Billeder på siden
PDF
ePub

Har Du ellers intet Bub til mig fra din Mo'er?.. spurgte ban, naar Disciplen ikke mindede sig selv.

"Hej!
„Har hun slet intet Smør flyet Dig med ?...

Nej!
Ingen Oft?"
Nej!
Heller ingen Kyllinger?...
„Nei!"

„Go din Vej! din douen Slog!" brummede ban da. Jeg gider iffe fit dæ for min Dun.“

Denne hans Nærighed var faa meget lumpnere, som ban gjerne folgte de Naturalier, der bleve ham forærede, og fun fortærede det, der var i lav Torvepriis.

Hans Klædedragt svarte til hans levemaade: den daglige bestod af en bruunguul Enspænderfraffe, ditto Rnceburer, og lange stive Støvler --- af hans Vest faae man ligesaalidt som af hans Tænder. Hans forte Halsklæde faldt lidt i det Brunrode, og hans Pidsfeparyk i det Roda gule; thi den fit fun Pudder til de trende Højtider, samt de to Gange han aarlig communicerede; ved hvilke lejligheder ogsaa hans ældgamle forte Klæder fom for for en Dag.

Quartus var næsten i alle Henseender det Mods satte af Qvintus.

Lille, spinkel og væver, havde han entnu i fit fyrres tyvende Aar meget tilbage af vore yngre Dages Penbed og Bestræbelse for at behage Danterne, hvorvel ban i denne sidste bestandig syntes at have været uheldig; i det mindste var han aldrig med nogen Pigelil komme saa langt som til Brudesfammelen.

Da Venus var ham saa ugunstig, havde han begivet

fig i Tjeneste hos den Gud, der trøster faa mangen ulyffe: lig Elffer og ægtemand. Dog var han paa den Tid jeg lærte at fjende ham, endnu iffe hvad man falder reent forfalden, men pimpete kun saa smaat.

Disciplene, som snarere end alle Andre opdage en Lærers Fejl og Svagheder, vare og her de Første, som mærkede den gode Quartus's jevnlige Libationer til Fader Evan; idet han under læretimerne flere Gange gjorde sig Ærinder ind paa sit Værelse, snart efter et Lommeklæde, snart efter en Bog, og faadant mere.

En anden Sfrøbelighed, af hvilfen Mange benyttede sig, for at have Smaalojer med ham, var denne, at han gjerne pralede af sin fortums, endnu ej ganske opgivne Lyffe bes Damerne; hvorfor han og ffar hele Kjønnet over een Kam. Da denne hans Grille ikke var nogen Hemmelighed, fan man nok forestille sig, at han ej alene blandt Mandfolk, men og i Dameselskab ofte maatte holde Lyset. De stjelmske Piger stræbte da, ved et under faas danne omstændigheder ganske uffyldigt Coqvetterie, at bes styrke ham end mere i Indbildningen om hans egen Uimods staaelighed.

Dm Tertiu$ kan jeg fatte mig fort.

Han var eet af disse Dosinmennesker, som mangle Selvstændighed eller selvegen Karacteer, og antage derfor, ligesom visse Dyr, Farven af de dem nærmest omgivende.

Han var efter Berdens Dom - ret godt Mens neffe," fordi han gjorde intet Ondt (i activist Bemærs felse), fordi han faavidt muligt føjede sig efter Ade, fordi ban aldrig modsagde Nogen, og fordi han gjorde Alting med, og Alting middelmaadigt eller i det høiefte fun temmelig godt. Han var en temmelig god lærer, en middelmaadig Musicus, dansede temmelig godt og spilte

Ees

eg ent

en om

til

nge

et

rede ban une

inet

egen Tene olde jaas bes ods

middelmaadigt lombre. Han var paa Alder med mig, stjøndt hans jevne, aldeles ulidenskabelige Væsen lod Mange antage ham for ældre, hvilken Formodning desuden bestyr: fedes af hans mørke Haar og stærke Skjæg.

Saaledes fjender vel læseren nu temmelig godt det lærde Selskab, der havde besluttet at tilbringe Julen paa Ulvedal: 3eg, fordi jeg ikke funde imodstaae en giestfri Mands hjerteligmeente Dvertalelser; Conrectoren fordi ban iffe kunde imodstaae mine; Quintus, fordi han ventede at leve godt paa en Andens Bekostning; 2 vartus, fordi ban ventede gode Driftevare og Dameselstab; og Ters tius, fordi alle vi andre vilde derud.

Det blev benimod Aften, inden vi kom afsted. 3 Kammerraadens Kane, som fun rummede to Personer, fad ban og jeg; ban felv var Kudst, hans Søn sad bag paa. Slæden, som fulgte og, førte de fire andre Lærere.

Det havde hele Dagen været stille graat Vejr; men red vor udkjørsel af Byen begyndte en Sydoftvind at rejse fig, og oprøre den løse Snee, der syntes at dampe som en fiin Rog paa den indgrovtede Bej; dog haabede Kams merraaden at lange de to Mile til Ulvedal uden Hindrins ger, da Heftene vare raffe og Bejen bam velbefjendt.

Vi smurte dygtig paa, som det hedder her i Provindsen, men snart begyndte det ogsaa at snee oven: fra, under stedse tiltagende Blæst; og neppe vare ri fomne en halv Miil frem, forend Himmel og ford ftode i Eet Alt var hvidt baade foroven og forneden.

Det var første Gang i mit liv, at jeg befandt mig til vild Mark i et ret alvorligt Snefog. Ubevant altsaa baade med Besværlighederne og med Faren, forlystede jeg mig over Uvejret, fom Barnet over en Ildebrand, som Dssians Carthon, der han fortæller om sin Fædreborgs Ddelæggelse: S. S. Blider. Gamle og de Roseller. IN.

3

[merged small][merged small][ocr errors][merged small][merged small]

Roghvirvlerne, siger han, "frydede mine Øjne; jeg vidste ikke, hvi Kvinderne græd...

Ogfaa mig frydede disse Snehvirvler, der indbydlede 08 som i en tæt Skye; heller ikke vidste jeg en Tidlang hvi den muntre Rammerraad blev faa alvorlig og ordfnap.

Endog længere hen paa Aftenen, da vor Forfatning virkelig iffe var at skjemte med, følte jeg selv i min Frygt, en vis lønlig – maasfee jeg tør kalde den romantist - Lyft, fo:n ofte udspringer af Faren, naar denne juft iffe truer med uundgaaelig Undergang. Jeg forestilte mig, at jeg var paa Havet i en forrygende Storm.

Kjørselen lignede temmelig en Sejlads; Ranen flingrebe, duffede op og ned som et Slib mellem oprørte Bølger; og dens Spor udslettedet ligesaa snart. Her, tænkte jeg, have vi da en femte „usporlig Vej,som bil: ligen fan føjes til Drnens Vej i luften Slangens Vej i Bjergene Skibets Vei i Havet Vei til en kvinde". Men hvorledes fulde Salomon falde paa , Kanens vej i Snefog?

Vi funde nu vel have været undervejs en balvanden Time, og borde altsaa med den hurtige Kjørsel snart været ved Maalet, da Kammerraaten holdt, for at raadføre sig med fin Rudst om Vejen; paa Herrens Tilraab kjørte denne tæt hen til Siden af os, og bejaede Herrens Yttring, om det ikke var fejl?.

Til den derpaa følgende Bebrejdelse svarte han: wat ban havde stolet paa fin Husbond."

Der hvor vi standfede var læe, og foran os funde vi gjennem Snedampen skimte noget Mørkt som en Baffe eller et Huus. Rudffen blev stiffet ben for at undersøge denne Gjenstand.

og en Mands

jeg

Vi passagerer tog os denne Hændelse endnu temme

lig let.

[ocr errors][merged small][merged small][merged small]

Conrectoren var den første, som aabnede Samtalen med at declamere et par latinske Ver$ af Ovid, der bes skriver Vinteren ved det forte Hav; hvortil 2 vartus bemærkede: wat Digteren neppe havde følt Kulden bedre end han, og at en Kaffelovn eller noget andet Varmt var en ønskelig Ting.

Disciplen forstod strar hans Mening, sprang hen til Slæden, og fremtog da en Flaske med Spiritus i, af bvilken vi alle, paa Conrectoren nær, fil os en Slurf.

Imidlertid fom Rudffen tilbage, og berettede: at vi befandt og ved kanten af en Skov hvis Navn jeg iffe mindes en Fjerdingmiil fra Ulvedal, og at han snart ffulde finde hjem. Han kjørte nu foran med Slæden.

Det opborte lidt efter lidt at fnee ovenfra. Blæsten lod til at have sagtnet sig; vi hørte kun en dump Susen i den formeentlige Skov. Og da vi dertil havde fuldkommen Lye af ben, sare vi veltilmode i Haabet om snart at fomme under gjæstfri Tag.

Dette Faab skulde iffe faa meget snart opfyldes: vi fjørte og kjørte, men der kom ingen Ulvedal. Efter en god halv Times Fart over en temmelig ujevn Bund, hvor vi tidt vare nærved at vælte, standsede Rudsken med den trøstelige Erklæring: wat han iffe vidste hvor han var...

Eventyret, fom hidtil for fin Nyheds Sfyld havde moret mig, begyndte nu at vorde lidt betænkeligt. Kammerraaden bandte fin Kudit, Kudffen fine Heste; men min Conrector trøftede os med et:

„Sodales! et hiec olim meminisse juvabil”, **)

Talde

nden va

føre førte

Zing,

mat

tunte Bafte

rrege

*) Kammerater! at mindes dette vil siden fornøje os.

Virgil.

« ForrigeFortsæt »