Billeder på siden
PDF
ePub

Legeme: mit Sværd ffal vise mig, om Du har Kjød eller Blod!!

En rasende Ramp begyndte: Amaral blev haardt saaret; men Myra faldt.

Da de to Smaafoffende vaagnede af deres føte Slummer, laae Faber og Mober Liig. Frosine fad ved deres leje med Smertens vildeste udtryf; men fiden blev hun de Forladte en Moder. Et Aarstid derefter ægtede hun en riig Kjøbmand.

Da Tyrkerne bemægtigede sig Rodus, flygtede han med fin unge Hustrue til Candien, hvor de opdroge St. Previls og Myras Børn, som deres egne.

Amaral blev afskyet af næsten alle sine Vaabens fæller; Stormesteren foragtede ham. Eren, hans sidste Nebanker, var sluppet, og han drev nu, uden mindste Hold, omfring paa lasternes vilde Hav.

Den af den Lastefuldes onde Lyster, som sidst for: lader ham, er Hævnens: Amaral blev en Forræder mod sin Troe og fin Drden. Da Soliman belejrede Ros dus, blev han dennes Spion han fik en Forræders Lon; men Johannitterne mistede Den.

Juleferierne.

(Af en gammel Sfolemands Erindringer.)

1.

Sneefog.

Predive Aar gammel fil jeg Rectoratet i en jydsk Kjeb: stad. Jeg tiltraadte mit Embede ved Paasketid, og dog var jeg til Zulen endnu ikke givt - ej engang forlovet.

Det kunde være mig vanskeligt nok at forklare et faadant Underværk, der var saa meget større, som jeg ej alene dyrkede de alvorlige Muser, men tillige var en nids fjer Offerpræst i deres muntre Sestre Thalias, Terps ficores og Euterpes Templer. Uden Mythologie: jeg var første Violin i alle Concerter, første Elsker paa vort Privattheater, og det var en almindelig Mening blandt alle Stadens unge Damer, at det aldrig havde den rigtige Art med Figaro og Molinasco, naar Rectoren iffe ferte dem op.

Julen var forhaanden. Jeg havde roet *) mig til et Par Ugers otium, da jeg i dette Tidsløb tænkte at fulds ende min Doctordisputats nom de Gamles selskabelige Forlystelser."

Men uventet indbodes jeg til at deeltage i de Nyeres.

*) 3: glædet.

Kammerraad Hansen (jeg giver ham dette Navn, fordi saa mange bære det, og jeg er en Hader af de my. stifte **, ber saa ubehageligt standse Læsningen) fra Ulves dal, som havde en Søn i Skolen, kom for at hente denne hjem, og trængte med faa godmodig Heftighed ind paa mig om at gjøre Følgeskab, at jeg omsider indvilgede paa det Vilfaar, at vorde befordret hjem, faasnart jeg øns stede det.

Mod det mulige Tilfælde, at Tiden stundom kunde vorde mig lang, forsynede jeg mig med en Duodezudgave af gamle Gellert.

Saasnart jeg havde indvilget, sagde Kammerraaben:
, Monstro vi ikke funde faae Conrectoren loffet med en
Og alle Hørerne, Fader!" lagde Sønnen til.

Dette Indfald blev ftrar fat ivært; og da jeg, efter Begjæring, anvendte mine bona officia, fik vi Ja hos dem alle, undtagen hos Tredie-Lectieboreren, der iffe bes fandt sig vel.

Men førend jeg begynder paa Fortællingen om vor Udflugt til ulvebal, troer jeg at borde give et Stygges rids af disse mine Meblærere, der alle vare ugifte som jeg felv, men forresten iffe lignede hverandre i nogen Ting.

Conrectoren havde været givt; men nu i mange Aar Enfemand og barnløs, levede han temmelig ftille med en gammel Søfter, som bestyrede hans lille Huusholdning. Han var en Mand af funde og gode Grundsætninger, bes stemt Characteer og fast Villie; alvorlig og dog blid i sit Væsen; en fortrinlig Skolemand baade som lærer og Opdrager, og fuldkommen grundig i de Videnskaber, ban ober et Qvartfeculum havde foredraget, nemlig Latin og Græst.

Disse Sprogø classiske Forfattere bare hans fjereste Omgangsvenner; fremfor alle Horats, hvem han kunde udenad og citerede ved alle Lejligheder.

f hans ensformige liv fandt fun den ene Afverling Sted: at han hver Søndagaften spiste Toccategli med Femtelectieføreren. Dgsaa her brugte han sin egen antike Terminologie. Huffen for Erempel faldte han bestandig Principilus, Marschen bedte hiberna, og naar han git over, glemte han aldrig at sige: „jacta est alea, jeg gader over Rubicon.”'

Sans nu nævnte Modstander ved Brætspillet, hvem vi herefter ville falde Qvintu$, var, da jeg lærte at fjende ham, paa Alder med Conrectoren - en Mand paa Tredsindstyve, ftor, fiirftaaren, og begavet med en fernconstitution.

Hans Anfigt var i forhold til kroppen stort, farves lost og barst, uden mindste Indtryk af nogensomhelst Sindebevægelse ej engang Vrede. Det er et Ordsprog: , at man ikke kan see Folf længer end til Tænderne ;. men ham funde man ej engang fee faa langt; thi den store Overlæbe hang altid ned over Underlæben endog naar han spiste og Ingen havde nogensinde feet ham smile. Naar han lo, da hortes blot enkelte hule Stød eller Dron, der iffe gjorde mindste Forandring i hans alvorlige Aasyn.

Han beherskedes fun af een jeg kan ikke fige Lis denskab - men Tilbøjelighed, den at samle Penge; hvor: for ban ej heller nænnede at spise sig mæt, undtagen ved Andres Bord, hvor han da rigtignok tog dygtigt til sig. Men brugte han :Munden flittigt ved Bordet, da lod han den og hvile paa alle andre Tider. Aldrig tiltalte han Nogen først; han holdt sig blot til Svar, og disse aldeles

[ocr errors]

i laconernes Smag. Run paa Skolen anvendte ban fine overordentlig fraftfulde Taleorganer.

Han var ingen baarlig lærer; fun havde han en egen Maneer, den han fulgte faa nøje som et Ritual. Til de Bøger, han tydede, havde han nemlig en dobbelt Oversættelse, en bunden og en frie, og jeg kan ikke nægte, at jo den sidste ofte steg til Tojleslosbed.

Saaledes erindrer jeg blandt Andet, een af de første Dage jeg var paa Skolen, at have hørt ham gjennemgaae en Scene hos Terents, hvor der forekommer den Sats:

„Ira amantium amoris est integratio."
Da Disciplen havde oversat ligefrem:

,,De Elskendes Vrede er Kjerligheds Fornyelse", raabte han: frit!

Difciplen begyndte: Naar Kjerester stjændes

De æ loun, din Slubbert! tordnede han (hans frie Oversættelse var gjerne reen jydst) , det hedder: Naar Katteren ryues etc.“

De ffjelmske Drenge lode ofte som om de iffe huskede hans Travestering, for at faae ham selv til at komme frem med den. Naar hele Klassen da gav sig til at lee, blev han slet ikke vred, men seconderede vel endog med et huult „hø hø bø!"

Han ffulde virkelig ikke været ilde lidt af dem, naar han blot havde været mindre gjerrig, og tillige hvad man ber i Provindsen falder mindre nærig. Naar Duins tanerne *) fom fra deres Hjem efter Ferierne, maatte de derfor stedse mælde sig hos ham; men den, der kom toms bændet, blev iffe vel modtaget:

*) Femte Glasses Disciple.

« ForrigeFortsæt »