"Har Du ellers intet Bud til mig fra din Mo'er?« spurgte han, naar Disciplen ikke mindede sig selv.

"Nej!"

"Har hun slet intet Smør flyet Dig med?"

"Nej!"

"Ingen Oft?"

„Nej!"

"Heller ingen Kyllinger?"

„Nej!"

„Go din Vej! din douen Slog!" brummede han da. "Jeg gider ikke sit dæ for min Dun."

Denne hans Nærighed var saa meget lumpnere, som han gjerne folgte de Naturalier, der bleve ham forærede, og fun fortærede det, der var i lav Torvepriis.

af hans Vest saae man Hans forte Halsklæde

Hans Klædedragt svarte til hans Levemaade: den daglige bestod af en bruunguul Enspænderfrakke, ditto Knæburer, og lange stive Støvler ligesaalidt som af hans Tænder. faldt lidt i det Brunrøde, og hans Pidskeparyk i det Rødgule; thi den fik kun Pudder til de trende Højtider, samt de to Gange han aarlig communicerede; ved hvilke Lejs ligheder ogsaa hans ældgamle sorte Klæder kom for for en Dag.

Dvartus var næsten i alle Henseender det Modfatte af vintus.

Lille, spinkel og væver, havde han endnu i sit fyrres tyvende Aar meget tilbage af vore yngre Dages Penhed og Bestræbelse for at behage Damerne, hvorvel han i denne sidste bestandig syntes at have været uheldig; i det mindste var han aldrig med nogen Pigelil komme saa langt som til Brudeskammelen.

Da Venus var ham saa ugunstig, havde han begivet

fig i Tjeneste hos den Gud, der trøster saa mangen ulykkelig Elffer og Ægtemand. Dog var han paa den Tid jeg lærte at kjende ham, endnu ikke hvad man kalder reent forfalden, men pimpete kun saa smaat.

Disciplene, som snarere end alle Andre opdage en Lærers Fejl og Svagheder, vare og her de Første, som mærkede den gode vartus's jevnlige Libationer til Fader Evan; idet han under Læretimerne flere Gange gjorde sig Ærinder ind paa sit Værelse, snart efter et Lommeklæde, snart efter en Bog, og saadant mere.

En anden Skrøbelighed, af hvilken Mange benyttede fig, for at have Smaaløjer med ham, var denne, at han gjerne pralede af sin fortums, endnu ej ganske opgivne Lykke hos Damerne; hvorfor han og skar hele Kjønnet over een Kam. Da denne hans Grille ikke var nogen Hemmelighed, kan man nok forestille sig, at han ej allene blandt Mandfolk, men og i Dameselskab ofte maatte holde Lyset. De stjelmske Piger stræbte da, ved et under faas danne Omstændigheder ganske uskyldigt Coqvetterie, at bes styrke ham end mere i Jndbildningen om hans egen Uimodstaaelighed.

Om Tertius kan jeg fatte mig fort.

Han var eet af disse Dosinmennesker, som mangle Selvstændighed eller selvegen Karacteer, og antage derfor, ligesom visse Dyr, Farven af de dem nærmest omgivende. Han var efter Verdens Dom et godt Mens neske," fordi han gjorde intet Ondt (i activist Bemærkelse), fordi han saavidt muligt føjede sig efter Alle, fordi han aldrig modsagde Nogen, og fordi han gjorde Alting med, og Alting middelmaadigt eller i det høieste kun temmelig godt. Han var en temmelig god Lærer, en middelmaadig Muficus, dansede temmelig godt og spilte

middelmaadigt Lombre. Han var paa Alder med mig, skjøndt hans jevne, aldeles ulidenskabelige Væsen lod Mange antage ham for ældre, hvilken Formodning desuden bestyr fedes af hans mørke Haar og stærke Skjæg.

Saaledes fjender vel Læseren nu temmelig godt det lærde Selskab, der havde besluttet at tilbringe Julen paa Ulvedal: Jeg, fordi jeg ikke kunde imodstaae en gjestfri Mands hjerteligmeente Overtalelser; Conrectoren fordi han iffe kunde imodstaae mine; Dvintus, fordi han ventede at leve godt paa en Andens Bekostning; vartus, fordi han ventede gode Drikkevare og Dameselskab; og Ters tius, fordi alle vi andre vilde derud.

Det blev henimod Aften, inden vi kom afsted. I Kammerraadens Kane, som kun rummede to Personer, fad han og jeg; han selv var Kudsk, hans Søn sad bag paa. Slæden, som fulgte os, førte de fire andre Lærere.

Det havde hele Dagen været stille graat Vejr; men ved vor Udkjørsel af Byen begyndte en Sydvstvind at rejse sig, og oprøre den løse Snee, der syntes at dampe som en fiin Rog paa den indgrovtede Vej; dog haabede Kammerraaden at lange de to Mile til Ulvedal uden Hindringer, da Hestene vare raffe og Vejen ham velbekjendt.

Vi smurte dygtig paa, som det hedder her i Provindsen, men saart begyndte det ogsaa at fnee ovenfra, under stedse tiltagende Blæst; og neppe vare vi komne en halv Mil frem, førend Himmel og Jord stode i Eet Alt var hvidt baade foroven og forneden.

Det var første Gang i mit liv, at jeg befandt mig til vild Mark i et ret alvorligt Snefog. Ubevant altsaa baade med Besværlighederne og med Faren, forlystede jeg mig over Uvejret, som Barnet over en Jldebrand, som Ossians Carthon, der han fortæller om sin Fædreborgs Ødelæggelse:

S. S. Blicher. Gamle og nye Roveller. IN.

3

"

Roghvirvlerne siger han, „frydede mine jne; jeg vidste ikke, hvi Kvinderne græd."

Ogsaa mig frydede disse Snehvirvler, der indhyllede os som i en tæt Skye; heller ikke vidste jeg en Tidlang hvi den muntre Kammerraad blev saa alvorlig og ordknap.

Endog længere hen paa Aftenen, da vor Forfatning virkelig ikke var at skjemte med, følte jeg selv i min Frygt, en vis lønlig maaskee jeg tør kalde den romantisk - Lyst, som ofte udspringer af Faren, naar denne just iffe truer med uundgaaelig Undergang. Jeg forestilte mig, at jeg var paa Havet i en forrygende Storm.

Kjørselen lignede temmelig en Sejlads; Kanen slingrede, dukkede op og ned som et Skib mellem oprørte Bolger; og dens Spor udslettedes ligesaa snart. Her, da en femte „usporlig Vej,“ som bil

tænkte jeg, have vi

Vej til en Kvinde". Men hvorledes skulde Salomon falde paa Kanens Vej i Snefog?"

Vi kunde nu vel have været undervejs en halvanden Time, og borde altsaa med den hurtige Kjørsel snart været ved Maalet, da Kammerraaten holdt, for at raadføre sig med sin Kudst om Vejen; paa Herrens Tilraab kjørte denne tæt hen til Siden af os, og bejaede Herrens Yttring, om det ikke var feil?.

Til den derpaa følgende Bebrejdelse svarte han: wat han havde stolet paa sin Husbond."

Der hvor vi standsede var Læe, og foran os kunde vi gjennem Snedampen skimte noget Mørkt som en Bakke eller et Huus. Kudsken blev skikket hen for at undersøge denne Gjenstand.

Vi Passagerer tog os denne Hændelse endnu temme= lig let.

Conrectoren var den Første, som aabnede Samtalen med at declamere et Par latinske Vers af Ovid, der bes skriver Vinteren ved det sorte Hav; hvortil vartus bemærkede: "at Digteren neppe havde følt Kulden bedre end han, og at en Kakkelovn eller noget andet Varmt var en ønskelig Ting."

Disciplen forstod strar hans Mening, sprang hen til Slæden, og fremtog da en Flaske med Spiritus i, af hvilken vi alle, paa Conrectoren nær, fif os en Slurk.

Imidlertid kom Kudsken tilbage, og berettede: at vi befandt os ved Kanten af en Skov hvis Navn jeg ikke mindes en Fjerdingmiil fra Ulvedal, og at han snart skulde finde hjem. Han kjørte nu foran med Slæden.

Det ophørte lidt efter lidt at snee ovenfra. Blæsten lod til at have sagtnet sig; vi hørte kun en dump Susen i den formeentlige Skov. Og da vi dertil havde fuldkommen Lye af den, vare vi veltilmode i Haabet om snart at komme under gjæstfri Tag.

Dette Haab skulde ikke saa meget snart opfyldes: vi fjørte og kjørte, men der kom ingen Ulvedal. Efter en god halv Times Fart over en temmelig ujevn Bund, hvor vi tidt vare nærved at vælte, standsede Kudsken med den trøstelige Erklæring: at han ikke vidste hvor han var.”

Eventyret, som hidtil for sin Nyheds Skyld havde moret mig, begyndte nu at vorde lidt betænkeligt. Kammerraaden bandte sin Kudst, Kudsken sine Heste; men min Conrector trøstede os med et:

,,Sodales! et hæc olim meminisse juvabit", *)

*) Kammerater! at mindes dette vil siden fornøje os. Virgil.