saar og Smerte, og følte ingen anden Ubehagelighed end Kulde.

Han afførte sig derfor de vaade Klæder, og den tro Ven deelte fine tørre med ham. Han tilbød endvidere ædelmodigen at dele Spise og Drikke med ham, og ved

Ankomsten til en tyrkisk Havn af alle Kræfter at virke til hans Løsladelse. For iffe imidlertid at vorde røbet, skulde Amaral, hvergang Fødemidler meddeeltes dem, fkjule fig under Straasækken, der udgjorde Fangernes Seng.

De havde neppe gjort den Aftale, før lydelige Mens nesfestemmer tæt ved Siden af advarede dem om at holde fig selv saa tause som muligt. Virkelig vare de kun ved en tynd Brædevæg adskilte fra den tyrkiske Anførers Kahyt, og igiennem en Spræffe kunde de oversee en Deel af denne: en Opdagelse, som faa Dage derefter blev Anledning til deres Frelse, og satte dem istand til selv at bestemme Prisen for deres Frihed.

En Morgen blev det uroligt paa Skibet; Kanonerne gif; de besvaredes af svagere eller fjernere Skud, saa at vore Fangne ikke kunde tvivle paa, at en Kamp fandt Sted mellem Tyrken og en christelig Snekke.

Efter en halv Times Fyren taug Kanonerne, og Sværdene begyndte at klirre, der entredes; men uvist af hvem. Dog snart overtydede Ridderne sig om, at det var deres Fjender, og at disse havde sejret. Under det frygtelige Allahraab gik Nedsablingen for sig, og ders imellem hørtes Jammerskriget af mishandlede Kvinder.

Riddernes Hjerter brændte, alle deres Lemmer skjalv af Harme og afmægtig Forbittrelse.

Jtte længe efter aabnedes Døren til Høvdingens Kahyt. St. Previl satte Djet til Sprækken, og saae nu Tyrken dragende en ung Kvinde i græsk Dragt efter fig; han slog Kahytsdøren i.

"

Nu min Myrthekvist!" begyndte han, her ere vi ene, og Du behøver ikke at undsee Dig eller forstille Dig. Du er nu for Øjeblikket eneste Sultaninde i mit hele Harem, og derfor -"

Her afbrød han sin barbarist-galante Tiltale, for at slutte Perioden med en Omfavnelse; men Kvinden satte ham en saa kraftig Haand for Brystet, at han gik to Skridt tilbage, og lod de opløftede Arme synke. Han rynkede Panden, strøg Knebelsbarten, og lavede sig til at lade som han var vred, for at understøtte sit forliebte Angreb mes Trusler, da hun forekom ham med følgende Tiltale:

„Tyrk! jeg er Christen Barbar! jeg er en græft Pige, og ingen Skjøge mit Liv er i din Magt; men iffe min Ære -"

"

Æren ogsaa min knibske Glut!" afbrød han: Giv godvillig, hvad jeg kan tage med Magt!"

Han nærmede sig atter med udbredte Arme; men Pigen gjorde et hurtigt og sikkert Greb efter hans Dolk, rev den ud af Beltet, gjorde en Vending saaledes at hun satte Ryggen til den modstaaende Væg og holdt Dolken foran fig.

Hidtil havde St. Previl ikkun bagfra feet hendes høje, ranke Skabning; nu viste hun ham et Ansigt, hvis ædle Skjønhed paa een Gang vakte hans højeste Beundring og dybeste Medynk.

"

Nu er Du i min Magt!" raabte hun: "Kommer Du mig nærmere, skal denne Dolk sidde i dit Bryst.“ Amaral, som med Forbauselse havde hørt hele Samtalen, hviskede til sin Ven:

"Det maa være Fanden til Pige - lad mig ogsaa see denne Amazone!"

St. Previl tog sit Hoved bort, og trak den længe tilbageholdte Aande.

Tyrken begyndte, efter en Pause, at lokke; og, da dette ikke hjalp, atter at true. Han forsikkrede den kjække

Grækerinde, at hun dog ikke kunde undgaae ham, at han i værste Fald vilde hente et Par af fine Folk, og dersom hun nødte ham til at bruge Magten, skulde hun vorde givet hele Mandskabet til Priis.

„Gjør det!“ svarte hun, „Gaae! og hent kun dine Slaver! Men vær vis paa, at denne din egen Dolk skal frelse mig fra Eder alle."

Med sammenpresset Bryst hviskede St. Previl: Længer holder jeg det ikke ud - vi maae frelse hende!" "Frelse hende?" sagde Amaral, „hvorledes? ved et Mirakel?"

„Hvad bestiller Tyrken nu?“ spurgte St. Previl ængstelig.

"Han er ifærd med at løse en af Sophapuderue", svarte Amaral.

"Den vil han bruge baade som Skjold og Angrebsvaaben“, sagde Previl; „nu er ingen Tid at spilde! Brædderne ere tynde og halvraadne, vi løbe dem ind og

Og saa? spurgte Amaral sarcastisk

"Saa dræbe vi Tyrken og frelse hende!" sagde St. Previl; men saa højt, at Tyrken hørte det.

"Lurer Du? Christenhund!" raabte han.

"Nu!" sagde St. Previl, og rendte mod Væggen af al fin Magt: den brast, og han tumlede langt ned i Kahytten Amaral efter ham; dennes Dolk var i bans Haand.

Den forfærdede Høvding stirrede et Secund paa dem begge; men dette var nok for St. Previl til at rive Dolken ud af Grækerindens Haand og støde den i Barbarens Hjerte. Han sank uden mindste Lyd til Gulvet.

Der fulgte nu et Ophold, i hvilket de Levende vare ligesaa stumme som den Døde.

"Jeg takker Eder, mine ædle Frelsere!" sagde hun : Himlen maae have sendt Eder for at frie mig af et Uhyres Vold; men den alene er nu ogsaa mægtig til at fuldføre vor Redning; thi for menneskelige Øjne er Faren endnu lige stor for os alle."

St. Previl svarte kun med et Blik, der noksom viste, at Frygt ikke var den Følelse, som for Djeblikket beherskede ham; han syntes at have tabt Bevidstheden om det Foregaaende, saavelsom om det Forestaaende.

Den ellers mere fremsusende Amaral havde virkelig større Fatning.

„Ved Sanct Johannes!" sagde han, „den skjønne Dame har Ret: vi have blot vundet saameget, at vi nu kunne døe i hverandres Selskab; vi have kun drevet Prisen paa vort Liv et Par Tyrkehoveder højere i Vejret; de ville snart savne deres Anfører. Lad os imidlertid først have Ryggen fri! Hjælp mig François!"

Med disse Ord begyndte han at sætte de udsprængte Brædder ilave. Da dette var gjort, stillede de begge Sophaen foran, og derovenpaa en vægtig Kiste.

„Og hvað gjøre vi ved ham?“ spurgte St. Previl, pegende paa den døde Høvding.

„Leve vi til Aften", svarede Amaral, „sende vi ham den Vej ud, paa hvilken jeg kom ind."

"Og faa?" vedblev St. Previl med et smerteligt Diekast paa Grækerinden.

"Dog"

han fæstede fine Dine paa Gulvet

maaffee er der endnu eet Middel: under Slaget hørte