Billeder på siden
PDF
ePub

Legeme: mit Sværd skal vise mig, om Du har kjød eller Blod!"

En rasende Kamp begyndte: Amaral blev haardt saaret; men Myra faldt.

Da de to Smaasøskende vaagnede af deres søde Slummer, laae Fader og Moder Liig. Frosine fad ved deres Leje med Smertens vildeste Udtryk; men siden blev hun de Forladte en Moder. Et Aarstid derefter ægtede hun en riig Kjøbmand.

Da Tyrkerne bemægtigede sig Rodus, flygtede han med sin unge Hustrue til Candien, hvor de opdroge St. Previls og Myras Børn, som deres egne.

Amaral blev afskyet af næsten alle fine Vaabens fæller; Stormesteren foragtede ham. Æren, hans sidste Nødanker, var sluppet, og han drev nu, uden mindste Hold, omkring paa Lasternes vilde Hav.

Den af den Lastefuldes onde Lyster, som sidst forlader ham, er Hævnens: Amaral blev en Forræder mod sin Troe og sin Orden. Da Soliman belejrede Rodus, blev han dennes Spion han fik en Forræders Lon; men Johannitterne mistede Den.

Juleferierne.

(Af en gammel Skolemands Erindringer.)

1.

Sneefog.

Credive Aar gammel fik jeg Rectoratet i en jydsk Kjøbstad. Jeg tiltraadte mit Embede ved Paasketid, og dog var jeg til Julen endnu ikke givt ej engang forlovet.

-

Det kunde være mig vanskeligt nok at forklare et faadant Underværk, der var saa meget større, som jeg ej alene dyrkede de alvorlige Muser, men tillige var en nidfier Offerpræst i deres muntre Søstre Thalias, Terps sichores og Euterpes Templer. Uden Mythologie: jeg var første Violin i alle Concerter, første Elsker paa vort Privattheater, og det var en almindelig Mening blandt alle Stadens unge Damer, at det aldrig havde den rigtige Art med Figaro og Molinasco, naar Rectoren ikke førte dem op.

Julen var forhaanden. Jeg havde roet *) mig til et Par Ugers otium, da jeg i dette Tidsløb tænkte at fuldende min Doctordisputats om de Gamles selskabelige Forlystelser."

Men uventet indbodes jeg til at deeltage i de Nyeres.

*) : glædet.

Kammerraad Hansen (jeg giver ham dette Navn, fordi saa mange bære det, og jeg er en Hader af de mystifte**, ber saa ubehageligt standse Læsningen) fra Ulvedal, som havde en Søn i Skolen, kom for at hente denne hjem, og trængte med faa godmodig Heftighed ind paa mig om at gjøre Følgeskab, at jeg omsider indvilgede paa det Vilkaar, at vorde befordret hjem, faasnart jeg ønskede det.

Mod det mulige Tilfælde, at Tiden stundom kunde vorde mig lang, forsynede jeg mig med en Duodezudgave af gamle Gellert.

Saasnart jeg havde indvilget, sagde Kammerraaden: „Monstro vi ikke kunde faae Conrectoren lokket med?« „Og alle Hørerne, Fader!" lagde Sønnen til.

Dette Indfald blev strax sat iværk; og da jeg, efter Begjæring, anvendte mine bona officia, fik vi Ja hos dem alle, undtagen hos Tredie Lectiehøreren, der ikke bes fandt sig vel.

Men førend jeg begynder paa Fortællingen om vor Udflugt til Ulvedal, troer jeg at borde give et Skyggerids af disse mine Medlærere, der alle vare ugifte som jeg selv, men forresten ikke lignede hverandre i nogen Ting.

Conrectoren havde været givt; men nu i mange Aar Enfemand og barnløs, levede han temmelig stille med en gammel Søster, som bestyrede hans lille Huusholdning. Han var en Mand af sunde og gode Grundsætninger, be stemt Characteer og fast Villie; alvorlig og dog blid i sit Væsen; en fortrinlig Skolemand baade som Lærer og Opdrager, og fuldkommen grundig i de Videnskaber, han over et Svartseculum havde foredraget, nemlig Latin og Græst.

Disse Sprogs classifte Forfattere vare hans kjereste Omgangsvenner; fremfor alle Horats, hvem han kunde udenad og citerede ved alle Lejligheder.

I hans ensformige Liv fandt kun den ene Afverling Sted: at han hver Søndagaften spilte Toccategli med Femtelectiehøreren. Ogsaa her brugte han sin egen antike Terminologie. Hukken for Exempel kaldte han bestandig Principilus, Marschen hedte hiberna, og naar han gif over, glemte han aldrig at sige:,,jacta est alea, jeg gaaer over Rubicon."

Hans nu nævnte Modstander ved Brætspillet, hvem vi herefter ville kalde vintus, var, da jeg lærte at fjende ham, paa Alder med Conrectoren en Mand paa Tredsindstyve, stor, fiirstaaren, og begavet med en Jernconstitution.

G

[ocr errors]

Hans Ansigt var i Forhold til Kroppen stort, farveløst og barsk, uden mindste Indtryk af nogensomhelst Sindsbevægelse ej engang Vrede. Det er et Ordsprog: at man ikke kan see Folk længer end til Tænderne;" men ham kunde man ej engang see saa langt; thi den store Overlæbe hang altid ned over Underlæben

naar han spiste

[ocr errors]
[ocr errors]

endog

og Ingen havde nogensinde seet ham smile. Naar han lo, da hortes blot enkelte hule Stød eller Dron, der ikke gjorde mindste Forandring i hans alvorlige Aasyn.

Han beherskedes kun af een jeg kan ikke sige Lis denskab -men Tilbøjelighed, den at samle Penge; hvorfor han ej heller nænnede at spise sig mæt, undtagen ved Andres Bord, hvor han da rigtignok tog dygtigt til sig. Men brugte han Munden flittigt ved Bordet, da lod han den og hvile paa alle andre Tider. Aldrig tiltalte han Nogen først; han holdt sig blot til Svar, og disse aldeles

i Laconernes Smag. Kun paa Skolen anvendte han fine overordentlig kraftfulde Taleorganer.

Han var ingen daarlig Lærer; kun havde han en egen Maneer, den han fulgte saa nøje som et Ritual. Til de Bøger, han tydede, havde han nemlig en dobbelt Oversættelse, en bunden og en frie, og jeg kan ikke nægte, at jo den sidste ofte steg til Tøjlesløshed.

Saaledes erindrer jeg blandt Andet, een af de første Dage jeg var paa Skolen, at have hørt ham gjennemgaae en Scene hos Terents, hvor der forekommer den Sats:

,,Ira amantium amoris est integratio."

Da Disciplen havde oversat ligefrem:

„De Elskendes Vrede er Kjerligheds Fornyelse", raabte han: „frit!"

[ocr errors]

Disciplen begyndte: „Naar Kjerester skjændes "De a Loun, din Slubbert!" tordnede han (hans frie Oversættelse var gjerne reen jydsk) „det hedder: Naar Katteren ryues etc."

[ocr errors]

De ffjelmske Drenge lode ofte som om de ikke huskede hans Travestering, for at faae ham selv til at komme frem med den. Naar hele Klassen da gav sig til at lee, blev han slet ikke vred, men seconderede vel endog med et huult he he he!"

Han skulde virkelig ikke været ilde lidt af dem, naar han blot havde været mindre gjerrig, og tillige hvad man her i Provindsen kalder mindre nærig. Naar Dvintanerne*) kom fra deres hjem efter Ferierne, maatte de derfor stedse mælde sig hos ham; men den, der kom tomhændet, blev ikke vel modtaget:

*) Femte Classes Disciple.

« ForrigeFortsæt »