lige Sinecure havde faaet den tilkommende Eftermand saa fjær, at han brugte ham meget ung i Bestillinger, ogsaa verdslige, udenfor Klostermurene.

Den første af de forannævnte Herregaarde laae indenfor Munkecafernens Enemærker. Dens geistlige Herre be skikkede en Munk til om Sommeren at have Opsyn med Gaardens Drivt. Eusebius erholdt denne Bestilling, saasnart han, kun lidt over de Eenogtyve, havde ladet sig omhylle med Kappen, og bedække med Hætten.

Paa disse Tider havde Gudumlund en ung adelig Enke til Herskerinde, døbt Marie Malene. Hun faaer Eusebius at see, og finder ham snart værdig til at vorde hendes Skriftefader. En bedre kunde hun ikke have udvalgt sig: inden Aar og Dag viste sig Frugten af deres Andagtsøvelser, et Pigebarn. Det samme betroedes Skovfogden ved Hostmark til Pleje, vorede, og blev smukfere end sommetider gavnligt er for en femtenaars Tos.

Som jeg nu videre skal fortælle: der havde Lindenborgs Messalina en Halvbroder, langt yngre end hun, og langt bedre af Sind og Tænkemaade. Det gik nu saa, at han besøgte Lindenborg, hvor han snart kom til at holde meer af Svogeren end af Søsteren. Han var jo en tydsk Adelsmand fra Røver og Riddertiden, og paa det jydske Slot førtes der ein freies Leben - (undtagen i Oublietten) - det behøver ikke at males, for man har Malerier nok i den genre, og de ere brogede nok.

Vildsviin og andre vilde Dyr, saavelsom vilde Menneffer, var Halvøen dengang vel forsynet med. Vildt udæfter til Jagt. Dens Vaaben var endnu de gamle: Bue og Spyd; thi vel var Krud opfundet af den sorte Munk; men det brugtes kun til Morterer og Kanoner.

Junker von Linden blev paa en Jagtuur skilt fra sit

S. S. Blicher. Gamle og nye Noveller. III.

16

Folge, og forvildede sig. (Det samme hændtes Kong Henrik den fjerde.) Sulten, tørstig, træt, gnaven, støder han paa Skovhuset, gaaer derind, og faaer Lind for alle fine Mangler. Else - saaledes heed hiint Elskovsbarn var electromagnetist, og virkede i denne Egenskab paa Junkeren; der blev strar Rapport imellem dem, men!!!

Man maae kalde det hvad man vil: Kydsthed, Blyhed, Klogskab, Listighed; men dersom Evas Døttre iffe vare saa tilbageholdende som Adams Sonner ere fremfusende, da var Verden for længe siden blevet splittergal. Vor Junker var nærved at blive det, da hans Storme, een efter den anden, afsloges.

Dog orgav han iffe Belejringen, men betroete Sosteren sin Nød. Da hun var af de yderst sjeldne Mennesker, som elske det Onde for dets egen Skyld, lagde hun ham strar en Plan til at forraste, bortrøve Pigen, og faae hende saaledes i sin Magt, at hun maatte blive tvungen til at capitulere. Dette Forslag oprørte hans ufordærvede Sind, og hans starptbebrejdende Afslag slog af Søsteren et Smiil, der havde faameget giftigt i fig, at han uvilkaarlig gøs, og, uden at mæle, forlod hende.

Da han var borte, nikkede hun, ikke med smilende Mine, men med et Aasyn, som naar hun havde tillaaset Dubliettens Dør.

Vor Junker ilede til den Elskede, cg fortalte hende reentud, hvad den onde Søster havde tilraadet ham; men lagde til: at naar hun vilde tage ham til Ægtemand, var han dertil strax beredt, og derpaa forberedt, saasnart en Geistlig kunde formaaes til at forrette Vielsen.

Pigens glade Tanker faldt i Øjeblikket paa Pater Eufebius. Denne kom nemlig imellem i Skovhuset for

at see til sin Datter, hvem han virkelig elskede; men med en renere Kjerlighed end den, der havde givet hende Tilværelse. Dog røbede han aldrig for hende, hvor nær de vare beslægtede, men angav som Aarsag til hans Ømhed for hende: at hun var hans, formedelst en mislig Sag, bortrømte Broders Barn.

Saadant troede vel Plejeforældrene iffe, men vogtere sig nøje for at pmte herom til Datteren; Præstemagten var endnu dengang en frygtelig Bussemand.

Hun betroede sit Hjertes Anliggende til Eusebius, hendes formeentlige Farbroder. Denne viste sig ogsaa villig til at opfylde hendes Ønske; men da han ret godt kjendte Fruen paa Lindenborg, indskærpede han hende den yderste Forsigtighed, eg forestillede hende Nødvendigheden af en ligedan hos Kjeresten.

Men naar 3 nu ere forenede, hvad saa?" spurgte han, og hvorhen saa?"

„Til min Kjerestes Søster, tænker jeg" svarede hun. Munken virrede med sit skaldede Hoved, og sagde

mørft:

„Den Vej var den allerværfte, som vælges kunde. Du bliver her for det første, min Datter; og din Mand aflægger Dig fine lønlige Besøg som en Tyv om natten. Men mærke J Uraad, og at hun paa Lindenborg har faaet Nys om Eders Forbindelse, saa maae I øjeblikkelig gribe Flugten."

-

„Gud hjelpe os! hvorhen?" udstødte hun skjælvende. „Naar J" svarte han kunne finde Eder i at leve ene to, adskilte fra alt menneskeligt Samkvem, uden at see Andre end mig og Een til, da skal jeg sørge for et Fristed, hvor ikke engang en Næv skal opsnuse Jer."

Pigen greb hans Haand og kyste den, hendes Taa

rer vædede den.

„Men“ sagde hun, foldende fine Hænder, "kan en Kvinde da være saa grusom mod sin egen Brøder?"

"Mit fromme Barn!" svarte han, "fee Dig omkring paa alle disse Træer og Værter: alle sammen have de grønne Blade, smukke Blade; men pluk nu eet af hver, og læg dem ved hverandre! Du vil ikke finde to liges danne hverken af Skikkelse, Farve eller Smag. Saaledes gaaer det og med os Mennesker: om vi vare tusinde Millioner, iffe tvende vilde findes eens i Sind eller Skind. Dette Nældeblad der har i Figuren Lighed med denneher Plantes, men det er mørkere, det har Braadde, det brænder Dig. Hun, jeg advarer Dig for, er en Brændenælde."

Som han havde udtalt fine fidste Ord, kom Elfferen gelejligen til, og blev nu ligeledes underrettet om det Glædelige, som Fader Eusebius nyssen meddelte Kjeresten, lige til Advarslen mod den farlige Søster. Denne var allerede bleven overflødig.

Ved hans Tilkomst viste hans, ellers stedse aabne og livlige Ansigt en urolig Mørkhed, som flygtigt smittede Pigens; men den unge Mands vilde, ved Trøftens og Haabets lysende Straaler, endnu ikke fuldkomment lade sig udglatte.

Grunden til denne hans ualmindelige Forstemthed blev naturligviis efterspurgt, men ikke forklaret. Fortæl leren her, som fjender den, afholder sig fra for skikkelige Menneskers Dine at fremstille Noget, der, hvis vor Junker ikke som Joseph havde revet sig ud af Garnet, skulde styrtet ham i en Fortvivlelse, liig den, for hvilken en israelitist Kongesøn gjorde sin Sefter til Offer.

Abbeden grublede nogle Øjeblikte, iffe ret mange; da indsluttede han Parret i sin Favn, og sagde:

"Med Eders Forbindelse har det stor Haftværk, endnu i denne Dag maae I forenes for Tid og Evighed, og jo før jo hellere skjule Eder faalænge, til I blive istand til at forlade denne giftige Bund. En Dag, højst to, tøve I hos Skovfogdens; han rober Eder ikke, hans Kone liges saalidt; for de tør ikke. Min Son!" han lagde Hænderne paa hans Skuldre "Du fjender ikke den Skat, jeg idag ffjænker Dig - det er hende der staaer! Lad den ikke stjæles, iffe roves Dig fra! See til, Du kom mer vel og snart fra Borgen! Har Du mere, end Du paa eengang kan bære, skal jeg sende Dig ved Natten en tro, taus og forsigtig Klosterbroder, som kan hjelpe Dig at bjerge det. Hold saa Dig selv og din Hustrue inden hine Vægge, indtil jeg faaer indrettet til Eder andensteds."

Sildigt paa Aftenen sneg sig den unge Mand ind i Slottet, udenfor hvilket Klosterbroderen allerede biede efter ham; Judgang, Udgang, Bjergning, Alt gik heldigt, meniffe ganske ubemærket: Messalinas dafortiden opvartende Cavaleer, Ridefogden nys kommen i Tjeneste

havde fornummet Noget til den natlige Færdsel; og da Junkeren næste Dag savnedes, og Søsteren lod anstille Undersøgelser, fik hun af Fogden den Underretning: at han i en Frastand havde skimtet noget Levende, som skred fra Gaarden af øster paa.

Nu maatte han fungere som Spion allevegne paa den Kant. Efter Generalindens Ordre forklædt som Natmandskælling og med et Terklæde bundet om nederste Deel af Hovedet, for at skjule Skjæget, tiltraadte han fin rærdige Bestilling.