Billeder på siden
PDF
ePub

Efterat have feet og hørt sig for i store og smaae Gaarde, med Eenstedhuse, kommer udsendingen ogsaa til Skovhuset et Par Dage efter den stilleglade, lønlige Viels Tesfest. Den lyfsaliggjorte Egtemand gaaer just gjennem Kjekfenet, hvor Tiggersten fidder, og bliver ftrar opmært: som paa hendes mandige Ansigt og fiirsfaarne legeme.

Han standser, og spørger: Hvad er Du for en Karl ?.

Dette ..Karl flog benneber Rumpen; dog tabte han iffe Hovedet, som Frankeren figer, men svarede paa iyoft Bondemaal: at hun var en fattig Enfe der og derfra, og bad om Noget i Guds Navn.

Junkeren greb i lommen og gav et Par Sfillinger; men fom derved Spionen saameget nærmere, at han tybes lig faae paa de øverste fortpriftede Kindbaffer, at de nya lig maatte være ragede.

,,Gage til Befjendelse!raabte han, og løftede Haans den, .og frig ftrar hvem Du er, og hvad Du har ber at bestille!

„A haar ett ant aa bestell“ svarede Skjælmen, wend aa be om nøb, — han fie faa wes o mæ, faade a baa let Stjæg, men vel han ænnele veed twofor, da ær ed faade a desvabr ær en Hwærfen.

Junkeren forstod ham iffe, men Skovfogden var nu juft fommen til.

,, Pfui!“ udsprudede denne Tydskfødte, „ein Zwitter! snurrede sig om og ud af Koffenet, Funferen efter ham.

Som de feeg ud af Stuevinduerne efter den mantbaftige Tiggerkvinde, siger Skovfogden:

1. Hun ta’er for lange Sfridt til at være et Kvinds folf; det er vist en forklædt Gavtyv. Skal vi iffe træffe

Tingesten ind igjen, og holde ffarpt Forhør? jeg ynder ikke saadanne Dine.“

lad 'en være hvad 'en er; det kan være mig liges meget," var Svaret.

Den Anden virrede med Hovedet, og brummede;

,,Vi vil luffe tættere, end vi sædvanligen plejer; hay Eders Spyd og Fagtfriv paa rede Haand nær ved Sen: gen! Vi kunne gjerne faae en urolig Nat.

Den fik be. Ved Midnatstid, da de Nygifte laae fødelig indslumrede, pikfedes hurtigt og stærkt inde fra Skovfogdens Sovefammer. Den unge Kone, som var mere lydhør og letsovuet end Manden, fornam det og væffede ham. Han sprang op, fans Blit faldt paa Binduet, hvorfra i samme Djeblif noget Mørft nedgled. Han greb Spydet i den ene Haand, tog Kniven i den anden, keeg og lyttede. Han opdagede gjennem Sfum: ringen fire Mænd, som hvidskede ivrigt til hverandre, og derpaa nærmede sig Vinduet. Et Bræfjern anbragtes, og Vinduet opredes.

Tydsferens Hjerte sad hvor det flulte fidde: paa ben nærmeste Indbryder fløvede han Hovedet, gjennem den næste jog han fit Spyd; de to andre forsvandt. Nu kom Skovfogden til, men forsilde til at yde Bistand, da ban iffe før havde faaet Noget om sig, og fundet et Bærge.

Den Spydstufne havde saameget liv tilovers, at han funde fige bvo der havde udsendt dem, for at fange og føre de Nygifte til det ffumle Lindenborg.

Inat" siger Skovfogden, „blive vi nof fiffre, men inden den næste maae 3 være herfra...

Hvad skulle vi gjøre ved de Dode?“ spurgte Jun: foren.

"Begrave dem“ svarte hans brave Vært, wher nærved i Skoven er en Ulvegrav, der fyle vi dem ned, lidt Ford og tørre Grene ovenpaa: lab saa disse Aadsler ligge til Dommedag.

Da de vilde til at slæbe Ligene hen til den Grav, der egentlig var bestemt for Rovdyr, faae de, at den foregione Hværfen var den Ene, endnu iklædt sin Maskes radedragt; hun kom snart til at blive den Andens bestandige Contubernal.

NB. Fortællingen kan vel gjerne betragtes som sluttet her; alligevel ffal siden følge en annecteret. De som have fulgt nu. Manden i Moren", ville, Haaber jeg, følge ham, naar det gaaer om igjen.

[ocr errors]

Gamle og nye

N o veller

af

$t. $t. Blider.

Fierde Deel.

Kjøbenhavn.

Forlagt af Universitetsboghandler 6. 4. Xeigel.
Irøft i Bianco lunos Bogtrykkeri.

1846.

[ocr errors]
« ForrigeFortsæt »