delige Suehav, der trindtom smeltede sammen med Himmelen.

-

Himmelen var klar og aldeles ffyfrie, men Farver, glindsende, levende, som ingen jordisk efterligner, sølverhvidt, blegrødt, rødguult, redblaat, purpurrødt eller hvorledes vi i det fattige Tungemaal søge at beskrive dem sammensmeltede, verlede, dreves uafladeligt og dog umærkeligt, alt som Daglyset steeg i Sydost. I Vesten højt sad Maanen, med et lidet Indskaar i sin blege Skive; den syntes tøvende at ville kæmpe med Solen om Lysets Herredømme.

Nærved blinkede endnu den Stjerne, som stedse leds sager Nattens Dronning, og er den sidste der viger for Dagens. Men da denne opsteeg i sin blændende Skjønhed, flammende, funklende, af det hvide Vinterhav, jagende foran sig Morgenglandsen vidt ud over, højt op ad Himmelbuen; da dens Lueblik faldt som et oplivende Smiil paa den folde blege Jord, der nu rødmede liig en Brud ved Brudgommens Nærmelse; da Træernes Solvergrene glimrede i Morgenlyset, Riimfunkerne gnistrede i den klare Luft, og tindrede som Diamanter paa de snedækkede Marfer men hvor fandtes vel den Dødelige, der ejer Ord for den sødeste, reneste af alle Glæder? vi har jo kun eet Organ baade for Glæden og Sorgen - Taaren.

-

Slæderne holdt ved Kanten af Skoven. I største Stilhed stege vi ud.

Kammerraaden, der selv satte af, anviste med Hvisten og Fingerpeeg vore Stader op igjennem en lang og dyb Dal. Min Conrector blev hos mig, men maatte finde fig i at tage Plads bag ved det Træ, foran hvilket jeg stillede mig.

Jeg formanede ham endnu engang at holde sig rolig

ved Synet af fremkommende Vildt; og ventede med Bossen ved Hoften paa Signalet til Jagtens Begyndelse.

Efter et halvt Dvarteers Forløb led fort forud tilhøjre et Knald, saa et tilvenstre, og det tredie i Midten; og derpaa Klappen og Banken paa Træstammerne, tilliges med den anførende Skyttes og de næstcommanterende Slovfogders Raab.

Snart viste sig en statelig Kronhjort øverst oppe paa den modstaaende Banke. Han standsede nogle Djeblikke, faae sig tilbage, og klippede med Drene, og derpaa sprang han i kort Gallop lige ned imod mig. Paa 10 Skridts Afstand stod han atter stille, og drejede hovedet. Jeg holdt ham paa Halsen, og trykkede til

han faldt. Conrector stak Hovedet om til mig, og spurgte hvad det var? Jeg pegede paa Hjorten, som laae i de sidste Trækninger.

"Macte virtute esto!"*) raabte min Secundant triumpherende.

Jeg bad ham indstændig om at dæmpe fin Glæde og fin Stemme, og ladede igjen.

Bakken foran var jevnt opffydende, og temmelig bar for Træer, saa at jeg kunde oversee den hele Skydeplads lige til baade øverste og nederste Ende af Dalen.

Det var et yndigt Syn for en Jæger, hvorledes Vildtet, alt som Klapperne droge frem, kom springende, humpende eller luskende hid, Raadyr, Harer og Næve; de sidste forsigtigt spejdende efter en sikker Gjennemgang, og hine firmende planløst hið og did, snart farende tilbage og snart i deres blinde Frygt hurlende tæt forbi Skytterne, alt under livelig Skyden mine Træffer, mine Bommer.

*) "Tillykke med Din Tapperhed."

Conrector funde ikke bare fig for at hviske til mig naar han faae Noget:

"Ecce! ecce!"*)

Hvortil jeg igien hviskede med halv Mund:
"Tace! tace! **)

Endnu var Intet kommen mig i passende Skudvidde.

En Ræv havde længe gaaet frem og tilbage hen ad Bakkens øverste Kam. Omsicer forsvandt han paa den anden Side. Strax efter forkyndte de vilde Skrig fra Klapperne, at han søgte at snige sig igjennem dem; men fort derpaa pilede han ned imod min anden Sidemand tilhøjre.

Denne traadte ubesindigt et Par Skridt frem, og lagde an. Ræven snoede sig som en Vind Bøssen knaldede forbi! Nu blev han ved i Farten fidelænds hen forbi min næste Sidemand han skjød ogsaa forbi! Med lønlig Glæde over disse Fejlskud ventede jeg nu at Raden skulde komme til mig; men ak! alt for tidligt yttrede min Bagmand famme Forventning i et alt for lydeligt:

"Jam ad triarios venit res."***)

Vips! gjorde Mikkel atter en Vending, og frelste sig bag ud mellem mine to Sidemænd, der ærgerlige paa fig selv, gjorde lange Halse efter Skjelmen. Jeg selv funde iffe undertrykke et harmfuldt:

„Aa fy da!"

Men jeg maatte dog tilsidst lee ved min Collegas Undskyldning:

*) "See! fee!"

**) „Tie! tie!"

***) „Nu falder det Kjernetropperne til.“

"Jeg troede profecto ifte, at han forstod Latin."
Nu raabtes af.

Skytterne samledes om den fældede Skovens Konge; og med Stolthed deelte jeg deres Glæde over dette lyffelige Skud; thi et stort Dyr var paa Ulvedals Jagt en stor Sjældenhed. Herover glemtes mine Sidemænds Pudler og den stakkels Conrectors Flause; ja det øvrige skudte Smaavildt ændsedes neppe.

Den anden Saat var mager; men i den tredie var jeg saa hældig at skyde tre Ræve, hvorover jeg indhøftede hele Selskabets beundrende Lykønskninger; men meest fmigrende var mig deg Herregaard - Skyttens Yttring til Nogle af de Andre:

"Det er en allerhelvedes Rector; han kunde tjene for Skytte hvor det skulde være."

Den første Skov var afdreven, og som vi vilde begive os paa Vej til den næste, kom Kammerraadens store Familie os imøde.

Der var begge Jomfrue Hansener; der var vars tus og der var vintus; og som i en meget naturlig Forbindelse Flaskefoder og Madkurv. De stjelmske Piger, som af Broderen vare blevne underrettede om hans Læreres Skjødesynder, lode ham igjen give dem et Vink om: at det var en ufravigelig Skik paa Ulvedal, aldrig at nyde Noget, naar der var Jagt, før om Aftenen efter Jægernes Hjemkomst.

Saaledes trak Madkurven den Ene; Flaskerne saavel som Pigerne den Anden. Denne gjorde fin Bestilling som Udskjænker Ære, men sad ej heller selv med tør Mund; thi Kammerraaden mindede ham jevnlig om, at han ikke maatte glemme sig selv.

"Drak jeg virkelig ikke selv?" spurgte han hvergang

ganske forundret, og tømte med et refolveret „Naa da!" Solotumlingen.

Dvintus aad for dem begge To.

I som læse denne min første og sidste Kjerlighedshistorie, tilgiver mig den Snaksomhed, hvormed jeg ops holder mig ved saamange Smaatræk i disse mine lykkelige Ungdomsdage. Ethvert af dem har Roesomhed for mig; endog de ubetydeligste vilde jeg nødig favne paa dette landlige Vinterstykke, der endnu saa ofte fremstiller sig i Fortidens fjerne Baggrund, tiltrækker og fængsler min Erindring, opliver og forynger mit gamle, af tunge Sorger derefter faa haardt prøvede Hjerte.

„Gode Læser! jeg har ingen Anden, til hvem jeg kan sige: „kan Du huske det? og kan Du huske det?,,

De ere borte alle de, som dengang med mig deelte den glade Juul. Jeg er ene blandt en yngre Slægt, og derfor dvæle mine Tanker saa tidt og saa længe ved den henfarne.

Efter at have tildeelt os denne Forfriskning, vendte vore smukke Marketentersker tilbage med en let Madkurv og tomme Flasker. Conrectoren, som nu havde faaet nok af Jagten, fulgte dem; vi andre kom først efter, da Solen havde fuldendt sin korte og lave Bane, og de sterre Stjerner pippede frem paa Himmelens mangefarvede Hvælving.

"Otium est pulvinar amoris,"*) sagde Conrector advarende til Disciplene, naar han tydede et Sted i neidens fjerde Bog, hvor den fromme Stjelm Æneas mødes med Dido i Grotten, og forklarede han altid otium ved: "gode Dage og Mangel paa testemt stadigt Arbejde.“

), Lediggang er Elskovs Hovedpude."