Billeder på siden
PDF
ePub

og den ftaffels Ovartus trøstede sig selv med nof en Taar af Flaffen.

I det samme opdagede Kudsken Sporet af en Slæde foran os. Vi besluttede at følge det, i siffer forventning inden fort Tid at naae en eller anden menneskelig Vaaning. Vi tjørte og fjørte, og fee! jo længere, jo mere banet blev Vejen. Vi kjørte atter i glad forundring over det stærke Slag; men – endnu faae vi hverken Huus eller Bye; det var ubegribeligt.

Omsider øjnede vi noget Sort tæt forub. Rudffen gaaer derhen, og seer at det er eet af hans egne Heftes dættener. Det fandt fig da, at vi over en Time bavde kjørt rundt i vort eget Spor, og at vi netop var der, hvor vi første Gang havde gjort Holdt.

Det var ingen Spøg meer, Kammerraaden tog til at stjænde paa fig selv, beklage os, og gjøre Undskyldninger, medens Kudsken atter recognoscerede. Han kom snart tilbage, og glædede os nu med den visse Underrets ning, at vi vare iffe langt fra Huus, da han havde ops daget et lys, som han ganske bestemt forfiffrede, ikke var nogen Lygtemand. Han satte sig op, drejede derhen; Kias nen bagefter.

Vi glede nu hen ad en bred og lige Bej mod Lyset, der snart deelte fig, og fages at stinne fra tvende Vinduer. Herren og Kudffen udtømte sig i Gisninger over hvilket Sted det vel monne være, da der syntes at staae levende Gjerde paa begge Sider af Vejen.

Nu standsede Heftene lige tæt ved Huset; lyset be: vægedes hurtigt derinde, og forsvandt; men næsten i samme jeblik aabnedes en Dør med stor atlarm, og fra den 190 et barsit

Hvem der?

[merged small][ocr errors][merged small][merged small][merged small][merged small]

Bildsarente Folt foarte Rammerraaben, wvær faa god at sige os, hvor vi ere...

„Gud bevar os! Sr. Kammerraad!« lød det igjen, Hvorfor fommer De igiennem Haugen?..

Hvad for en Hauge? spurgte Denne.
· 36! Haugen! Deres egen Haugem løb Svaret.

Og saaledes fandt det sig da, at vi paa en Snedrive vare fomne over Haugediget ned ad en bred Gang, der var indsluttet af Avnbogbæffer, og holdt nu udenfor Haugestuderen.

Under Spøg og latter ilede vi ind i Huset, hvor vi modtoges af Forvalteren som der først raabte os an af Fruen og hendes tvende Døttre, der ventede paa os med en dygtig Natter. Og visfelig! bi behøvede ikke at nodes : en Gaas og en Hare beholdt ikke andet end Skroget tilbage; især blev Gaasebrystet under Qvintus's Hænder og Tænder faa godt skeletteret, at Husets yngste Son erklærede det uden videre Behandling tjenligt til en Springgaas.

Da Værtinden iffe havde belavet fig paa saa mange Gjæfter, og slet ikke paa nogen faa graadig fom Qvins tus, maatte foldt Kjøffen erstatte det Manglende. Da Alles Madlyft omsider var stillet, begyndte hun først at spørge om Aarsagen til vor lange Udeblivelse og underlige Ankomst gjennem Haugen; men Søvnen indfandt sig faa baftig oven paa Maaltidet, at Ingen svarte, uden Conrecs tor, der i en snøvlende og slæbende Tone fagde:

„Infandum regina jubes renovare dolorem."*)

[merged small][merged small][ocr errors][merged small][merged small][merged small][merged small][merged small][ocr errors][merged small][ocr errors][merged small]

*) "Du byder, o Dronning! at gjentage vor ufigelige Elendig:

bede Eneas's Ord til Dito.

Fru Hanfen gjorde store Dine til dette latinske Vers; men hendes Mand, der var studeret, sagde leende:

„Det er saameget paa danst som: vi længes allesammen efter Sengen, imorgen ffal jeg fortælle Dig det Hele."

Quintus udstødte nogle hule lattertoner, og erklæs rede dette for en fri men heldig Oversættelse; hvorpaa ban reiste sig; vi andre ligefaa.

Et Kvarteer derefter lage jeg begravet i Søvn og Edderduun.

2.

K la pj a g t. Da jeg næfte Morgen aabnede mine Dine, faldt de lige paa vor muntre Vært, der stod foran min Seng iført en grøn Fraffe fantet med Pelsværf, en lodden Hue paa Hos vedet, og med Vandstøvler op over Knæerne.

„Min Son har fortalt mig" sagde han, wat De er Jæger; jeg har derfor gjort Anstalt til en ordentlig Klapjagt. Vejret fan iffe være bedre, men Dagen er fort, derfor maae De undskylde, at jeg purrer Dem..

Au! jeg er bange, jeg væffer den gamle Mand, vedblev han med dæmpet Røst, og vendte sig om til den anden Seng, hvori Conrectoren laae.

Men denne var allerede vaagen; han slog Ombænget tilside og sagde:

„Leporem venator ut alta sectetur in nive surgit."*)

mane

*) At Jægeren fan spore Haren i den dybe Snee

tidlig op.

staaer han

[ocr errors][merged small][merged small][merged small][merged small]

Kammerraaden lo, og efter at have paamindet mig endnu engang om Vigtigheden af Tidens Jagttagelse, gjorde ban Plads for Tjeneren, der kom med The og Caffe.

Det varede iffe længe, inden jeg fuldtpaaklædt til Jagten forenede mig med det øvrige Selftab ved Frokosts bordet, hvor jeg af mine Medlærere fun forefandt Førstes lectiebøreren - som gjorde Alting med. Alle de Andre vare mig ubetjendte; men jeg erfarede snart, at her gaves Officierer og Præfter, Herremænd og Bønder, ja saagar en Degn, der tillige viste sig som lyseholder ved Sams fundet, hvorvel han ved adskillige ved fine ofte bidende Svar.

Min Sidemand, en velfotret Pranger og Selvejer, fagde, med et Blit til Krudtmaalet i mit Knaphul: ra tænkte iffi te di Lærde -" (det var den velfornemme Mands Talebrug, at han næsten aldrig fuldendte nogen Periode).

Degnen, der herved . fandt sig fornærmet, svarte for mig:

Jeg har ogsaa lært latin, og tænker dog, jeg fan fee lige ud af en Bossepibe, ban veeb.“

Hm!" sagde Prangeren med et spodft Smiil, naar en Hare bliver faa ftor som en Stud, som faa – "

Degnen, der bedre end jeg fjendte Betydningen af deune Figur, svarte ligesaa spodfk:

„Han har vel aldrig havt sig en Neverkut?*) Kan ban buffe, da han faldt i Søvn ved ben hule Eeg, og Mitfel lettede Bagbenet over hans Støvle - han veed?"

[merged small][ocr errors][merged small][ocr errors][merged small][merged small][merged small][merged small][ocr errors]

*) En Ruus.

Her brast hele Bordet i Latter; den Snærtede holdt gote Miner, og lo selv med.

3 faadan Tone løb Samtalen fort, indtil 3agtherren fom ind, og forkyndte os, at Klapperne vare samlede.

Jdet vi rejste os, fom Qvintus og Quartus, og satte sig ved det ledige Bord. Conrector fom ogsaa, men ikke for at spise: han havde sin Rejsekavaj paa, en Nats bue under hatten, og Stof i Haanden.

Gud bevare os!“ raabte vi flere med een Mund, hvor vil De benu

Paa 3agt! svarte han, og støbte Stoffen mod Jorden med en Mine fom naar han paa Skolen raabte pax!*) til Disciplene, det er den første gang i mit liv, det vorber vel og den sidste. Domine confrater!« sagde han til mig, wieg vil felge Dem, fee Deres underlige Gjerninger, og opflamme Dem med min Tale...

Dette bafte en almindelig latter; men Rammerraa: den sagde bog:

Tal fun iffe faa bøjt, at fjenden hører det!

Og derpaa stege vi i de forspændte Slæder og glede fejende afsted hen til den Sfor, hvor Jagten ffulde besynde.

Det var een af de Winterdage, der, hvoryel i fuldfommen Modsætning til den smilende Sommers, i mine Dine har en højtidelig, en om jeg faaledes udtrykker mig ret en hjertestyrkende Sijonbed; et stille Snefald havde senere paa Natten flædt Jorden, Sfov som Marf, i pureste Hvidt. Enkelte Træstamme, Væggene i et par fjerne Bondehuse vare de eneste mørke Pletter i det uen

*) Stille!

« ForrigeFortsæt »