Billeder på siden
PDF
ePub

lige Sinecure havde faaet den tilfonmende Eftermand saa fjær, at han brugte ham meget ung i Bestillinger, ogsaa verdslige, udenfor Klostermurene.

Den første af de forannævnte Herregaarde laae indens for Munfecafernene Enemærker. Dens geistlige Herre bes stiffede en Munk til om Sommeren at have Dpfyn med Gaardens Drivt. Eusebius erholdt denne Bestilling, faasnart ban, fun lidt over de Eenogtyve, havde ladet sig omhyde med Rappen, og bevæffe med Hætten.

Paa disse Tider havde Gudumlund en ung adelig Enke til Hersferinde, døbt Marie Malene. Hun faaer Eusebius at see, og finder ham snart værdig til at vorde hendes Skriftefader. En bedre kunde hun iffe have udvalgt fig: inden Aar og Dag viste sig Frugten af deres Andagtsøvelser, et Pigebarn. Det samme betroedes Skovfogden ved Høstmark til Pleje, vorede, og blev smuffere end sommetider gavnligt er for en femtengaró Tos.

Som jeg nu videre tal fortælle: der havde Lindens borgs Medralina en Halvbroder, langt yngre end bun, og langt bedre af Sind og Tænfemaade.

Det gik nu faa, at han besøgte Lindenborg, hvor han snart kom til at holde meer af Svogeren end af Søsteren. Han var io en tydít Adelsmand fra Røver- og Riddertiden, og paa det jydske Slot førtes der ein freies Leben. — (unds tagen i Dublietten) - det behover iffe at males, for man har Malerier nok i den genre, og de ere brogede nok.

Vildfviin og andre vilde Dyr, saavelsom vilde Mennefter, var Halvøen dengang vel forsynet med. Vildt ud. æffer til fagt. Dens Vaaben var endnu de gamle: Bue og Spyd; thi vel var Krud opfundet af den forte Munt; men det brugtes kun til Morterer og Kanoner.

Junfer von Linden blev paa en Jagtuur stilt fra fit S. S. Blider. Gamle og nye Noveller.

III.

16

Folge, og forvildede fig. (Det samme bændtes Kong Henrif den fjerde.) Sulten, tørstig, træt, gnaven, støder ban paa Skovhuset, gaaer derind, og faaer lind for alle fine Mangler. Else faaledes beed hiint Elsfoosbarn var electromagnetisk, og virkede i denne Egenskab paa Junferen; der blev ftrar Rapport imellem dem, men!!!

Man maae falde det hvad man vil: Rydsthed, Blybed, Klogstab, liftighed; men dersom Evas Dottre iffe vare faa tilbageholdende som Adams Sonner ere fremfusende, da var Verden for længe siden blevet splittergal. Vor Junfer var nærved at blive det, da hans Storme, een efter den anden, afsloges.

Dog opgav han iffe Belejringen, men betroete Softeren in Ned. Da hun var af de yderst sjeldne Mennes ffer, fom elske det Onde for tets egen Sfyld, lagde hun ham ftrar en Plan til at forraste, bortrove Pigen, og faae hende saaledes i fin Magt, at hun maatte blive tvungen til at capitulere. Dette forslag Oprørte hans ufordærvede Sind, og hans starptbebrejdende Afflag flog af Søsteren et Smiil, der havde faameget giftigt i fig, at ban uvilfaarlig gøs, og, uden at mæle, forlod bende.

Da han var borte, niffede hun, ikke med smilende Mine, men med et Aasyn, som naar hun havde tillaaset Qubliettens Dør.

Bor Junker ilede til den Elstede, og fortalte hente reentud, hvad den onde Søster havde tilraadet ham; men lagde til: at naar hun vilde tage ham til ægtemand, var han dertil strax beredt, og derpaa forberedt, faasnart en Gejstlig kunde formaaes til at forrette Vielsen.

Pigens glade Tanker faldt i Djebliffet paa Pater Eufebius. Denne fom nemlig imellem i Stovhuset for

at see til sin Datter, hvem han virkelig elffede; men med en renere Kjerlighed end den, der havde givet bende Tils værelse. Dog røbede han aldrig for hende, hvor nær de vare beslægtede, men angav som Aarsag til hans Dmhed for hende: at hun var hand, formedelst en mislig Sag, bortrømte Broders Barn.

Saadant troede vel Plejeforældrene iffe, men vogtede sig nøje for at ymte herom til Datteren; Præstemagten var endnu bengang en frygtelig Bussemand.

Hun betroede sit Hjertes Anliggende til Eusebius, hendes forineentlige Farbroder. Denne viste sig ogsaa villig til at opfylde hendes Dnste; men da han ret godt fjendte Fruen paa Lindenborg, indskærpede han hende den yderste Forsigtighed, og forestillede hende Nødvendigheden af en ligedan hos Kjereften.

Men naar 3 nu ere forenede, hvad faa?" spurgte han, og hvorhen faa?.

,,Til min Rjerested Søster, tænker jeg svarede hun.

Munfen virrede med sit skaldede Hoved, og sagde morft :

,,Den Vej var den allerværfte, som vælges funde. Du bliver her for det første, min Datter; og din Mand aflægger Dig fine lonlige Befog som en Tyv om Natten. Men mærke 3 Uraad, og at hun paa Lindenborg bar faaet Nys om Eders Forbindelse, faa maae § øjeblikkelig gribe Flugten.“

„Guð hjelpe os! hvorhenę- udstødte hun stjælvende.

. Naar 3" svarte han – kunne finde Eder i at leve ene to, adskilte fra alt menneskeligt Samkvem, uden at ree Andre end mig og Een til, da skal jeg sørge for et Fristed, hvor iffe engang cn Ræv ffal opsnuse Jer.

Figen greb hans Haand og fyfte den, hendes Taa: rer vædede den.

„Men“ sagde hun, foldende fine Hænder, rfan en Kvinde da være faa grusom mod sin egen Broder?..

Mit fromme Barn!" svarte ban, mfee Dig omkring paa alle disse Træer og Værter: alle sammen have de grønne Blade, smuffe Blade; men pluk nu eet af hver, og læg dem ved hverandre! Du vil ifte finde to lige: danne hverken af Stiftelse, Farve eller Smag. Saaledes gaaer det og med os Mennesker: om vi vare tusinde Millioner, iffe tvende vilde findes eens i Sind eller Skind. Dette Nældeblad der har i Figuren lighed med denneher Plantes, men det er mørkere, det har Braadde, det brænder Dig. Hun, jeg advarer Dig for, er en Brændenælde.“

Som han havde udtalt fine fidste Ord, fom Elskeren gelejligen til, og blev nu ligeledes underrettet om det Glædelige, som Fader Eufebius nyssen meddelte Kjereften, lige til Advarslen mod den farlige Softer. Denne var allerede bleven overfledig.

Bed hans Tilkomst viste hans, ellers ftedse aabne og livlige Ansigt en urolig Mørkhed, som flygtigt smittede Pigens; men den unge Mandø vilde, ved Trøftens og Haabets lysende Straaler, endnu iffe fuldkomment lade sig udglatte.

Grunden til denne hans ualmindelige Forstemthed blev naturligviis efterspurgt, men ikke forklaret. Fortælleren her, fom fjender den, afholder sig fra for ftiffelige Menneskers Dine at fremstille Noget, der, hvis vor Junfer iffe fom Joseph havde revet fig ud af Garnet, ffulde styrtet ham i en fortvivlelse, liig den, for hvilken en israelitist Kongefon giorde fin Sester til Offer.

Abbeden grublede nogle Djebliffe, iffe ret mange; da indsluttede han Parret i sin favn, og fagde:

Med Eders Forbindelse har det stor Hastværk, endnu i denne Dag maae f forenes for Tid og Evighed, og jo før jo bellere stjule Eder faalænge, til 3 blive istand til at forlade denne giftige Bund. En Dag, højst to, tøve 3 hos Skovfogdens; han reber Eder iffe, hans kone liges faalidt; for de tør iffe. Min Son!" - han lagde Hæns derne paa hans Sfuldre - Du fjender iffe den Sfat, jeg idag ffjænker Dig det er bende der staaer! Lad den ikke stjæles, iffe roves Dig fra! See til, Du kommer vel og snart fra Borgen! Har Du mere, end Du paa eengang fan bære, skal jeg fende Dig ved Natten en tro, taus og forsigtig Klosterbroder, som kan hjelpe Dig at bjerge det. Hold saa Dig selv og din Hustrue inden hine Vægge, indtil jeg faaer indrettet til Ever andensteds."

Sildigt paa Aftenen sneg sig den unge Mand ind i Slottet, udenfor hvilket Klosterbroderen allerede biede efter

Indgang, udgang, Bjergning, Alt gik heldigt, men – iffe ganske ubemærfet: Messalinas dafortiden opvartende Cavaleer, Ridefogden – nys fommen i Tjeneste

havde fornummet Noget til den natlige Færdsel; og da Junferen næste Dag savnedes, og Søfteren lod anstille Undersøgelser, fit hun af Fogden den Underretning: at han i en Frastand havde flimtet noget levende, som ffred fra Gaarden af øster paa.

Nu maatte han fungere som Spion allevegne paa den Kant. Efter Generalindens Drdre forklædt som Nat: mandsfjælling og med et Terklæde bundet om nederste Deel af Hovedet, for at skjule Sfjæget, tiltraadte han fin værdige Bestilling.

bam;

« ForrigeFortsæt »