Billeder på siden
PDF
ePub

Her befandt jeg Rigtigheden af hans Maxime. Tilforn havde jeg virkelig aldrig havt Tid eller Mag til at forelske mig. De smukke Pigeansigter vare gledne mig forbi som Billeder i den magiske Lygte. Havde jeg endog en enkelt Gang givet mig Stunder til at fastne mit Blik ved en Gjenstand i Hovedstadens glimrende Panorama; de alvorlige Muser havde dog stedse henvist deres lydige Søn til Collegier og Bibliotheker, Lucubrationer og Timcinformationer.

Der skal otium til at elske, og den manglede jeg nu ikke paa Ulvedal; ogsaa vare der Piger nok, men den ene gif mig ivejen for den anden. Det gik mig ligesom den Beskjænkede, der stod midt paa Torvet med Gadedørsnøglen i Haanden, og stak efter de uafladelig rundtsejlende Huse.

De smukkeste af alle dem jeg saae, vare unægtelig Kammerraadens egne to Døttre; men de vare begge to lige smukke, saa at jeg aldrig vidste, hvem jeg skulde give Fortrinet, naar de stode ved Siden af hverandre; og vare de adskilte, syntes mig den Tilstedeværende altid at have det.

-

Enten det nu kom af denne Ligevægt i min deelte Tilbøjelighed, eller deraf, at de unge Piger i Grunden vare hverken meer eller mindre end Hverdags- Fruentimre med glat Overflade men uden dyb Grund nok er det, jeg kunde af den ene modtage Kaffekoppen uden noget electrisk Stød i Fingrene, og ved Lombrebordet spøge med den anden uden at forspille mig. Selv de Kys, der uns der Julelegene saa rigelig faldt i min Lod, frembragte ikke i mit Hjerte hiin søde Beklemmelse, Digterne saa ofte omtale Ingen vil da tvivle paa, at jeg efter Dagens

Udmattelse og Aftenens Lystighed sov saa haardt, som om der aldrig var Kjerlighed til.

3.

Urolig Wat.

Gjerne havde jeg sovet til den lyse Dag; men der blev intet af: højst kun i tre Timer var jeg borte. Da vækkeoes jeg af et stærkt Rabalder paa vor Kammerdør; og derpaa fulgte en drej Eed, en fleerstemmig Latter, og derimellem Hyssen og Kalden til Orden og Rolighed.

[ocr errors]

Endelig gik Døren ordentlig op, og en Pige kom ind med Lys i Haanden og Rejsekapper over Armen. Efter hende kom fire Mandfolk tre unge og et gammelagtigt belæssede med Peltse, Pudehynder, Sophapuder og ditto Pølser, hvoraf jeg sluttede, at en Søsterseng skulde opredes til disse lystige Brødre, der nylig maatte være ankomne og ikke vilde gjøre „dem selv“ Uro.

„Hvem ligger her? hvidskede Een til Pigen, medens de alle paa Tæerne fulgte hende.

"Det er de to fornemste af Hørerne," svarte hun, idet hun aabnede en Dør i Tapetet.

"Det kunde jeg mærke,“ sagde en Anden, "her lugtede faa latinsk,"

Og dermed gik hele Flokken ind i det aabnede Bagværelse. Pigen kom strar tilbage, og overlod Herrerne til dem selv.

Nu vilde jeg igjen overgive mig til Søvnen, men forgjæves! Først gjorde de derinde en uendelig Støj med at trække hverandre af Støvlerne, hvorved snart Een snart

[ocr errors]

en Anden dumpede i Gulvet, hvilket heller ikke gik af uden Latter. Og da de endeligen vare komne til Leje, begyndte Commercen paa nye som jeg kunde høre med at træffes om Kapper og Hynder; hvilket omsider foranledigede et almindeligt Bombardement med Sophapølferne, der gave et Bump efter det andet paa Bræde - Væggen. Endelig sluttedes Stilstand.

Jeg var allerede nær ved at sove ind igjen, da et skingrende Hanegal lød ude i den lange Gang. En Fnis fen i Bagværelset lod mig formode, hvo der havde bragt den levende Vækker i vor Nærhed.

Det blev iffe derved: Hanen havde begyndt fin Fanfare anden Gang, da han blev afbrudt ved en Larm af ganske anden Beskaffenhed, og som sandsynligviis forskrækkede ham endnu stærkere end mig, thi han udstødte et ffiærende Skrig. Det lød nemlig, som om flere velbeffoede Heste kom gallopperende op ad Trappen, der førte til Corridoren, og frem og tilbage i samme.

Det var for galt. Min Gjenboe, der hidtil havde sovet fødelig ovenpaa Dagens uvante Anstrængelse, vaagnede endelig, fatte sig overende, lyttede, og mumlede for sig selv:

"Lemures nocturnaqve spectra!"*)

Jeg svarte intet, fordi jeg ventede paa hvad dette vilde blive til. Men Spectaflet ophørte; der paafulgte en dyb Stilhed, som dog snart afbrødes, idet den ene af Galningerne med huul og skjælvende Stemme declamerede: "Und immer weiter, hop hop hop,

Geht's fort im donnernden Galop

[ocr errors]

videre kom han iffe; thi ved et dundrende. Stød sprang

*) "Gjengangere og natlige Spøgelser."

Deren op paa viid Væg, og midt i Aabningen viste sig en Dverg med et langt hvidt Skjæg.

Jeg blev ikke ganske vel tilmode, Conrectoren lige= saalidt:

"Sover De?" hvidskede han.

Jeg svarte „Nej," men idet samme løftes Gaaden: Mandslingen brægede: det var en Gedebuf.

[ocr errors]

Som jeg siden efter hørte, gik Personen frit omkring, hvor han behagede, og maatte denne Nat være sluppen ind i Corridoren med de Fremmede, der virkelig vare ganske uskyldige deri.

Frygten gaaer, naar dens naturlige Aarsag opdages, over til Arrighed. Saaledes gik det ogsaa mig. Jeg sprang op, og greb Mads om det ene Horn; og da jeg endnu troede, at dette ogsaa var et Puds af de fire Spectakelmagere, trak jeg ham hen til deres Dør, aabnede den, og stødte ham derind; hvorpaa jeg atter luffede. Derpaa gik jeg hen til Conrectoren, fortalte ham ganske sagte Alt, hvad der var foregaaet imedens han sov; og lagde mig igjen.

Jeg havde kun gjort Ondt værre; thi istedet for at Fyrene før havde slaaedes med bløde Sager, toge de nu fat paa Bukken, og skød ham over paa hverandre fra en Side af Kammeret til en anden, til uendelig Morskab for dem selv, men mindre for den ærværdige Hr. Mads, der halv af Angst, halv af Arrighed gav sin bedste Stemme med i Latterchoret.

Men man kedes ved Alt i Længden. Een af dem foreslog omsider, at man skulde flænge en Kappe til Buk ken, og der indbyde ham til Hvile. Da Alt derefter blev fuldkommen roligt, maatte jeg troe, at han havde taget mod Tilbudet.

S. S. Blicher. Gamle og nye Noveller. III.

"Tandem!"*) fukkede jeg, og lagde mig i Lave; men det var forbi med min Soon; jeg var nu engang bleven alt for aarvaagen.

Vel en halv Time laae jeg og ventede forgjæves: da lød et langt og dybt Suk fra den anden Seng. Jeg feeg derover; og da Maanen nu var kommen saa højt op paa Himmelen, at den temmelig oplyste Værelset, faae jeg min Gjenboe halv oprejst i Sengen, med den ene Haand holdende i Sengebaandet, og med hovedet hvilende paa den anden.

„Er De iffe vel?" spurgte jeg.

"Aajo!" svarte han atter sukkende, det er blot gamle Reminiscentser."

Latin

[ocr errors]

Efter et Ophold sagde han paa hvilket Sprog han talte fuldt faa færdig og gjerne som DanskKjere Ven! De veed nok, jeg er Enkemand og barnles; men har De hørt, hvorledes jeg blev det?" „Nej!"

"

-

Vil De høre det?"

[blocks in formation]

naar" lagde jeg til, det kun ikke er at

oprive Deres Hjertesaar?

[ocr errors]

"

[ocr errors]

„Ak!" sagde han, „mine Hjertefaar lukke sig alligevel ikke her i Verden de kunne iffe, og skulle ikke te ere for mig Guds aabne Breve paa en glædelig Gjenforening med dem, efter hvem jeg sukker. -Da jeg havde taget store Philologicum, gjorde jeg en Rejse til de nordtydske Universiteter. I Kiel faae jeg min salig Kone. Vi kom til at elske hverandre; og da jeg Aaret derefter havde faaet mit nærværende Embede, rejste jeg derud, og holdt Bryllup."

*) "Endelig!"

« ForrigeFortsæt »