Efterat have seet og hørt fig for i store og smaae Gaarde, med Eenstedhuse, kommer Udsendingen ogsaa til Skovhuset et Par Dage efter den stilleglade, lønlige Vielsesfest. Den lyfsaliggjorte Ægtemand gaaer just gjennem Kjøkkenet, hvor Tiggersken sidder, og bliver strar opmærk som paa hendes mandige Ansigt og fiirskaarne Legeme. Han standser, og spørger: "Hvad er Du for en Karl?" Dette Karl" slog denneher Kumpen; dog tabte han ifte Hovedet, som Frankeren siger, men svarede paa jydsk Bondemaal: at hun var en fattig Enke der og derfra, og bad om Noget i Guds Navn. Junkeren greb i Lommen og gav et Par Skillinger; men kom derved Spionen saameget nærmere, at han tydelig faae paa de øverste fortprikkede Kindbakker, at de nys lig maatte være ragede. Gaae til Bekjendelse!" raabte han, og løftede Haanden, og siig strar hvem Du er, og hvad Du har her at bestille! - „A haar ett ant aa bestell" svarede Skjælmen, „end aa be om nød, han fie faa wes o mæ, faade A haa let Skjæg, men vel han annele veed hwofor, da ær ed faade A desvahr ær en Hwærken.“ Junkeren forstod ham ikke, men Skovfogden var nu just fommen til. „Pfui!“ udsprudede denne Työskfødte, „ein Zwitter!" snurrede sig om og ud af Køkkenet, Junkeren efter ham. Som de keeg ud af Stuevinduerne efter den mandhaftige Tiggerkvinde, siger Skovfogden: „Hun ta'er for lange Skridt til at være et Kvindfolk; det er vist en forklædt Gavtyv. Skal vi ikke trække Tingesten ind igjen, og holde skarpt Forhør? jeg ynder ikke saadanne Dine." „Lad 'en være hvad 'en er; det kan være mig ligemeget," var Svaret. Den Anden virrede med hovedet, og brummede: „Vi vil lukke tættere, end vi sædvanligen plejer; hav Eders Spyd og Jagtkniv paa rede Haand nær ved Sengen! Vi kunne gjerne faae en urolig Nat." Den fik de. Ved Midnatstid, da de Nygifte laae fødelig indslumrede, pikkedes hurtigt og stærkt inde fra Slovfogdens Sovekammer. Den unge Kone, som var mere lydhør og letsøvuet end Manden, fornam det og vækkede ham. Han sprang op, hans Blik faldt paa Vinduet, hvorfra i samme Djeblik noget Mørkt nedgled. Han greb Spydet i den ene Haand, tog Kniven i den anden, keeg og lyttede. Han opdagede gjennem Skumringen fire Mænd, som hvidskede ivrigt til hverandre, og derpaa nærmede sig Vinduet. Et Bræfjern anbragtes, og Vinduet opreves. Tydskerens Hjerte sad hvor det skulde sidde: paa den nærmeste Indbryder kløvede han hovedet, gjennem den næste jog han fit Spyd; de to andre forsvandt. Nu kom Skovfogden til, men forfilde til at yde Bistand, da han ikke før havde faaet Noget om sig, og fundet et Værge. Den Spydstufne havde saameget Liv tilovers, at han kunde sige hvo der havde udsendt dem, for at fange og føre de Nygifte til det skumle Lindenborg. "Inat" siger Skovfogden, „blive vi nok fikkre, men inden den næste maae I være herfra.“ fcren. "Hvad skulle vi gjøre ved de Døde?" spurgte Jun "Begrave dem" svarte hans brave Vært, her nærved i Skoven er en Ulvegrav, der kyle vi dem ned, lidt Jord og tørre Grene ovenpaa: lad saa disse Aadsler ligge til Dommedag." Da de vilde til at slæbe Ligene hen til den Grav, der egentlig var bestemt for Rovdyr, faae de, at den foregione Hværken var den Ene, endnu iklædt sin Maskeradedragt; hun kom snart til at blive den Andens bestan dige Contubernal. NB. Fortællingen kan vel gjerne betragtes som sluttet her; alligevel skal siden følge een annecteret. De som have fulgt nu Manden i Mosen", ville, haaber jeg, følge ham, naar det gaaer om igjen. Gamle og nye No v eller af St. St. Blicher. Fjerde Deel. Kjøbenhavn. Forlagt af Universitetsboghandler C. A. Reizel. Trykt i Bianco Lunos Bogtrykkeri. 1846. |