og den stakkels vartus trøstede sig selv med nok en Taar af Flaften.

I det samme opdagede Kudsken Sporet af en Slæde foran os. Vi besluttede at følge det, i sikker Forventning inden kort Tid at naae en eller anden menneskelig Vaaning. Vi kjørte og kjørte, og see! jo længere, jo mere banet blev Vejen. Vi kjørte atter i glad Forundring over det stærke Slag; men endnu saae vi hverken Huus cller Bye; det var ubegribeligt.

Omsider øjnede vi noget Sort tæt forud. Kudsken gaaer derhen, og seer at det er eet af hans egne Hestes dækkener. Det fandt sig da, at vi over en Time havde fjørt rundt i vort eget Spor, og at vi netop var der, hvor vi første Gang havde gjort Holdt.

Det var ingen Spøg meer, Kammerraaden tog til at stjænde paa sig selv, beklage os, og gjøre Undskyldninger, medens Kudsken atter recognoscerede. Han kom snart tilbage, og glædede os nu med den visse Underretning, at vi vare ikke langt fra Huus, da han havde opdaget et Lys, som han ganske bestemt forsikrede, ikke var nogen Lygtemand. Han satte sig op, drejede derhen; Kanen bagefter.

Vi glede nu hen ad en bred og lige Vej mod Lyset, der snart deelte fig, og saaes at skinne fra tvende Vinduer. Herren og Kudsten udtømte sig i Gisninger over hvilket Sted det vel monne være, da der syntes at staae levende Gjerde paa begge Sider af Vejen.

Nu standsede Hestene lige tæt ved Huset; Lyset be= vægedes hurtigt derinde, og forsvandt; men næsten i samme Øjeblik aabnedes en Dør med stor Allarm, og fra den lød et barstt

„Hvem der?"

„Vildfarende Folk" svarte Kammerraaden, „vær saa god at sige os, hvor vi ere."

"Gud bevar os! Hr. Kammerraad!" lød det igjen, „hvorfor kommer De igjennem Haugen?"

„Hvad for en Hauge? spurgte Denne.

"Ih! Haugen! Deres egen Hauge" lød Svaret. Og faaledes fandt det sig da, at vi paa en Snedrive vare fomne over Haugediget ned ad en bred Gang, der var indsluttet af Avnbøghækker, og holdt nu udenfor Haugestuderen.

Under Spøg og Latter ilede vi ind i Huset, hvor vi modtoges af Forvalteren som der først raabte os an— af Fruen og hendes tvende Døttre, der ventede paa os med en dygtig Natter. Og visselig! vi behøvede ikke at nodes: en Gaas og en Hare beholdt ikke andet end Skroget tilbage; især blev Gaasebrystet under vintus's Hænder og Tænder saa godt skeletteret, at Husets yngste Søn erklærede det uden videre Behandling tjenligt til en Springgaas.

vin

Da

Da Værtinden ikke havde belavet sig paa saa mange Gjæster, og slet ikke paa nogen saa graadig som tus, maatte foldt Kjøkken erstatte det Manglende. Alles Madlyst omsider var stillet, begyndte hun først at spørge om Aarsagen til vor lange Udeblivelse og underlige Ankomst gjennem Haugen; men Søvnen indfandt sig saa hastig oven paa Maaltidet, at Ingen svarte, uden Conrector, der i en snøvlende og slæbende Tone sagde:

,,Infandum regina jubes renovare dolorem."*)

*) „Du_byder, o Dronning! at gjentage vor ufigelige Elendighed." Æneas's Ord til Didó.

Fru Hansen gjorde store Dine til dette latinske Vers; men hendes Mand, der var studeret, sagde leende:

„Det er saameget paa dansk som: vi længes allesammen efter Sengen, imorgen skal jeg fortælle Dig det hele."

Ovintus udstødte nogle hule Lattertoner, og erklæ rede dette for en fri men heldig Oversættelse; hvorpaa han reiste sig; vi andre ligefaa.

Et Kvarteer derefter laae jeg begravet i Søvn og Edderduun.

2.

Klapjagt.

Da jeg næste Morgen aabnede mine Øjne, faldt de lige paa vor muntre Vært, der stod foran min Seng iført en grøn Frakke kantet med Pelsværk, en lodden Hue paa Hos vedet, og med Vandstøvler op over Knæerne.

„Min Søn har fortalt mig" sagde han, „at De er Jæger; jeg har derfør gjørt Anstalt til en ordentlig Klapjagt. Vejret kan ikke være bedre, men Dagen er fort, derfor maae De undskylde, at jeg purrer Dem."

"Au! jeg er bange, jeg vækker den gamle Mand," vedblev han med dæmpet Røst, og vendte sig om til den anden Seng, hvori Conrectoren laae.

Men denne var allerede vaagen; han slog Omhænget tilside og sagde:

,,Leporem venator ut alta sectetur in nive surgit."*)

*) At Jægeren kan spore Haren i den dybe Snee

mane

tidlig op.

Kammerraaden lo, og efterat have paamindet mig endnu engang om Vigtigheden af Tidens Jagttagelse, gjorde han Plads for Tjeneren, der kom med The og Caffe.

Det varede ikke længe, inden jeg fuldtpaaklædt til Jagten forenede mig med det øvrige Selskab ved Frokostbordet, hvor jeg af mine Medlærere kun forefandt Første= lectiehøreren som gjorde Alting med. Alle de Andre vare mig ubekjendte; men jeg erfarede snart, at her gaves Officierer og Præfter, Herremænd og Bønder, ja saagar en Degn, der tillige viste sig som Lyseholder ved Sams fundet, hvorvel han sved Adskillige ved fine ofte bidende Svar.

Min Sidemand, en velforret Pranger og Selvejer, fagde, med et Blik til Krudtmaalet i mit Knaphul: "a tænkte iffi te di Lærde -" (det var den velfornemme Mands Talebrug, at han næsten aldrig fuldendte nogen Periode).

Degnen, der herved, fandt sig fornærmet, svarte for mig:

"Jeg har ogsaa lært Latin, og tænker dog, jeg kan fee lige ud af en Bøssepibe, han veed."

"

"Hm!" sagde Prangeren med et spodsk Smiil, naar en Hare bliver saa stor som en Stud, som saa

Degnen, der bedre end jeg kjendte Betydningen af

denne Figur, svarte ligesaa spodsk:

"Han har vel aldrig havt sig en Neverfut?*) Kan han huske, da han faldt i Søvn ved den hule Eeg, og Mikkel lettede Bagbenet over hans Støvle - han veed ?"

*) En Nuus.

Her brast hele Bordet i Latter; den Snærtede holdt gote Miner, og lo selv med.

I saadan Tone lob Samtalen fort, indtil Jagtherren tom ind, og forkyndte os, at Klapperne vare samlede. Jdet vi rejste os, kom satte sig ved det ledige Bord.

vintus og vartus, og

Conrector kom ogsaa, men

ikke for at spise: han havde sin Rejsekavaj paa, en Nathue under Hatten, og Stok i Haanden.

"

"Gud bevare os!" raabte vi flere med een Mund, hvor vil De hen?"

"

Paa Jagt!" svarte han, og stødte Stokken mod Jorden med en Mine som naar han paa Skolen raabte pax!*) til Disciplene, „det er den første Gang i mit Liv, det vorder vel og den sidste. Domine confrater!" sagde han til mig, jeg vil følge Dem, see Deres underlige Gjerninger, og opflamme Dem med min Lale."

Dette vakte en almindelig Latter; men Kammerraaden sagde dog:

„Tal kun ikke saa højt, at Fjenden hører det!"

Og derpaa stege vi i de forspændte Slæder og glede fejende afsted hen til den Skov, hvor Jagten skulde begynde.

---

Det var een af de Vinterdage, der, hvorvel i fuldkommen Modsætning til den smilende Sommers, i mine Dine har en højtidelig, en om jeg saaledes udtrykker mig ret en hjertestyrkende Skjønhed; et stille Snefald havde senere paa Natten klædt Jorden, Skov som Mark, i pureste Hvidt. Enkelte Træstamme, Væggene i et Par fjerne Bondehuse vare de eneste mørke Pletter i det uen

*) Stille!